Først en venlig påmindelse til min læser: Da vi skriver 2012 i morgen, vil hyppigheden af mine uploads reduceres betydeligt. Jeg vil forsøge at skrive mindst en i ugen, men jeg går altså ikke efter noget skema mere. Håber dog alligevel at se dig igen om nogle dage. (ja, og godt nytår)
Rawkus Records, som blev etableret i 1996, er foruden sine (engang) tilknyttede rappere kendt for sine kompilationsalbums, hvor både pladeselskabets egne rappere og uafhængige rappere bidrager med numre. Den første serie af disse kompilationsalbums er Soundbombing, som der pt. er udgivet tre parter af – og på den anden udgivelse gæster endda ingen mindre end Eminem, men det var også tilbage i begyndelsen af hans mainstream karrierer, og et sådan træk ser man ham på ingen måde tage i dag.
Mos Def (eller Yasiin Bey, som han vil kaldes nu, men det sker end til videre først for mit vedkommende, når materialet er udgivet under det navn) og Talib Kweli startede begge officielt sin musikalske karriere med den første udgivelse af Soundbombing, hvor de lavede et par numre sammen, og derefter igen valgte at slå hovederne sammen, udsætte soloalbums og udgive et album sammen. Derudover blev Mos Def også introduceret for Hi-Tek, (som kort forinden havde slået kludene sammen med Talib Kweli, som han også snart ville starte Reflection Eternal med), som endte med at producere flere numre på, hvad der skulle blive Talib Kwelis’ og Mos Defs første studiealbum.
Albummet er egentligt bare udgivet som Mos Def & Talib Kweli Are Black Star, hvor altså hverken albumtitel eller gruppenavn er specificeret, men det er vist generelt accepteret, at det er som blogtitlen angiver: Black Star er gruppens navn, og deres debutalbum er kaldet Mos Def & Talib Kweli Are Black Star. Læg mærke til at jeg siger debutalbum, for ligesom Binary Star lyder det endelig til at et nyt album er under opsejling. Black Star har sågar udgivet to nye numre, men dem skal det ikke handle om nu. Nej, det skal handle om det socialbevidste og filosofiske debutalbum fra 1998; dengang Mos Def og Talib Kweli stadig var nye navne på hip-hop scenen.
1. INTRO
Beatet er trods alt cool.
2. ASTRONOMY (8TH LIGHT) (FEAT. WELDON IRVINE)
Det her er den egentlige intro til gruppen, hvor de diskuterer hvad Black Star står for og repræsenterer. Som med enhver respektabel gruppe bliver der udvekslet linjer mellem de to, samtidig med at de hver især også får en chance for at stå på egne ben. Meget bedre introduktion til Mos Def og Talib Kweli.
3. DEFINITION
På trods af at være delvist inspireret af Boogie Down Productions er dette nummer bestemt definitionen af Black Star; dope. Omkvædet er en personlig udlægning af BDP’s omkvæd i ”Stop the Violence”, mens de indledende linjer er pendanten til introen i BDP’s ”Remix For P Is Free”, samt bliver sidstnævnte også samplet i beatet. Men det er bare helt fint, for Black Star gør fuldstændig dette nummer til deres eget med et forsat godt sammenspil, fede linjer og god levering. Derudover er Hi-Teks produktion med nogle helt uregerlige trommer også fantastisk fed.
4. RE: DEFINITION
Dette er, som titlen angiver, et reprise af forrige nummer, hvilket kan lyde meget unødvendigt, men faktisk har de to numre ikke så meget med hinanden at gøre – ikke andet end at de BDP inspirerede elementer til en hvis udstrækning bliver genbrugt. Selv strukturen er dog anderledes foruden versene og beatet. Temaet er også anderledes, da det her i højere grad er selvpromoverende rap. Det er ganske udmærket, men originalen er uden tvivl bedst.
5. CHILDREN’S STORY
I 1989 udgav Slick Rick sit hidtil største hit “Children’s Story”, og som så mange andre kan Mos Def også lide nummeret, men som knap så mange har han også valgt at lave et cover af det. Det var dog ikke først gang, at nummeret blev coveret, og ej heller sidste. Men ordet ”cover” gør ikke rigtigt nummeret retfærdighed, da Mos Def formår at udforske nye territorier alligevel. Nummeret handler om en knægts ’kriminelle’ eskapa der i musikindustrien modsat Slick Ricks fortælling, som handler om en knægts kriminelle handlinger på gaden. Mos Def drejer handlingen en smule, så den udvikler sig i takt med den originale (ofte med identiske formuleringer og samme rim), men samtidig også er anderledes. Beatet er også fedt. Trommerne minder lidt om originalens, men ellers er der ingen ligheder. Man skal bestemt ikke undervurdere dette nummer, som er et af de mest innovative og bedste covers, jeg har hørt.
6. BROWN SKIN LADY
En anden (stor) inspirationskilde for Black Star er Toni Morrisons novelle The Bluest Eye, som handler om en ung, sort kvinde, der bliver mobbet med sin hudfarve, og får den opfattelse, at hvidhed er skønhed, og af den grund ønsker, at hun er hvid. Det er selvfølgelig en forkert opfattelse, og dette nummer er derfor en hyldest til ”brown skin ladies”. Man bevæger sig ud på lidt usikker grund med dette nummer, men jeg kan oprigtigt sige, at nummeret er meget vellykket og en fryd at høre. Introen er meget unødvendig, da den ikke siger noget, der ikke bliver sagt senere, men derefter bliver det godt. Det tilbagelænede beat er dejligt, og så kan jeg nu ikke stå for Mos Defs sangstemme. Men når en rapper kan synge, bør han også udnytte det, og vise resten hvordan det burde gøres.
7. B BOYS WILL B BOYS
Det er sådan set bare en lang skit med shout outs og en lille smule egentligt rap. Ikke noget, jeg behøver at høre igen. Nogensinde.
8. K.O.S. (DETERMINATION) (FEAT. VINIA MOJICA)
Mos Def havde sit solonummer, og her er så Talib Kwelis med Vinia Mijoca på omkvædet. Hvis man kan lide omkvædet på Wu-Tang Clans ”Can It Be All So Simple”, vil man formenligt også kunne lide Vinias omkvæd. Jeg hører til dem, der ikke har noget i mod en fin, uskyldig feminin stemme, så jeg kan godt lide det. (alt med måde selvfølgelig) Omkvædet er i øvrigt i fin tråd med den dæmpede og bløde produktion. Talib Kweli yder også en god præstation, men drukner desværre i den mildt søvndyssende stemning.
9. HATER PLAYERS
Det her nummer gør ingenting for mig. Beatet er ikke så interessant, men jeg er villig til at være enig i, at Talib Kweli stjæler nummeret. Men det er en mindre vigtig sejr i mine øjne.
10. YO YEAH
Skit.
11. RESPIRATION (FEAT. COMMON)
Et vidunderligt nummer om intet mindre end livet (deraf titlen). Beatet er okay, men det er uden tvivl hos de tre rappere at guldkornene skal findes. Selv omkvædet er fantastisk godt og malerisk skrevet. Jeg kan godt lide nummeret, men produktionen synes jeg nu er bedre på næste nummer.
12. THIEVES IN THE NIGHT
88-Keys’ produktion er formidabel her på. Jeg elsker den stemningsfyldte klavergang, som danner grobund for et fantastisk nummer. Endnu engang, og måske mere end før, er inspirationskilden Toni Morrisons novelle The Bluest Eye. Omkvædet er en tilpasset version af nogle sætninger fra novellen, hvis betydning desuden bliver uddybet i Mos Defs vers. Og hold da op et vers. Det er abstrakt med nogle lidt kringlede formuleringer og fortsætter i hele 2 minutter. Pointen er, at mennesker spiller et spil, og på den måde undgår at se realiteterne i øjnene. Det er altså uden tvivl her, at filosofien blomstrer mest.
13. TWICE INNA LIFETIME (FEAT. JANE DOE, PUNCHLINE & WORDSWORTH)
Med en god produktion i ryggen inviterer Mos Def og Talib Kweli sine labelmates med på det afsluttende nummer på albummet. De klarer den alle fint – undtagen Jane Doe, hvis linjer virker for klichefyldte og uopfindsomme. Hendes stemme er også lidt irriterende, og hvad er det overhovedet for et navn at have?
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Mos Def og Talib Kweli er super gode sammen med en god kemi og et godt samarbejde. Deres fælles debut er rigtig fed, men dog ret kort. Hvis man skærer de tre (semi-)skits fra, står man kun tilbage med ti numre. Til gengæld har seks af disse nået listen nedenunder, og de sidste fire er bestemt heller ikke dårlige.
Jeg betragter nok Mos Def & Talib Kweli Are Black Star som lidt af en klassiker, så selvfølgelig er det et køb værd. Måske endda to.
BEDSTE NUMRE: ”Astronomy (8th Light); ”Definition”; RE: “DEFinition”; “Brown Skin Lady”; “Respiration”; “Thieves in the Night”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar