I tiden omkring og kort efter Eminem’s forrige album Infinite var der mange skæbnesvangre hændelser i hans liv. Marshall og hans familie boede rundt omkring i diverse slumkvarterer i Detroit, hvor de oplevede at få stjålet stort set alting og have vildfarne skud ramme huset, og Marshall’s jobsituation hos Gilbert’s Lodge, hvor han havde arbejde nogle år, var usikker, hvilket resulterede i fyringer. Det gjorde det svært for ham at tage vare på sin datter, men det var dog ikke noget problem længere, da Kim fik nok af de mange problemer, tog Hailie i hånden og flyttede hjem til sin mor og blandt andet også efterlod Marshall med en slem skriveblokade og et alkoholmisbrug. Marshall havde ramt rock bottom, og forsøgte at afslutte det ved at begå selvmord. Men som så mange gange før mislykkedes han igen, men herefter fandt Marshall en måde at komme ud med alt sin vrede.
Eminem blev hårdere til rap battles, hvor han fik sig et rygte som en af sværvægterne på scenen (8 Mile style, hvor Proof styrede kampene og opmuntrede Eminem til at battle (det hele var jo ikke fiktion)). Hans gode venner Proof og Kon Artist pønsede i mellemtiden på at starte en super gruppe med gode Detroit rappere, som de kaldte D12 (Dirty Dozen eller Detroit Twelve). Foruden Eminem sluttede hans kammerat Bizarre, Kuniva og afdøde Bugz sig til gruppen. Proof fik derefter den ide, at alle medlemmer skulle skabe et alter ego, der tillod dem at sige uhyrlige ting, samtidig med at det kompenserede for det lille antal medlemmer. Eminem’s rim begyndte at blive mørkere og mørkere, hvilket kulminerede med skabelsen af hans alter ego Slim Shady.
Slim Shady er en karakter der ikke giver en fuck, og samtidig kan slippe af sted med det, da det jo trods alt bare er en opdigtet karakter. Slim Shady er voldelig, kynisk, hæmningsløs, og kun i stand til at gøre og sige det, man ikke burde. En figur Eminem selv forstiller sig som en mumie med opskårne håndled (og passende nok en figur han skabte, mens han angiveligt sad på lokum).
Eminem (eller Slim Shady?) skrev The Slim Shady EP på blot to uger, og med produktioner af gamle samarbejdspartnere, blev EP’en udgivet på The Bass Brothers’ WEB Productions.
1. INTRO (SLIM SHADY)
En mørk og dyster introduktion til Slim Shady, der hurtigt slår fast at Eminem har helt andre boller på suppen i denne omgang. Slim Shady vågner fra døde (blev angiveligt myrdet af Eminem), og fortæller Eminem, at han ikke er noget uden ham, hvilket jo faktisk ikke er helt ved siden af, når man kigger tilbage. En måske unødvendig intro, men alligevel en god præsentation af forholdet mellem (eller forskellen på) Eminem og Shady.
2. LOW DOWN, DIRTY
Og så er Shady for alvor ankommet. Udover at udbasunere overfald på andre i detaljer o.l. har han jo en totalt ligeglad indstilling til alt, hvilket gør at han bl.a. skyder sig selv og arresterer sig selv (ingen sammenhæng dog) – og det er bare i de første få linjer af nummeret. Derudover ender han også et rim med ”fiddler”, for derefter at sige at vi nok troede, at han ville sige Riddler.
Slim Shady is fukinwichu. En forbedring af produktionerne i forhold til Infinite høres ikke helt endnu, men den viser sit ansigt snart.
3. IF I HAD…
Nu har jeg godt nok antydet, at EP’en er meget fremadskuende, men dette nummer har en vibe, der går tilbage til rødderne, synes jeg. Det har et tilbagelænet beat med en supplerende kvinde på omkvædet, hvilket lyder som noget, der kunne være med på Infinite. Det her er nemlig rent og skær Marshall Mathers. Dog er hans flow gennemgået en kæmpe forandring, og teksten er mere ærlig end nogensinde før, så det er alligevel en ny Eminem, man får at se herpå.. Nummeret er det første af tre, der nåede hans større pladeselskabs debut The Slim Shady LP, hvor den selvfølgelig har fået en kærlig (og meget mere ressourcerig) hånd, og derfor lyder bedre med bedre miks, men uden væsentlige ændringer i kompositionen.
Han retter i øvrigt en tvetydig spydighed mod en radiostation med sloganet ”where hip-hop lives”, som angiveligt er den lokale Detroit hip-hop station WJLB, da de ikke gider støtte lokale rappere som Eminem. Sloganet hører dog umiddelbart til den californiskbaserede hip-hop station KPWR.
4. JUST DON’T GIVE A FUCK
Dette er det andet nummer, som i en bedre version også findes på The Slim Shady LP (undtagen censuren). Han strikker i det andet vers navnene på fem hvide rappere sammen – ikke for at provokere, men for at fortælle at det er fortid, og at han går sin egen vej. Sådan tog de det dog ikke (undtagen fyrene fra 3rd Base), men de var ikke engang de eneste hvide rappere, der fandt nummeret mere eller mindre stødende. Cage beskyldte Eminem for at stjæle hans stil (psykotisk med tvangstanker og selvmordsadfærd), og kopierer hans linje med ”Rise Against the Machines” fra Cage’s ”Agent Orange”, selvom de to linjer egentligt ikke har meget med hinanden at gøre. Derudover var nummeret bestemt heller ikke nemt at få spillet i radioen nogle steder, så Eminem var hurtig dygtig til at skaffe sig fjender.
Som titlen angiver, er nummeret klassisk Slim Shady materiale, og det er bestemt underholdende.
5. MOMMY (SKIT)
På The Slim Shady LP er denne skit og næste nummer samlet under en ny titel: ”’97 Bonnie & Clyde”. Den nye titel er fantastisk, synes jeg, da man normalt tænker Bonnie & Clyde som et kærestepar, men sandheden her er jo en helt anden…
6. JUST THE TWO OF US
Det første nummer fyldt med had til Kim (det andet nummer værende ”Kim” fra The Marshall Mathers LP). Pudsigt nok er produktionen ikke bare dårligere mikset her, men også en kende anderledes. Et tangentinstrument spiller fornemt ind over trommerne herpå, men det er ændret på den nyere version, som så til gengæld besidder andre kærkomne finesser.
Men hvis man ikke helt er overbevist af Eminem endnu, burde dette nummer ændre på det, da det handler om Marshall’s og hans barns bortskaffelse af barnets mor Kims lig, hvilket ikke just er hørt før, vil jeg tro. Det er morbidt og skørt, men samtidig også så fandens personligt, ærligt og imponerende.
7. NO ONE’S ILLER (FEAT. SWIFT, BIZARRE, FUZZ)
Bizarre har, som Eminem, også for vane at optræde med sit alter ego, hvilket resulterer i nogle voldelige linjer, og sammen med hans karakteristiske stemme og flow, gør han det nu fint. Selvom man selvfølgelig hører nummeret for Eminem, er de tre gæster dog også værd at høre på. Ikke mindst pga. det overraskende gode beat, som sagtens kan gøre et gensyn værd i sig selv.
8. MURDER, MURDER
Marshall mangler penge, hvilket han kommunikerer ud gennem Slim Shady, der dræber og stjæler for til sidst at overgive sig og give gangsta rap skylden for sine gerninger. Du er måske ikke helt overbevist endnu, men jeg synes virkelig, at dette nummer er lidt af en overset genistreg, da beatet er fantastisk med en fængende og karakteristisk melodi kørende over et fedt drumbreak, et ligeledes fængende omkvæd (med 2Pac vokalsample) med en tilpas mængde fed scratching, og selvfølgelig en oplagt Eminem. Hans flow er faktisk ganske unik blandt hans materiale, vil jeg mene; det er utroligt tilbagelænet med en følelse af opgivelse og udmattelse. Følelser han uden tvivl havde dengang, hvilket gør den dybt tragiske fortælling til en næsten bevægende oplevelse.
9. IF I HAD… (RADIO EDIT)
Ja, det gjorde han faktisk.
10. JUST DON’T GIVE A #?@! (RADIO EDIT)
Og igen med dette nummer endda.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Eminem er uden tvivl musikalsk blevet genfødt med tilblivelsen af Slim Shady og udgivelsen af denne EP. Potentialet er ikke bare stort, det er begyndt at udløse fedt musik. Tre ud af seks numre kan findes i en bedre version på The Slim Shady LP (dog er ”Just the Two of Us” værd at høre for dens lidt anderledes produktion), men de to sidste numre på EP’en (de censorede versioner ikke inkluderet) er fedt materiale, som Eminem overraskende ikke har taget med sig videre i karrieren. (dvs. ”Murder, Murder” blev faktisk remikset (det gjorde dog ikke nummeret nogen tjenester overhovedet) og inkluderet på 1999 soundtracket til filmen ”Next Friday”) EP’en byder ikke på meget nyt materiale for dem, der allerede har hørt The Slim Shady LP, men nedenstående numre er dog værd at opsøge en kopi for. (en egentlig kopi, da EP'en er tæt på umulig at købe)
BEDSTE NUMRE: ”No One’s Iller”; ”Murder, Murder”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar