Mine tematiserede føljetoner, som jeg ynder at kalde auteuranalyser, vil jeg i dag fortsætte med runde to. Sidste måned afsluttede jeg min gennemgang af Clemens’ diskografi, og nu er det så videre til en ny. Hvis du allerede gættede vores hovedperson efter at have læst overskriften, så er der uden tvivl kudus til dig, da de fleste ikke er bekendte med hans musik udgivet før hans store kommercielle gennembrud i 1999. Min næste føljeton følger Eminem fra hans spæde dage i små grupper som Soul Intent, og frem til hans seneste soloudgivelse, Recovery, og genforeningen med hans gamle ven og kollega Royce da 5’9” og gendannelsen af Bad Meets Evil. Det vil formodentligt næsten være ligeså meget en biografi, som det vil være en samling anmeldelser, så forbered dig på en del tekst.
Marshall Bruce Mathers III blev født i 1972, og opkaldt efter en far, der hurtigt blev lagt for had, da han forlod Marshall og hans mor Debbie, da Marshall blot var 18 måneder. Men Debbie ville dog ikke få det meget nemmere, da Marshall’s had til hende om muligt er endnu større og skyldes hendes angivelige stofmisbrug og lave hengivenhed til sin søn(som Debbie selvfølgelig benægter).
De havde ingen penge og flyttede flere gange rundt i landet, før de til sidst havnede i Detroit i Marshall’s teenageår. Nogle år tidligere havde Marshall’s onkel, Ronnie, introduceret ham til hip-hop musik, da genren stadig var meget ung, men Marshall tog den til sig, og begyndte selv at skrive og rappe under navnet M&M.
I Detroit møder han produceren Manix, som han bliver venner med og begynder at lave musik med. Senere stifter han sammen med Manix, rapperen Chaos Kid, hans bedste men nu afdøde ven Proof og DJ Buttafingaz det uafhængige pladeselskab Bassmint Productions, og med de to førstenævnte en gruppe ved samme navn. Gruppen ændrer senere sit navn til Soul Intent.
I mellemtiden er han fundet sammen med Kimberly Scott, som han har haft et on og off forhold til lige siden. Kim flytter ind hos Marshall, mens hans forsøger, at få tingene til at køre rundt med forskellige jobs, og samtidig dyrker sit talent for at freestyle sammen med Proof til forskellige arrangementer, og indspiller musik sammen med resten af Soul Intent. Gruppen udgiver flere, meget korte EP’er, men på trods af deres korte længde er de alligevel svære i dag at finde i sin fulde længde på nettet. Det vil sige undtagen deres sidste udgivelse, der blot hedder Soul Intent EP, som er en slags reinkarnation af gruppen, da Chaos Kid er droppet ud, og gruppen har skiftet pladeselskab til Mashin' Duck Records. Det er denne 2-numre-/single-lange Eminem-domineret EP, jeg vil lægge ud med at anmelde. Ganske simpelt fordi jeg vil forsøge at dække så meget af Eminem's (og/eller M&M's om du vil) musik som muligt.
1. FUCKIN’ BACKSTABBER (SKIT)
En temmelig lang og selvfølgelig irriterende skit. Derudover er det svært at høre, hvad der overhovedet bliver sagt. Det viser sig dog efter lidt research, at det er en telefonsamtale mellem Eminem’s tidligere mentor Champtown og kæresten Kim. Så allerede på dette tidspunkt var der altså knas i forholdet mellem hende og Marshall, men eftersom at Marshall afsluttede kontakten med Champtown, går jeg alligevel ud fra, at han er den omtalte ’stikker’.
2. FUCKIN’ BACKSTABBER (FEAT. PROOF)
Og her bliver vi så præsenteret for et af Eminem’s nok første diss-tracks, og et vanvittigt tempofyldt og flydende flow. Eminem har dog så travlt med at kalde Champtown en dårlig ven og stikker, så han får ikke rigtigt sagt noget som helst andet, hvilket gør det til et lidt tamt nummer. Proof leverer et omkvæd, der lige slår fast, at den omtalte person altså er en stikker. Manix er en glimrende producer, der havde potentiale til at blive stor, og selvom hans beat her ikke er fantastisk, så er det nu okay.
3. BITERPHOBIA (WITH DJ BUTTAFINGAZ)
Her er Manix’ beat til gengæld superb med en fantastisk rastløs trommegang, og sammen med DJ’ens scratching, når produktionen helt nye højder. Eminem er sindssyg sulten, og leverer et drabeligt og præcist flow, som aldrig er blevet duplikeret siden hen af manden. Teksten er tætpakket med punchlines og sprøde rim. Manix lader i øvrigt også beatet så småt forsvinde i enkelte passager, hvilket har en super fed effekt, og fremhæver Eminem på en god måde. Før kreationen af Slim Shady, er Eminem ikke set i bedre form end på dette nummer.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Soul Intent EP er basalt set Eminem’s show med noget musikalsk opbakning af produceren Manix. Han klarer den godt nok til, at man sandsynligvis ville have et ønske om at høre mere fra ham tilbage i 1995. Det skyldes dog udelukkende nummeret ”Biterphobia”, som er meget underholdende. Det andet nummer, ”Fuckin’ Backstabber”, er nemlig temmelig dårligt, og vil ikke på nogen måde samle nye fans op. EP’en kan selvfølgelig ikke købes, men jeg vil heller ikke anbefale en lækket udgave - og dog, da jeg synes man burde tage sig tid til at høre ”Biterphobia”, men det kan jo også gøres på andre måder.
BEDSTE NUMRE: ”Biterphobia”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar