Når snakken går på rapklassikere, så er der en god chance for at EPMD’s debut bliver nævnt, da udgivelsen er en kort og helstøbt produktion, og var meget nyskabende og innovativ i en tid, hvor old-school hip-hopen så småt var fortid, og EPMD var pionererne, der førte musikken ind i en ny tid. Rap har altid været domineret af samples, men før denne udgivelse blev disse primært hentet fra disco- og elektronica-genrerne, hvilket bl.a. Erick Sermon (også kaldet E eller E Double) og Parrish Smith (bedre kendt som PMD) i fællesskab var med til at lave om på, da Strictly Business i langt højere grad indeholdte samples fra funk- og rockgrupper, hvilket var en banebrydende tilgang til rap på denne tid.
EPMD kommer fra New York, som så mange andre grupper på denne tid, og gruppens navn er altså en sammentrækning af de to fyres kaldenavne, hvilket er lidt mærkeligt, da Erick Sermon dermed kun bliver repræsenteret af et enkelt bogstav. I forlængelse af PMD’s forklaring af sit navn som et akronym for Parrish Making Dollars, så fungerer EPMD som et akronym for Erick and Parrish Making Dollars.
Strictly Business affødte flere singler, og var en rimelig kommerciel succes, hvilket kun blev hjulpet på vej af kritikkernes mange positive gloser og roser, som albummet fik med på vejen. Albummet er meget tilbagelænende med funky produktioner og festlige og afslappende tekster. Letfordøjelig og for tiden eksperimentel underholdning, men fungerer det stadig mere end tyve år efter?
1. STRICTLY BUSINESS
EPMD lægger stærkt ud med denne gode ”I Shot the Sherif”-samplede produktion, der er det allerførste man hører på albummet. Ingen skits eller interludes. De springer over formaliteterne, og kommer i gang lige med det samme. Derfor en meget sigende titel på titelnummeret. De sampler Eric Clapton’s cover, og det er virkelig veludført og lyder godt sammen med de andre samples. De kunne nok ikke introducere dem selv på en bedre måde.
2. I’M HOUSIN’
Tempoet bliver sat en anelse ned i dette nummer, og de lyder stadig lige gode over produktionen, men der bliver alligevel spændet ben for dem, da at beatet er kedeligt og repetitivt, og lyder som et loop på fem sekunder, hvor trommerne jævnligt bliver gjort tavse. Det er ikke vildt spændende.
3. LET THE FUNK FLOW
Her kommer der lidt mere gang i produktionen igen, og den lyder også mere interessant med et spændende drumbreak og anderledes samples af bl.a. Otis Redding. Det er et meget afslappende nummer, og fungerer fint derefter. De forskellige scratches er også gode.
4. YOU GOTS TO CHILL
Den ”Jungle Boogie”-samplede, funky og afslappende produktion er virkelig fantastisk, og muligvis en af albummets allerbedste. Det blev ikke overraskende også udgivet på single, og klarede sig da også rimelig godt. Super fedt nummer.
5. IT’S MY THING
Nummeret sampler endnu engang flere forskellige sange, men mest fremtrædende og genkendelig er uden tvivl "Seven Minutes of Funk" af Tyrone Thomas and the Whole Darn Family, som man bl.a. også stødte på flere år efter i Jay-Z’s anden single fra sit debutalbum. Det er et meget dejligt, funky nummer, og selvom førnævnte sample er brugt mange gange siden hen (ligesom samples fra ”It’s My Thing”), så er dette nummers brug af samplet alligevel blandt de bedste.
6. YOU’RE A CUSTOMER
Flere samplede numre går igen på albummet, og der bliver sågar også sampled internt, hvilket man f.eks. også så med N.W.A.’s debut, og her optræder Kool & the Gang’s ”Jungle Boogie” altså for tredje gang, og endnu mere synligt end tidligere, da linjen ”Get Down” er samplet ligesom i Grandmaster Flash og Furious Five’s ”The Message”. Resultatet er ikke ligeså friskt som andre numre, men er alligevel okay. Titlen kunne godt angive en mere seriøs lyrik om vores rolle som forbruger, men det er overhovedet ikke tilfældet. Til gengæld får vi skiftevis nogle flere linjer med E og PMD, der bare har det sjovt.
7. THE STEVE MARTIN
Nummeret er sådan set en dårlig formuleret guide til at danse som den populære komiker Steve Martin. Præmisset for dette nummer er så latterligt, at det faktisk bliver en smule underholdende. Produktionen er dog meget god, så det hjælper selvfølgelig også på mit lettere positive indtryk. Særligt saxofonen fra Otis Redding’s ”Let Me Come on Home” er vidunderligt sakset, og tilføjer den ekstra ingrediens til nummeret, der mere eller mindre redder det.
8. GET OFF THE BANDWAGON
Produktionen foretager et større stilskifte med dette nummer, der indeholder noget mørkere funkagtigt. Det er en ret fin afveksling, og fungerer godt på albummet. Men selvom produktionen ændrer sig lidt, virker E og PMD ikke til at ændre sig det mindste, og de kommer til at lyde for uinspirerende og kedelige over denne mere tunge produktion. Bare når titlen bliver gentaget op til mellemspillene, synes jeg, at de lyder uengagerede.
9. D.J. K LA BOSS
EPMD’s DJ (og uofficielle medlem af gruppen) giver eksempler på hans færdigheder bag pulten med dette nummer, som er opkaldt efter ham selv. Produktionen indeholder flere samples (bl.a. af Michael Jackson’s ”Thriller”), som DJ’en får lov at lege med. Det var nu en meget spændende tendens dengang at have DJ’en folde sig ud på et enkelt nummer, og det lyder da også glimrende.
10. JANE
De meget karakteristiske numre om Jane er et ligeså sikkert element på gruppens udgivelser, som ordet ’business’ er i titlerne, men ærlig talt så finder jeg ikke dette nummer interessant. Samplet af Rick James’ ”Mary Jane” er et godt valg, men PMD’s tekst er bare en tand for simpel og udetaljeret, så jeg mister hurtigt koncentrationen.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Lyrisk er der virkelig ikke meget at komme efter, men så længe man ikke forventer spændende gadefortællinger eller tankevækkende observationer, så vil man blive godt underholdt af Strictly Business. Produktionerne er meget gode, varierede og til tider dejligt funky, så det er meget forståeligt, at albummet har høstet en masse ros hos både fans og kritikere. Produktionerne hører virkelig en helt anden æra til, da de er svære at duplikere i dag, hvor der bliver slået hårdt ned på sampling, så selvom alder endnu er ret tydelig og indflydelsesrig i rap, så fremstår albummet alligevel godt i dag, og er derfor et køb værd.
BEDSTRE NUMRE: ”Strictly Business”; ”Let the Funk Flow”; ”You Gots to Chill”; “It’s My Thing”; “The Steve Martin”; “D.J. K la Boss”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar