Naughty by Nature - Naughty by Nature (1991)

The New Style blev formet af rapperen og frontfiguren Treach, den hovedsagelige hypeman Vin Rock og DJ Kay Gee i 1988, og udgav året efter debuten Independent Leaders, som affødte et mindre hit. Gruppen havde fat i noget af det rigtige, og underligt nok fik de hjælp til at finde de manglende elementer af ingen ringere end Queen Latifah, der efter udgivelsen tog dem under sine vinger, og fungerede som en slags mentor for gruppen. En af de første modifikationer, hun førte igennem, var ændringen af gruppenavnet til Naughty by Nature, hvilket tilsyneladende skulle slås fast med syv tommer søm, da gruppen derefter valgte at kalde deres næste album ved samme navn.

Naughty by Nature er et af de mest populære undergrundsnavne, hvilket skal forstås på den måde, at de er tro mod rødderne, har en mørk men indbydende lyd med attitude og inkluderer Treach, som faktisk er en super god rapper, samtidig med at de også formåede at sælge platin med dette andet album. Gruppen var i sin tid nemlig meget populær, hvilket ikke mindst skyldes gruppens letkøbte point ved at sample Jackson 5’s kæmpe hit ”ABC” i første singlen, men også at de bare leverede varen. Naughty by Nature blev meget pænt modtaget og ofte beskrevet som et radiovenligt album, men det var jo altså ikke nødvendigvis en dårlig ting for hip-hop anno 1991. Gruppen blev faktisk så populær, at en rapper (Tony D) efter udgivelsen beskyldte gruppen for at stjæle et af hans beats til ”O.P.P.”.

I 1992 bidragede gruppen med et nyt nummer på soundtracket til Juice, hvori 2Pac bl.a. medvirkede, men også Treach foldede sig ud som skuespiller i denne film – dog i meget mindre grad, da han havde en mindre rolle. ”Uptown Anthem”, som nummeret hedder, blev derefter smidt med på nye oplag af albummet i forlængelse af den oprindelige trackliste. 

1.       YOKE THE JOKER
Dette er muligvis et af de bedste åbningsnumre nogensinde. Den dystre produktion med sin fantastiske basgang og komplementerende sample af Melvin Bliss’ ”Synthetic Substitution” danner fundamentet, som Treach bygger videre på med en sindssygt imponerende vokalpræstation, der bør blive husket mange år frem. Hans flow er fejlfrit, hans stemme er truende og aggressiv, og teksten er meget engagerende. Desværre er dette overraskende lidt af en undervurderet perle, da gruppen modtager mest opmærksomhed gennem sine singler. Det er ærgerligt, da dette uden tvivl er det bedste nummer på hele albummet, gruppens bedste nummer nogensinde og generelt bare et fantastisk nummer – og det er altså ikke en uinteressant gruppe. Det er så fedt.

2.       WICKEDEST MAN ALIVE (FEAT. QUEEN LATIFAH)
Allerede ved det andet nummer viser mainstreamindflydelsen sig dog, og de dystre og sprængfarlige vers er så småt fortid. Produktionen er lidt reggae-agtig; et billede Queen Latifah bidrager til med sit omkvæd. Det kan godt virke lidt kikset, men omvendt præsterer Treach stadig et fedt flow, så jeg synes såmænd, at nummeret er ganske glimrende.

3.       O.P.P.
Som skrevet tidligere bliver ”ABC” samplet i dette nummer, og så bliver det ikke meget mere radiovenligt, men sørme om det faktisk ikke er lykkedes meget godt. Selv om det er radiovenligt er Treach stadig meget imponerende, og lyrikken er godt skrevet. Nummeret handler om utroskab, og opfordrer faktisk lidt til det, hvilket er et ret morsomt faktum, da nummeret var et kæmpe hit dengang for tyve år siden. Det var på sin tid det mest populære hip-hop nummer nogensinde, og er derfor lidt af en milesten inde for genren. Det lyder stadig godt i dag, hvilket blot gør bedriften endnu mere imponerende. Omkvædet er i øvrigt simpelt og fængende på den gode måde.

4.       EVERYTHING’S GONNA BE ALRIGHT
Nummeret, der også går under navnet ”Ghetto Bastard”, fortæller historien om Treach’ barndom med hovedpersonens egne ord. Han har ikke haft det nemt, og får her strikket hans mange problemer sammen til tre glimrende vers. Anekdoterne er meget flot fortalt, og Treach virker også en anelse påvirket af dem i nummeret. Produktionen er rigtig god, og brugen af vokalsamplet af Boney M. i omkvædet er et fint valg. Nummeret blev også udgivet som single, og selvom det ikke nåede samme succesniveau som det forrige, så var det alligevel et rimelig hit. Velfortjent.

5.       LET THE HO’S GO
Produktionen er ret interessant med sin funky basgang, men bliver lidt ødelagt af omkvædet, som er utrolig plat og dumt. Treach siger ikke særligt meget af interesse, men han er stadig meget naturlig og dygtig over beatet, så nummeret er bestemt ikke dårligt. Det er dog en tand for simpelt og plat til at være blandt de bedste.

6.       EVERYDAY ALL DAY
Gruppen er meget glade for sine samples, og denne gang står den på et jazzet sample sakset fra Ohio Players’ ”Pride and Vanity”. Det lyder såmænd meget godt og beroligende, men Treach lyder så meget bedre over de mere dystre og mørke produktioner. Vin Rock dukker også op på dette nummer, men end til videre holder han sig til hypeman-pligterne.

7.       GUARD YOUR GRILL
Gruppen vender tilbage til samme dystre vibe fundet på “Yoke the Joker”, men desværre lykkedes det ikke i helt lige så stor stil på dette nummer. Loopet i produktionen er rigtig fed men føles også lidt for repetitivt, og Treach’s vers er mindre interessante, men selvom nummeret er en eller to ligaer under, er det stadig meget underholdende, da gruppen bare satte standarden meget højt med det første nummer. Som skrevet før klæder de dybe toner Treach, så han får nummeret til at fungere rigtig godt.

8.       PIN THE TAIL ON THE DONKEY
Produktionen er alt for simpel, da den kun består af et typisk trommemønster, en standard basgang og ganske få andre effekter, hvilket i sidste ende gør nummeret en kedelig affære – uanset hvor god en rapper Treach er. Heldigvis er nummeret det andet korteste på hele albummet, så det varer i det mindste ikke så længe.

9.       1, 2, 3 (FEAT. LAKIM SHABAZZ & APACHE)
Nummeret er det eneste på albummet, der ikke er produceret af gruppen selv, hvilket også afsløres af de samplede numre, der alle inkluderer funkelementer. Louie Vega sampler nemlig Above the Law, The D.O.C. og Quincy Jones, og resultatet er energisk men lidt anonym funk. Det lyder udmærket, men det er ikke noget, jeg decideret vil huske albummet for. Treach har hele vejen klaret sig helt fint alene, så de gæstende rappere var ikke rigtig en nødvendighed – særligt da de blegner til sammenligning. Det er ikke et særligt mindeværdigt nummer.

10.   STRIKE A NERVE
Nummeret køber mere end seks minutter, hvilket desværre skyldes en et minut lang skit i begyndelsen. Men det er ikke den eneste overraskelse i denne omgang, da Vin Rock også spytter nogle linjer herpå. Han er faktisk udmærket, men jeg har nu alligevel ikke noget imod, at pladen er domineret af Treach. Produktionen er meget simpelt, og indeholder i løbet af versene næsten ikke andet end et dog rimeligt fængende drumbreak. Det er en god introduktion til gruppens anden rapper – dog en meget sen en af slagsen.

11.   RHYME’LL SHINE ON (FEAT. APHRODITY)
Naughty by Nature forsøger sig med noget soulfuldt, men mislykkedes katastrofalt. Det lyder virkelig kikset, og det bliver ikke bedre af den meget malplacerede implantation af Aphrodity, som synger i løbet af pauserne mellem Treach’s akavede vers. Der er ikke rigtigt noget positivt at sige om dette fejlslagne eksperiment.

12.   THANKX FOR SLEEPWALKING
Efter en kort (og som næsten altid meget unødvendig) skit sættes et opmuntrende og meget fedt beat i gang, og Treach får fyret nogle sidste linjer af dedikeret til kvinderne – mere eller mindre. Foruden det kvindemedvirkende omkvæd lyder det hele rigtig godt. Treach slutter af med de næsten obligatoriske shout-outs, men det generer ikke rigtigt, da det fremragende beat følger med.

Følgende er en senere tilføjelse til albummet:

13.   UPTOWN ANTHEM

Dette nummer er også udgivet som single, og endnu engang er det også et godt nummer. Det er et skridt tilbage mod ”Guard Your Grill”-viben, så produktionen er selvfølgelig super fed, men nummeret er derfor også en naturlig del af albummet. Endnu engang dukker Vin Rock op fra sit skjul, og giver sit besyv med på side med Treach, og deres samarbejde fungerer overraskende godt, så det eneste negative ved dette nummer er faktisk dets korte længde.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Treach er hands down en af de bedste rappere derude, og det er dette album et tydeligt bevis på. Hans flow er meget naturligt, truende og energisk, og så har han en masse attitude. Vin Rock, som kun dukker op enkelte gange, er en udmærket rapper, og en respektabel del af Naughty by Nature, men ikke overraskende rammer spotlyset Treach det meste af tiden. Naughty by Nature er meget radiovenligt, men overhovedet ikke på samme måde som dagens hip-hop, da det stadig langt hen af vejen formår at holde integriteten ved lige, og dermed både underholde datidens radiolyttere såvel som hip-hop fans i alle aldre. Det kan i øvrigt findes meget billigt, så der er ingen undskyldninger for ikke at købe det. Så køb det nu!

BEDSTE NUMRE: “Yoke the Joker”; “O.P.P.”; “Everything’s Gonna Be Alright”; “Guard Your Grill”; ”Thankx for Sleepwalking”; “Uptown Anthem”