UTFO - UTFO (1985)

Det var engang ikke en komplet sjældenhed at forholdsvis etablerede hip-hop grupper kastede nye navne af sig i form af sine dansere. Det bedste eksempel er en af Digital Underground’s dansere, der fik lov at gæste et af gruppens numre med sin vokal, og sidenhen blev større end både gruppen og snart alle andre hip-hop grupper. Men det skal endnu ikke helt handle om 2Pac. Det skal heller ikke handle om Whodini, men det er dog her, historien om UTFO begynder. To af medlemmerne mødte nemlig hinanden som dansere for Whodini (og blev sidenhen de første til at breakdance i The Phil Donahue Show). De to implanterede parter er Kangol Kid og Doctor Ice, hvoraf sidstnævnte sågar er bror til frontfiguren i Whodini.

Sammen med den fremtrædende Educated Rapper (det kalder han sig rent faktisk, når han ikke går under navnet EMD, og for tre år siden lykkedes det ham også at gennemføre et universitetsforløb) og Mix Master Ice dannede de i 1983 Untouchable Force Organization forkortet til UTFO. Navnet kommer delvist af RnB gruppen Full Force, som i UTFO’s spæde år fungerede som en mentor for dem, og producerede flere af deres albums. Gruppen udgav sin første single i 1984, ”Hanging Out”, men overraskende nok var det b-siden, der løb af sted med alt opmærksomheden. ”Roxanne, Roxanne” blev en stor succes med et ligeså stort eftermæle bl.a. i form at utallige 'answer records', som resulterede i at gruppen og flere andre parter kørte en længere rivalisering om den fiktive (hvis hun ikke var det til at starte med, så blev hun det hvert fald) Roxanne, som senere fik både ansigter og stemmer (i flertal).

UTFO’s debutalbum UTFO (udgivet året efter gruppens første single) indeholder alle tre af gruppens bidrag til denne serie af beef-agtige numre (senere kaldet 'Roxanne Wars'), og de udgør dermed en tredjedel af hele albummet. Dette album er derfor primært om Roxanne. Den originale LP udgivelse har en anderledes og i flere tilfælde mere rationel rækkefølge af numrene, men jeg anmelder CD udgivelsen, og her ser det altså ud således:

1.       LEADER OF THE PACK
UTFO lægger ud med et overvældende fokus på gruppens DJ Mix Master Ice, som til gengæld leverer en del udmærket scratches i løbet af nummeret. Det er rimelig gammeldags at dedikere et helt nummer til sin DJ – og særligt et albums første nummer – men Leader of the Pack oser skam også af old-school på samtlige andre fronter: Forholdsvis simple og promoverende rim og en produktion, der bygger mest på typiske drumbreaks og scratches. Rapperne adskiller sig tilpas meget fra hinanden, men har alle behagelige og naturlige flows. Det var såmænd en glimrende introduktion til albummet.

2.       BITE IT
Educated Rapper lyder om muligt mere gammeldags end på forrige nummer med simple og ufarlige rim, mens Kangol Kid faktisk har et interessant og lidt hurtige flow. Doctor Ice har en fed stemme, hvilket nok er hans største styrke. Drumbreaket er en smule alternativt med et til tider lidt mystisk mønster, men i bund og grund minder det utroligt meget om forrige stykke musik. Lyden af et æble, der bliver bidt i, er i øvrigt også en irriterende tilføjelse.

3.       CALLING HER A CRAB (ROXANNE, PT. 2)
UTFO vælger simpelthen at placere deres tredje og mest bizarre bidrag til Roxanne-konflikten før de to andre, hvilket ikke rigtigt kan forklares, så det bliver lidt bøvlet at fortælle historien om denne beef. Gruppen svarer endnu engang tilbage på Roxanne Shanté’s ”Roxanne’s Revenge”, som Shanté valgte at indspille, efter at have hørt Tyrone Williams, Marley Marl og DJ Mr. Magic snakke om, at UTFO havde aflyst en optræden ved et show af deres (og selvfølgelig efter at have hørt ”Roxanne, Roxanne”). Gruppen blev rimelig vrede, og valgte derfor at gengælde sig overfor den bare 14-årige Shanté (det var dog også lidt synd for gruppen, da Roxanne allerede havde ydmyget dem i gruppens eget nummer ved at afvise alle tre medlemmer). UTFO lagde ud med ”The Real Roxanne”, hvor de fik den kvindelige rapper ved samme navn til at give et modsvar til Shanté. Rapperne fra UTFO medvirkede derfor slet ikke, hvilket selvfølgelig ikke kunne gå, så noget tid efter udgav de dette tredje nummer om Roxanne. Nummeret tog en linje fra originalen, omformulerede meningen og brugte den som titel og omkvæd. Dette repræsenterer meget godt nummeret, da de har trukket alt tidligere ros tilbage og erstattet det med kritik. I originalen var de nemlig bare lidt trælse over Roxanne’s opførsel, mens hun her bliver godt og grundigt svinet til ved bl.a. at svare tilbage på individuelle tilsvininger fra Roxanne Shanté. Eftersom at karakteren Roxanne er udsprunget af gruppens egen fantasi, kan de uafhængigt digte videre på hendes karaktertræk, hvilket er en fordel under en beef. Produktionen er på alle disse fire Roxanne numre, hvis ikke fuldstændige ens, meget tæt på at være det. Det er ret dovent, men teksten er god. Hele Roxanne-konflikten er generelt meget original, excentrisk og spændende.

4.       HANGING OUT
Main Source udgav seks år senere et nummer med en lignende titel og samme temaer, men de seks år er til gengæld også skelsættende, da de strækker sig ind i 90’erne. ”Hanging Out” er faktisk ikke afslappende ligesom ”Just Hangin’ Out”, så de kan måske slet ikke sammenlignes (jeg fortrækker dog stadig sidstnævnte). Nummeret har mere tempo end resten af albummet, og takket være diverse tilføjede instrumenter formår det at skille sig ud. Der er lidt Whodini over produktionen. Det var interessant nok.

5.       BEATS AND RHYMES
Nummeret følger en smule i forrige nummers fodspor ved at lyde lidt rum-agtig. Når der rent faktisk bliver rappet, så er nummeret okay, men resten lyder bare alt for gammeldags. Den lille snert af auto-tune til tider må dog siges at være forud for sin tid. Nummeret er i øvrigt alt for langt.

6.       ROXANNE, ROXANNE
Og her har vi så begyndelsen på det hele. Kangol forsøger først at imponere Roxanne med sin rap, men bliver hurtigt vraget. Det laver Educated Rapper lidt sjov med, og forsøger selv at imponere med angiveligt intellektuelle rim, Det lyder dog mest til, at han startede ud med en remse af rim, som han derefter forsøgte at få presset ind i sit vers. Hans snak om hendes familiemedlemmer virker vildt kikset, men de viste sig dog meget brugbare i den efterfølgende bølge af Roxanne-numre. Doctor Ice gør grin med bogormen Educated Rapper, og forsøger derefter selv at score en date med Roxanne, hvilket sådan set lykkedes – hun dukkede bare aldrig op. Nummeret er ret morsomt, da alle rappere febrilsk forsøger at score hende ved at fremhæve kraftige karaktertræk, der lægger sig op af deres navne, mens de også jorder hinanden i opløbet. Det er meget underholdende. Roxanne Shanté’s modsvar er i øvrigt ligeledes ret underholdende, da hun genfortæller episoderne med de tre rappere fra Roxanne’s synspunkt, og ligeledes fokusere på deres karaktertræk. Beatet er fint, men det skulle være holdt til dette nummer (Shanté er dog lovlig undskyldt, da hun laver en slags parodi).

7.       LISA LIPS
Guitarriffet virker til at begynde med lidt voldsomt, men finder hurtigt sin naturlige plads, mens basgangen til gengæld er ganske nydelig gennem hele nummeret. To af rapperne har nu fået øjnene op for en ny kvinde, men Doctor Ice advarer dem om hendes kæreste. Beatet skiller sig ud, og da det åbenbart nu er blevet et plus, at man kan adskille produktionerne fra hinanden, så er dette jo godt. Nummeret besidder samme slags morsomheder som i forrige nummer, men ikke på helt samme niveau. Det virker lidt som en nedgraderet version af ”Roxanne, Roxanne”, men samtidig gør produktionen også et eller andet rigtigt.

8.       FAIRYTALE LOVER
Jeg var ved at dø af grin, da jeg hørte dette nummer første gang. En eller anden dude synger en sang om kærlighed, og han formår cirka at berøre samtlige klicher i hele verden. Det passer overhovedet ikke ind på albummet, jeg skal aldrig høre dette nummer igen og hvorfor er det så langt?

9.       THE REAL ROXANNE
UTFO overtalte den kvindelige rapper Adelaida Martinez til at spille den ”rigtige Roxanne”, hvilket gav hende kaldenavnet The Real Roxanne. Hun indspillede dette nummer, hvor hun henvender sig til de tre rappere ligesom Shanté, mens hun understreger, at hun er den rigtige Roxanne. Formålet med nummeret var umiddelbart to ting: At lave et modsvar som U.T.F.O. først havde accepteret, og at gøre Shanté til en falsk Roxanne. Det var et temmelig tamt forsøg på et diss, så det kan faktisk ikke undre én, at de senere lavede ”Calling Her a Crab (Roxanne, Pt. 2).

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: UTFO er fra 1985, så man ved sådan cirka, hvad man kan forvente sig af det: old school hip-hop med karakteristiske og tunge produktioner og simple ordspil og rim. Oven i det har man en gruppe, der ikke har haft meget på hjerte, da der ud af ni numre er tre om Roxanne (hvoraf de ikke medvirker i det ene), et sunget kærlighedsnummer og et om en endnu en kvinde, hvilket efterlader os med fire numre, der væsentligt skiller sig ud fra ”Roxanne, Roxanne”. Det er virkelig ikke meget materiale. I sidste ende kommer det ned til, hvorvidt man kan lide old school rap. Jeg finder det selv interessant til en afveksling, men glæder mig overvejende over den positive udvikling rap gennemgik i slutningen af firserne. Albummet er ret dyrt at anskaffe sig, og når produktionen ikke er mere nuanceret og varieret, så vil jeg anbefale, at man nøjes med at brænde dette album. Hold dig dog ikke tilbage, hvis du falder over en billig kopi på et brugtmarked eller lignende, da vi trods alt har at gøre med et lille stykke hip-hop historie.

BEDSTE NUMRE: ”Leader of the Pack”; ”Hanging Out”; “Roxanne, Roxanne”; “Lisa Lips”