Brødrene B.G. Knocc Out og Dresta (henholdsvis Al Hasan Naqiyy (efter en konvertering til Islam) og Andre DeSean Wicker) er opvokset i Compton, hvor de blev medlemmer af banden Crips. De lever modsat mange andre gangsta rappere fuldstændig op til deres ry, og har derfor begge siddet i fængsel i flere år for overfald og mordforsøg – dog uafhængigt af hinanden og med års mellemrum. Derudover har Dresta også været involveret i et skyderi, der dræbte en og sendte ham selv på hospitalet – han er dog umiddelbart ingen morder.
Drengene blev i begyndelsen af halvfemserne opdaget af Eazy-E, som fik dem signet til Ruthless Records. De valgte derefter officielt side i Eazy-E’s beef med Dr. Dre, da de medvirkede på bossens ”Real Muthaphuckkin G's”, som jeg anmeldte for nogle dage siden. Det scorede dem en smule opmærksomhed, så da de i 1995 udgav debuten Real Brothas, formåede de at sælge okay, uden at albummet endda var blevet promoveret af pladeselskabet.
Real Brothas har ingen medvirkende gæsterappere – ikke engang Eazy-E, selvom de umiddelbart var hinanden ret nære. Forholdet til bossen bliver til gengæld tydeliggjort af inkluderingen af en hyldest til ham og et disstrack rettet mod Death Row Records’ rappere. De fleste producere fra Eazy-E’s It's On (Dr. Dre) 187um Killa vender tilbage på denne udgivelse (inkl. Madness 4 Real), så brødrenes første og sidste album byder derfor på masser af melodisk G-Funk i til tider overraskende radiovenlige klæder.
1. EVERYDAY ALL DAY
Real Brothas lægger ud med et solonummer med Dresta og produktion af Madness 4 Real, som med bare dette ene nummer beviser, at de sagtens kan producere fængende G-Funk. Dresta kalder sig selv for Dre, hvilket er ret morsomt, eftersom at han fik rodet sig ind i en beef med Dr. Dre. Af den grund har han formegentligt også kun valgt at støde lidt til Snoop Dogg heri. Han står skam uden problemer på egne ben, så det var et meget underholdende nummer.
2. JEALOUSY
Madness 4 Real slår til igen, men denne gang er resultatet ikke meget værd. Beatet er ikke helt dårligt, men det er refrænet sunget af en kvindelig sangerinde til gengæld. Dette var albummets anden single, og det er tydeligt at høre, at dette udelukkende skyldes det radiovenlige men uheldigvis forfærdelige omkvæd, som ganske simpelt gør nummeret ulideligt at høre. Brødrenes vers om hårdt arbejde og kammeraternes jalousi er gode, men det ændrer ikke noget.
3. WHOSE THE ”G”
Brødrene forklarer, hvorfor de er de rigtige gangstas modsat mange posers (som f.eks. Dr. Dre – brødrenes egne ord fra tidligere numre). Det er desværre et lidt kedeligt nummer, hvilket særligt bliver understreget af det repetitive omkvæd. Derudover er beatet heller ikke noget særligt.
4. COMPTON SWANGIN’
”D-R-E […] from the C-P-T” - Lyder det bekendt? Det sagde Dr. Dre nemlig på ”Let Me Ride”. En ting er at Dresta duplikerer Dr. Dre’s øgenavn, men nu begynder han dæleme også mere eller mindre at citere hans linjer. Generelt byder nummeret ikke på god lyrik, og sangerinden i refrænet er også lidt irriterende. Det er et forholdsvis positivt nummer, men det samme kan ikke siges om mit indtryk af det.
5. LIFE’S A PUZZLE
En sangerinde tager sig stadig af refrænet, og det lyder stadig ikke særlig godt. Det skal lige siges, at medvirkende sangerinder sagtens kan være et plus, men dette punkt mestrer Ruthless Records altså bare ikke. Beatet er nogenlunde og brødrene har nogle udmærkede vers, der kæmper hårdt for at gøre nummeret værd at høre.
6. B.G. KNOCC OUT
På denne falske solobedrift har Knocc Out en temmelig ligegyldig produktion at lege med, men alligevel formår han at tilpasse sig den meget godt, da han påtager sig et dovent flow og til tider en unødvendig accent. Dresta lægger dog også et vers, men det gør bare nummeret unødvendigt langt.
7. COMPTON HOE
Et kvindehadsk nummer, der samtidig også har lidt svært ved at holde til emnet, hvilket jeg egentligt ikke ved om er negativt eller positivt.
8. MICC CHECC
Med sit anden sidste bidrag er Madness 4 Real tilbage igen, og det er denne gang meget afslappende og roligt. Det er simpelt, men faktisk en ganske behagelig oplevelse. Brødrene gør det okay, og første halvdel af præget af eksperimenterende leveringer, hvilket er et godt indslag. Desværre er omkvædet igen mit største kritikpunkt, da det på alle punkter er unødvendigt og ringe. Selv beatet ændrer sig en smule, og selvom det originalt godt kunne blive lidt monotont, så er det kun til det værre.
9. COMPTON & WATTS
Når man første gang hører dette nummer, tænker man ”hell yeah”, da beatet er super fedt og melodisk, men så kommer et kor af sangerinder pludselig ind fra højre, og man bliver en smule ængstelig, men heldigvis forbliver de i rollen som kor, og det gør de egentligt udmærket. Det betyder til gengæld, at brødrene tager sig af omkvædet, hvilket ikke just er en positiv udvikling. Nummeret er tydeligvis lavet uden større omtanke for lyrikken, men alligevel et det fængende og underholdende nummer.
10. 50/50 LUV
Brødrene mindes afdøde kammerater (heriblandt særligt Eazy-E) og bedre tider, hvor der tilsyneladende var mere kærlighed i ghettoen. Dresta leverer to gode vers, der minder lytteren om, at han teknisk er den bedre rapper af de to brødre. Lyrikken er gennemgående glimrende og fuld af kærlighed, hvilket fungerer rigtig fint for B.G. Knocc Out og Dresta. Det RnB-agtige omkvæd er i grunden temmelig ringe skrevet, men det lyder heldigvis ikke dårligt.
11. REAL BROTHAS
Det lyder til, at brødrene har haft det rigtig sjovt under indspilningerne af dette nummer, da de trods den lidt deprimerende lyrik alligevel virker triumferende. Måske fordi de trods alt modgang stadig er nået hertil. De lyder til at være hinandens bedste venner, hvilket ikke er svært at tro på, når man har hørt dette. Det er et meget dejligt nummer, der igen oser lidt af positive følelser. Og så er der slet ikke noget omkvæd – fantastisk.
12. DO OR DIE
Den titel er ret overbrugt, da den både kan referere til kunstnere, albums og numre – endda blot inden for G-Funk. Dette nummer har en lidt melankolsk vibe, da både beat og brødrene virker en smule elegiske, hvilket også afspejles i fokusset på døden i lyrikken. Omkvædet er en blanding af både en kvindelig sangerinde og brødrene, men det er faktisk udmærket. Godt nummer.
13. TAKE A RIDE
Et lidt fjollet nummer om en tilbagelænet tur i bil gennem Compton. Jeg kunne særligt godt lide, da Dresta laver et drive-by på en kvinde i en anden bil med en supersoaker. Det er et ganske ufarligt nummer (undtagen et lille fejltrin af Knocc Out) med beskrivelser af diverse små begivenheder. Ikke dårligt.
14. DOWN GOES ANOTHA NIGGA
Et lidt mere dystert udspil med volden tilbage i centrum igen. Den dybe bas er super fed, men lyrikken er under standarden for gangsta rap, hvilket trækker lidt ned. Omkvædet er ikke meget værd, men det spænder alligevel mindre ben for dem end så mange andre på albummet. Det er derfor et glimrende nummer (primært pga. beatet).
15. D.P.G./K
Real Brothas sluttes af med et diss af diverse Death Row Records kunstnere (særligt Tha Dogg Pound), der bliver råbt op i omkvædet, og bliver akkompagneret af endnu en produktion af Madness 4 Real. Foruden endnu en meget dyb og okay bas, så har beatet virkelig ikke meget at byde på. Lyrikken er rimelig ufokuseret, og bliver leveret lidt halvhjertet, så det er desværre en temmelig ærgerlig måde hvorpå at afslutte albummet.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Sangerinderne truer virkelig med at ødelægge et ellers udmærket album, da de simpelthen alt for ofte bidrager med en elendig vokal, der ikke passer ind nogle steder på Real Brothas. Desværre er B.G. Knocc Out og Dresta heller ikke for skrappe til at kæde et godt omkvæd sammen, så albummets omkvæds er generelt dens største fjende. Produktionen svinger en del, men jeg er nu overraskende positiv overfor Madness 4 Real’s bidrag, selvom de ikke lykkedes lige godt hver gang. Dresta er en bedre rapper end sin lillebror, hvilket måske er lidt heldigt, da det ellers ville have været svært at adskille deres stemmer fra hinanden. Deres kemi er udmærket, da de oprigtigt holder af hinandens selskab, men deres tekster varierer ligesom produktionen en del. Real Brothas indeholder noget forfærdeligt musik i begyndelsen, men når man først er halvvejs, så åbner der sig en helt ny og bedre verden op. Det er altså langt fra perfekt, men du bør alligevel samle Real Brothas op, hvis du falder over den.
BEDSTE NUMRE: ”Everyday All Day”; ”Compton & Watts”; ”50:50 Luv”; ”Real Brothas”; ”Do Or Die”; “Down Goes Another Nigga”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar