Bloods & Crips – Bangin’ On Wax (1993)

Efter at Crip medlem Tweedy Bird Loc og producer Ronnie Phillips stiftede deres eget pladeselskab Dangerous Records i begyndelsen af halvfemserne, begyndte arbejdet for alvor på Bangin’ on Wax projektet (der havde til formål at forene konkurrerende bander), som Tweedy havde tumlet med i nogle år. De to herrer slog sig sammen med rapperen Redrum 781, og påbegyndte arbejdet på gruppen og eksperimentet Bloods & Crips, som skulle udgive Bangin' On Wax. Tweedy repræsenterede selvsagt Crips og Redrum repræsenterede Bloods, mens Ronnie Phillips fungerede som mellemmand. Sammen drog de ud på en søgen efter flere medlemmer til Bloods & Crips, som skulle være en kæmpe gruppe med virkelighedens hårde gangsters. Der var et overraskende stort fremmøde til de arrangerede auditions, så selvom flere blev afvist endte gruppen stadig med at have over fyrre medlemmer – ikke overraskende med en smule overvægt af Crips medlemmer.

Projektet var udtænkt som et forsøg på at flytte kampene væk fra gaden og over på mikrofonen, så det affødte materiale er selvfølgelig domineret af battlerap med gangstaattitude, hvor de to bander slås verbalt. Efter ganske kort tid var de klar med deres første album, Bangin’ On Wax, som udkom i 1993 på Dangerous Records. Foruden et enkelt nummer holdte de to sider sig for sig selv, hvorved ca. første halvdel er befolket af Bloods og anden halvdel er besat af Crips, men det meste af albummet blev indspillet i det samme studie, så de har skam alligevel tilbragt noget tid sammen. Det er et meget beundringsværdigt projekt, da de to bander altid har været rivaliserende, samtidig med at de også populært sagt repræsenterer hver sin side af U.S.A. med Crips fra New York og Bloods fra Californien (selvom primært kun californiske afdelinger er repræsenteret på Bangin' On Wax), og dermed også var et forsøg på at gøre op med hele vestkyst-østkyst rivaliseringen, der var udsprunget af Tim Dog’s ”Fuck Compton”. Det hjalp dog ikke, men det var da forsøget værd.

Med den store flok bandemedlemmer kan niveauet blandt rapperne kun varierer meget, og helhedsindtrykket er også uundgåeligt lidt sløret af de fleste rappers korte eller helt manglende optræden, da albummet primært er domineret af få udvalgte rappere, men der blev nu også gjort nogle enkelte gode opdagelser af de tre initiativtagere, og bl.a. Fo’ Clips Eclipse og Do Or Die nød en lille smule succes efterfølgende. Skulle man i øvrigt være i tvivl om bandemedlemmernes integritet og autenticitet, kan man eksempelvis give gruppens Wiki-side et kig, hvor medlemmernes tilstand morsomt nok står beskrevet. Resultatet er dog mindre morsomt, da en tredjedel af den originale gruppe sidenhen er afgået ved døden, så projektet var altså desværre ikke just en livredder. 

Bangin’ On Wax er overvejende produceret af Ronnie Phillips og Tweedy Bird Loc, og indeholder ligesom sidstnævntes debut et pænt udbud af godt G-Funk med mange punchlines. Albummet var faktisk en mindre succes og har solgt mere end en halv million eksemplarer. Der blev sågar også lavet musikvideoer til tre ud af fire udgivet singler, så dette var skam ikke gruppens sidste udgivelse (tæt på dog).

1. GANGSTA TALK (BLOODS AND CRIPS)

En meget lang intro, hvor ideen bag projektet forklares. En intro kan godt forsvares på særligt dette album, men desværre snakker de i munden på hinanden halvdelen af tiden, hvilket gør det en træls oplevelse.

2. BANGIN’ ON WAX

En lille håndfuld personer fra begge sider optræder på dette nummer, der meget nøjagtigt slår tonen an. På trods af at begge bander er til stede på dette nummer, interagerer de ikke yderligere end på resten af albummet, da alle rapperne lægger vers uafhængige af hinanden. Lil’ Stretch har i øvrigt som den eneste to vers, hvilket er lidt mærkeligt, da der ellers burde være rappere nok. Versene svinger meget i kvalitet, og nogle er deciderede elendige, og det samme gør sig egentligt også gældende med selve rapperne. Særligt stak Blue Ragg fra Crips ud som en yderst dårlig rapper. Hvis man nu skal sammenligne de to hold, vil jeg uden tvivl give sejren til Bloods, som trods alt er repræsenteret af nogle bedre rappere. Det er et lidt anonymt G-Funk nummer, men det kan på en god dag gå som okay.

3. SHUDA BEENA B-DOG

Herfra starter Bloods delen af albummet. Den mere mørke og deprimerende produktion er ret vellykket, da jeg hvert fald får et billede af en mørk gade om natten med politiet kørende med udrykning i baggrunden. Rapperne er ikke særligt interessante, men nummeret er okay.

4. C-SICK

Endnu engang bliver Bloods repræsenteret af Redrum 781, som giver endnu en glimrende performance, Red Rag, som til gengæld er temmelig dårlig her, og Lil’ Stretch, som lægger sig et sted i mellem. Beatet bliver dog hurtigt kedeligt, så det er nemt at beslutte sig for dette nummers kvalitet.

5. RIP A CRAB IN HALF

I mellemspillene er der et kort stykke med en slags sækkepibe, hvilket lyder ret meget som det, vi senere fik at høre i Eminem’s ”Bagpipes from Baghdad”, så jeg kan ikke rigtigt høre dette nummer uden at blive mindet om Relapse. Nummeret er dog ikke dårligt.

6. PIRU LOVE

Dette nummer er en mærkelig tilføjelse, da det i høj grad har en RnB indflydelse i form af sanger Young Malcolm og et melankolsk og roligt beat. Jeg sætter pris på, at de prøver noget anderledes, da albummet ellers hurtigt kan gå ud i et, men dette var måske lige for meget af det gode. Rapperne påtager sig et følelsesladet og elegisk flow, som teksten dog overhovedet ikke matcher. Nummeret havde ellers en smule potentiale.

7. NO WAY OUT

Dette er ikke et forsøg på at være socialrealistisk, men blot endnu flere verbale tæsk til Crips, som de ikke kan undgå. Alternativet kunne ellers have været interessant, om end det nok er naivt at håbe på et nummer om at bryde fri fra bandelivet på netop denne skive. Om ikke andet så klarer Red Gag sig igen bedre herpå. Og der er virkelig ikke så meget andet godt at skrive om dette nummer.

8. I KILLED YA DEAD HOMIES

Dette er desværre ikke meget mere interessant end det forrige nummer. Beatet er en smule mere engagerende, men det siger egentligt ikke så meget.

9. C-K RIDE

Det sidste Bloods nummer er et skridt tilbage i den rigtige retning. Trommerne er egentligt ret anonyme, men resten af den luftige produktion er ret fed. Desværre forstummer det soulfulde tasteinstrument flere gange, hvilket efterlader lytteren med en halvfærdig instrumental, og når rapperne blot er der, så er helhedsindtrykket desværre ikke fantastisk. 

10. CRIPPIN’ AIN’T EASY

Crips indtager scenen med dette meget brutale og voldelige nummer. Der bliver opremset en lang række ting, som Crips tilsyneladende vil gøre ved en eller anden. Det er gangsta rap uden den store socialrealistiske faktor, da de egentligt bare gentager hinanden i et væk. Fo’ Clips synger et simpelt men fængende omkvæd, mens de fire medvirkende rappere alle leverer højst middelmådige vers. Beatet er dog udmærket, så nummeret ikke dårligt.

11. CRAZY LIL’ NIGGA

En kort skit…

12. ANOTHER SLOB BITES THE DUST

Jep, Queen’s “Another One Bites the Dust” bliver skam samplet i dette nummer, og det er faktisk noget af det bedste ved nummeret. Bassen er blevet sakset, og den passer nu fint ind, men desværre dukker den ikke op så tit. Resten af nummeret dog meget begivenhedsløst. 

13. CRIP, CRIP, CRIP

Over et meget elektronisk G-Funk beat promoveres Crips i stor stil af både mænd og kvinder. Den kvindelige rapper Nini X (eller Bloody Mary) lyder ligeså malplaceret som altid med sin ungdommelige stemme, men hendes flow er dog ikke dårligt. 

14. PUTTIN’ IN WORK

Dette nummer er simpelthen for meningsløst og ligegyldigt til enten at blive taget seriøst eller underholde. Beatet er dovent og uinteressant, og rapperne imponerer ikke.

15. STEADY DIPPIN’

Hvad rimer mon på ”dippin’”? Dette er altså et meget forudsigeligt og ligetil nummer. Bortset fra at produktion er taget et par tak ned i gear med et melankolsk og fint keyboardspil, som er ganske behageligt. Det redder nummeret fra at være totalt ligegyldigt.

16. MACKIN’ TO SLOB BITCHES

DJ Battlecat skifter keyboardet ud med et Piano på dette nummer, og resultatet er faktisk ret godt. Med risiko for at lyde lidt diskriminerende, må jeg indrømme at dette bestemt ikke er helt skidt, men det skyldes altså den melodiske og gode produktion. Teksten er cirka intet værd, og kan man ignorere den, står man altså med et udmærket nummer, som rapperne ellers ihærdigt forsøger at ødelægge. Deres flows er dog acceptable.

17. K’S UP

Der har tidligere været referencer til N.W.A., og her bliver de så endda samplet. Desværre får jeg nu bare lyst til at høre dem i stedet, men Bangin’ On Wax nærmer jo også sin ende, så det kan jo snart komme til at ske. Dette er det sidste nummer med Crips, da det næste bare er en interlude, og trods alt så er det ikke en forfærdelig måde at slutte af på. Det er ikke fantastisk, men det er underholdende nok. Produktionen lægger sig en anelse op af Straight Outta Compton, hvilket jo ikke er skidt.

18. BRO DAHWOOD-TRANSMIGRATOR OF THE SOULS

En hyklerisk og dermed latterlig lille tale. 

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Det kan godt være at Bloods fremstod en smule bedre på det indledende nummer, men på resten af Bangin’ On Wax har Crips uden tvivl overtaget. Det skyldes dog ikke så meget Crips, som det gør albummets producerer. Tweedy Bird Loc er jo den primære mand bag projektet, så mon ikke det er lykkedes ham at score de bedste beats til sin egen bande. Enten det eller også har Bloods bare dårligere smag end Crips. Ikke desto mindre er den sidste halvdel af Bangin’ On Wax den første halvdel betragteligt overlegen - ikke at det siger så meget dog. Begge sider har bidraget med syv numre hver, og selvom der skam er lidt at komme efter på B-siden af albummet, så er tre ud af fire af de nedenstående numre altså fra C-siden. Men det skyldes som skrevet produktionerne, da rapperne over hele linjen ikke imponerer synderligt med deres lyrik, men teknisk og karismatisk er de dog ret forskellige og jævnt fordelt i Crips & Bloods. Det var i teorien en god ide at flytte skænderierne banderne i mellem over på mikrofonen, men i praktisk er det ikke just fantastisk, da gangsterne langt fra er erfarne rappere. Takket være C-siden af Bangin’ On Wax er albummet ikke komplet affald, og man kan evt. nedspore nedenstående numre, men man går ikke rigtig glip af noget, hvis man lader vær. Så lad bare denne passere.

BEDSTE NUMRE: ”Bangin’ on Wax (Duet: Bloods and Crips)”; “Crippin’ Ain’t Eazy”; “Crip, Crip, Crip”; “Mackin’ To Slob Bitches”