Det sidste medlem af den forgangne gruppe 213 finder vi en smule overraskende i slutningen af denne måned, da han jo ellers kom på alles læber i 1992 efter sin medvirken på The Chronic, hvilket var et album, jeg lagde måneden ud med at anmelde. Vi er nu trådt ind i 1998, hvilket ikke engang er ved at være slutningen på G-Funk æraen, men nærmest allerede er eftertiden. G-Funken er nemlig mere eller mindre død på dette tidspunkt, hvilket reflekteres i et mindre udvalg af plader og deres væsentligt mindre salgstal. Men hvorfor vælger Nate Dogg så at udgive sit debutalbum (G-Funk Classics Vol 1. & 2 er rent faktisk et egentligt soloalbum) på dette tidspunkt? Pga. Death Row Records. Men lad os lige spole tilbage til begyndelsen. Før hans forholdsvis nylige død, før problemerne med Death Row og før Nate Dogg overhovedet hed Nate Dogg.
En 14-årig Nathaniel Dwayne Hale flyttede som et resultat af sine forældres skilsmisse til Long Beach, Californien, hvor han blev meget gode venner med sin fætter Calvin Cordozar Broadus, Jr. Sammen med denne her tredje gut ved navn Warren Griffin III dannede fyrene gruppen 213, hvor hvert medlem havde sin distinktive rolle. De kaldte sig individuelt for Warren G, Snoop Doggy Dogg og Nate Dogg, og fungerede henholdsvis som producer-slash-rapper, rapper og sanger. Nate Dogg havde nemlig en noget anderledes tilgang til hip-hopen, da han valgte at følge op på en barndom med hyppige besøg i forskellige kirkekor og således forsøge at synge sig til succes på den californiske hip-hop scene.
Et par år efter var trioen så "heldige" at blive spottet af Warren G’s stedbror Dr. Dre, som scorede både Nate Dogg og Snoop Dogg en kontrakt med Death Row Records og flere optrædener på sit debutalbum The Chronic, som i stor stil introducerede verden for fætterparret (Warren G gik mere eller mindre sin egen vej pga. uenigheder med Death Row CEO Suge Knight). Men mens Death Row var meget opsatte på at få den derefter nyligt populære Snoop Dogg til at smide sit eget debutalbum på markedet, var der ikke mange der skænkede Nate Dogg en tanke. Han rappede jo ikke, og selvom hans soulfulde stemme var en fryd for øret, så fungerede den bedst som et supplement til andre kunstnere. Således gik det til at Nate Dogg brugte de næste år på udelukkende at besøge andre musikanters plader, hvilket desværre for ham blev hans trendmark, og hvad de fleste vil huske ham for.
Overraskende nok medvirkede Nate Dogg dog ikke på nogen større hits umiddelbart efter sit samarbejde med Dr. Dre og senere Warren G på ”Regulate” (trods flere potentielle lytterfavoritter). Et soloalbum kunne forhåbentligt ændre på dette, så Nate Dogg satte sig for at give sit bud på, hvordan god G-Funk burde lyde. Uden tilstrækkelige evner ud i produktion og rap måtte han dog først opsøge en håndfuld forskellige musikanter, der kunne bidrage med beats eller/og vokaler. Nate Dogg var uheldigvis i 1995 lidt for sent ude til at modtage bidrag fra Dr. Dre, da han på dette allerede havde det ene ben ude af virksomheden, men heldigvis var der mange andre producerer op for jobbet.
Nate Dogg fik samlet nok materiale sammen til en enkelt disk med hjælp fra Snoop Dogg, Tha Dogg Pound, The Lady of Rage, 2Pac, Nancy Fletcher, Soopafly og mange flere, og alt var umiddelbart klart til at blive udgivet i 1996 – men så døde 2Pac. Singlen ”Never Leave Me Alone” blev udgivet til meget lille succes, og oven i den interne tumult i Death Row Records ovenpå mordet på 2Pac blev albummet derfor fuldstændigt skrinlagt, hvilket resulterede i, at Nate Dogg nogle måneder efter fandt sig nødsaget til at løsrive sig fra Death Row Records – på magisk vis med rettighederne til sit tænkte debutalbum i behold.
Materialet var efterhånden ikke nyt længere, så Nate Dogg valgte at supplere det op med en bunke nye numre, hvilket skete gennem en længeventet genforening med Warren G foruden tidligere samarbejdspartnere, hvoraf flere nu ligeledes var tidligere Death Row artister. Nate Dogg signede til Breakaway Entertainment og udgav sin anden single ”Nobody Does It Better”, som klarede sig betydeligt bedre, hvorefter den store mængde materiale blev samlet på dobbeltalbummet G-Funk Classics Vol. 1 & 2, som fungerer som Nate Dogg’s debutplade – udgivet i 1998. Desværre for Nate Dogg var der sket meget siden 1996, så G-Funken var mere eller mindre et levn fra fortiden på dette tidspunkt, hvilket resulterede i nogle relativt træge salgstal.
Første skive er det originale værk, mens anden skive er ’bonus’-materialet. De to skiver har i øvrigt fået forskellige navne, men de cirkulerer mere eller mindre om de samme emner.
VOLUME 1: GHETTO PREACHER
1. HARDEST MAN IN TOWN
G-Funk Classics Vol. 1 & 2 har sin portion gæsterappere, men det er faktisk en temmelig gennemsnitlig mængde, da Nate Dogg flere gange på egen hånd synger sig vej igennem et nummer (evt. med assistance fra andre sangere), og åbningsnummeret er endda et sådan eksempel. En lettere melankolsk funk bliver akkompagneret af Nate Dogg’s dybe og bløde stemme, og det lyder ganske simpelt rigtig godt.
2. INTRO TO G-FUNK (COMM. 1)
Det er bare en skit, men der er to interessante elementer ved den. (a) Nate Dogg er på "deathrow", hvilket selvfølgelig er en reference til hans tidligere pladeselskab, og (b) der ønskes af Nate Dogg en definition af G-Funk før hans død (/”henrettelse”), hvilket selvfølgelig får en helt ny mening efter hans død sidste år. Men videre til definitionen af G-Funk…
3. G-FUNK (FEAT. ISAAC REESE & NANCY FLETCHER)
Hmm. Beatet skulle angiveligt være resultatet af et samarbejde mellem L.T. Hutton og Snoop Dogg, hvilket lykkedes nogenlunde, men desværre er Nate Dogg’s gennemgang af G-Funk alfabetet en kende kedsommelig. Man kunne godt have valgt at definere G-Funk med et bedre lydende nummer, men det er nu stadig okay underholdning.
4. FIRST WE PRAY (FEAT. KURUPT & ISAAC REESE)
Man kunne evt. have brugt et Daz Dillinger beat til forrige nummer, da hans arbejde herpå er blandet albummets allerbedste. Den rytmiske bas og det funkye guitarriff lyder perfekt sammen. Nate Dogg bruger tiden til at mindes en afdød kammerat og fortæller, hvordan han håndterer sorgen (ved at bede og derefter chille), hvilket endnu engang ikke kan undgås at ses i et anderledes lys i dag. Derudover lægger Kurupt også et fabelagtigt vers, så dette er bare et fantastisk nummer.
5. MY WORLD (FEAT. NANCY FLETCHER)
Et hvad-jeg-ville-gøre-hvis-jeg-ejede-verden-og-alting-nummer. Fyldt med klicheer og generiske vendinger. Daz Dillinger slår til med et mere radiovenligt men fint beat. Det er ikke voldsomt imponerende, men det er nu alligevel underholdende nok.
6. CRAZY, DANGEROUS (FEAT. SIX FEET DEEP & NANCY FLETCHER)
En forholdsvis kort og sørgmodig sang, der ikke formår at gøre et større indtryk. Det er bestemt ikke dårligt, men det lyder lidt som et forvokset mellemspil.
7. THESE DAYS (FEAT. DAZ DILLINGER)
Nate Dogg vælger at producere helt selv denne gang, mens han giver nogle glimrende vers med kampgejst, hvor han reflekterer lidt over sin plads på den californiske hip-hop scene. Det har en meget afslappende vibe, som er meget underholdende. Til slut hopper Daz Dillinger ind med et utroligt tilbagelænet og nonchalant flow, der får ham til at lyde lidt som en gangstaversion af Lil B. Det er fedt nok dog.
8. BAG O’WEED (FEAT. TRAY DEE)
Omkvædet lyder virkelig amatøragtigt, og desværre bliver det ikke bedre i versene – undtagen Tray Dee’s bidrag som er ganske acceptabelt. Sam Sneed’s beat er udmærket, men nummeret er alligevel lidt af en kamp at komme igennem.
9. DIRTY HOE’S DRAWS (FEAT. BIG CHUCK, L.T. HUTTON, SALIM & VAL YOUNG)
Beatet går an og det simple omkvæd er en smule fængende, men versene er søvndyssende kedelige, da Nate Dogg vælger at synge ganske forsigtigt og stille. Og så syntes nummeret at fortsætte uendelig langt tid – men det varer også små seks minutter.
10. SCARED OF LOVE (FEAT. BUTCH CASSIDY)
Dette lyder utroligt meget som en single, men det er altså ikke tilfældet. Det radiovenlige omkvæd er ret fængende og Daz har produceret et simpelt og dejligt beat. Derudover handler det også om ulykkelig kærlighed. Dette burde virkelig have været en single – på den gode måde (den findes).
11. ME & MY HOMIES (FEAT. 2PAC & NANCY FLETCHER)
Det er lidt mærkeligt at høre Soopafly producere mindre radiovenligt G-Funk end Daz fra forrige nummer, men til gengæld lyder dette beat også en smule for ufokuseret. Det er dog en mindre kval, for når først 2Pac fanger spotlyset, så lyder det hele pludselig fem gange bedre. Han stjæler uden tvivl opmærksomheden, og jeg ærgrer mig bare over, at han ikke fik noget mere spilletid, da Nate Dogg bagefter virker som et fattigt surrogat.
12. BECAUSE I GOT A GIRL
Nate Dogg bygger hele nummeret på en meget spinkel ide, hvilket hurtigt kommer til udtryk gennem uinspirerende vers. Selv omkvædet virker en smule dovent, så forstår ikke helt Nate Dogg’s incitament til at gennemføre dette. Det kunne selvfølgelig være pga., at han faktisk bare lyder glimrende over Sean Thomas’ arrangement af meget rytmiske trommer og gode bas.
13. MY MONEY (FEAT. THE LADY OF RAGE & NANCY FLETCHER)
Det her minder temamæssigt en del om “These Days”, da Nate Dogg stort set fortsætter fra, hvor han slap i førnævnte nummer, og fortæller om folks fejlagtige og underminerende vurderinger af ham og hans musik, da han bestemt har realistiske ambitioner om at score kassen. The Lady of Rage rapper ikke, hvilket er lidt besynderligt, derimod får man en overraskende reference til Nate Dogg og Warren G’s single “Regulate” – overraskende, da den er totalt malplaceret. Nancy Fletcher supplerer i øvrigt generelt med en god vokal, der akkompagnerer Nate Dogg glimrende. Trods nogle gengangere i de behandlede emner er det faktisk et okay nummer.
14. NEVER LEAVE ME ALONE (FEAT. SNOOP DOGG & VAL YOUNG)
Også Kurupt kan producere velfungerende G-Funk numre, hvilket han uden besvær beviser her. Nate Dogg giver sammen med Val Young et super fedt og fængende omkvæd, mens han også formår at berøre nogle lidt anderledes emner i sine udmærkede vers, som mere eller mindre er på lige fod med Snoop Dogg’s veldrejede vers. En temmelig gennemført og underholdende førstesingle.
15. LAST PRAYER (COMM. 2)
“Any last words?”
16. WHERE ARE YOU GOING (FEAT. PAMELA HALE)
Nate Dogg bliver en kende filosofisk, mens han stiller spørgsmålet i titlen. Der gemmer sig desuden en smule samfundskritik og udtalt socialbevidsthed i nummeret, men det bliver kun berørt ganske forsigtigt. Det er et meget roligt stykke musik med lidt overfladisk eksistentialisme, som jeg ikke aktivt vil opsøge, da det hurtigt bliver kedeligt, men det er da en anderledes måde at lukke albummet på – eller nærmere at lukke den første disk på. (Man hører i øvrigt elektriske ladninger til slut)
VOLUME 2: THE PRODIGAL SON
1. DEDICATION
Meget kort imitation af introen til The Chronic, der også bekræfter, at det lille koncept på forrige disk med Nate Dogg på dødsgangen er blevet fuldstændigt forkastet.
2. WHO’S PLAYIN’ GAMES
Der bliver lagt ud med en temmelig kedelig skæring med dårligt skrevne vers og et malplaceret omkvæd. Nate Dogg’s beat er desuden utroligt uinspirerende. Det er noget lidt andet, end hvad man hørte på forrige disk, og desværre er det ikke et enkeltstående tilfælde.
3. I DON’T WANNA HURT NO MORE (FEAT. BUTCH CASSIDY)
Daz Dillinger hæver niveauet en smule, men desværre lyder Nate Dogg meget poppet. På mere end noget andet tidspunkt på albummet virker Nate Dogg slet ikke til at lave hip-hop. Omkvædet er mere eller mindre et af Nate Dogg’s typiske forsøg ud i noget fængende og radiovenligt, men i versene er han bare direkte kedsommelig at høre på. Butch gør sig ikke synderligt bemærket, så nummeret var en noget lunken affære.
4. JUST ANOTHER DAY (FEAT. BUTCH CASSIDY & VAL YOUNG)
Endnu engang producerer Nate Dogg selv og heldigvis lykkedes det bedre her. Desværre er lyrikken fuldstændig ideforladt og meget ufokuseret, og der bliver oprigtigt ikke sagt en eneste interessant sætning. Hans gode og respektable levering er dog forholdsvis tilbage, men det færdige produkt virker alligevel billigt. Det kunne godt være bedre.
5. SHE’S STRANGE (FEAT. BARBARA WILSON)
Endnu en af de blandede oplevelser, da Daz’ simple og lidt mørke beat er vældig fedt, mens både Nate Dogg og Barbara Wilson leverer nogle middelmådige vokalpræstationer. Jeg ville have fortrukket en instrumental frem for dette, men det mest optimale ville selvfølgelig have været en mere sulten Nate Dogg, der ikke blot laver musik for pengenes skyld.
6. ALMOST IN LOVE (FEAT. ISAAC REESE)
Har Nate Dogg’s generiske skæringer om (ulykkelig) kærlighed ingen ende? Jo da, men den lader vente på sig.
7. NO MATTER WHERE I GO (FEAT. BARBARA WILSON)
Whoa, Warren G’s første bidrag til G-Funk Classics Vol. 1 & 2, og det bliver anvendt til at skabe et overkommeligt radiovenligt nummer. Omkvædet er rimelig fængende, og Barbara Wilson holder sig til en korpost, hvilket gør nummeret mange tjenester. Jeg ville ikke have så meget i mod at høre dette i radioen.
8. STONE COLD
Det Soopafly producerede beat er temmelig eksperimentelt med nogle atypiske og hule instrumenteringer, og det lyder nu ret interessant. Nate Dogg håndterer forholdsvist fint beatet med pletvisse gode linjer, men omkvædet dyrker simpliciteten alt for meget. Desværre lider lyrikken også flere gange under generiske vendinger, og omkvædet er faktisk en kende ringe, så alligevel fungerer nummeret ikke helt for mig.
9. FRIENDS (FEAT. SNOOP DOGG & WARREN G)
Et ikke hvilket som helst posse-cut, da medlemmerne fra hedengangne 213 endnu engang er samlet. Warren G har produceret et meget behageligt og afslappende nummer, men mens Nate Dogg passer sit, så er Snoop Dogg ikke just på toppen med sit lidt irriterende flow. Warren G lægger selvfølgelig også et vers, men han har nu også lydt bedre. Der bliver ikke givet fantastiske præstationer fra de to gæster, men mindre kan også med nødt gøre det. Stadig et underholdende nummer men i høj grad pga. af beatet.
10. PUPPY LOVE (FEAT. DAZ DILLINGER, KURUPT & SNOOP DOGG)
Daz Dillinger producerer et posse-cut med Tha Dogg Pound og Snoop Dogg, så det kan næsten ikke gå galt… vel? Jeg ved ikke helt, hvordan det er gået til, men firkløveren har rent faktisk formået at fucke dette samarbejde fuldstændigt op. Særligt med de involverede parter i mængde skuffer dette nummer på samtlige måder. Alt er mere eller mindre dårligt.
11. IT’S GOIN’ DOWN TONIGHT (FEAT. BUTCH CASSIDY & ISAAC REESE)
Der fortsættes fra, hvor der blev sluppet med “Almost In Love”. Det vil sige et søvndyssende og klichefyldt nummer uden nogen form for underholdsningsværdi. Nate Dogg må virkelig ikke have haft mange gode ideer i den TO år lange mellemperiode.
12. NOBODY DOES IT BETTER (FEAT. WARREN G)
Dette er grunden til, at man trods alt skraldet på disk to, alligevel jævnligt vil sætte den på. Dette er det nummer, alle (eller nogen…) har ventet på siden Warren G og Nate Dogg imponerede med ”Regulate” fra Above the Rim soundtracket. Warren G’s beat er fantastisk på alle måder, og mens hans vers er temmelig middelmådigt, så imponerer Nate Dogg med et super fængende omkvæd og fantastiske vers. Super fedt.
13. SEXY GIRL (FEAT. BIG SYKE)
Og tilbage til de undervældende og halvdårlige numre. Kun halvdårligt da Soopafly’s beat er okay.
14. DOGG POUND GANGSTAVILLE (FEAT. KURUPT & SNOOP DOGG)
Det er lige før, at Kurupt og Snoop Dogg gør sig selv og Nate Dogg en bjørnetjeneste ved at medvirke på denne anden disk, da de begge er konsistent dårlige. Nate Dogg må derfor endnu engang med lidt hjælp fra producer Soopafly forsøge på egen hånd at hive en sejr i land, og han mislykkedes trods alt ikke helt. Beat og omkvæd er okay, men de to rappers vers er bare så hamrende skuffende, at det altså sætter sine spor.
15. NEVER TO LATE (FEAT. BARBARA WILSON)
Soopafly, Nate Dogg og gæstesangerinde Barbara Wilson går stille til værks med en meget dæmpede skæring, som varer over seks minutter, men desværre er den en dødkedelig oplevelse efter de første tre minutter. De sidste minutter er faktisk en smule pinefulde, så jeg stopper den lige lidt før tid. Der er alligevel intet overraskende moment til slut, da disk to på ingen måde forsøger at fortælle en historie.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Lad os en gang for alle få to ting på plads, hvoraf vi nok alle kan være enige om den første; Nate Dogg har en fantastisk og silkeblød sangstemme, der har tilpasset sig hip-hop musik på en enestående måde. Dette beviser han også konstant på G-Funk Classics Vol. 1 & 2. Den anden ting er, at de to diske i G-Funk Classics Vol. 1 & 2 i høj grad kan betragtes som to forskellige projekter. Meget forskellige projekter. Disk et er af høj kvalitet med gode præstationer fra gæsterappere, fede beats, fængende omkvæd, interessante vers og en tilstedeværende rød tråd. Der er mange fede numre, men de lægger også i forholdsvis naturlig forlængelse af hinanden, hvilket gør den første disk til et underholdende lyt på trods af nogle fejltrin. Disk to derimod… Den lyder som en samling singler uden indbyrdes relation, hvoraf de fleste omhandler de samme generiske og kedelige emner, har dårlige beats og skuffende gæstevers – altså tæt på det modsatte af disk et. Disk to har dog et enkelt trumfkort på hånden, hvilket er Warren G’s indblanding, men det dækker desværre kun over tre numre, som bliver bedre, jo længere ind i albummet man kommer. Kulminationen finder selvfølgelig derfor sted på ”Nobody Does It Better”, som ikke bare er fedt, men muligvis albummets absolut bedste nummer. Disk et ville selvstændigt klart have været et køb værd, og den bliver vel ikke mindre værd af, at en inkonsistent og sjusket ekstra disk er blevet den påklistret. Så jeg må altså anbefale et køb, men også at man blot nøjes med at høre udvalgte numre fra disk to.
Trods sine lidt skuffende salgstal hjalp G-Funk Classics Vol. 1 & 2 uden tvivl Nate Dogg længere ind i mainstreamen og forholdsvis uden tab af integritet.
BEDSTE NUMRE: ”Hardest Man In Town”; “First We Pray”; “These Days”; “Never Leave Me Alone”; “Friends”; ”Nobody Does It Better”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar