Robert L. Green, Jr. er vokset op i Hayward, Californien, hvor han midt i sine teenageår samlede mikrofonen op. Han påtog sig kunstnernavnet Spice 1, hvoraf Spice er et akronym for ”Sex, Pistols, Indo, Cash and Entertainment”, og så var stilen ellers lagt. Der gik dog nogle år, før hans første udgivelse så dagens lys. Dette skete i 1991, da Spice 1 udgav EP’en Let It Be Known på Triad Records. Han formåede med denne EP at fange opmærksomheden fra den veletablerede rapper Too $hort, som ligeledes holdte til i Bay Area. Too $hort introducerede Spice 1 for sit tilknyttede pladeselskab, Jive Records, hvilket påbegyndte en længere epoke i Spice 1’s liv.
Spice 1 var på Jive i resten af årtiet, og udgav i denne periode seks albums. De var alle mere eller mindre populære, og tre af dem solgte endda over en halv million eksemplarer hver. Derefter valgte Spice 1 dog at fortsætte uafhængigt af et større pladeselskab, hvilket betød mindre publicitet og omtale, så selvom han fortsatte stødt med næsten årlige udgivelser i form af enten soloalbums eller kollaborationer (med bl.a. henholdsvis MC Eiht fra Compton’s Most Wanted og Celly Cel), så forsvandt Spice 1 stille og roligt fra overfladen og er nu tilbage, hvor det hele startede; i undergrunden.
Den sidste bid information er dog forholdsvis ligegyldig for dagens artikel, da det nu skal handle om The Black Bossalini (a.k.a. Dr. Bomb from da Bay) fra 1997, det altså blev udgivet, mens Spice 1 stadig var tilknyttet Jive Records. Han fortsætter mere eller mindre stilen fra sine tidligere fire studiealbums med nihilistisk gangsta rap og en aggressiv levering. Albummets producere inkluderer både nye og ældre samarbejdspartnere i form af bl.a. Ant Banks og Paris, som selvfølgelig leverer de funky toner. Det er vel G-Funk.
At Spice 1 engang var en temmelig populær gangsta rapper, kan der i øvrigt ikke være nogen tvivl om, når man først har givet gæstelisten et kig.
1. THE THUG IN ME (DEDICATED TO TUPAC SHAKUR)
2Pac og Spice 1 har karrieremæssigt i nogen grad fulgt hinanden; først med debutalbum i 1991 og derefter løbende udgivelser gennem halvfemserne. De skulle angiveligt også have været fans af hinandens musik, så da 2Pac døde i 1996, valgte Spice 1 at åbne sit næste album med en dedikation til den døde legende. Spice 1 er heldigvis i top form, og leverer med sit fængende flow nogle underholdende vers over et acceptabelt Paris beat. Udmærket.
2. I’M HIGH (FEAT. DA OLD SKOOL)
Det behandlede emne er ikke på det nærmeste interessant, hvilket egenhændigt gør nummeret en kende dårligt. Derudover er Da Old Skool’s vokal i omkvædet intet særligt, Paris’ beat er lidt for anonymt og Spice 1 lyder ikke ligeså frisk som på forrige nummer.
3. RECOGNIZE GAME (FEAT. ICE-T, TOO $HORT & KOKANE)
Ant Banks’ lægger fundamentet for dette storslåede posse-cut med en tilbageholdende og gyngende produktion, der er underholdende nok, men skæringens helt store stjerne er faktisk Spice 1’s mentor Too $hort, der bare har en utroligt overbevisende og tilbagelænet levering. Ice-T og Spice 1 følger dog fornuftigt med, mens Kokane blot bidrager med et skuldertrækkende omkvæd. Glimrende ikke desto mindre.
4. PLAYA MAN (FEAT. DA OLD SKOOL)
Producer Paris begår en mindre genistreg med sit sample af Smokey Robinson’s "Virgin Man", der direkte sender ”Playa Man” ind som The Black Bossalini’s bedste nummer. Da Old Skool’s interpolation af vokalen fra førnævnte sample er desuden lige i skabet. Heldigvis skuffer Spice 1 ikke, da han giver nogle glimrende vers med et yderst gnidningsfrit flow. Det var albummets første single med god grund.
5. CAUGHT UP IN MY GUNPLAY
Spice 1 skruer tempoet op og fortæller med en spydig levering om opgør med fjendtlige bekendtskaber. Okay, det er ikke Shakespear, men resten er stort set på et højt niveau. Paris’ mørke beat skaber den rette spænding og lyder oven i købet godt i mens. Et velstøbt kig ind i ghettoens aktiviteter.
6. BALLIN’ (FEAT. MC BREED, YUKMOUTH & KOKANE)
Der er faktisk ikke så meget posse-cut over dette, da Kokane og MC Breed blot bidrager med vokaler til omkvædet, hvilket efterlader Spice 1 med to vers og Yukmouth (fra Luniz) med et enkelt midt i mellem. Det gør det dog bestemt ikke dårligt. Yukmouth lyder sulten, og Spice 1 gør det selvfølgelig også fint. Den rastløse kombination af klaver og bas er desuden ganske fed.
7. THE BOSS MOBSTA (FEAT. KOKANE & SHARON RAINY)
Spice 1 lyder skam ganske aggressiv og truende, men jeg kan ikke ryste tanken af mig, at det hele lyder lidt parodierende, da det virker meget overdrevent og næsten for vredt. Det kan dog godt få adrenalinen op at køre med sit høje tempo, så nummeret er faktisk alligevel ret underholdende.
8. 510 / 213 (FEAT. BIG SYKE & WC)
Med de to gæster i baghovedet er Femi Ojetunde og Mike Mosley’s produktion overordentligt skuffende, da det hele simpelthen går for langsomt. Der er endda inkluderet et RnB hook, hvilket overhovedet ikke passer ind mellem Big Syke og Spice One. Versene er fine, men resten er fuldstændigt malplaceret. Ærgerligt.
9. KILL STREET BLUES
Blues? Nope. Det er dog temmelig kedeligt. Rick Rock kigger forbi med et beat, hvilket han ikke skulle have gjort, da det er alt for søvndyssende, hvilket fuldstændigt ødelægger Spice 1’s chancer for at lave et fedt nummer. Han prøver dog heller ikke voldsomt meget.
10. FETTY CHICO AND THE MACK (FEAT. MACK 10 & STACY HOGG)
Mack 10 ødelægger umiddelbart Spice 1 med sit vers pga. sin overbevisende og dystre stemme og morsomme linjer, men heldigvis tager Spice 1 til genmæle med sit andet vers, hvor han ved at stamme sig gennem verset formår at lyde frisk og spændende på en overraskende god måde. Desværre er Stacy Hogg’s omkvæd forfærdeligt, og Ant Banks’ beat er ikke noget særligt.
11. WANNA BE A G
Spice 1 lyder en smule akavet med sit hurtige flow, da beatet er alt andet end tempofyldt. Til gengæld er hans forsøg på et mindre soulfuldt omkvæd faktisk ikke helt dumt. Det er et mærkeligt nummer, hvor de mindre vigtige ting fungerer på bekostning af de mere kvalitetsskabende.
12. DIAMONDS (FEAT. BRYANT ROBERTS & LISA JONES)
Flowet er blevet tilpasset, og Spice 1 holder sig endda forholdsvis til emnerne, der til gengæld ganske simpelt er penge og våben. Det er dog bedre end det måske umiddelbart lyder. Produktionen og omkvædet med de to gæster er ret radiovenlige, men modsat omkvædet er beatet bare en kende kedeligt også. Det er dog ikke helt dumt.
13. DOWN PAYMENT ON HEAVEN (FEAT. BRYAN ROBERTS & CYDAL)
Ali Malik bidrager med det andet beat i streg, der trods sin vide appeal er meget anderledes end forrige nummer. Stortrommen har trukket sig væsentligt tilbage, og tilbage er en stille bas og andre rolige instrumenteringer. Cydal og Spice 1 lægger nogle reflekterende og funderende vers, der mere eller mindre simulerer en ensrettet kommunikation med Gud – uden på den front at være kvalmende, prædikende eller lignende. Det minder faktisk lidt om Puff Daddy’s ”I'll Be Missing You”. Desværre virker denne pludselige sentimentalitet bare på dette tidspunkt for påtaget, hvilket gør det svært at finde meget underholdning i nummeret.
14. 2 HANDS & A RAZORBLADE
Spice 1 og Paris vælger at binde en fin sløjfe på The Black Bossalini med dette nummer, der vender tilbage til den beskidte undergrund med mørk G-Funk og aggressive vers. Det er dog langt fra perfekt, da Spice 1 vælger at kvidre sig vej gennem omkvædet, mens sidste vers lyder som fragmenterede ad-libs, hvilket er ærgerligt, da dette er det sidste, man hører på albummet.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Med singlen ”Playa Man” i baghovedet gik man formegentligt i sin tid optimistisk ind til The Black Bossalini , og førstehåndsindtrykket ville da også være rigtig godt, da den første halvdel af albummet er rigtig godt skruet sammen. Man ville til gengæld afslutte albummet med en mindre charmerende grimasse, da den sidste halvdel af albummet stort set er alle numrene fra første halvdel underlegen. Det bliver for ufokuseret, radiovenligt og rodet. De er ikke alle dårlige, men ingen af dem er heller ej videre fantastiske. Spice 1 er en god rapper, og han imponerer flere gange i løbet af The Black Bossalini, og modsat producerne svigter han kun væsentligt enkelte gange i løbet af albummet, så jeg lader albummet passere gennem min ellers forhåbentligt strenge kontrol, og anbefaler et køb. Der er nemlig flere gode numre at finde derpå.
BEDSTE NUMRE: “The Thug in Me (Dedicated to Tupac Shakur)”; “Recognize Game”; “Playa Man”; “Caught Up In My Gunplay”; “Ballin’”; “The Boss Mobsta”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar