Slaughterhouse
er en såkaldt supergruppe (bestående af Royce da 5’9”, Joe Budden, Crooked I og
Joel Ortiz), hvilket er en ret interessant betragtning, da medlemmerne også er
et kollektiv af pariaer med plettede baggrunde og mindre komplimenterende
punkter på deres CV’er. De var nemlig alle forholdsvis udstødte i vores
fortrukne genre, da medlemmet Joe Budden i 2008 samlede dem om et nummer på sit
album, Halfway House (sammen med Nino
Bless, men det snakker vi ikke mere om). Nummeret havde fået titlen ”Slaughterhouse”,
og da firkløveren følte en tilpas kemi i mellem sig, valgte de at tage navnet
med over i et gruppeprojekt. Slaughterhouse var født.
Fyrrerne var klar til at lægge fortiden bag sig og tage verden med storm, men medierne havde ikke helt samme intentioner, så de spurgte forsat konstant ind til medlemmernes henholdsvise uheldige fortider, hvorefter Slaughterhouse til sidst forsøgte at lukke emnet en gang for alle på ”Move On”. Ikke desto mindre bør jeg nok også lige opremse deres tidligere bedrifter. Så Crooked I var i sin tid signet til Death Row Records, hvor han bl.a. var indblandet i Suge Knight’s raseri mod Dr. Dre i optakten til Dre’s andet album, 2001. Crooked I færdiggjorde nogle soloalbums, men Suge Knight lod dem ikke blive udgivet, hvorefter han endelig blev droppet. Joel Ortiz var en kort årgang tilknyttet Aftermath, men eftersom Dr. Dre tilsyneladende heller ingen intentioner havde om rent faktisk at udgive noget af hans musik, valgte han selv at smutte. Joe Budden er en lidt større succeshistorie, da han faktisk fik udgivet et album på Def Jam, og det blev endda modtaget rimelig pænt, men han blev altså også kort derefter droppet – muligvis pga. nogle interne konflikter med ledelsen. Mens disse tre dog blot har forsøgt at glemme fortiden, har Royce da 5’9” taget en lidt anden vej og rent faktisk ryddet op i fortiden. Royce mødte Eminem før han havde fået sit første hit på MTV, og de havde et mægtig godt samarbejde, men så midt i det skelsættende år anno 1999 kom Royce i problemer med Dr. Dre, der bandlyste Royce fra Aftermath. Siden da kom han også i uoverensstemmelse med D12 og særligt Proof, men uden at Eminem faktisk var indblandet. Alt blev dog reddet ud for nogle par år siden.
Herefter blev fyrene introduceret til hinanden, de dannede gruppen Slaughterhouse, signede til E1 og udgav for omtrent tre år siden den selvbetitlede debut. Der var meget buzz omkring dem dengang, da det trods alt var tre mere eller mindre stærke navne (med Royce i top), og det blev kun bedre, da folk begyndte at spekulere om et potentielt ryk over til Shady Records. Der blev da også hintet en del mod et sådan skift, da gruppen i 2009 annoncerede, at deres næste album måtte vente på sig, da det gerne skulle udgives på et større pladeselskab. E1 var dog ikke helt enig i denne udvikling, så 2010 var for Slaugherhouse stort set blot én lang kamp for at løsrive sig fra E1 og signe til Shady Records. Gruppen begyndte sågar at give shout outs til den kommende udgiver, mens de også medvirkede på et nummer med Eminem. I begyndelsen af 2011 skete det så endeligt; Slaughterhouse havde signet til Shady Records. En stor bølge løb gennem hele cyberspace, men i nogen grad mere på pladeselskabets vegne end gruppen. Slaughterhouse havde nemlig allerede bevist at de kunne lave god musik, hvilket bare ikke helt var tilfældet med Shady Records. (Bad Meets Evil's EP kom dog senere samme år)
For spørgsmålet er; kan executive producer Eminem (og forventninger om massive salg) overhovedet bidrage med noget positivt til en rå og aggressiv undergrundsgruppe? Det kan man i disse dage finde ud af ved hjælp fra det nye album Welcome to: Our House (kolonet er en umiddelbar unødvendig nødt).
1. THE SLAUGHTER (INTRO)
Slaughterhouse lyder til at overfalde og evt. slagte Eminem, hvilket er lidt mærkeligt. Han er vel ikke en af de falske MC’er?
2. OUR HOUSE (FEAT. EMINEM & SKYLAR GREY)
Det første nummer på gruppens første udgivelse på et stort pladeselskab burde repræsentere resten af albummet, og det er dermed ekstra interessant at skille ad og analysere lidt. (a) Det første, som man hører, er Eminem, der synger et slags omkvæd. (b) Senere bliver omkvædet udvidet med nogle linjer fra sangerinden Skylar Grey, hvilket selvfølgelig betyder, (c) at Alex da Kid har produceret nummeret. (d) Derudover tager Joe Budden sig kun af en meget kort bridge, mens (e) Eminem runder af med nummerets længste vers (som i øvrigt er hans eneste på albummet). Alex da Kid er mest kendt for sine kommercielle beats, som bl.a. blev benyttet af Dr. Dre til hans "I Need A Doctor", så det er umiddelbart en mærkelig producer at lægge ud med, men han beviser faktisk her, at han også kan lave noget lidt mere spartansk og råt. Jeg kan godt lide Skylar Grey’s stemme, og selvom hun ikke var mit oplagte valg til et Slaughterhouse nummer, så er hun ikke helt malplaceret. Til gengæld er Eminem’s sang stadig ikke undskyldt, da han simpelthen prøver alt for hårdt. Det var okay for tolv år siden på f.eks. ”Marshall Mathers”, da han havde en nonchalant attitude uden et behov for at bevise et ikke-eksisterende sangtalent. Hans vers er faktisk ikke meget bedre, da han med en aggressiv hvisken snakker om The Source (ja, du fortjente fem mikrofoner for tre af dine albums) og sin nye protege Yelawolf, som umiddelbart ikke har mere potentiale end 50 Cent. Royce og Joey lyder lidt trætte, så det er uden tvivl Crooked I, der stjæler showet med et adrenalinfyldt og aggressivt vers.
3. COFFIN (FEAT. BUSTA RHYMES)
Hit-Boy producerer et nummer, der i versene domineres af horn og nogenlunde vokalpræstationer, og i omkvædet af elektroniske elementer og en råbende og typisk Busta Rhymes. Royce tager sig i det mindste sammen og beviser, hvorfor han er gruppens bedste. Det er ikke videre fantastisk, men bestemt heller ikke besværligt at komme igennem.
4. THROW THAT (FEAT. EMINEM)
Modsat dette. Det er en lidt kedelig kendsgerning, men Eminem har altså også tit en dårlig indflydelse på sine partnere, hvilket dette nummer er et glimrende eksempel på. Bossen synger et omkvæd om strippere, mens T-Minus producerer et meget lidt mindeværdigt beat. Dette lyder desværre mere som D12 end Slaughterhouse, hvilket er et af de værste kritikpunkter, jeg kan komme med i denne sammenhæng. Det er virkelig dårligt.
5. HAMMER DANCE
Den første single fra Welcome to: Our House, som blev udgivet for snart et halvt år siden. Ikke desto mindre er nummeret stadig blandt de bedste på hele albummet. Slaughterhouse præsenterer sig selv over for lytteren over et engagerende AraabMuzik beat. Dette kunne godt have været placeret noget længere oppe på tracklisten, da det er et glimrende eksempel på, hvad Slaughterhouse (bl.a.) burde være. Eneste problem er, at titlen i mit tilfælde sætter uheldige associationer igang om MC Hammer.
6. GET UP
No I.D. gør et overraskende visit med denne meget vellykkede produktion, der blander nogle hårde trommer med radiovenlige vokalsamples uden problemer. Nummeret stod tydeligt ud for mig på mit første gennemlyt af Welcome to: Our House, da det bare generelt er fængende. Det omhandler fyrenes nylige optur, så der bydes ikke på mange overraskelser, men nummeret er stadig et underholdende stykke musik efter flere lyt.
Fyrrerne var klar til at lægge fortiden bag sig og tage verden med storm, men medierne havde ikke helt samme intentioner, så de spurgte forsat konstant ind til medlemmernes henholdsvise uheldige fortider, hvorefter Slaughterhouse til sidst forsøgte at lukke emnet en gang for alle på ”Move On”. Ikke desto mindre bør jeg nok også lige opremse deres tidligere bedrifter. Så Crooked I var i sin tid signet til Death Row Records, hvor han bl.a. var indblandet i Suge Knight’s raseri mod Dr. Dre i optakten til Dre’s andet album, 2001. Crooked I færdiggjorde nogle soloalbums, men Suge Knight lod dem ikke blive udgivet, hvorefter han endelig blev droppet. Joel Ortiz var en kort årgang tilknyttet Aftermath, men eftersom Dr. Dre tilsyneladende heller ingen intentioner havde om rent faktisk at udgive noget af hans musik, valgte han selv at smutte. Joe Budden er en lidt større succeshistorie, da han faktisk fik udgivet et album på Def Jam, og det blev endda modtaget rimelig pænt, men han blev altså også kort derefter droppet – muligvis pga. nogle interne konflikter med ledelsen. Mens disse tre dog blot har forsøgt at glemme fortiden, har Royce da 5’9” taget en lidt anden vej og rent faktisk ryddet op i fortiden. Royce mødte Eminem før han havde fået sit første hit på MTV, og de havde et mægtig godt samarbejde, men så midt i det skelsættende år anno 1999 kom Royce i problemer med Dr. Dre, der bandlyste Royce fra Aftermath. Siden da kom han også i uoverensstemmelse med D12 og særligt Proof, men uden at Eminem faktisk var indblandet. Alt blev dog reddet ud for nogle par år siden.
Herefter blev fyrene introduceret til hinanden, de dannede gruppen Slaughterhouse, signede til E1 og udgav for omtrent tre år siden den selvbetitlede debut. Der var meget buzz omkring dem dengang, da det trods alt var tre mere eller mindre stærke navne (med Royce i top), og det blev kun bedre, da folk begyndte at spekulere om et potentielt ryk over til Shady Records. Der blev da også hintet en del mod et sådan skift, da gruppen i 2009 annoncerede, at deres næste album måtte vente på sig, da det gerne skulle udgives på et større pladeselskab. E1 var dog ikke helt enig i denne udvikling, så 2010 var for Slaugherhouse stort set blot én lang kamp for at løsrive sig fra E1 og signe til Shady Records. Gruppen begyndte sågar at give shout outs til den kommende udgiver, mens de også medvirkede på et nummer med Eminem. I begyndelsen af 2011 skete det så endeligt; Slaughterhouse havde signet til Shady Records. En stor bølge løb gennem hele cyberspace, men i nogen grad mere på pladeselskabets vegne end gruppen. Slaughterhouse havde nemlig allerede bevist at de kunne lave god musik, hvilket bare ikke helt var tilfældet med Shady Records. (Bad Meets Evil's EP kom dog senere samme år)
For spørgsmålet er; kan executive producer Eminem (og forventninger om massive salg) overhovedet bidrage med noget positivt til en rå og aggressiv undergrundsgruppe? Det kan man i disse dage finde ud af ved hjælp fra det nye album Welcome to: Our House (kolonet er en umiddelbar unødvendig nødt).
1. THE SLAUGHTER (INTRO)
Slaughterhouse lyder til at overfalde og evt. slagte Eminem, hvilket er lidt mærkeligt. Han er vel ikke en af de falske MC’er?
2. OUR HOUSE (FEAT. EMINEM & SKYLAR GREY)
Det første nummer på gruppens første udgivelse på et stort pladeselskab burde repræsentere resten af albummet, og det er dermed ekstra interessant at skille ad og analysere lidt. (a) Det første, som man hører, er Eminem, der synger et slags omkvæd. (b) Senere bliver omkvædet udvidet med nogle linjer fra sangerinden Skylar Grey, hvilket selvfølgelig betyder, (c) at Alex da Kid har produceret nummeret. (d) Derudover tager Joe Budden sig kun af en meget kort bridge, mens (e) Eminem runder af med nummerets længste vers (som i øvrigt er hans eneste på albummet). Alex da Kid er mest kendt for sine kommercielle beats, som bl.a. blev benyttet af Dr. Dre til hans "I Need A Doctor", så det er umiddelbart en mærkelig producer at lægge ud med, men han beviser faktisk her, at han også kan lave noget lidt mere spartansk og råt. Jeg kan godt lide Skylar Grey’s stemme, og selvom hun ikke var mit oplagte valg til et Slaughterhouse nummer, så er hun ikke helt malplaceret. Til gengæld er Eminem’s sang stadig ikke undskyldt, da han simpelthen prøver alt for hårdt. Det var okay for tolv år siden på f.eks. ”Marshall Mathers”, da han havde en nonchalant attitude uden et behov for at bevise et ikke-eksisterende sangtalent. Hans vers er faktisk ikke meget bedre, da han med en aggressiv hvisken snakker om The Source (ja, du fortjente fem mikrofoner for tre af dine albums) og sin nye protege Yelawolf, som umiddelbart ikke har mere potentiale end 50 Cent. Royce og Joey lyder lidt trætte, så det er uden tvivl Crooked I, der stjæler showet med et adrenalinfyldt og aggressivt vers.
3. COFFIN (FEAT. BUSTA RHYMES)
Hit-Boy producerer et nummer, der i versene domineres af horn og nogenlunde vokalpræstationer, og i omkvædet af elektroniske elementer og en råbende og typisk Busta Rhymes. Royce tager sig i det mindste sammen og beviser, hvorfor han er gruppens bedste. Det er ikke videre fantastisk, men bestemt heller ikke besværligt at komme igennem.
4. THROW THAT (FEAT. EMINEM)
Modsat dette. Det er en lidt kedelig kendsgerning, men Eminem har altså også tit en dårlig indflydelse på sine partnere, hvilket dette nummer er et glimrende eksempel på. Bossen synger et omkvæd om strippere, mens T-Minus producerer et meget lidt mindeværdigt beat. Dette lyder desværre mere som D12 end Slaughterhouse, hvilket er et af de værste kritikpunkter, jeg kan komme med i denne sammenhæng. Det er virkelig dårligt.
5. HAMMER DANCE
Den første single fra Welcome to: Our House, som blev udgivet for snart et halvt år siden. Ikke desto mindre er nummeret stadig blandt de bedste på hele albummet. Slaughterhouse præsenterer sig selv over for lytteren over et engagerende AraabMuzik beat. Dette kunne godt have været placeret noget længere oppe på tracklisten, da det er et glimrende eksempel på, hvad Slaughterhouse (bl.a.) burde være. Eneste problem er, at titlen i mit tilfælde sætter uheldige associationer igang om MC Hammer.
6. GET UP
No I.D. gør et overraskende visit med denne meget vellykkede produktion, der blander nogle hårde trommer med radiovenlige vokalsamples uden problemer. Nummeret stod tydeligt ud for mig på mit første gennemlyt af Welcome to: Our House, da det bare generelt er fængende. Det omhandler fyrenes nylige optur, så der bydes ikke på mange overraskelser, men nummeret er stadig et underholdende stykke musik efter flere lyt.
7. MY LIFE (FEAT. CEE LO GREEN)
Cee Lo Green er en lidt mærkelig størrelse for mig. Noget af hans musik kan jeg godt lide, men der er muligvis endnu mere, jeg ikke bryder mig om. Hans hook her falder ind under den sidste kategori, da han ærlig talt minder lidt om T-Pain. Ja, jeg sagde det. Producer StreetRunner (som ellers havde et par gode beats på gruppens debut) bidrager med et halvdårligt beat, men rapperne gør det fint.
8. WE DID IT (SKIT)
…
9. FLIP A BIRD
Black Key Beats og Zukhan sampler Imogen Heap's "Little Bird", hvilket danner rammerne for et meget kedsommeligt omkvæd, og uheldigvis er beatet ikke meget anderledes. Desuden er rapperne heller ikke særligt interessante med sine vers om salget af stoffer.
10. THROW IT AWAY (FEAT. SWIZZ BEATZ)
Swizz Beatz modtager en del hate af diverse bloggere, og her vil jeg bestemt ikke sige dem i mod. Hans omkvæd om penge, som han smider efter det første, bedste og næste er temmelig dumt. Hvad værre er, så følger Slaughterhouse selvfølgelig trop med utroligt ligegyldige vers. Helt igennem dårligt. Dog kunne nogle andre måske få mere ud af Mr. Porter’s beat.
11. RESCUE ME (FEAT. SKYLAR GREY)
Mens det gik meget godt for producer/sangerinde duoen tidligere, så er det noget mindre imponerende denne gang, da Alex da Kid’s forkærlighed til sin partner skinner lidt for meget igennem. Hun får simpelthen for meget plads, hvilket er skidt, når fidusen er, at få hende til at virke som en naturlig del af produktionen. Alex laver nemlig en ”I Need A Doctor” med et indledende og dæmpet omkvæd efterfulgt af et breakdown før første vers. Derudover er beatet bare ikke godt. Slaughterhouse gør en smule op for dette nederlag med nogle introspektive og interessante vers, der alligevel gør nummeret værd at høre – om ikke andet så bare for en enkelt gang.
12. FRAT HOUSE
T-Minus vender også tilbage, og han gør det nu bedre i denne omgang, men det siger ikke meget. Før var det elendigt, men nu er hans beat bare dårligt. Versene er heller intet særligt
13. GOODBYE
Royce springer over dette personlige nummer, hvor rapperne mindes afdøde bekendte. Det er ret rørende, selvom Crooked I har en tendens til at overdramatisere lidt nogle gange. Derfor er det også utroligt ærgerligt, at de har overladt produktionsarbejdet til Boi-1da, der fejler maksimalt. Beatet er kedeligt, mens det samplede omkvæd er fuldstændig elendigt.
14. PARK IT SIDEWAYS
Dette er et af de sjældne øjeblikke på Welcome to: Our House, hvor beatet faktisk er lidt bedre end rapperne, hvilket faktisk siger noget om alle parter. Beatet er okay, men rapperne er også temmelig kedelige at høre på, så på mange måder er nummeret ret middelmådigt.
15. DIE
En ekstra chance er også blevet givet til Mr. Porter, som forsøger sig med endnu et rastløst og hårdtslående beat. Jeg har bare ét problem med dette nummer; efter at have hørt det flere gange kan jeg stadig ikke huske noget som helst fra det. Det er som sådan ikke et dårligt nummer, men det har samtidig heller ikke gjort et særligt stort indtryk på mig.
16. OUR WAY (OUTRO)
Slaughterhouser slutter af med at fortælle, hvor meget de keeper det real og hvor kompromisløse de er, hvilket er lidt (kun lidt) af en joke efter at have hørt Welcome to: Our House igennem. Derudover er Boi-1da’s produktion ufattelig kedelig, så det er ikke engang musikalsk underholdende.
Det er dog ikke helt slut endnu, da der følger en mindre stak bonusnumre med:
17. ASYLUM (FEAT. EMINEM)
Med et typisk og generisk Eminem beat og et omkvæd af førnævnte bevæger Slaughterhouse sig ud på gyngende grund med lettere psykotiske linjer. Versene er nemlig ikke særligt uhyggelige eller chokerende, så jeg må vel antage, at Slaughterhouse tog kampen op mod Bizarre (fra D12) eller Eminem – og tabte. Royce gjorde det dog (selvfølgelig) udmærket.
18. WALK OF SHAME
StreetRunner er tilbage, og det er cirka alt, hvad jeg vil dele, da dette stinker af helvedes til.
19. THE OTHER SIDE
Bortset fra at J.U.S.T.I.C.E. League insisterer på at inkludere et indledende vandmærke kunne de godt gå hen og blive en interessant kommerciel producergruppe. Det lyder nemlig temmelig radiovenligt, men det er nu ikke dårligt. Derudover har rapperne nogle personlige og gode vers, så dette er faktisk et okay nummer. Det er dog svært at finde en ordentlig plads til det på albummet – særligt pga. det unødvendige RnB hook.
20. PLACE TO BE (FEAT. B.O.B)
Af en eller anden grund gæster B.o.B (som jeg ikke som udgangspunkt har noget i mod) et Slaughterhouse nummer, hvilket ikke lige var noget, jeg havde forventet, men sammenkomsten virker også en smule akavet, hvilket kun bliver gjort værre af producer Kane Beatz ringe bidrag. Og det var så det.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Lad mig starte med at skrive, at jeg gik forholdsvist fordomsfrit ind til dette projekt, så jeg er oprigtigt skuffet over resultatet. Slaughterhouse er stadig en gruppe spændende og alsidige rappere, og de er endda mere introspektive og ærlige end tidligere, så på denne front er der få problemer. Der bliver behandlet flere forskellige emner med fortrolighed i stemmen og en god levering, så de er på ingen måde blevet en plat og unødvendig erstatning af D12. Gruppen fejler skam enkelte gange, men hvad der mest af alt kan tilskrives min skuffelse er produktionen og dermed i høj grad Eminem. Det større budget burde have givet en meget federe lydside end på debutalbummet, som også haltede en lille smule på denne front, men desværre er produktionen nærmere blevet dårligere. Måske jeg har for store forventninger til Slaughterhouse. Welcome to: Our House har sine lyriske guldkorn, men som helhed imponerer den ikke musikalsk. Den ville, om ikke andet, have haft godt af have været noget kortere. Jeg overvejede lidt at advare om overhovedet at høre albummet, men man kan vel godt brænde en kopi.
BEDSTE NUMRE: “Our House”; “Hammer Dance”; “Get Up”; “The Other Side”
Cee Lo Green er en lidt mærkelig størrelse for mig. Noget af hans musik kan jeg godt lide, men der er muligvis endnu mere, jeg ikke bryder mig om. Hans hook her falder ind under den sidste kategori, da han ærlig talt minder lidt om T-Pain. Ja, jeg sagde det. Producer StreetRunner (som ellers havde et par gode beats på gruppens debut) bidrager med et halvdårligt beat, men rapperne gør det fint.
8. WE DID IT (SKIT)
…
9. FLIP A BIRD
Black Key Beats og Zukhan sampler Imogen Heap's "Little Bird", hvilket danner rammerne for et meget kedsommeligt omkvæd, og uheldigvis er beatet ikke meget anderledes. Desuden er rapperne heller ikke særligt interessante med sine vers om salget af stoffer.
10. THROW IT AWAY (FEAT. SWIZZ BEATZ)
Swizz Beatz modtager en del hate af diverse bloggere, og her vil jeg bestemt ikke sige dem i mod. Hans omkvæd om penge, som han smider efter det første, bedste og næste er temmelig dumt. Hvad værre er, så følger Slaughterhouse selvfølgelig trop med utroligt ligegyldige vers. Helt igennem dårligt. Dog kunne nogle andre måske få mere ud af Mr. Porter’s beat.
11. RESCUE ME (FEAT. SKYLAR GREY)
Mens det gik meget godt for producer/sangerinde duoen tidligere, så er det noget mindre imponerende denne gang, da Alex da Kid’s forkærlighed til sin partner skinner lidt for meget igennem. Hun får simpelthen for meget plads, hvilket er skidt, når fidusen er, at få hende til at virke som en naturlig del af produktionen. Alex laver nemlig en ”I Need A Doctor” med et indledende og dæmpet omkvæd efterfulgt af et breakdown før første vers. Derudover er beatet bare ikke godt. Slaughterhouse gør en smule op for dette nederlag med nogle introspektive og interessante vers, der alligevel gør nummeret værd at høre – om ikke andet så bare for en enkelt gang.
12. FRAT HOUSE
T-Minus vender også tilbage, og han gør det nu bedre i denne omgang, men det siger ikke meget. Før var det elendigt, men nu er hans beat bare dårligt. Versene er heller intet særligt
13. GOODBYE
Royce springer over dette personlige nummer, hvor rapperne mindes afdøde bekendte. Det er ret rørende, selvom Crooked I har en tendens til at overdramatisere lidt nogle gange. Derfor er det også utroligt ærgerligt, at de har overladt produktionsarbejdet til Boi-1da, der fejler maksimalt. Beatet er kedeligt, mens det samplede omkvæd er fuldstændig elendigt.
14. PARK IT SIDEWAYS
Dette er et af de sjældne øjeblikke på Welcome to: Our House, hvor beatet faktisk er lidt bedre end rapperne, hvilket faktisk siger noget om alle parter. Beatet er okay, men rapperne er også temmelig kedelige at høre på, så på mange måder er nummeret ret middelmådigt.
15. DIE
En ekstra chance er også blevet givet til Mr. Porter, som forsøger sig med endnu et rastløst og hårdtslående beat. Jeg har bare ét problem med dette nummer; efter at have hørt det flere gange kan jeg stadig ikke huske noget som helst fra det. Det er som sådan ikke et dårligt nummer, men det har samtidig heller ikke gjort et særligt stort indtryk på mig.
16. OUR WAY (OUTRO)
Slaughterhouser slutter af med at fortælle, hvor meget de keeper det real og hvor kompromisløse de er, hvilket er lidt (kun lidt) af en joke efter at have hørt Welcome to: Our House igennem. Derudover er Boi-1da’s produktion ufattelig kedelig, så det er ikke engang musikalsk underholdende.
Det er dog ikke helt slut endnu, da der følger en mindre stak bonusnumre med:
17. ASYLUM (FEAT. EMINEM)
Med et typisk og generisk Eminem beat og et omkvæd af førnævnte bevæger Slaughterhouse sig ud på gyngende grund med lettere psykotiske linjer. Versene er nemlig ikke særligt uhyggelige eller chokerende, så jeg må vel antage, at Slaughterhouse tog kampen op mod Bizarre (fra D12) eller Eminem – og tabte. Royce gjorde det dog (selvfølgelig) udmærket.
18. WALK OF SHAME
StreetRunner er tilbage, og det er cirka alt, hvad jeg vil dele, da dette stinker af helvedes til.
19. THE OTHER SIDE
Bortset fra at J.U.S.T.I.C.E. League insisterer på at inkludere et indledende vandmærke kunne de godt gå hen og blive en interessant kommerciel producergruppe. Det lyder nemlig temmelig radiovenligt, men det er nu ikke dårligt. Derudover har rapperne nogle personlige og gode vers, så dette er faktisk et okay nummer. Det er dog svært at finde en ordentlig plads til det på albummet – særligt pga. det unødvendige RnB hook.
20. PLACE TO BE (FEAT. B.O.B)
Af en eller anden grund gæster B.o.B (som jeg ikke som udgangspunkt har noget i mod) et Slaughterhouse nummer, hvilket ikke lige var noget, jeg havde forventet, men sammenkomsten virker også en smule akavet, hvilket kun bliver gjort værre af producer Kane Beatz ringe bidrag. Og det var så det.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Lad mig starte med at skrive, at jeg gik forholdsvist fordomsfrit ind til dette projekt, så jeg er oprigtigt skuffet over resultatet. Slaughterhouse er stadig en gruppe spændende og alsidige rappere, og de er endda mere introspektive og ærlige end tidligere, så på denne front er der få problemer. Der bliver behandlet flere forskellige emner med fortrolighed i stemmen og en god levering, så de er på ingen måde blevet en plat og unødvendig erstatning af D12. Gruppen fejler skam enkelte gange, men hvad der mest af alt kan tilskrives min skuffelse er produktionen og dermed i høj grad Eminem. Det større budget burde have givet en meget federe lydside end på debutalbummet, som også haltede en lille smule på denne front, men desværre er produktionen nærmere blevet dårligere. Måske jeg har for store forventninger til Slaughterhouse. Welcome to: Our House har sine lyriske guldkorn, men som helhed imponerer den ikke musikalsk. Den ville, om ikke andet, have haft godt af have været noget kortere. Jeg overvejede lidt at advare om overhovedet at høre albummet, men man kan vel godt brænde en kopi.
BEDSTE NUMRE: “Our House”; “Hammer Dance”; “Get Up”; “The Other Side”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar