På trods af
at være født i en californisk pladebutik fandt den nu 25-årige rapper Ab-Soul (med det
borgerlige navn Herbert Anthony Stevens IV) først kærligheden for musikken et
par år før sine teenageår. Langsomt omsluttede den ham dog, og da det blev tid
til en videregående uddannelse, var transformationen komplet, og Ab-Soul valgte
at satse på en musikkarriere. Han har forholdsvist haft heldet med sig, da han
i 2005 fik signet til StreetBeat Entertainment, hvorefter han kom i forbindelse
med Jay Rock’s Top Dawg Entertainment, som han rykkede over til efter to år.
Her mødte han foruden Jay Rock kollegaerne Kendrick Lamar og Schoolboy Q, som
han dannede gruppen Black Hippy med, hvilket efterhånden har udviklet sig til
en supergruppe, da samtlige medlemmer er blevet forholdsvis store navne – med
Kendrick Lamar i front (som i høj grad er skyld i pladeselskabets samarbejde
med Interscope/Aftermath i dag).
Ab-Soul lagde ud med debutalbummet Longterm Mentality sidste år i forlængelse af udgivelser fra sine gruppekammerater. Det var et identitetsskabende album med mange inspirationer fra både kammeraterne og andre musikanter, men det var også en personlig omgang med samfundskritiske synspunkter og reflekterende tankestrømme. I år gjorde han så det hele igen – bare endnu større og vildere.
Som titlen antyder, handler Control System i nogen grad om U.S.A.’s forholdsvis kontrollerende samfund, som forsøger at manipulere indbyggerne gennem love, konventionelle regler, sociale dogmer osv. Ab-Soul vil forsøge at sætte ord på de små hverdagsagtige frihedsberøvelser, de fleste måske ikke lægger mærke til. Dette gøres med stadig tydelige og mangfoldige inspirationskilder, da han bl.a. flere gange citerer andre rappere, hvilket også viser, at han husker og respekterer de andre spillere (sjældent et minus). Samtidig ser han dog også fremadrettet med sine referencer til moderne teknologi og konflikter. Derudover kan han også tydeligvis godt lide bare at have det sjovt. Produktionen var på debuten forholdsvis forsigtig med nydelige strygere, klaverspil og lidt simpel trapmusik, hvilket er blevet videreudviklet til Control System. Det er anderledes, men det er også spændende.
1. SOULO HO3 (FEAT. JHENÉ AIKO)
Efter en intro med den medvirkende sangerinde, der citerer et Janet Jackson nummer, sætter det langsomme og stemningsfulde beat ind, der reflekterer resten af albummet udmærket uden at være konstant genstand for plagiering. Hun har en behagelig stemme, men til gengæld syntes jeg mindre om Ab-Soul’s rolle i omkvædet. Ab-Soul imponerer dog stadig med sit naturlige og dynamiske flow, og så har han i øvrigt en meget karakteristisk stemme. Nummeret fungerer langt hen ad vejen som en introduktion til albummet, hvilket det gør fint.
2. TRACK TWO
Over et mere dystert og tungt beat introducerer Ab-Soul nærmest sig selv igen, men denne gang over for konkurrenterne. Det bliver gjort i Control System’s ånd, så det virker nu overbevisende nok, men det er ikke just, hvad jeg hører albummet for. Beatet er også lidt for kedeligt.
3. BOHEMIAN GROVE
Ab-Soul skrev en sjov linje om Bohemian Grove, hvilket udviklede sig til et nummer om en påtrængende kvinde. En meget spinkel ide, men udførelsen er alligevel okay. Jeg kan særligt godt lide det rolige og jazzede beat, hvilket står godt sammen med hans afslappede flow. Underholdende nok.
4. TERRORIST THREATS (FEAT. DANNY BROWN & JHENÉ AIKO)
Dette var det første nummer, jeg hørte fra Control System, og det fik mig til at anskaffe en kopi uden at blinke. Det er rebelsk, kontroversielt, samfundskritisk og faktisk temmelig storslået. Jhené Aiko's bidrag er dragende, og Danny Brown indkasserer et fantastisk akkompagnerende vers. Ab-Soul er dog selvfølgelig i fokus med et par gode vers, et spændende flow og et passende og overbevisende omkvæd. Nummeret indeholder også et af de bedste og mest engagerende beats fra Digi+Phonics producergruppen.
5. PINEAL GLAND
Et rimelig psykedelisk nummer om hallucinationer og drømme. Er Ab-Soul ved at blive et stort navn eller er det hele bare en drøm? Det lugter lidt af et stoner-nummer, så noget overraskende er det albummets første single. Et abstrakt og bevidsthedsudvidende stykke nogenlunde underholdning.
6. DOUBLE STANDARDS
En meget passende titel når man både vil beskrive nummerets lyriske indhold og kvaliteten af dette. Ab-Soul slår et slag for ligestillingen, da han proklamerer, hvordan folks vurdering af en særlig handling bliver bestemt af subjektets køn. Det er meget gennemført og endda med noget historiefortælling, hvilket altid er godt, når man har et budskab at dele. Beatet og omkvædet er desuden meget passende og behagelige, så dette er et mægtig godt nummer.
7. MIXED EMOTIONS
Det tangentbesmykkede beat er dejligt melodisk og Ab-Soul’s omkvæd og flow er nydelige, så dette må være et af de bedre numre dedikeret til euforiske stoffer. Slutningen er dog højst unødvendig.
8. SOPA (FEAT. SCHOOLBOY Q)
Jeg hader SOPA (som var et forsøg på at straffe det mindste brud på copyright loven på nettet i USA, men som siden hen blev voldsomt revideret pga. den amerikanske befolknings velbegrundede ramaskrig), og derfor blev jeg positivt overrasket over at finde ud af, at Ab-Soul sammen med kollegaen Schoolboy Q havde lavet et nummer om netop dette. Desværre handler nummeret mest om at hylde ytringsfriheden gennem bandeord og vulgært sprog, hvilket ikke rigtigt har meget med SOPA at gøre. Derudover er det genbrugte beat (tidligere brugt af producerduoens egen gruppe) ikke noget særligt. Det var originalt en voldsom skuffelse, men nummeret er dog vokset en smule på mig siden.
9. LUST DEMONS (FEAT. JAY ROCK & BJ THE CHICAGO KID)
Et nummer om fyrenes begær og liderlighed. Leveringen og det lidt soulfulde udtryk er fint nok, men nummeret er alligevel ikke videre interessant.
10. ILLUMINATE (FEAT. KENDRICK LAMAR)
Oprindeligt læste jeg titlen som “Illuminati”, hvilket Kendrick Lamar tidligere har snakket om, men dette nummer er meget mere ligetil, da Ab-Soul blot snakker om, at han føler sig klar til at indtage verden. Over det forholdsvis rolige beat lyder det dog ganske fint. Kendrick Lamar kigger forbi til sidst og bidrager med et godt vers om hans plads på vestkystens hip-hop scene, som blot gør det hele lidt bedre.
11. A REBELLION (FEAT. ALORI JOH)
Det første ud af to numre på Control System, hvor Ab-Soul synger sammen med sin afdøde ekskæreste Alori Joh, hvilket giver linjen ”I’m all alone on this one” en anderledes og mere sørgelig betydning. Musikken er ganske smooth, og Ab-Soul kan også godt knibe en kontrolleret tone ud uden at virke prætentiøs, så det var nu ikke værst.
12. SHOWIN’ LOVE
Ab-Soul’s lidt rodede vers er en blandet fornøjelse, og det bliver bestemt ikke bedre af at blive akkompagneret af en monoton og halvirriterende lilletromme. Efter en ærgerlig overdosis af omkvædet forsvinder lilletrommen et par gange mod slutningen, hvilke faktisk er de bedste sekvenser i nummeret.
13. EMPATHY (FEAT. ALORI JOH & JA VONTÉ)
Den anden sang på Control System – eller han rapper faktisk kort, men det er hurtigt overstået. Dette er blevet lidt af en fanfavorit fra albummet, hvilket jeg ikke rigtigt kan relatere til. Det lyder som et levn fra hans originale stil, der var et forsøg på at eftergøre Drake. Hans sangstemme er mere behagelig end Drake's (mindre auto-tune gør måske udslaget), men jeg føler stadig ikke nummeret så meget.
14. NOTHING’S SOMETHING
Producer Aahyasis sampler en bid vokal fra Kanye West’s ”Addiction”, og det passer faktisk meget godt ind, hvilket måske også skyldtes, at han ikke overgør det. Det er en meget rolig produktion, hvor trommerne spiller en forholdsvis lille rolle, men heldigvis bliver hullet fyldt ud af et par gode og engagerende vers.
15. BEATUTIFUL DEATH (FEAT. PUNCH & ASHTROBOT)
Outkast’s producere begik lidt af en genistreg, da de samplede Quincy Jones’ ”Summer in the City” i introen til ATLiens, men desværre var det ikke mere end en intro. Dette lavede 9th Wonder en smule om på i 2003, da han miksede introens instrumental med Jay-Z’s ”December 4th” (som jeg faktisk specifikt har skrevet om her). Det lød super godt, men alligevel skulle der gå næsten et årti, før nogen tog chancen og samplede introen igen. Skhye Hutch er denne person, og resultatet er dette dejlige nummer. Ab-Soul fortsætter de kulturelle referencer med en citering af 2Pac i dette højst samfundskritiske nummer, hvor Ab-Soul og Punch tager rollerne som de ledende rebeller mod et korrupt USA. De bliver gjort med selskab af sangeren Ashtrobot, der som (næsten) altid gør det godt. Fantastisk.
16. THE BOOK OF SOUL
Et rørende nummer om ekskæresten Alori Joh, som begik selvmord tidligere i år. Ab-Soul tager os tilbage til hans diagnosticering af Stevens–Johnson syndromet, der spillede hans ansigtstræk et pus, hvilket nødvendigvis gav ham problemer i skolen. Det lagde sig dog så småt igen, da han fandt sammen med den smukke pige fra skolen. Derefter er det en ulykkelig, lidt deprimerende men ikke helt opgivende kærlighedshistorie over det fortsat klaverdominerende beat. En gribende lille sang – som faktisk er det andet længste på hele albummet. Når alt det er skrevet, så er beatet dog en smule kedelig.
17. BLACK LIP BASTARD (REMIX) (FEAT. BLACK HIPPY)
Den originale “Black Lip Bastard” blev oprindeligt udgivet som den første single fra Control System, og blev i samme omgang beskrevet som noget nær titelnummeret. Ikke desto mindre røg det dog senere af tracklisten – erstattet med dette remiks, hvor hans gruppe Black Hippy medvirker. Schoolboy Q, Kendrick Lamar og Jay Rock har alle medvirket uafhængigt af hinanden på albummet tidligere, men her er altså det i konteksten ultimative posse-cut. Titlen er i øvrigt et øgenavn til Ab-Soul, der refererer til følgerne af hans føromtalte sygdom. Men er nummeret så noget værd? Det er da ikke dårligt, men Willie B’s mørke beat siger mig ikke så meget. Schoolboy Q har et ret kort vers, hvilket faktisk ikke er en ulempe, da den smule han siger, ikke er meget værd. De tre andre er noget bedre.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Ab-Soul er lige efter Kendrick Lamar min favorit fra Black Hippy, hvilket i høj grad skyldtes Control System. Han lyder lidt til at mangle noget at rappe om til tider, mens produktionen nogle gange mangler noget mere kant, men standarden på albummet er alligevel ganske pæn takket være den trods alt strømlinede produktion, Ab-Soul’s engagement i musikken og hans naturlige og alligevel energiske levering. De gode numre er derfor rigtig gode. Der er flere potentielle årets bedste numre på Control System, hvilket gør, at jeg ofte vender tilbage til albummet, og takket være den forholdsvis høje standard ender det også oftest med, at jeg hører det igennem fra start til slut – på trods af at enkelte numre godt kunne have været frasorteret. Control System er et spændende og aggressivt (ikke voldeligt men fuld af stærke holdninger) album, som bestemt er et køb værd.
BEDSTE NUMRE: “Terrorist Threats”; “Double Standards”; “Illuminate”; “Beautiful Death”; ”The Book of Soul”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar