The Throne - Watch The Throne (2011)

En del mennesker blev glade, da det i 2010 blev offentliggjort, at Kanye West og Jay-Z – to af de største navne indenfor hip-hop genren – ville samarbejde om et fælles album (under navnet The Throne); ikke ulige Bad Meets Evil året forinden. Altså lige foruden at Royce da 5’9” i konteksten er et mindre navn, og Eminem’s underlag gik fra poppet og mindre imponerende (Recovery) til overraskende lidt mere rå beats (Hell: The Sequel). Det sidste punkt er faktisk ret vigtigt, da Kanye West i 2010 omvendt havde imponeret med en fantastisk og progressiv produktion, så forventningerne var vanvittig høje til Watch The Throne. En mindre ting de to kollaborationer dog også har til fælles er tankerne bag størrelsen på det færdige produkt. Bad Meets Evil udgav teoretisk set en EP, men den kunne også kategoriseres som en kort LP. The Throne planlagde også oprindeligt at udgive en kort (eller faktisk normal) EP, men her udviklede projektet sig til en fuldblods LP.

Retningen for Watch The Throne blev angiveligt diskuteret en del, men de blev omsider enige om at snakke meget om deres penge, hvilket en enkelt tredjepart faktisk protesterede i mod, da No I.D. mente, at duoen skulle tænke mere fremadrettet og være et forbillede for fremtidens rappere. Han lod sig dog til sidst overtale til at producere et enkelt nummer. No. I.D. havde ellers fat i den lange ende, og det lyriske indhold er da også af kritikere blevet sagt at udtrykke narcissisme, kapitalisme og overlegenhed, hvilket langt hen ad vejen er helt korrekt. Dog altså ikke hele vejen.

Produktionen på Watch The Throne er samtidig blevet beskrevet som en slags forsimpling og kommercialisering af Kanye West’s My Beautiful Dark Twisted Fantasy, hvilket også får mig til at nikke i anerkendelse. Dette er på trods af (eller måske nærmere på grund af), at Kanye West primært kun har fungeret som assisterende producer. Dette har gjort plads til folk som Hit-Boy, 88-Keys, Swizz Beats, The Neptunes og Q-Tip. En besynderlig blanding.

Watch The Throne er derfor i høj grad ment som en humørspreder, men er der overhovedet plads til to så store egoer på en fælles plade?

1.       NO CHURCH IN THE WILD (FEAT. FRANK OCEAN)
Der åbnes med albummets sidste single, der indeholder et semirytmisk 88-Keys beat og en forholdsvis gennemgående relation til religiøsitet. Sidstnævnte kommer særligt til udtryk i Frank Ocean’s undrende og provokerende omkvæd, der stiller spørgsmålstegn ved samfundets magthierarki. Jay-Z og Kanye forspilder dog lidt chancen for nogle interessante og tankevækkende vers, da særligt Kanye fokuserer lidt på nogle afvigende punkter. The-Dream bidrager i øvrigt med en ukrediteret bridge fuld af auto-tune, som jeg let kunne have undværet, men bortset fra det så er nummeret alligevel okay.

” Human beings in a mob/ What's a mob to a king? What's a king to a God?/ What's a God to a non-believer who don't believe in anything?

2.       LIFT OFF (FEAT. BEYONCE)
Ikke overraskende har Jay-Z overtalt konen til at følge med ham i studiet, men jeg ville nu ønske, at han ikke havde. Beyonce har en god stemme og kan lave noget okay pop, men hun passer bare ikke ind på et hip-hop nummer. Beatet er dog ringe og versene ligegyldige, så det er ikke fordi, hendes tilstedeværelse ændrer på noget.

“When you Earnhart as me eventually you hit a big wall”

3.       NIGGAS IN PARIS
Hit-Boy producerer, men det simple beat med en smule inspiration fra trapmusik siger mig ikke meget. Mod slutningen ændrer beatet sig en smule, men det bliver faktisk bare mere monotont, hvilket Kanye West tilsyneladende blot betragter som en mulighed for at lave en uinspirerende og irriterende outro. Næste.

”She said, "'Ye, can we get married at the mall?"/ I said, "Look, you need to crawl 'fore you ball”

4.       OTIS (FEAT. OTIS REDDING)
Heldigvis bliver det meget bedre her, på hvad der i teorien er albummets første single, da den tidligere single ”H*A*M” kun blev smidt på som et bonusnummer. Jay-Z indleder med at spørge ind til, om det ikke rigtigt nok lyder soulfuldt, og jeg er villig til at give ham ret. Samplet af Otis Redding er ganske fedt, selvom det godt kan lyde lidt ensporet i længden. Jay-Z og Kanye West går all-in med vers om deres overlegenhed og succes, hvilket de faktisk formår at slippe af sted med, og det bliver kun bedre af, at de lader mikrofonen cirkulerer i et jævnt tempo. Vi er tilbage på sporet igen.

” They ain't seen me cause I pulled up in my other Benz/ Last week I was in my other other Benz”

5.       GOTTA HAVE IT
På flere punkter en forlængelse af det forrige nummer, men frem for et Kanye beat bliver der nu budt på et af The Neptunes. Det er stadig melodisk men med et lavere tempo. Det lyder super fedt, men til gengæld er jeg faktisk ikke så glad for Jay-Z’s flow herpå. Han virker lidt ligeglad – ikke med andres holdninger men med selve musikken, hvilket skader hans bidrag en smule. Nummeret er dog stadig underholdende nok, hvilket altså primært skyldtes beatet og Kanye West. Jay-Z’s linje, der står skrevet nedenunder, er i øvrigt så latterlig, at jeg måtte dokumentere den.

”I’m planking on a million”

6.       NEW DAY
Et af de mere omtalte numre på Watch The Throne, da duoens tanker om deres ufødte børn er et forholdsvist friskt pust i deres respektive bagkataloger. Kanye West lyder selvfølgelig følelsesladet og investeret i sit vers, men det samme gør sig i den grad også gældende for Jay-Z, hvilket gør nummeret et herligt bekendtskab. RZA (stadig fra The Wu-Tang Clan) står primært bag den sælsomme og nervepirrende produktion, og selvom jeg altid lige skal vænne mig til, at Nina Simone’s "Feeling Good” bliver manipuleret af auto-tune, så er nummeret alligevel rørende og bevægende nok til at imponere.

“Don’t want him to be hated all the time, judged/ Don’t be like your daddy that would never budge”

7.       THAT’S MY BITCH (FEAT. ELLY JACKSON)
Q-Tip’s rastløse jungletrommer er rimelig engagerende, men Elly Jackson’s vokal virker lidt forstyrrende på mig. Hun er dog alligevel bedre end den anden medvirkende (og ukrediterede) sanger Justin Vernon, som slet ikke bidrager med noget positivt.  Kanye West leverer nogle generiske linjer om endnu en pengegrisk kvinde, mens Jay-Z blot drysser sin kone til med komplimenter, så det er ikke fordi, at nummeret har vildt meget kørende for sig.

”Now shoo children, stop looking at her tits”

8.       WELCOME TO THE JUNGLE (FEAT. SWIZZ BEATZ)
Swizz Beatz er tilbage igen ved Kanye’s side, og denne gang bringer han endda eget beat med sig. Ærgerligt nok er hans vokal hamrende irriterende, mens beatet er statisk og monotont – undtagen de øjeblikke hvor der bliver spillet nogle længere og kontinuerlige toner; hvis han havde gjort noget mere ud af dette, ville resultatet have været mere respektabelt. Jay-Z forsøger sig som emorapper, hvilket jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal håndtere, så det gør ubevidst nummeret en smule akavet.

”My uncle died, my daddy did too/ Paralyzed by the pain, I can barely move”

9.       WHO GON STOP ME
Producer Sak Pase har samplet dupstepgruppen Flux Pavilion’s “I Can’t Stop”, hvilket alene også gjorde Watch The Throne en lille refleksionen af samtidens musik, da dubstep var på kommercielt fremmarch i 2010 – på trods af dette nummer har genren dog trådt vande siden, da den nu konkurrerer med andre nypopulariserede undregenrer som dancehall, grime og trap. Personligt rører dette mig ikke synderligt, da jeg som maksimum tager dem alle i små doser, og når det endelig kommer til lidt dupstep-inspireret musik, så går jeg en bue udenom dette nummer. Jeg kan slet ikke forlige mig med den højrøstede produktion, der kun bliver værre halvvejs igennem nummeret, da Sak Pase her vælger at gøre det hele lidt mindre melodisk. Hverken Kanye West eller Jay-Z kan samle resterne af dette makværk. Den sidste linje er dog morsom nok:

”Only thing that can stop me is me and I’mma stop when the hook start, hold up”

10.   MURDER TO EXCELLENCE
Det her er et af de lidt mere spidsfindige numre på Watch The Throne, da det faktisk er to-i-en. Først hører vi den Swizz Beatz producerede ”Murder”, hvorefter der (knap så flydende) skiftes over til den S1 producerede ”Excellence”. Ret overraskende er begge beats glimrende, og mere forunderligt er Swizz Beatz’ bidrag faktisk det bedste. Han har begået en mindre genistreg med sin akustiske guitar, det stemningsfulde børnekor og de fængende trommer, der sammen danner rammerne for den meget underholdende første del af nummeret. Jay-Z og Kanye følger trop med relevante og gode vers, der først beskriver mord på afroamerikanere begået af afroamerikanere (eller ”black-on-black murder” som de kalder det) og derefter over S1's mere dæmpede beat det radikale alternativ ; rige afroamerikanere, hvilket giver Jay-Z en forholdsvis acceptabel undskyldning for at blære sig noget mere, mens Kanye i højere grad fortsætter den socialrealistiske tone (bare i en anden kontekst). Uden tvivl et af de bedste numre på Watch The Throne.

”I feel the pain in my city wherever I go/ 314 soldiers died in Iraq, 509 died in Chicago”

11.   MADE IN AMERICA (FEAT. FRANK OCEAN)
Endnu en meget sigende titel, da duoen fortæller, at de gik fra fattige til rige i Amerika. En noget redundant ytring dog, da de ikke har været blege for at pointere dette en million gange før i deres respektive karrierer. Omkvædet med Frank Ocean er i øvrigt ret elendigt, men det samlede billede er dog bedre, da Sak Pase's beat er okay.

”The streets raised me, pardon my bad manners/ I got my liberty chopping grams up”

12.   WHY I LOVE YOU (FEAT. MR. HUDSON)
Produktionen er næsten en identisk med kildematerialet, som er synthpop nummeret ”I Love U So” af Cassius. Det virker altid lidt dovent, når Kanye West ikke har fantasi til mere end nærmest at sample et helt nummers grundopbygning, og i dette tilfælde er resultatet også ret uheldigt. Det er hvert fald ikke bedre udført end samplet af Haddaway’s ”What Is Love” på Eminem’s ”No Love”, som ellers fik en hård medfart fra flere kanter. Nummeret fungerer lidt som en solobedrift af Jay-Z med Kanye som hypeman, og han snakker om sit dårlige forhold med bl.a. den tidligere kollega Beanie Sigel, som han har haft en lille beef med. Ingen underholdningsproblemer her, men jeg har stadig svært ved at komme mig over samplet, der bare virker malplaceret.

”And they want me dead but I’m so sorry but I just can’t die for you”

Deluxe versionen (som stort set er standard versionen) indeholder følgende fire bonusnumre:

13.   ILLEST MOTHERFUCKER ALIVE
Man forventer formegentligt noget aggressivt, overlegent og hovmodigt rap, men man får i stedet tre minutters stilhed efterfulgt af et kedeligt og dårligt skrevet nummer. For meget lilletromme og for lidt engagement fra rappernes side.

”When I say it then you see, it ain't only in the music”

14.   H*A*M
Teoretisk set den første single af The Throne, men den fik en blandet modtagelse og endte tilsyneladende derfor blot blandt tre andre bonusnumre. Jeg blev da heller aldrig fanget af det, hvilket skyldtes lilletrommen, Kanye’s irriterende omkvæd og de halvkedelige vers.

”Nobody called the cops as my uncle bled/ So I feel like I'm collecting all my uncle's bread”

15.   PRIMETIME
Her har vi så det eneste No I.D. bidrag til Watch The Throne, og ikke overraskende er det samplebaserede og pianobesmykkede beat et af de bedre på albummet. Desværre siger Jay-Z og Kanye ikke noget nævneværdigt, hvilket får beatet til at virke lidt spildt. Med et mere interessant lyrisk indhold kunne nummeret uden problemer have erstattet flere numre på den egentlige trackliste.

”I mean, who says shit like that, and doesn't laugh?”

16.   THE JOY (FEAT. CHARLIE WILSON, CURTIS MAYFIELD, KID CUDI & PETE ROCK)
Oprindeligt udgivet gratis som en del af G.O.O.D. Friday havde nummeret allerede her ikke en chance for at blive mere end et bonusnummer på Watch The Throne. Derudover har Pete Rock samplet Curtis Mayfield’s “The Makings of You (Live)”, hvilket giver nummeret en soulfuld lyd, der ikke rigtigt passer ind sammen med de andre numre på albummet. Sidst men ikke mindst er nummeret formegentligt et Kanye West solonummer lavet omkring udgivelsen af My Beautiful Dark Twisted Fantasy med Jay-Z som gæst. Det forhindrer dog bestemt ikke nummeret i at være underholdende.

”This is my momma shit/ I used to hear this through the walls in the hood when I was back in my pajama shit”

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg var skuffet over Watch The Throne, da jeg lagde øre til det omkring udgivelsen, men jeg er siden blødt lidt op. Jeg mener dog stadig, at Kanye West burde have været mere investeret i produktionen frem for konstant at hente hjælp udefra, da produktionssiden deraf lider af en meget svingende kvalitet. Swizz Beatz leverer f.eks. mærkeligt nok både et af albummets bedste og værste beats, hvilket generelt beskriver Watch The Throne rimelig godt; det ene øjeblik hører man noget ganske underholdende og det andet har man lyst til at trykke på skip-knappen. Kanye og Jay-Z bliver enkelte gange personlige eller socialrealistiske, men de snakker overvejende om penge, succes og kvinder. Disse selvpromoverende og livsstilsorienterede numre kunne også have været underholdende nok, hvis bare de var blevet hjulpet på vej af nogle mere interessante beats, som "Otis" og "Gotta Have It" er beviser på. Det hele kan koges ned til, at man med de dårlige numre til en side har mere end halveret længden af Watch The Throne, og da de sidste stadigvæk kun spænder fra nogenlunde til gode, kan man derfor godt nøjes med at brænde sig en kopi af Watch The Throne.

BEDSTE NUMRE: “Otis”; “New Day”; “Murder To Excellence”; “The Joy”