Asher Roth
er en hvid fyr fra Morrisville's forstæder, som i sine teenageår besluttede sig for at
rappe efter at have hørt Annie blive
samplet i Jay-Z’s ”Hard Knock Life (Ghetto Anthem)”. Omgangskredsen så lidt
skævt til denne aktivitet, da Asher Roth samtidig også forsøgte at begå sig som
en stereotypisk hip-hop’er, men han fortsatte med musikken og lærte hen af vejen, at han
sagtens kunne høre og lave hip-hop på sin egen måde.
Det resulterede i en middelklasse og festglad stil, der først sikrede ham en pladekontrakt med Schoolboy Records og derefter mange sammenligninger med Eminem, hvilket, som han også selv siger, ingen mening giver, for siden hvornår har Eminem lavet musik, der passer til overstående beskrivelse? Det hele bunder i, at Asher Roth’s stemme kan forvekles med Eminem's, hvilket trods alt var en legitim påstand på særligt dette tidspunkt. Alt dette gav dog til gengæld også Asher Roth en del omtale.
Hans første single ”I Love College” blev derfor en rimelig succes, og han blev derefter et forholdsvist kendt navn i genren. Der blev derfor hurtigt fulgt op med debutalbummet Asleep in the Bread Aisle, som er en utrolig tåbelig titel - jeg kan egentligt godt lide den. Albummet fik en temmelig hård medfart, da Asher Roth blev beskyldt for at være en doven, uopfindsom og uinspirerende rapper fra forstæderne uden noget på hjerte. Altså en forholdsvis typisk mainstream og kedelig rapper. Der var nu noget om snakken, men albummet byder ikke eksklusivt på denne type materiale.
1. LARK ON MY GO-KART
Over et forholdsvist simpelt beat af albummets hovedproducer Oren Yoel (med hjælp fra David Appleton) giver Asher Roth fire vers forbundet af en ganske kort instrumental, hvilket giver nummeret den helt særlige ingen-omkvæd vibe. Det virker fint for nummeret, men hans ufokuserede lyrik har altid sat en dæmper for min begejstring. Bestemt ikke dårligt dog.
2. BLUNT CRUISIN’
Dette er til gengæld temmelig uinteressant, da det er en slags dårlig version af det næste nummer, som i forvejen ikke er albummets bedste. Versene er virkelig dårlige både hvad angår lyrik og flow, men alligevel er det irriterende, at det tåbelige omkvæd fylder mest.
3. I LOVE COLLEGE
Jeg fik nævnt, at førstesinglen ikke er min favorit på AitBA, men jeg hader det nu heller ikke. Det var det første, jeg hørte med Asher Roth, og beatet er okay, så det har en mindre affektionsværdi for mig. Dog ikke nok til at jeg rent faktisk vil anbefale nogen at høre nummeret, hvis de skulle have misset det.
4. LA DI DA
Til gengæld kan jeg faktisk godt lide dette nummer. Det næsten latterlige omkvæd har et simpelt men acceptabelt budskab, mens Asher’s lettere samfundskritiske vers er interessante nok, og så har han også strikket nogle imponerende interne rim sammen. Derudover er Mike Caren’s beat også ret fængende, og den korte guitarsolo til slut er en lækker detalje. Simpelt men underholdende.
5. BE BY MYSELF (FEAT. CEE LO GREEN)
Jeg har forsøgt at kunne lide dette nummer, men det er bare ikke lykkedes, og det kommer det aldrig nogensinde til. Asher Roth’s snakker om tilfældige piger og hans modvilje til at gifte sig, hvormed han til slut betinget tager det hele i sig igen, mens Cee Lo Green ind i mellem synger nogle linjer, der ligesom beatet ikke er noget særligt.
6. SHE DON’T WANNA MAN (FEAT. KERI HILSON)
Mens det forrige nummer er kedeligt og uinteressant, så er dette til gengæld direkte elendigt, hvilket er en fælles bedrift, da Asher’s vers er ringe og uinspirerende, Keri Hilson uudholdelig og beatet forfærdeligt. Meget hurtigt videre.
7. SOUR PATCH KIDS
Her vender Asher Roth i den grad tilbage i god form, da han ligesom i ”La Di Da” spytter samfundskritiske linjer med et dynamisk flow og interne rim, hvilket særligt kommer til udtryk i andet vers, hvor beatet sågar har flere breakdowns for at understrege hans lyriske udfoldelser. Top det af med et simpelt men effektivt omkvæd og et fængende og guitarbesmykket beat. Et af de bedste numre på albummet (hvilket egentligt ikke siger så meget, men det er nu rigtig godt).
Det resulterede i en middelklasse og festglad stil, der først sikrede ham en pladekontrakt med Schoolboy Records og derefter mange sammenligninger med Eminem, hvilket, som han også selv siger, ingen mening giver, for siden hvornår har Eminem lavet musik, der passer til overstående beskrivelse? Det hele bunder i, at Asher Roth’s stemme kan forvekles med Eminem's, hvilket trods alt var en legitim påstand på særligt dette tidspunkt. Alt dette gav dog til gengæld også Asher Roth en del omtale.
Hans første single ”I Love College” blev derfor en rimelig succes, og han blev derefter et forholdsvist kendt navn i genren. Der blev derfor hurtigt fulgt op med debutalbummet Asleep in the Bread Aisle, som er en utrolig tåbelig titel - jeg kan egentligt godt lide den. Albummet fik en temmelig hård medfart, da Asher Roth blev beskyldt for at være en doven, uopfindsom og uinspirerende rapper fra forstæderne uden noget på hjerte. Altså en forholdsvis typisk mainstream og kedelig rapper. Der var nu noget om snakken, men albummet byder ikke eksklusivt på denne type materiale.
1. LARK ON MY GO-KART
Over et forholdsvist simpelt beat af albummets hovedproducer Oren Yoel (med hjælp fra David Appleton) giver Asher Roth fire vers forbundet af en ganske kort instrumental, hvilket giver nummeret den helt særlige ingen-omkvæd vibe. Det virker fint for nummeret, men hans ufokuserede lyrik har altid sat en dæmper for min begejstring. Bestemt ikke dårligt dog.
2. BLUNT CRUISIN’
Dette er til gengæld temmelig uinteressant, da det er en slags dårlig version af det næste nummer, som i forvejen ikke er albummets bedste. Versene er virkelig dårlige både hvad angår lyrik og flow, men alligevel er det irriterende, at det tåbelige omkvæd fylder mest.
3. I LOVE COLLEGE
Jeg fik nævnt, at førstesinglen ikke er min favorit på AitBA, men jeg hader det nu heller ikke. Det var det første, jeg hørte med Asher Roth, og beatet er okay, så det har en mindre affektionsværdi for mig. Dog ikke nok til at jeg rent faktisk vil anbefale nogen at høre nummeret, hvis de skulle have misset det.
4. LA DI DA
Til gengæld kan jeg faktisk godt lide dette nummer. Det næsten latterlige omkvæd har et simpelt men acceptabelt budskab, mens Asher’s lettere samfundskritiske vers er interessante nok, og så har han også strikket nogle imponerende interne rim sammen. Derudover er Mike Caren’s beat også ret fængende, og den korte guitarsolo til slut er en lækker detalje. Simpelt men underholdende.
5. BE BY MYSELF (FEAT. CEE LO GREEN)
Jeg har forsøgt at kunne lide dette nummer, men det er bare ikke lykkedes, og det kommer det aldrig nogensinde til. Asher Roth’s snakker om tilfældige piger og hans modvilje til at gifte sig, hvormed han til slut betinget tager det hele i sig igen, mens Cee Lo Green ind i mellem synger nogle linjer, der ligesom beatet ikke er noget særligt.
6. SHE DON’T WANNA MAN (FEAT. KERI HILSON)
Mens det forrige nummer er kedeligt og uinteressant, så er dette til gengæld direkte elendigt, hvilket er en fælles bedrift, da Asher’s vers er ringe og uinspirerende, Keri Hilson uudholdelig og beatet forfærdeligt. Meget hurtigt videre.
7. SOUR PATCH KIDS
Her vender Asher Roth i den grad tilbage i god form, da han ligesom i ”La Di Da” spytter samfundskritiske linjer med et dynamisk flow og interne rim, hvilket særligt kommer til udtryk i andet vers, hvor beatet sågar har flere breakdowns for at understrege hans lyriske udfoldelser. Top det af med et simpelt men effektivt omkvæd og et fængende og guitarbesmykket beat. Et af de bedste numre på albummet (hvilket egentligt ikke siger så meget, men det er nu rigtig godt).
8. AS I EM (FEAT. CHESTER FRENCH)
Og her er så Asher’s modsvar til de mange kritikere, der konstant sammenlignede ham med Eminem, og det er ganske imponerende. Han er ærlig med gode pointer og rim, og det er nu dejligt, at høre Asher fokuserer helt og holdent på et enkelt og håndgribeligt emne. Chester French tager sig pænt af omkvædet og beatet er godt, så dette er bare generelt meget vellykket.
9. LION’S ROAR (FEAT. BUSTA RHYMES & NEW KINGDOM)
Men så er vi tilbage til de intetsigende og dårlige indslag igen, som Busta Rhymes har en vane med at tiltrækkes af. Helt igennem uinspirerende og unødvendigt.
10. BAD DAY (FEAT. JAZZE PHA)
Vi hører om en dårlig dag i Asher’s liv, hvilken egentligt ikke er så dårlig igen, så nummeret ender med at være temmelig dumt og unødvendigt.
11. HIS DREAM (FEAT. MIGUEL)
Ideen bag dette nummer er rigtig god, da Asher Roth fortæller om sin far, der havde en drøm om at leve af sine skriblerier, men som nu må udleve denne drøm gennem sin dreng. Desværre er udførelsen vildt deprimerende og kedelig pga. beatet, Miguel’s omkvæd og til en hvis grænse Asher’s langsomme og sørgmodige flow. Ret ærgerligt.
12. FALLIN’ (FEAT. BEN KWELLER)
Nottz, der siden da har udgivet et helt mixtape med Asher Roth, har produceret denne afsluttende skæring, og resultatet er et skønt, livsbekræftende og opløftende nummer, hvor vi groft sagt hører om Asher Roth’s livshistorie. Fantastisk måde at runde af på, men nu er det jo faktisk ikke engang nødvendigvis slutningen.
Følgende er nemlig bonusnumre fundet på forskellige udgivelser:
13. PERFECTIONIST (FEAT. BEANIE SIGEL & ROCK CITY)
Albummets primære producer vender tilbage med et langsomt og guitarbesmykkede beat, der bliver akkompagneret af et trælst omkvæd af Rock City men nogenlunde vers af Asher Roth, mens Beanie Sigel giver et temmelig referencefyldt vers. Jeg har ingen anelse om, hvorfor dette ikke erstattede et af de dårlige numre ovenover. Bortset fra at nummeret virker en smule mere dystert end resten af albummet.
14. THE LOUNGE
Nummeret stammer fra hans gratis mixtape The Greenhouse Effect: Volume One, hvilket er et år ældre end debuten. En umiddelbart ubetydelig tidsforskel, men det kommer faktisk tydeligt til udtryk, da han lyder mere grøn. Det er et roligt og jazzet nummer omkring stereotyper i hip-hop miljøet, hvoraf ingen selvfølgelig passer på Asher Roth. Han er som rapper væsentligt mindre interessant herpå, men teksten og beatet er gode. Det kunne dog aldrig være mere end et bonusnummer.
15. Y.O.U. (FEAT. SLICK RICK)
Dette skiller sig også ud fra de resterende numre, men modsat ”Perfectionist” er det alt for opmuntrende og muntert til at passe ind på AitBA, hvilket både skyldtes Nottz’ beat og det behandlede emne. Det er dog et velkommen bonusnummer, da det er ganske underholdende med et godt budskab. Den klicheprægede tekst bliver lidt cheesy til tider, men jeg har til gengæld ikke noget i mod omkvædet. Ærgerligt nok bliver nummeret kun pakket med UK-versionen.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Asleep in the Bread Aisle er en utrolig blandet oplevelse på samtlige punkter, da alt til tider kikser, mens det andre gange formår at gå op i en højere enhed. De rigtig gode numre kan dog tælles på en enkelt hånd, mens de rigtig dårlige kræver to, hvilket er en temmelig dårlig statistik. Asher Roth viser dog en del potentiale, og med hans seneste udskejelser i baghovedet har jeg derfor tiltro til ham, når han forhåbentligt snart smider sit andet album på gaden. De nedenstående numre er nemlig super fede (og på hver deres måde), og de gør om ikke andet Asleep in the Bread Aisle værd at brænde. Vær dog varsom med at høre albummet igennem fra start til slut, da det muligvis vil skræmme dig væk igen.
BEDSTE NUMRE: “Sour Patch Kids”; “As I Em”; “Fallin’”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar