OutKast – Stankonia (2000)

Efter udgivelsen af Aquemini opkøbte OutKast sig deres eget studie, hvilket skulle vise sig at have en del indflydelse på deres næste projekt.  Dette betød nemlig, at duoen om nødvendigt kunne tilbringe alt deres tid i studiet uden at bekymre sig om gebyrer og ledighed, og med denne fordel havde de nu rigere mulighed for at eksperimentere med deres lyd. Der er dog også en bagside af medaljen, for de større rammer gav samtidig også André (først på dette tidspunkt officielt André 3000) mulighed for at pleje og udvikle sin sangstemme, og det endte simpelthen med at han snart ikke gad rappe mere.

I 2000 kom duoens næste album, Stankonia, der så småt reflekterede André’s gravitering mod sang, men størstedelen af albummet bliver dog udført med rap. Stankonia er ligesom de to tidligere albums endnu en sammentrækning (noget de også godt måtte have praktiseret med debuten og dens lange titel), og interessant nok repræsenterer hver del af titlen duoens tidligere, distinktive stilarter, på trods af at Stankonia egentligt ikke har så meget til fælles med tidligere albums. ”Stan” er hentet fra ”stank”, som er slang for funky (hvilket i høj grad beskriver debuten), mens ”konia” er taget fra ”Plutonia”, der generelt refererer til noget futuristisk (hvilket til dels beskriver både ATLiens og Aquemini).

Stankonia byder dog på noget helt tredje, da albummet er meget mere eklektisk end tidligere. Først og fremmest leger André, som skrevet tidligere, mere med sin sang, men yderligere finder der også større temposkift sted, og vigtigst af alt blander duoen flere genre ind i formlen. OutKast har angiveligt kigget tilbage på fortidens store jazz- og rockmusikanter og har ladet sig inspirere lidt af dem til at skabe en ny, eksperimentel lyd, der også inkorporerer den moderne elektroniske musik. Derudover indeholder albummet også lidt flere popelementer, men det skræmte tilsyneladende ikke nogen væk, da Stankonia på sin udgivelse blev lovprist af samtlige anmeldere.

1.       INTRO
Fortjener ikke mere end tre punktummer: …

2.       GASOLINE DREAMS (FEAT. KHUJO)
OutKast prøver muligvis at skabe nogle spinkle associationer til ”Da Art of Storytellin’ (Part 2)” med en vild elguitar og bibelsk lyrik om dommedag. Guitarriffet er udmærket, så produktionen er egentligt okay, men særligt André råber nærmest bare sit vers, hvilket er en lidt ærgerlig overdramatisering. Det bliver dog hurtigt slået fast, at OutKast sidder med andre kort på hånden nu.

3.       I’M COOL (INTERLUDE)
…

4.       SO FRESH, SO CLEAN (FEAT. RICO WADE & SLEEPY BROWN)
Dette ville have været en mere naturlig åbner, der kunne mildne overgangen for fans af de tidligere albums. Det er albummets tredje single, og ligesom de andre to er det også ret fantastisk. De tre singler skiller sig oven i købet meget ud fra hinanden, og dette har umiddelbart den største relation til duoens tidligere to udgivelser. Tempoet er forholdsvis lavt, beatet er melodisk og omkvædet temmelig fængende.

5.       MS. JACKSON
Her følger så albummets anden single, der formegentligt er af en af duoens mest velkendte skæringer. Dette er i en lang udstrækning André’s nummer, da det er inspireret af hans tidligere forhold med Erykah Badu og hendes mor. Derudover har han også et lidt længere vers, mens han yderligere selv synger omkvædet og en interlude. Det betyder dog ikke at Big Boi bliver overflødig, da han tilpasser sig temaet og bidrager med sit eget gode vers. Nummeret var et godt hint til OutKast’s fremtidige vinkel på musikken, da det er en smule poppet med en dominerende og utroligt fængende, syngende André.

6.       SNAPPIN’ AND TRAPPIN’ (FEAT. J-SWEET & KILLER MIKE)
Killer Mike er også ganske fed, men det er selvfølgelig altid lidt ærgerligt, når gæsten erstatter et medlem af duoen, hvilket er tilfældet her, da André ingen steder er at finde. Det er dog trods alt til at se igennem fingre med – modsat den elektroniske og rastløse produktion, jeg bare ikke rigtigt kan forlige mig med. Reggaefyren J-Sweet dukker desuden op til slut med et helt igennem irriterende vers.

7.       D.F. (INTERLUDE)
…

8.       SPAGHETTI JUNCTION
Beatet er behageligt, og det er ret fedt igen at høre André og Big Boi udveksle linjer med hinanden som på deres debutalbum. Apropos debuten så syntes jeg faktisk også, at Big Boi virker til at falde tilbage i sit gamle jeg og det daværende flow. Dette kunne teknisk godt være endnu en gammel traver, der fandt liv på et nyere OutKast album. Uanset hvad er det dog et underholdende lyt.

9.       KIM AND COOKIE (INTERLUDE)
…

10.   I’LL CALL BEFORE I COME (FEAT. GANGSTA BOO & ECO)
Fyrene har inviteret et par kvindelige rappere ind for at snakke om respekt og solidaritet. Eller noget i den stil. André synger det halvtåbelige omkvæd og sit vers, hvilket er lidt ærgerligt. Han må hjertens gerne synge omkvædene, da han har en glimrende sangstemme, men versene ser jeg nu helst forbeholdt rap. Generelt er nummeret et unødvendigt indslag.

11.   B.O.B. (FEAT. THE MORRIS BROWN COLLEGE GOSPEL CHOIR)
Albummets første single er blevet placeret omtrent halvvejs inde muligvis for at bryde en mulig monotoni, og selvom Stankonia såmænd er rimelig alsidig, så er nummeret alligevel lidt af en pludselig eksplosion af tempofyldte og hårdtslående trommer, gyngende elguitarer og determineret gospel. Det er meget anderledes end duoens tidligere udspil, men det er nu stadig vældig fedt.

12.   XPLOSION (FEAT. B-REAL)
Gæsten B-Real (fra Cypress Hill) lægger et virkelig godt vers, der samtidig refererer Eminem, som omvendt nævner André et par år efter i forbindelse med opremsningen af hans favorit rappere i ”’Till I Collapse”. Men tilbage til B-Real og OutKast, som alle er rigtig gode over det forvrængede, elektroniske beat, der lyder lidt som noget El-P kunne have sammensat. En ukonventionel sammensætning af rappere, der ikke desto mindre er meget overbevisende.

13.   GOOD HAIR (INTERLUDE)
…

14.   WE LUV DEEZ HOEZ (FEAT. BACKBONE & BIG GIPP)
Endnu engang sidder André over, mens Big Boi bliver gjort selskab af sine kammerater (Big Gipp fra Goodie Mob er egentligt en fælles ven). Big Gipp syntes jeg stadig ikke vitterlig godt om, og Backbone’s præstation er enten parodierende eller bare elendig. Jeg satser på det første, da han trods alt har givet imponerende præstationer tidligere. Det opvejes dog til en hvis grad af det engagerende beat, der minder mig lidt om Dr. Dre’s 2001, og det alligevel ret fængende omkvæd. Big Boi’s vers er i øvrigt fint nok, så jeg kan nu egentligt godt lide nummeret.

15.   HUMBLE MUMLE (FEAT. ERYKAH BADU)
André synger i selskab med ekskæresten Erykah Badu et gribende omkvæd, der handler om drømme, virkemidler og gåpåmod. Big Boi afbryder dem med et vers i omkvædets ånd, men hans levering er dog en smule mærkværdig til tider. Det samme gør sig dog gældende for André senere, da hans levering også syntes at være lidt anderledes end normalt. Det er dog ikke noget større problem. Sammen med André dukker der i øvrigt også nogle mere rastløse trommer op, der er et interessant skift i et ellers allerede udmærket beat. Trods mine mindre kritikpunkter er det stadig et godt nummer, da særligt André’s vers er velskrevet.

16.   DRINKIN’ AGAIN (INTERLUDE)
…

17.   ?
Inspireret af A Tribe Called Quest’s ”What?” stiller André nogle lettere filosofiske spørgsmål omkring mennesket. Det er ganske kort med et lidt anonymt beat, så det gør ikke det største indtryk.

18.   RED VELVET
Over en elektronisk og melodisk produktion spytter fyrene nogle linjer om materialisme. André har åbenbart haft sit vers under kniven og justeret på sin pitch, hvilket er temmelig besynderligt, men dette opvejes så småt af Big Boi’s helt igennem gode præstation og det ganske fængende beat. (Også selvom omkvædet er udueligt.)

19.   CRUISIN’ IN THE ATL (INTERLUDE)
…

20.   GANGSTER SHIT (FEAT. C-BONE, SLIMM CALHOUN & T-MO)
Da OutKast i “Return of the “G”” lod sig inspirere lidt af gangstarappen var det mest af alt for at lave en pointe, om at duoen ikke er blødsøden. Jah, det var åbenbart nødvendigt. Nu gør de det så igen, og pointen er endnu engang at OutKast går hårdt – selvom nogle medlemmer også nyder at tage sin guitar med i parken og sidde at spille. Big Boi giver egentligt mere eller mindre bare shout-outs, mens gæsterne dog rent faktisk laver noget svarende til gangstarap. Det er en lidt rodet omgang.

21.   TOILET TISHA (FEAT. ROSALYN HEARD & SLEEPY BROWN)
Det langsomme beat er ret godt, men resten er virkelig for alsidigt, hvis jeg skal sige det pænt; spoken word poetry om en sørgelig skæbne.

22.   SLUM BEAUTIFUL (FEAT. CEE-LO)
Efter at have talt lidt groft om en uheldig kvinde præsenterer de os for denne positive ode til det modsatte køn. Det er et ganske sødt og godhjertet nummer med en fin, dæmpet musikalsk baggrund.

23.   PRE-NUMP (INTERLUDE)
…

24.   STANKONIA (STANKLOVE) (FEAT. BIG RUBE & SLEEEPY BROWN)
Lidt sang, lidt kor og lidt spoken word poetry. Som outro er det dog ikke slemt.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: André og Big Boi har artistisk forholdsvis lidt tilfælles, hvilket bliver mere og mere tydeligt for hvert album, så mens nogen måske vil holde sig til at kalde Stankonia kunstnerisk, er jeg tilbøjelig til at tilføje adjektiver som inkonsistent og selvmodsigende. André lokker Big Boi med ud i mere og mere eksperimentelle projekter, mens Big Boi samtidig heller ikke helt er villig til at slippe sin fortid som pimpglorificerende rapper, hvilket skaber en kløft i mellem deres artistiske udspil. Oven i dette smider duoen så en stor bunke skits, hvilket blot gør hele oplevelsen mere abstrakt og rodet. OutKast er dog endnu ikke helt splittet, hvilket der trods alt er kommet en håndfuld fantastiske numre ud af (selvom omtrent halvdelen af albummets numre ikke indeholder rap), og jeg vil derfor alligevel mene, at man bør betale for denne om end pudsige oplevelse, der er Stankonia.

BEDSTE NUMRE: ”So Fresh, So Clean”; ”Ms. Jackson”; “Spaghetti Junction”; “B.O.B.”; “Xplosion”; “We Luv Deez Hoez”; “Humble Mumble”