Eminem - The Marshall Mathers LP (2000)

Efter Eminem's enorme succes med The Slim Shady LP og Marshall's og Kim’s officielle genforening og bryllup to måneder efter udgivelsen skulle man tro at alt nu åndende fred og idyl i den lille familie for første gang, og det gjorde det måske også for en stund, men det kunne selvfølgelig ikke vare ved – ikke når man har at gøre med et dysfunktionelt forhold, som før eller senere vil falde fra hinanden, og aggressive og vulgære tekster, som uden tvivl fik blodtrykket op hos forstadsmødre, når de hørte deres børn citerer dem. De arrige mødre og diverse foreninger var dog på dette tidspunkt stadig forholdsvis under kontrol, hvilket bare ikke også gjaldt ægteskabet. For der var skam problemer i forholdet, og ”Kim” gjorde bare ondt værre. Det skulle dog først være ved en liveoptræden af nummeret, at bærret flød over, da Kim var blandt publikum og ellers var blevet lovet dets fravær. Hun tog derefter hjem til sin mor, og forsøgte at tage sit eget liv. Det mislykkedes hende selvfølgelig, men kort efter søgte parret om skilsmisse.

Men tilbage til The Marshall Mathers LP; et album, man skulle tro, er en guidet rejse gennem familiefaren Marshall Mathers’ liv, men det er dog ikke helt korrekt. Derimod forsøger Eminem at forklare, hvorfor han er en misforstået kunstner og arbejder med to begreber; virkelighed og fiktion – mere eller mindre repræsenteret af henholdsvis Marshall Mathers og Slim Shady personlighederne, som af misinformerede mennesker er betragtet som en og samme person. Marshall er ikke en kriminel, og hans handlinger er ikke altid en refleksion af hans tekster. Paradoksalt nok måske netop pga. teksterne, da han med dem kommer ud med meget af sin vrede. Men hvordan viser man så det? Man siger det enten lige ud som på ”Criminal”, introducerer lytteren for éns sande sind som på ”Stan” eller tydeliggøre brugen af fiktion som på ”Kill You”.

Royce da 5’9” er nu desværre ude af billedet, og i stedet bliver albummet gæstet af Eminem’s kammerater fra D12 og for en sjælden gang Dr. Dre affilierede Snoop Dogg og Xzibit bl.a. Produktionerne er denne gang ligeligt fordelt mellem FBT Productions og Dr. Dre med undtagelse af en enkelt fra DJ Mark the 45 King og en sidste af Eminem. Den selvproducerede ”The Way I Am” var det sidste nummer, der blev indspillet til albummet, hvilket forklarer, hvorfor den på sin vis er et kig ind i fremtiden, da Eminem selv primært står for alle produktioner på hans næste cd, plus han også på dette nummer for første, men ikke sidste, gang bragte sin voldsomme vrede over i sine mere faktuelle og seriøse numre.

The Marshall Mathers LP har solgt over 10 millioner kopier i U.S.A., vundet mange priser, og anses af flere hoveder som hans bedste album, men det gør jo ikke nødvendigvis et album godt, som vi har fået bevist mange gange både før og siden.

1.    PUBLIC SERVICE ANNOUNCEMENT 2000
Endnu en sjov nok intro.

2.    KILL YOU
Et meget simpelt og eksperimentelt beat fra Dr. Dre skyder albummet i gang. Eminem synes dog næsten at ignorere det med et vanvigtige flow, der får det til at lyde som om, at det er beatet, der følger ham. Dette er et godt eksempel på Eminem’s superbe teknik, hvilket i sig selv gør nummeret værd at høre, men tilføj en fed attitude og et interessant beat og så har man et udmærket nummer. Tekstuniverset er nyt på den måde, at han er mindre selvhadsk og mere tilbøjelig til at lave sjov med folks opfattelse af ham.  Det betyder, at man ikke finder hysterisk morsomme og højt selvironiske linjer som dem på The Slim Shady LP, men derimod et større fokus på dyrkelsen af det absurde og ytring af meninger.

3.    STAN (FEAT. DIDO)
Om halvtreds år vil ”Stan” muligvis være synonym med Eminem (og altså ikke ”Love the Way You Lie”), da det om noget er hans største hit til dato – både kommercielt (måske på nær førnævnte nummer) og hos fans af både ham og hip-hop generelt. Alle sammen og din mor kender nummeret, og I har formegentlig allerede en (positiv) mening om det. Men det er sgu også et fandens godt nummer. Det er en knytnæve i hovedet på alle forældre og lignende, der har været efter ham, da Eminem her viser, hvordan han er i virkeligheden; fornuftig, bekymret for sine medmennesker, betænksom og faktisk ikke så dårligt et forbillede alligevel. Han vil bestemt ikke opmuntre sine fans til at gøre sig selv fortræd og sine nærmeste, men derimod anbefaler han, at de får styr på deres liv og passer på sig selv, sin familie og sine venner. Dette formidler han ud ved hjælp af fantastisk historiefortælling med sans for detaljer og sågar referencer til tidligere materiale (jeg elsker, når en kunstner på denne måde viser, at vedkommende ikke har glemt sine rødder). ”Stan” er et ekstremt eksempel på et forhold mellem en fan og Eminem, og hvordan det kan eskalerer ud af kontrol, uden at Eminem på nogen måde ønskede det. Det er fyldt med følelser, autentiske øjeblikke og drama. Det er originalt, tragisk og overraskende. Det er Eminem, når han er bedst. At omkvædet er et smukt og fantastisk rammende sample fra Dido’s ”Thank You” (hvilket endda gjorde, at hun blev anvist på featured) og at produktionen, som er udarbejdet af den ukendte 45 King, er lige i skabet, gør kun herligheden endnu bedre. Perfekt.

4.    PAUL (SKIT)
Endnu en skit. ”Fuck it”.

5.    WHO KNEW
Eminem lægger ud med nogle linjer, som den åbenbart gensidige inspirationskilde Masta Ace benyttede sig af året efter på "Don't Understand". Nummeret udvikler sig derefter hurtigt til et forsvar mod beskyldningerne om, at han skulle have en dårlig indflydelse på verdens børn, og alene være skyld i deres derefter kriminelle eller på anden vis skidte handlinger – selvfølgelig fortalt med jævnlige jokes. Et forholdsvis alvorligt emne som dog stadig bliver behandlet med masser af humor og ironi – modsat ”Sing for the Moment” fra det næste album, hvor han besøger emnet igen men griber det lidt anderledes an. Slim Shady og Eminem lader mikrofonen gå på tur så at sige i dette nummer. Så selvom Dr. Dre’s beat ikke er noget specielt, er det stadig et meget underholdende nummer.

6.    STEVE BERMAN (SKIT)
Skit med Steve. Jeg finder dog ofte Eminem’s skits okay, da de rent faktisk lægger op til det næste nummer, og derfor ikke er inkluderet af tilfældige årsager.

7.    THE WAY I AM
Eminem er meget vred (men han kan dog blive vredere), og heldigvis fortæller han os hvorfor herpå. Primært er han efter medierne, da de er efter ham, eller som hans siger: De peger på ham, så han viser også dem en finger. Hans produktion er voldsomt fed, og passer perfekt til hans stemme og emnevalg. Dette er super arrigt og super godt. Tænk at dette engang blev spillet i radioen.

8.    THE REAL SLIM SHADY
Albummets første single er noget bedre end ”My Name Is”. Selvfølgelig ikke albummets bedste, men okay samtidig med at det også skal være et muntert og stort hit. Det er egentligt et ret rodet nummer med mange urelaterede behandlede emner, f.eks. et diss af Christina Aguilera, på grund af at hun afslørede Kim og Eminem’s ægteskab før planlagt. Nummeret har sine sjove øjeblikke, er til tider provokerende og har et fængende beat, så det gjorde, hvad det skulle; tiltrække opmærksomhed og gjorde det uden bagefter at være helt ubrugeligt.

9.    REMEMBER ME (FEAT. RBX & STICKY FINGAZ)
Pga. de to højst usædvanlige gæster går der rygter om, at dette er et kasseret nummer fra Dr. Dre’s 2001. Det er ret sandsynligt, da de ikke rigtigt passer ind på albummet, og Eminem kører da også fuldstændig solo til sidst, og virker ikke til at være bevidst om de to vers før ham. Det er lidt underligt, og selvom Eminem’s vers i sig selv er fedt, så kan det ikke redde nummeret.

10.    I’M BACK
Eminem er meget glad for at annoncere sine 'comebacks', hvilket han derfor gør på omtrent alle sine albums, men her er han endda gået så vidt som til at kalde et nummer ”I’m Back”, hvilket er utroligt dumt. Det siger ikke noget om nummeret – andet end at det formegentligt vil være mere af det samme. Titlen gentages i omkvædet og produktionen er kedelig, hvilket desværre gør dette nummer temmelig anonymt. Det er synd, da versene faktisk er fyldt med den sjove humor, vi kender fra det forrige album. Et nummer med spildt potentiale som "I'm Shady" fra hans forrige udgivelse.

11.    MARSHALL MATHERS
Efter et par kedelige Dr. Dre produktioner får vi endelig noget fra Bass brødrene igen, og deres ankomst er meget værdsat. Igen er et simpelt guitarriff hovedingrediensen i en simpel men god produktion. Endnu bedre er Eminem’s vers, som er fantastiske. Han er, som altid når han er bedst, vred, og denne gang går det bl.a. udover popartister, gruppen Insance Clown Posse, sin familie (ikke Hailie) og XXL magasinet. Han er ofte efter sin mors advokat, men hans navn er utroligt nok blevet censureret væk – også på eksplicit udgivelsen, og det er ikke engang sidste gang det sker på albummet. Det skal også nævnes, at han synger et ganske acceptabelt omkvæd, hvilket alt sammen gør dette nummer til et af albummets bedste, og det siger ikke så lidt.

12.    KEN KANIFF (SKIT)
… Hvorfor?

13.    DRUG BALLAD (FEAT. DINA RAE)
Hele nummeret leder tankerne tilbage til The Slim Shady LP, specielt hans flow og levering, da han stadig lyder som den fattige rapper, han var før sit gennembrud. Det er dog ikke positivt, da nummeret derfor virker akavet og malplaceret – så malplaceret at det måske ikke burde have været inkluderet på albummet.

14.    AMITYVILLE (FEAT. BIZARRE)
Bizarre leverer det mest fucked op vers i hele nummeret, hvilket får Eminem til at ligne en grøn spejder ved siden af med sine kedelige vers og sit uinspirerende flow. Ikke at Bizarre er bedre dog, da nummeret generelt er dårligt, inkl. det forfærdelige omkvæd.

15.    BITCH PLEASE II (FEAT. DR. DRE, SNOOP DOGG, XZIBIT & NATE DOGG)
Her finder man så endnu et atypisk nummer, som er en slags efterfølger til Snoop’s ”Bitch Please” udgivet året før på hans No Limit Top Dogg plade, og som også blev gæstet af Xzibit og Nate Dogg og produceret af Dr. Dre. Faktisk er part to nærmest en slags homage til førnævnte nummer, da Eminem i sit vers imiterer Snoop en del. Det er sgu fedt nok at høre Snoop og Eminem på det samme nummer, men det hele virker lidt for ’homage’-agtigt, og nummeret har derfor svært ved at finde sig selv. Det bliver lidt for rodet.

16.    KIM
Eminem brokkede sig for 3 år siden over Kim’s angivelige affære med en anden mand (med en lille søn), hvilket endte ud i ”Just the Two of Us” eller ”’97 Bonnie & Clyde” som den senere blev kendt som. De blev jo så sidenhen gift, men Eminem’s vrede var, når man hører ”Kim”, tydeligvis ikke slukket endnu. ”Kim” er en prequel til førnævnte numre (på trods af kontinuets problemer), da Kim i dette nummer bliver konfronteret med Eminem’s viden og til slut slået ihjel, og Eminem derefter i ”’97 Bonnie & Clyde” snakker det igennem med sin datter Hailie, mens de kører ud til vandet, hvor de smider Kim i. Da han tidligere snakkede med sin datter, var tonen ikke så hård, men når han her snakker med Kim, slipper han alle tøjler. Det er en slags scriptet stream-of-conciousness, hvor alle hans tanker bliver råbt højt. Det er fyldt med følelser, og det interessante er, at det ikke kun er hadefulde følelser. Nogle har sågar kaldet ”Kim” en slags kærlighedssang. Eminem indrømmer også selv i nummeret, at han elsker Kim, men hader hende for, hvad hun har gjort. Det er vanvittigt og sindsoprivende, men det er også hudløst ærligt, smukt, originalt, revolutionerende og ganske simpelt et mesterværk. Den anden censurering på albummet finder man i øvrigt ikke overraskende på dette nummer, når Eminem skærer halsen over på elskerens 4-årige søn…

17.    UNDER THE INFLUENCE (FEAT. D12)
Det er næsten latterligt, så mange fordele Eminem har, når han rapper med de andre fra D12. En ting er, at han er den bedste af dem, men hans stemme er også super let genkendelig, hvilket ikke kan siges om nogle af de andre. Alle deres vers er nærmest også identiske undtagen Bizarre’s, da han igen siger nogle syge ting. D12 har aldrig bidraget med noget positivt til en Eminem plade, og det ændrer sig nok ikke i fremtiden.

18.    CRIMINAL
Eminem leger med folks syn på ham, og går derfor endnu engang all-in på sit sidste nummer, og spytter en masse provokerende og morsomme linjer. For hvis folk virkelig tror, at han går rundt og myrder folk, så er det det, de får. Nummeret er derfor et stort miks af fakta, seriøsitet, imitationer, fiktion, sarkasme og anden humor leveret med en kæk og legende attitude. Det er fandens underholdende. Produktionen af FBT brødrene er noget nær perfekt, så Eminem formår virkelig at slutte med stil.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The Marshall Mathers LP lægger rigtig godt ud med en stimmel fede numre, men begynder midtvejs at falde fra hinanden med unødvendige og upassende gæster og numre, der ødelægger kontinuiteten i albummet. Eminem formår at samle tråden op igen flere gange med f.eks. ”Marshall Mathers”, men kvaliteten af numrene er meget svingende i sidste halvdel af albummet. Så der er noget overflødigt materiale, men til gengæld får vi også super fede klassikere som ”Stan” og ”Kim”. To af Eminem’s største værker hidtil. Alt det gode opvejer heldigvis det mindre gode, så man kan roligt være glad for sit eksemplar af albummet, da det uden tvivl var og er købet værd.

BEDSTE NUMRE: ”Kill You”; ”Stan”; “Who Knew”; ”The Way I Am”; “Marshall Mathers”; “Kim”; “Criminal”