05 februar 2012
Above The Law - Livin' Like Hustlers (1990)
Da N.W.A. i 1988 gjorde gangsta rap voldsomt populært, lød startskuddet for en nærmest ny undergenre, som en del nye rappere tog til sig. Flere af dem blev signet til Ruthless Records (ejet af N.W.A.-medlem Eazy-E), som også havde udgivet Straight Outta Compton, og blandt de håbefulde nye aspiranter var gruppen Above the Law. Gruppen som stadig er aktiv i dag, og sågar udgav sit nyeste album for mindre end tre år siden, bestod dengang af DJ Total K-Oss, producer/ rapper Cold 187um og rapperne KMG the Illustrator og angiveligt Go Mack, selvom han er underligt fraværende på samtlige numre. De udgav i 1990 deres debutalbum, Livin’ Like Hustlers, som grundet deres tætte forhold med N.W.A. blev gæstet af gruppens samtlige rappere. Dvs. Eazy-E, MC Ren og producer/ rapper Dr. Dre, men ingen Ice Cube da han på dette tidspunkt så småt var faldet ud med resten af gruppen.
Dr. Dre har angiveligt hjulpet med nogle af produktionerne, men Cold 187um synes at have båret det største læs. De to producere har til gengæld dengang inspireret hinanden en del, og ikke kun ang. den populære gangsta-stil, da de mere eller mindre har været fælles om at udvikle G-funken, som Dr. Dre så scorede kassen på i 1992 med sin debut, The Chronic. Men med Livin’ Like Hustlers er vi stadig tidligt i G-funk æraen, så vi får nogle af de første forsøg ud i stilen at høre. Albummet byder derfor på kvalitets gadefortællinger over stemningssættende, soulsamplerige og eksperimentelle produktioner.
1. MURDER RAP
Produktionen et stærkt domineret af en sirenelyd, hvilket nok vil dele vandende. Det er ikke just en effekt, jeg har ventet på at høre efter at have hørt lignende lyde i f.eks. Kill Bill, og ærlig talt kunne jeg godt have været foruden. Resten af produktionen er dog fed, og specielt i løbet af versene, hvor sirenen er dæmpet, nyder jeg den. Så nummeret er en lidt akavet men okay introduktion til et lovende album. Ice Cube er i øvrigt samplet til sidst i nummeret…
2. UNTOUCHABLE
En lækker soulfuld og jazzet produktion danner grobunden for dette dejlige nummer. Lyrikken cirkulerer omkring gruppens evner på mikrofonen og på gaden, og da de til sidst udveksler linjer med hinanden bliver det for alvor interessant. Nice.
3. LIVIN’ LIKE HUSTLERS
Den falske radioreklame til at starte med er, hvad jeg plejer at kalde, meget unødvendig, men når beatet først sparkes i gang, bliver jeg hurtigt positivt stemt igen. De fortæller, at de lever som hustlers, men jeg gad nu godt have nogle flere specifikke eksempler. Teksten er derfor ikke vildt ophidsende. En af gruppens fordele er til gengæld, at de tre rappere ikke lyder fuldstændigt identiske, hvilket er en meget god (og vigtig) egenskab at have som gruppe.
4. ANOTHER EXECUTION
Gruppen forsøger sig med noget historiefortælling, hvilket ville fungerer udmærket, hvis altså bare produktionen og omkvædet havde været anderledes. Beatet er lige nøjagtigt for kedeligt til, at det kan holde på min opmærksomhed. Derudover er omkvædet temmelig forfærdeligt – de må meget gerne holde sit til sampled omkvæd fremover (som de tre tidligere numre).
5. MENACE TO SOCIETY
Vi er hurtigt tilbage på det rette spor igen med denne banger. Beatet er superb, og hornet i omkvædet gør blot godt endnu bedre. Rapperne leverer præcist, hvad man forventer af gangstarap og mere til, så helhedsindtrykket er intet mindre end fantastisk.
6. JUST KICKIN’ LYRICS
Cold 187um leverer et lidt uinteressant soloudspil. Produktionen har ikke meget kørende for sig andet end sine trommer, og jeg sætter nu meget pris på en lille melodi som i forrige nummer, så det er ikke helt tilfredsstillende. Cold 187um klarer den fint, men når gruppen besidder en glimrende kemi internt, så er det da dumt ikke at udnytte det.
7. BALLIN’
Above the Law tager sig et øjeblik til at slappe af, og resultatet er bestemt afslappende. Teksten er ikke særlig interessant, og selvom produktionen umiddelbart er behagelig, så er nummeret i sidste ende en tand for kedeligt.
8. FREEDOM OF SPEECH
Cold 187um forsøger sig igen med en overvejende soloperformance, som han bruger til at forsvare ytringsfriheden. Han leverer nogle ganske interessante vers med gode pointer, og uden at det virker prædikende, så da produktionen også er fin, har vi her at gøre med et udmærket nummer.
9. FLOW ON (MOVE ME NO MOUNTAIN)
Beatet er virkelig behageligt, og er nok alt det, som “Ballin’” fejlede i at være; et dejligt, afslappende nummer. Cold 187um og KMG udveksler igen linjer, hvilket ofte er et stort plus i min bog. Teksten er lige dele gangsta rap og ingenting, hvilket er ærgerligt, da nummeret godt kunne have nået højere luftlag.
10. THE LAST SONG (FEAT. DR. DRE, EAZY-E & MC REN)
Albummet mangler end til videre kun en ting – eller nærmere tre personer, og dem får vi at høre lige her. Det er et fint gensyn med drengene fra N.W.A., da det er fedt at høre dem sammen, selvom de egentligt ikke gør et super indtryk (Dr. Dre lyder ret uinspirerende). MC Ren lyder som altid cool, men Cold 187um har nu også et af de bedste vers, hvilket trods alt ikke er en nem bedrift med det fine besøg. Da det er et posse-cut, er nummerets længde i den længere ende, og da næsten to minutter blot er shout-outs og lignende, bliver det lidt trættende i længden – på trods af at G-funken er mere tydelig end nogensinde før på albummet. Nummeret har ikke helt samme slagkraft som f.eks. ”Menace To Society”, men er stadig fedt.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Above the Law leverer ægte og funky gangstarap, når det er allerbedst. Livin’ Like Hustlers blev udgivet dengang, hvor rapalbums stadig havde samme opbygning som popalbums – dvs. at det er kort med sine kun ti numre og indeholder nul skits, hvilket ærlig talt er dejligt til en afveksling. Specielt da albummet alligevel formår at byde på varieret materiale, og interessante og nyskabende produktioner. Cold 187um er uden tvivl gruppens frontfigur, da han både er krediteret for flest produktioner og vers, og han har sammen med resten af gruppen virkelig gjort en stærk indsats for at skabe kvalitet med dette album. Above the Law er muligvis inspireret af N.W.A., men har alligevel lykkedes at gøre deres musik til deres helt egen. Livin’ Like Hustlers er en sublim og nyskabende debut, som helt sikkert er dine penge værd.
BEDSTE NUMRE: ”Untouchable”; ”Menace To Society”; ”Freedom of Speech”; “Flow On (Move Me No Mountain)”; “The Last Song”
Etiketter:
1990,
Above the Law,
Californien,
G-Funk,
Køb,
Pomona,
Ruthless,
U.S.A.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar