D12 - D12 World (2004)

Eminem lagde angiveligt i 2002 sine alkohol- og narkotikavaner på hylden, men det holdte i så fald ikke længe, da han kort efter påbegyndte et misbrug af sovepiller og derefter vicodin. Han var derfor i de næste mange år meget ustabil og ofte påvirket, hvilket specielt kommer til udtryk på Encore, men generelt havde han en anden udstråling på mikrofonen i disse år, hvilket ikke just var en positiv udvikling af hans talent.

Misbruget stoppede ham dog ikke fra samme år at udgive endnu et album med resten af D12, hvor han til gengæld veg meget af pladsen for gruppens øvrige medlemmer, og derfor kun medvirker på få numre. Produktionsmæssigt var han til gengæld endnu en gang flittig, da han har været inde over mere end ti numres produktioner og oftest i samarbejde med pianisten Luis Resto, som han første gang arbejdede sammen med på 8 Mile soundtracket. Foruden bidrag af Dr. Dre og Denaun Porter (Kon Artist) byder D12’s andet album, D12 World, også på besyv fra Kanye West og Hi-Tek.

Vi har stadig at gøre med samme opstilling som tidligere, dvs. rapper/ producer Kon Artist, den absurde Bizarre, Eminem’s bedste ven Proof, den anonyme Kuniva, Swifty og selvfølgelig Eminem selv. Da Eminem med dette album indleder sin dårlige periode (pga. misbruget), er han ikke på nogen måde i toppen, så albummet afhænger i større grad af medrapperne, hvilket ikke er helt heldigt. Albummet er – ligesom The Marshall Mathers LP – dedikeret til den afdøde og det tidligere medlem Bugz, hvilket bl.a. resulterer i nogle mere seriøse og eftertænksomme numre. Fjolleriet og horren er dog også stadig til stede.

1.       GIT UP
D12 springer formaliteterne over, og sparker albummet i gang med denne banger. Det gør dog ikke automatisk nummeret godt. Produktionen er simpel og okay, men Eminem lyder meget fraværende og mekanisk, hvilket ikke er overraskende i denne periode af hans liv, men det skuffer stadig. Swifty og Kuniva tager sig af de to næste vers uden afbrydelser, og er mere interessante at høre på, men overgangen mellem de to rappere er simpelthen så minimal, at jeg ikke oprindeligt opdagede, at to rappere var på spil.

2.       LOYALTY (FEAT. OBIE TRICE)
Det her nummer er alt for langt med sine næsten seks minutter – specielt når det hele vejen er akkompagneret af et typisk, ideforladt Eminem beat. Drengene gør dog et redeligt forsøg på at få det til at fungere alligevel.

3.       JUST LIKE U
Hi-Tek producerer dette Bizarre solonummer, og låner ideen med et børnekor i omkvædet fra Nas’s ”I Can”. Nas fortæller i det nummer, at man kan blive, hvad man vil, og at man skal følge sine drømme osv., hvilket er det præcist modsatte af, hvad Bizarre gør i ”Just Like U” (han siger sågar at Nas nok vil hade ham nu). Man kan sige, at det er en slags ”Role Model”, men gør man det, får man dette nummer til at fremstå utroligt dårligt. Bizarre er irriterende at høre på, og dette nummer er ingen undtagelse, men for engang skyld virker hans stil ikke så malplaceret som før, da nummeret er en solobedrift. Et lille lys i et overvældende mørke.

4.       I’LL BE DAMNED
Eminem er endnu engang fraværende, men godt det samme, da han ikke kan redde dette uinteressante makværk, og specielt ikke i hans stadie.

5.       DUDE (SKIT)
Det har trods alt en relation til næste nummer.

6.       MY BAND
Albummet første og sandsynligvis gruppens mest succesfulde single. Det er vanen tro utroligt cheesy, men samtidig også fandens morsomt. Gruppen laver sjov med, at folk ser Eminem som deres frontfigur, hvilket resulterer i nogle sjove vers. Produktionen er god, men fik jeg sagt, hvor utroligt cheesy nummeret er? Det minder mig om N.W.A.’s ”Automobile”, som er et overraskende, fjollet og sjovt indslag, men ikke nødvendigvis noget man vender tilbage til. Andet vers skal dog have lidt kudos for at rapperne udveksler linjer med hinanden, selvom det ikke altid er til at høre, hvilket de også selv pointerer: ”And no I'm Swift (oh I thought you were Kuniva)”

7.       U R THE ONE
Da Kon Artist begynder med omkvædet, har jeg allerede opgivet at kunne lide nummeret.

8.       6 IN THE MORNING

Eminem viser endnu engang sin utrolige loyalitet til kammeraterne, og han insisterer på, at de har masser af talent, og mener, at folk snart bør få øjnene op for dem. Med det sagt er det ikke pænt af ham, at indspille et så forfærdeligt omkvæd, som hørt på dette nummer. Ikke fordi noget fantastisk umiddelbart er gået tabt dog. Nummeret så første gang dagens lys, da mixtapet Straight from the Lab (indeholdende nye numre med Eminem) leakede i 2003, men det er altså ikke blevet bedre af at blive finjusteret, og smidt ned på dette album.

9.       HOW COME
Det lyder ikke til, at Eminem er på talefod med ekskonen Kim, men overraskende nok får han det fortalt ganske harmløst og uden at skade Kim’s rygte. Til gengæld sviner Kon Artist hende bagefter til, og fortæller om de gange, han har set hende med andre fyrer, hvilket Eminem åbenbart blot ignorerede. Proof slutter så af med at reparere sit kammeratskab med Eminem, da hans berømmelse har adskilt dem en smule. Så egentligt et nummer om Eminem, men han er da også den meste interessante af dem alle, så er det jo fint. Sjovt nok var det gruppens anden single, efter at de havde brokkede sig over fokuseringen på Eminem med ”My Band”. Med godt nummer.

10.   LEAVE DAT BOY ALONE
Eminem synger næsten halvdelen af sangen, hvilket ikke er noget man ønsker at bevidne.

11.   GET MY GUN
Eminem leverer et temmelig fedt beat, og Swifty lyder faktisk ret cool – hvert fald til at begynde med. Nummeret er en parodi af gangstarap, men ærlig talt er deres vers ikke særlig interessant skrevet, så det er ikke en stor succes. Alle medlemmer har et vers, og hvad der til gengæld er en smule interessant, er at Eminem har fået det fjerde vers – midt i kaosset. Bizarre runder som altid af med et irrelevant og fucked op vers.

12.   BIZARRE (SKIT)
…

13.   BITCH (FEAT. DINA RAE)
Nummeret ”Bitch” er da selvfølgelig tilegnet kvinderne... Jeg tvivler dog stærkt på at det falder i deres smag, men jeg kan heller ikke lide det, så hvem er målgruppen så? Sandsynligvis ingen.

14.   STEVE’S COFFEE HOUSE (SKIT)
...

15.   D-12 WORLD
Kanye West’s er god, og drengene tager sig meget godt af den. Omkvædet er fængende og versene vækker engang i mellem noget interesse hos lytteren. En af deres bedste numre, hvor Eminem ikke medvirker. Faktisk en af deres bedste numre – Eminem eller ej. (måske jeg i øvrigt skulle have skrevet gruppens navn som D-12… argh, fuck it)

16.   40 OZ.
Trackboyz’ produktion falder ikke helt i min smag, og drengenes vers er kedelige, da de mest af alt handler om, at de bringer deres våben med i klubben. Nummeret er faktisk en smule atypisk for albummet, men ikke på den gode måde.

17.   COMMERCIAL BREAK (FEAT. YOUNG ZEE)
Young Zee, som vi også fik at høre på 8 Mile soundtracket, er tilbage med denne lille smagsprøve. Nummeret er derfor blot et reklamespot for en ny rapper – ligesom nummeret med Obie Trice var det på Devil’s Night. Men modsat Obie Trice har Young Zee aldrig været tilknyttet Shady Records, hvilket gør hans tilstedeværelse her lidt mærkværdig.

18.   AMERICAN PSYCHO II (FEAT. B-REAL)
Forskellen på dette nummer og forgængeren (fundet på Devil’s Night), og grunden til at dette nummer lyder mere elegant, er at Dr. Dre står bag produktionen (frem for Eminem) og B-Real (fra Cypress Hill) synger omkvædet (igen frem for Eminem). Men elegant burde måske ikke være det, man går efter med en horrorcore-titel. Nummeret virker nemlig ikke ligeså mørkt, hvilket nok ikke var meningen. Det er faktisk lige før, at nummeret slet ikke hører til under horrercore. Hmm…

19.   BUGZ ’97 (SKIT) (FEAT. BUGZ)
Den afdøde Bugz fyrer et vers af, som han originalt brugte i ”Desperados” fra DJ Butters Kill The DJ. Beatet er okay, og det samme er han faktisk også selv. Han har umiddelbart en karakteristisk stemme, og ville muligvis have været et kærkomment indslag på gruppens øvrige numre. Men det bliver jo ikke til mere end spekulationer. Det er dog lidt ærgerligt, at de ikke kunne smide originalen på albummet, som var en glimrende D12 kollaboration.

20.   GOOD DIE YOUNG
Gruppen (undtagen Eminem) bliver for første gang meget seriøse, og viser deres respekt til Bugz. Det er faktisk et rørende nummer, og når selv Bizarre lægger fjollerierne på hylden for en stund, så ved man at de mener business.  Flot nummer, som kun bliver bedre af Kon Artist’s fremragende produktion. Umiddelbart en fantastisk slutning på et mindre interessant album, men D12 gør helst ikke sig selv nogle tjenester.

Følgende er angivet som et bonusnummer:

21.   KEEP TALKIN
Nummeret byder ikke på noget, som vi ikke allerede har hørt på albummet.

Følgende er yderligere to bonusnumre fundet på en bonusdisk på UK udgivelsen:

22.   BARBERSHOP
Dette makværk blev originalt lavet til filmen Barbershop 2: Back in Business.

23.   SLOW YOUR ROLL
Der er en grund til at disse er bonusnumre, og derfor ikke nåede det oprindelige cut.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Det forrige album lykkedes faktisk bedre i at holde et bestemt tema, da dette album mere end før virker som en samling urelaterede numre smidt i vilkårlig rækkefølge. Det har altid været D12’s største problem, da det simpelthen er gået galt for dem helt tilbage til skabelonskæringen, som om de ikke har fundet sig selv som gruppe endnu. Det har ikke overraskende en meget negativ indflydelse på specielt dette album, og jeg kan virkelig ikke anbefale at købe albummet. Der er dog enkelte gode numre, som er værd at høre. Foruden ”My Band”, som I formegentligt allerede har hørt, kan man dog nøjes med nedenstående numre. Specielt ”Good Die Young” fortjener lidt opmærksomhed.

BEDSTE NUMRE: ”How Come”; ”D-12 World”; ”Good Die Young”