Diggin’ in the Crates Crew (D.I.T.C.) er et hip-hop kollektiv bestående af potente DJ’s, producere og rappere fra New York, som startede i 1990 og blev nedlagt igen for mindre end et år siden. Kollektivet bestod af Lord Finesse, Fat Joe, Diamond D, O.C., Buckwild, Showbiz, A.G. og den afdøde Big L, som muligvis var den mest succesfulde af de otte. De to producere/ rappere Lord Finesse og Diamond D var blandt de to første til at udgive et soloalbum af alle drengene, men modsat Lord Finesse producerede Diamond D også store dele af sit eget album, som udkom samme dag som Showbiz & A.G.'s første fuldlængdealbum.
Diamond D begyndte i slutningen af firserne som DJ, og spillede sammen med Jazzy Jay, hvis pladeselskab han senere signede til som en del af duoen Ultimate Force med rapperen Master Rob. De påbegyndte indspilningerne til deres debutalbum, I’m Not Playin’, men før de kunne få den udgivet, fik de problemer med pladeselskabet, og albummet blev derfor henlagt (det er dog siden hen blevet udgivet). Før projektet blev skrinlagt nåede gruppen at indspille et nummer, hvor Diamond D for første gang greb mikrofonen, hvilket inspirerede ham til at producere solomateriale. Men tanken om sit helt eget soloalbum må alligevel have skræmt ham, da han i 1992 udgav Stunts, Blunts, & Hip-Hop under navnet Diamond and the Psychotic Neurotics. Kammeraterne, som udgjorde The Psychotic Neurotics, bidragede ikke med andet end nogle skits og enkelte optrædener sammen med Diamond D, så det er fair at betragte albummet som en solobedrift.
Diamond D står dog ikke ene mand bag de bløde og sampletunge produktioner, og man støder derfor på co-producere som DJ Mark the 45 King (”bedst” kendt for at have produceret Eminem’s ”Stan”), Q-Tip (fra A Tribe Called Quest), Large Professor (fra Main Souce) og Showbiz. Foruden Showbiz så har D.I.T.C. medlemmerne Fat Joe og Big L også haft en lille finger med i spillet, men temmelig skuffende optræder Big L kun i en skit.
Selvom Diamond D startede ud som producer/ DJ, er han overraskende nok at finde på ALLE numre (skits undtaget), men det er nu alligevel produktionerne, der er albummets største trækplaster.
1. INTRO
Skit…
2. BEST KEPT SECRET
Diamond D lægger fint ud med en god produktion og tre vers, hvor han får præsenteret sig selv for lytteren. Han fremstår som en mindre teknisk rapper med en forholdsvis ligetil levering, men stadig med opfindsomme rim, et naturligt flow og en behagelig stemme.
3. SALLY GOT A ONE TRACK MIND
Diamond D beskylder den unge Sally for at være løs på tråden og dyrke materielle ting, hvilket også ender ud med at have nogle uheldige konsekvenser for pigen. Det er et lidt fejlslået forsøg på at være socialbevidst som 2Pac (nummeret er sikkert skrevet lige efter at Diamond har hørt ”Brenda’s Got A Baby”), men produktionen er god – specielt bassen er værd at fremhæve, så det ordner sig jo alt sammen i sidste ende.
4. STEP TO ME
Produktionen er god, og specielt de samplefyldte mellemspil lyder super gode. Nummeret er endnu et eksempel (dem er der mange af) på et nummer, hvor Diamond’s produktion hiver sejren hjem. Diamond lyder okay, men det er mellemspillene, jeg nyder mest.
5. SHUT THE FUCK UP
Skit…
6. FUCK WHAT U HEARD
Produktionen er på samme tid afslappende og livlig, mens omkvædet er sjovt og lyder godt. Problemet med Diamond er bare, at det ikke end til videre helt virker til, at han ved, hvad han vil sige med dette album andet end, at han er en god mc og har det godt. Det er i mange tilfælde en acceptabel agenda, men jeg forventede noget mere af Diamond – specielt da han i forvejen ikke er så interessant en rapper. Nummeret er dog alligevel fint.
7. I’M OUTTA HERE
Diamond skifter igen over til historiefortælling, og fortæller historier om kriminalitet og flugt. Alle tre historier ender forskelligt, og den sidste kan endda siges at ende interessant. Produktionen er alternativ og okay, og endnu engang er de alternative omkvæds (pga. samples) belønnende, da de er et dejligt afbræk.
8. A DAY IN THE LIFE (FEAT. LORD JAMAR & SADAT X)
Sadat X vækker lidt interesse med sin karakteristiske stemme, men bortset fra det er nummeret kedeligt. Men Brand Nubian siger mig heller ikke så meget.
9. LAST CAR ON THE 2 TRAIN
Skit…
10. RED LIGHT, GREEN LIGHT
Produktionen er som altid glimrende (og endnu bedre i det eksperimentelle omkvæd), men historien om hans nye kvindelige bekendtskab slutter uden en egentligt pointe eller et budskab, så det virker lidt halvfærdigt.
11. I WENT FOR MINE
Hyggeligt lille, reflekterende nummer, hvor Diamond ser tilbage på sit liv, og fejrer sit nuværende stadie. Nummeret nyder godt af en god produktion og i grunden en opløftende tekst. Udmærket.
12. COMMENTS FROM BIG “L” AND SHOWBIZ (FEAT. BIG L & SHOWBIZ)
Titlen taler næsten for sig selv (L med apostrofer), men det er altså en af de første optrædener med Big L. Det er dog kun en skit, så begejstringen falmer ret hurtigt igen.(der kører dog et fedt beat i baggrunden)
13. CHECK ONE, TWO
Ligesom titlen er nummeret ganske ligetil med en simpel produktion og et tilbagelænende flow. Det er på ingen måde overvældende, men ligesom det meste af albummet beroligende og smooth.
14. WHAT YOU SEEK
Produktionen er meget forfriskende, da der er lidt mere gang i den pga. de energiske trommer og inkorporeringen af diverse andre instrumenter. Det lyder vældig godt. Jeg har ingen anelse om, hvad Diamond når at få sagt i løbet af nummeret, men jeg er også ligeglad, da hans flow og beatet er mere end nok til at underholde mig.
15. LUNCHROOM CHATTER
Skit…
16. CUNFUSED (FEAT. JASMINE & MICHELLE SWEETING)
Ikke overraskende er den funky produktionen endnu engang god, samtidig med at den også egner sig godt til radioen, hvilket også går hånd i hånd med kærlighedshistorien, der bliver fortalt. Den er lidt i stil med ”Red Light, Green Light”, men med flere lag, der gør historien langt mere interessant. Diamond slap meget godt fra dette obligatoriske radiovenlige nummer, bortset fra omkvædet som lige er en tand (eller flere) for radiovenligt.
17. PASS DAT SHIT (FEAT. FAT JOE, MAESTRO, MIKE G.Q. & WHIZ ONE)
Som titlen (og de mange gæster) angiver, har vi her at gøre med et posse cut. Produktionen er delvist instrumenter og delvist folk, der larmer. Lidt ligesom D12’s ”Fight Music” men det tager alligevel overhånd her, synes jeg. Hurtigt videre (hvis altså ikke nummeret var næsten seks minutter langt)…
18. FREESTYLE (YO, THAT’S THAT SHIT)
Large Professor og the Psychotic Neurotics giver Diamond en hjælpende hånd med dette nummer. De gør alle, hvad de umiddelbart gør bedst; Large Professor co-producerer et glimrende beat (han er dog også en sublim rapper), og Diamond’s crew råber ”Yo, That’s That Shit” en gang imellem, hvilket er en slags forlængelse af det forrige nummer. Men ja fint nummer.
19. K.I.S.S. (KEEP IT SIMPLE STUPID)
Q-Tip bidrager med en typisk jazzet og A Quest Called Quest vibe, som bl.a. høres i form af den dominerende bas. Jeg har aldrig været den største beundre af The Low End Theory, som udkom året inden, så nummeret gør ikke stort indtryk på mig. Det er en ret simpel produktion, men som altid er omkvædet mere fyldestgørende og interessant.
20. STUNTS, BLUNTS & HIP HOP
The Psychotic Neurotics er tilbage igen, men som altid lægger man ikke rigtigt mærke til dem. Ord bliver opdigtet, men hvad gør det, når produktionen endnu engang er fed, Diamond’s rare og tilbagelænede flow er intakt, og han faktisk holder sig overraskende godt til titlen, da et vers bliver dedikeret til hvert begreb?
21. WUFFMAN STRESSED OUT
Skit…
22. FEEL THE VIBE (FEAT. SHOWBIZ)
Showbiz griber mikrofonen, hvilket han ofte gjorde i starten af halvfemserne i bl.a. samarbejdet med A.G., men han har sidenhen primært holdt sig bag kulisserne. Han er ellers okay. Produktionen er super, og jeg kan uden tvivl mærke viben, så en glimrende måde at slutte albummet af på. (hvis vi altså lige ser bort fra den næste skit)
23. A VIEW FROM THE UNDERGROUND (FEAT. FAT JOE)
Og nu er det så officielt slut.
AFSLUTTENDE KOMMENAR: Stunts, Blunts, & Hip-Hop er en meget passende titel til dette album, da det mest af alt handler om at køle ned og slappe af, hvilket også er præcist den stemning produktionerne rammer. Diamond D berører sådan set flere forskellige emner på albummet, som f.eks. hentydninger til sin barndom, men det gøres ofte blot som en sidebemærkning, hvilket ikke efterlader mig særligt imponeret af lyrikken, og faktisk er det omkvædet på ”Fuck What U Heard”, der står aller klarest får mig, og det bliver leveret af Sadat X (men det er virkelig også fængende). Han skal dog have kudos for at variere temaerne en smule, da der end i mellem dukker konceptnumre, historiefortælling og kærlighedsnumre op. Hans flow er i øvrigt godt og meget passende, men som skrevet i indledningen er albummets absolutte trækplaster altså produktionerne, og det er med god grund, da de er fantastiske. Det er mest af alt soulfuldt og jazzet, men samtidig også meget eksperimentelt, så alle produktioner har sit eget personlige og gode præg (tit et specifikt instrument). En anden interessant ting er, at Diamond ofte gør utroligt meget ud af omkvædene, hvor produktionerne virkelig eskalerer, og Diamond for alvor viser, hvad han duer til. Det er dejligt, positivt og fedt. Det er Stunts, Blunts, & Hip-Hop, og det er værd at investere i.
BEDSTE NUMRE: “Fuck What U Heard”; ”I Went for Mine”; “What You Seek”; “Freestyle (Yo, That’s That Shit)”; “Stunts, Blunts & Hip Hop”; “Feel the Vibe”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar