Eminem - Recovery (2010)

“There is no Relapse 2”. Således tweetede Eminem tilbage i april 2010, og et par uger senere udgav han første singlen fra hans nye projekt Recovery. Der var oprindeligt lagt op til et oprigtigt tilbagefald til hans tidligere stadie med en mere karakteristisk Slim Shady og simple, rå beats, som vi også så det på Relapse, men også med en sober stemme og mere personlige tekster (som hans medvirken på "Drop the World" og "Airplanes, Part II" af henholdsvis Lil' Wayne og B.o.B. også vidnede om). Eminem var i studiet konstant, og rygter om samarbejde med D12, Dr. Dre, Royce (som sammen med resten af Slaughterhouse viste sig i ”Forever” musikvideoen) m.fl. begyndte at sprede sig, så det hele virkede altså meget lovende (bortset fra at man ufrivilligt associerede titlen med accenter). Men i takt med at Eminem bevægede sig mere og mere i den nye (eller gamle?) retning, begyndte projektet at minde mindre og mindre om Relapse, og han besluttede derfor til sidst at tilegne projektet et nyt navn, og derfra behandle det helt anderledes.

Recovery er en tydelig genrejsning oven på fiaskoen med de mange accenter, men formåede i samme omgang også at blive offer for nye faldgruber og uheldige valg. Eminem behandlede mere seriøse og indholdsrige emner, droppede accenterne og førte et fantastisk flow, men han droppede samtidig også mere eller mindre Slim Shady, sine tidligere producerer (som hovedsageligt var gået hen og blevet Dr. Dre foruden ham selv) og sine medrappere og søgte med Recovery udenfor sin tætte vennekreds og oftest i retning af mere populære navne. Recovery er derfor Eminem’s mest poppede udgivelse til dato, og stilistisk fuldstændigt Relapse's diametrale modsætning, hvilket har gjort ham elsket og berømt igen over hele verden, men også hadet af hip-hop hoveder og sågar nogle fans.

Produktionerne (udarbejdet af folk som Just Blaze, Boi-1da, DJ Khali og Alex da Kid) er mere elektroniske, forsigtige og poppede, hvilket forståeligt nok var en overraskelse for enhver fan ved første gennemlytning, men hvad der overraskede endnu mere var valget af medvirkende kunstnere, da disse inkluderer den populære Lil’ Wayne som eneste rapper, de to ligeledes populære sangerinder Pink og Rihanna og sangeren Kobe.

Albummet har fået rimelig positive anmeldelser, men har mere end nogle af hans tidligere albums virkelig formået at skille vandende både hos kritikerne og forbrugerne. Recovery er anderledes og i særdeleshed mere mainstream end tidligere, men derfor kan det jo stadig være godt. Eller hvad?

1.       COLD WIND BLOWS
Ingen typisk intro (og heller ingen afbrydende skits længere fremme i albummet). Så anderledes er Eminem’s tilgang til sit nye album. Han synger dog hurtigt en introduktion i starten af nummeret, og ligesom i “Spend Some Time”, så kan jeg egentligt godt lide den. Resten af nummeret er fyldt med ordspil, metaforer og jokes, og Eminem synger i øvrigt også det uheldige omkvæd, som skam er fængende, men egentligt ikke særlig godt og i længden ret irriterende. Lyrikken når ikke samme intelligente niveau, som han lagde for dagen med The Slim Shady LP, da han ikke benytter sig meget af sarkastiske og selvironiske bemærkninger og punchlines, men derimod mere ordspil og andet leg med ord, som også kan være interessant, men bare ikke har den samme underholdningsværdi. Det vigtigste er dog, at Eminem er tilbage med et klart hoved, og har droppede de fjollede accenter. Produktionen er ikke fantastisk, men nummeret er stadig okay.

2.       TALKIN’ 2 MYSELF (FEAT. KOBE)
Kobe synger et glimrende omkvæd, som Eminem følger op med et acceptabelt omkvæd, og selvom produktionen kan virke lidt kedelig, så får Eminem den til at fungere udmærket igennem nummeret. Han adresserer sine problemer med andre (specifikke) rappere, og det er ret spændende at høre om, hvordan han har følt sig truet af bl.a. Lil’ Wayne, og altså selv forvandlet sig til en hater. Han bruger også lidt tid på at undskylde for Encore (med god grund) og Relapse (også forståeligt) samt reintroducerer sig nok engang, så nummeret fungerer godt i denne ende af albummet.

3.       ON FIRE
Produktionen er noget dystre og mørkere end tidligere, så ikke overraskende er det produceret af Denaun Porter (Kon Artist). Den er dog lidt for repetitiv til at falde i min smag, så selvom Eminem faktisk tager sig meget godt af den, ender nummeret med at være lidt for kedeligt. Omkvædet er, som Eminem selv siger, noget hø.

4.       WON’T BACK DOWN (FEAT. PINK)
DJ Khalil’s produktion er i den rockede ende, men det er udført så forfærdeligt, at nummeret ikke har en chance for at imponere, uanset hvor godt resten er. Eminem’s råben tager overhånd, så det er ikke fordi, han gør et super godt forsøg med at redde nummeret, og selvom jeg har en del tilovers for Pink, så passer hun bare ikke ind på et Eminem album.

5.       W.T.P.
Dette er nok det tætteste, man kommer på et cheesy nummer, som ellers har været en tradition på hans tidligere udgivelser hidtil. Det er dog mere en klubsang, hvilket desværre bare er endnu værre. Nummeret minder mig en smule om Encore, og jeg har da også hadet det, siden jeg hørte det første gang. Det er forfærdeligt, og nummeret står derfor i voldsom kontrast til, hvad der følger.

6.       GOING THROUGH CHANGES
Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg elsker dette nummer. Det er en mere reflekterende og eftertænksom version af historien om hans misbrug og klimakset med overdosissen, end den man kan høre på Relapse i form af ”Déjà Vu”. Begge numre er gode, men Eminem giver os denne gang hele historien i en mere soberlignende tilstand. Det er en rørende fortælling om hans fald fra tronen, og hvordan han er ved at give op, men til sidst vælger at kæmpe sig tilbage. Han vågner på hospitalet som en ny mand, og beslutter sig derfra for at få styr på sit liv, og fortæller sågar for første gang på et album, at han holder af og tænker på børnenes mor (Kim).
Emile’s produktion er dejlig, og jeg kan specielt godt lide det lille guitarriff, og at Black Sabbath’s ”Changes” samples, har jeg bestemt heller ikke noget i mod (modsat mange andre åbenbart), da jeg rigtig godt kan lide det. Dette er den Eminem, man lærte at kende i ”Rock Bottom”, bare rigere og mere erfaren og moden (og en smule poppet). Det er dope.

7.       NOT AFRAID
Dette var albummets første single (surprise), og det var noget af en god overraskelse ovenpå Relapse: Refill, og jeg blev hvert fald noget mere positivt stemt overfor albummet. Boi-1da producerer et godt nummer og hit, som Eminem tackler på fornemmeste vis med en anelse spirituel og inspirerende lyrik, der samtidig også ligesom ”Talkin’ 2 Myself” er fyldt med ordspil og referencer til tidligere udgivelser, og fungerer som en glimrende introduktion til den nye Eminem. Eminem synger et overraskende godt omkvæd, og selvom han lige tager den en tand for langt med sin bridge (helt ærligt, en fucking bridge?), så er nummeret fedt.

8.       SEDUCTION
Det er ikke første gang i nyere tid, at et af Eminem’s numre mistænkes for at omhandle hip-hop frem for kvinder, og det ville bestemt klæde nummeret, for selvom det ikke just er en opfindsom metafor, medvirker det til nogle interessante dobbeltbetydninger. Hele forførelsestemaet rammer nummeret meget godt, da det virkelig formår at fange den rigtige stemning, men spørgsmålet er bare om, det mon er det, man gider høre med Eminem. Svaret er: ikke rigtigt. Nummeret er ikke særlig interessant.

9.       NO LOVE (FEAT. LIL’ WAYNE)
Just Blaze sampler Haddaway’s “What Is Love”, og endnu engang må jeg tilstå, at jeg godt kan lide resultatet. Omkvædet er for langt og foruden samplet ikke fantastisk, da Eminem lægger sangstemme til, men selve samplet kan jeg nu godt lide. Af alle mulige rappere er det ærgerligt, at Lil’ Wayne medvirker, men når det ikke kunne være anderledes, så har han faktisk et okay vers, og holder sig snart mere til emnet end Eminem. De har begge to nogle gode metaforer og ordspil, men bl.a. Lil’ Wayne’s allerførste linje og Eminem’s reference til Kanye West’s stunt ved MTV Video Music Awards i 2009 er henholdsvis velskreven og morsom. Meget underholdende nummer.

10.   SPACE BOUND
Eminem er tilsyneladende blevet offer for ulykkelig kærlighed, eller også trækker han bare på sin tidligere erfaring med Kim, men han er hvert fald i et forhold, der ender blodigt. Jim Jonsin’s produktion er meget silkeblød og poppet, da man knap nok kan høre trommerne, så det er ikke en instrumental, jeg ville smide på for sig selv. Omkvædet ville normalt også i sig selv være nok, til at jeg ville udnævne dette som det radiovenlige nummer, der skal give albummet opmærksom, men faktum er nu bare, at samtlige numre på albummet går under denne beskrivelse. Har man først accepteret at Recovery har en markant poplyd, så vil dette nummer også underholde glimrende. Eminem besidder et godt flow, en fed stemme og har skrevet en interessant tekst, så selvom han tilsyneladende er afhængig af at synge og helst vil inkludere bridges, så er nummeret faktisk ganske glimrende.

11.   CINDERELLA MAN
Modsat før er trommerne nu meget tydelige, og udgør størstedelen af lydbilledet (med Eminem undtaget), hvilket kunne have været godt, hvis altså ikke drumbreaket var så forfærdeligt uinspirerende, kedeligt og repetitivt. Derudover har producer Script Shepherd også valgt at gentage titlen jævnligt gennem hele nummeret, hvilket ikke gavner noget som helst. Eminem leger videre med det engelske alfabet, og har flere gode linjer, men nummeret forbliver stadig en anelse irriterende.

12.   25 TO LIFE
Eminem nævnte på ”We’re Back” fra The Re-Up, at han var træt af, at han ikke blev nævnt på lister over største rappere, og siger igen i ”25 To Life”, at han ikke forstår, hvorfor hip-hop ikke inkluderer ham på sin liste. Han er nemlig træt af at blive svigtet konstant i sit forhold, som han på Common manér til slut afslører, er med hip-hop. Eminem’s levering er fed. Han er højrøstet, men det har han mere eller mindre altid været, og det passer fint til nummeret og emnet, da han trods alt er vred. Det er ikke vildt opfindsomt, men hvad nummeret ikke besidder i opfindsomhed, har det i sin energiske og aggressive levering. Produktionen lyder en del synthesized, hvilket, hvis gjort rigtigt som med Cannibal Ox’s The Cold Vein, kan lyde fantastisk, men DJ Khalil må desværre se sig slået af El-P på denne front, da ”25 To Life” produktionsmæssigt ikke er nær ligeså interessant.

13.   SO BAD
Det eneste Dr. Dre producerede nummer lyder mere typisk for en Eminem udgivelse, og er da også en smule fængende, men alligevel ikke noget specielt, og når det så går op for en, at teksten er en lang scorereplik, så falder nummeret ret hurtigt fladt til jorden. Eminem’s episodiske trang til at synge gør heller ikke oplevelsen bedre. Omkvædet kan deles op i to dele, som han begge synger, men modsat første del er anden del meget dårlig.

14.   ALMOST FAMOUS

DJ Khalil’s rastløse produktion supplerer nummerets aggressive tone på fornemmeste vis, og specielt den korte optakt til versenes midte og slutning er virkelig fed. Eminem’s engagement og indlevelse i lyrikken er meget mere effektiv og oprigtig end i “Underground”, og jeg synes faktisk, at han lyder federe her end i ”’Till I Collapse”. Han beretter nogenlunde om hans vej til berømmelse, og smider ellers en masse punchlines ind hist og her. Han er meget højrøstet, og lyder utroligt vred, men det fungerer bare perfekt. Et underholdende, aggressivt, livligt og super fedt nummer.

15.   LOVE THE WAY YOU LIE (FEAT. RIHANNA)
Albummets mest succesfulde single, og muligvis Eminem’s karrieres mest succesfulde single, da Eminem med dette nummer endnu engang tog verden med storm som med ”Lose Yourself” – dog af to vidt forskellige grunde. ”Lose Yourself” er et oprigtigt, intelligent og inspirerende stykke håndværk, som folk kunne relatere til og som positivt overraskede tidligere fjender af manden, mens ”Love the Way You Lie” er meget poppet, medvirker Rihanna og er hjulpet på vej af den generelle accept af Eminem i samfundet. Alex da Kid er gået hen og blevet lidt af en ekspert til at producere anderledes, let genkendelige og poppede melodier, og jeg kan ærlig talt godt lide ham for det. Eminem’s høje tonefald er igen meget passende til endnu en fortælling om hans dysfunktionelle forhold til en eller anden kvinde, Rihanna synger et glimrende omkvæd, og slutningen har et meget fint lille twist, så jeg var ikke vred, da jeg enkelte gange fangede nummeret i radioen.

16.   YOU’RE NEVER OVER
Jeg kan til gengæld ikke på nogen måde forsvare dette nummers omkvæd og produktion. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt for Just Blaze, men hans produktion er simpelthen hamrende irriterende. Endnu værre er dog Eminem’s omkvæd, hvor han synger nogle fine og meget følelsesladet linjer dedikeret til Proof, hvem hele nummeret handler om. Problemet er bare, at Eminem ikke kan synge særlig godt, og han forsøger sig her med nogle længere toner, hvilket ufrivilligt gør nummeret en smule tåkrummende. Det er vildt ærgerligt, da hans to vers er super fede og ligeså følelsesladet, og han virkelig gør en indsats for at smede noget sammen, der ville have imponeret hans afdøde ven. Eminem har angiveligt forsøgt sig mange gange med et nummer tilegnet Proof, men han skulle måske have forsøgt noget mere, da det er lige før at den rå og umiksede tåreperser ”Difficult” nærmere står distancen end ”You’re Never Over”.

Følgende er et skjult bonusnummer:

17.   UNTITLED
Lige som man troede, at Recovery var slut (eller ikke, da man ofte hører musik på sin computer nu om dage), så starter dette unavngivet nummer, der nogle steder meget passende gik under navnet ”Here We Go”, da albummet leakede før udgivelsen. Nummeret er overraskende produceret af Havoc (fra Mobb Deep), da det er meget muntert, tempofyldt og sampler Lesley Gore’s ”You Don’t Own Me”. Det lyder udmærket, og det korte omkvæd er faktisk dejligt befriende, da man så blot får mere rap fra Eminem. Han fyrer nogle sidste sekunds punchlines af, og selvom det ikke er noget specielt, så er nummeret alligevel en interessant afrunding af albummet.

I iTunes butikken har man desuden mulighed for at købe en Deluxe Edition med yderligere to numre (hvorfor skal man i øvrigt straffes for at købe en fysisk kopi?):

18.   RIDAZ
Produktionen skriger Dr. Dre, fordi den er meget mørkere og mere rå end resten af albummet, og ikke fordi den er super fed, for det er den egentligt ikke. Eminem lyder ikke mere inspirerende end på Relapse, og hans omkvæd er ret dårligt, selvom der ikke skal lægges mange kræfter i at synge det. Så findes der nu meget bedre materiale blandt de forrige 17 numre.

19.   SESSION ONE (FEAT. SLAUGHTERHOUSE)
Slaughterhouse, bestående af Royce da 5’9”, Joel Ortiz, Crooked I og Joe Budden, der alle led nederlag hos deres henholdsvise tidligere pladeselskaber for til sidst at finde sammen og danne fælles front, signede i starten af 2011 til Shady Records efter mange spekulationer, der kan dateres helt tilbage til 2009, og da de dukkede op på dette nummer (undtagen Joe Budden), virkede det blot som en bekræftelse af rygterne. Royce siger derudover ”Bad, Evil”, og hjulpet på vej af leakede numre med ham og Eminem senere på året, begyndte nye rygter at sprede sig om en genforening af Bad Meets Evil, hvilket også viste sig at blive til virkelighed. ”Session One” er derfor en glimrende titel, da nummeret var begyndelsen på flere nye musikalske eventyr. Just Blaze har produceret et interessant udgangspunkt med stor gennemslagskraft, som de fire rappere tager sig af pænt af. Fint nummer, der lover godt for fremtidige kollaborationer.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Eminem er tilbage i topform, men han har desværre mere eller mindre ladet den masochistiske, selvironiske og provokende Slim Shady tage plads i baggrunden, og selvom den følsomme og usikre Marshall Mathers også viser sit arrede ansigt en gang i mellem, så er albummet primært Eminem’s med tanker om sin karriere og morsomme ordspil og punchlines. Recovery er blevet beskyldt for at være meget inkonsistent, men på det punkt er jeg meget uenig, da flere numre behandler samme emner, og har samme opbygning, samt at produktionerne er overvejende bløde, poppede og letfordøjelige, og at albummet holder et fint jævnt niveau hele vejen igennem med få mindre afstikkere – både i den positive og negative retning. Eminem’s flow og levering er super god, og lyrikken er konfessionel og morsom, men på en anden måde end tidligere. Albummets brister ligger til gengæld i den poppede og lidt uinspirerende produktion, og ikke mindst hans behov for at synge et bullshit omkvæd. Recovery er et album af en teknisk superb rapper med lyrik, der hviler tungt på ordspil, og har en meget poppet lyd. Det er anderledes, og det tror jeg, har været meget godt for Eminem. Produktionerne er ikke fantastiske, og jeg har ikke nødvendigvis et behov for et Recovery 2, men Eminem slipper alligevel ret godt af sted med det, og alle fans kan derfor roligt investere i Recovery, mens alle andre som minimum bør høre det igennem.

BEDSTE NUMRE: ”Talkin’ 2 Myself”; ”Going Through Changes”; ”Not Afraid”; “Space Bound”; ”25 to Life”; ”Almost Famous”;