Da albummet og dets titel (relapse – tilbagefald, red.) først blev offentliggjort, blev der spekuleret i, om Eminem ville vende tilbage til sine rødder, slippe Slim Shady fri og være den samme blonde, vrede fyr, som vi lærte at kende på The Slim Shady LP. Rygterne talte som sådan sandt, da Slim Shady helt klart var tilbage, og det meste af albummet var indhyllet i seriemorderiske tendenser og Dr. Dre beats. Men selvom tilbagefaldet primært skal ses som værende til Slim Shady som en substitut for pillerne, så omhandler store dele af albummet faktisk stadig hans stofmisbrug – lige fra hvordan det startede i hans barndom, og til hvordan det kulminerede med hans indlæggelse på hospitalet. Albummet kan derfor næsten deles op i numre om det tidligere stofmisbrug og mord af unge, kendte kvinder, og er mere konceptuelt og selvterapeutisk end hans tidligere udgivelser.
Det lyder umiddelbart fedt, og de nye konceptnumre med Slim Shady er da også anderledes, Eminem er stadig ærlig, eftertænksom og personlig, og Dr. Dre leverer flere produktioner til en Eminem udgivelse end nogensinde før, men så var der også lige tilføjelsen af diverse accenter. Relapse minder på flere områder om The Slim Shady LP (f.eks. gæster Dr. Dre plus en også kun), men tre vigtige elementer adskiller Relapse: seriemord, stofmisbrug og accenter, og om hvorvidt det gavner albummet, vil jeg nu fortælle.
(Relapse er i øvrigt dedikeret til Proof, så det nu er ude af verden)
1. DR. WEST (SKIT)
Eminem er ved at blive skrevet ud fra rehabiliteringscentret, da lægen pludselig forvandler sig til Slim Shady og lokker ham med flere piller. Jeg ser dog pillerne som et symbol på den befriende og euforiske fornemmelse og tilstand, som Slim Shady kan tilbyde ham, som en substitut for de egentlige piller. Eminem overgiver sig, og Slim Shady besætter ham, og bliver endnu en gang en stor del af ham (som vi også hørte det på The Slim Shady EP). Slim Shady er tilbage.
2. 3 A.M.
Slim Shady er på Relapse i større grad blev et symbol for horror, skræk og rædsel, hvilket også er præcis, hvad nummeret og ikke mindst musikvideoen gengav. Shady kommer en morgen hjem, og finder flere lig liggende i sit hus, som han har glemt at have myrdet. Det fungerer udmærket som et horror nummer, men hans accent er meget irriterende. Slim Shady plejer vist at snakke meget normalt.
3. MY MOM
Eminem undskylder for at rappe om sin mor endnu engang, men han er faktisk undskyldt, da han beskæftiger sig med hendes rolle i hans barndom, hvordan hun introducerede ham til stoffer, og hvorfor han derfor er endt med at ligne hende. Han var sådan set allerede inde på det i ”Cleanin’ Out My Closet”, men vi får her en mere fyldestgørende forklaring. Nummeret er derudover i fuld tråd med albummets fokus på hans stofmisbrug, så det er et vigtigt komponent på albummet, og er samtid også et okay stykke musik. Vi får imitationer, et godt beat og en reflekterende men humoristisk tekst, så sammenfaldne med de tidligere udgivelser er slående. Desværre er accenten nummerets store problem, da han nu lyder bedst i de øjeblikke, hvor han forholdsvis får vristet accenten fra sig.
4. INSANE
Dette er et af Eminem’s korteste numre med sine godt 3 minutter, men til gengæld sparkes det i gang med et brag. Eminem opdigter en fortid som offer for incest og overgreb af sin stedfar, og slår fakta fast helt fra første linje, hvilket kort sagt er meget mærkeligt. Som om hans egentlige barndom ikke var nok til at gøre ham en smule skør. Det er mærkeligt og en smule plat, men jeg kan nu godt lide nummeret alligevel, da produktionen er fed, og Eminem giver den gas med et fedt flow. Teksten er våget og overraskende men også sjov til tider.
5. BAGPIPES FROM BAGHDAD
En af Eminem’s mere bizarre beefs har været med ingen andre end Mariah Carey, som han angiveligt kort havde et (romantisk) forhold til i begyndelsen af sin karriere. Det er en noget mærkelig affære, da han mest af alt sviner hendes mand Nick Cannon til. Mariah svarede skam tilbage med ”Obsessed”, men det er nu alligevel et par mindre interessante kandidater til en beef. Titlen giver virkelig ikke mening, men han nævner den alligevel i omkvædet, så det heller ikke giver mening. Det er derfor højst sandsynligt opkaldt efter den interessante produktion, som inkluderer et instrument, der minder meget om en sækkepibe. Eminem gør i øvrigt brug af autotune i outroen, og det er ikke engang første gang på albummet, at han gør det. Det skal forstille at parodiere, og selvom det har en humoristisk virkning i ”My Mom”, er det alligevel noget man skal passe på med.
6. HELLO
Eminem laver en reintroduktion af Shady, hvilket er ret morsomt, da ALLE allerede kender ham, men nummeret er alligevel ret fedt. Produktionen kan jeg mægtigt godt lide, og faktisk er hans intro/outro også god. Shady fortæller om Eminem’s stofmisbrug (i tredje person), og om den dag han tog en overdosis og faldt om på sit badeværelse. Eminem forsøgte at skille sig af med Shady sammen med misbruget, men Shady melder til sidst sin officielle tilbagekomst. Glimrende nummer som sågar følger albummets koncept.
7. TONYA (SKIT)
Shady kidnapper ’Tonya’… (hun bliver i øvrigt spillet godt)
8. SAME SONG & DANCE
Nummeret følger bl.a. handlingen fra forrige nummer, og starter derfor med kidnapningen af Tonya, mens de senere vers beskæftiger sig med Lindsey Lohan og Britney Spears i stedet. Omkvædet er en morsom metafor for kidnapningerne, og er samtidig også rimelig fængende. Eminem’s flow er godt og produktionen er fantastisk, så selvom hans evigt tilstedeværende accent ikke er optimal (dog uden at være voldsomt irriterende i dette nummer), så er nummeret udmærket.
Det er albummets anden single, men da ”Crack a Bottle” mest af alt skulle melde Eminem’s tilbagekomst, så husker jeg altid dette som albummets første egentlige single. Ja, og så også fordi nummeret er meget fjollet som tidligere første singler, plus Eminem langer ud efter popsangerinder, som han også gjorde meget i dengang. Det begynder dog at være et lidt trættende koncept, og nummeret bliver ikke bedre af, at omkvædet lægger op til et helt andet fokus. Brugen af pruttelyde har i øvrigt aldrig været en god ide.
10. MEDICINE BALL
Dr. Dre bidrager med endnu et fedt beat, men Eminem ødelægger det med nogle meget kedelige vers. Han gør endnu engang grin med Christopher Reeve, og endda efter han er død, og det er ærlig talt ikke sjovt mere. Hans omkvæd er dog fedt nok, da han siger, at det nu må være tid til at hade ham igen. Desværre hader jeg ham lige nu mest for de ringe vers, hvilket nok ikke var meningen. (det kunne det til gengæld sagtens have været på Encore)
11. PAUL (SKIT)
…
12. STAY WIDE AWAKE
Produktionen er fed, men at følge Eminem på endnu en kvindejagt er bare ikke særlig interessant mere. Han
synger endnu et omkvæd, og endnu engang er det ikke særlig godt.
13. OLD TIME’S SAKE (FEAT. DR. DRE)
Det er faktisk ret utroligt, så meget bedre Eminem lyder, når han kommer på lige efter sin mentor, men selvom Dr. Dre ikke lyder helt tilpas og flydende over det fede beat, så er denne duet alligevel ikke helt dum. Men ja Eminem stjæler showet selv med en irriterende accent, så nummeret kunne godt have været en del bedre.
14. MUST BE THE GANJA
Omkvædet er utroligt fængende, og nok det bedste ved hele nummeret. Det er dog heller ikke så svært, da produktionen er kedelig, og versene ikke rigtigt omhandler noget. Det må næsten skyldes marihuanaen, men som Eminem slutter af med at sige, så er han jo faktisk sober nu.
15. MR. MATHERS (SKIT)
Eminem bliver hentet af en ambulance pga. hans famøse overdosis, og fortæller i næste nummer, hvordan det gik så vidt.
16. DÉJÀ VU
Eminem gennemgår i detaljer hans stofmisbrug, og dette er derfor på nærmeste vis kronjuvelen og det vigtigste komponent på albummet. Han fortæller om, hvordan og hvorfor misbruget opstod, og giver den ene forklaring efter den anden, for hvorfor han dengang blev ved, nu velvidende om at det blot var dårlige undskyldninger. Han får også hevet pigerne med ind i billedet, og deres reaktion til hans misbrug. Det har helt sikkert haft en terapeutisk virkning på ham, mens det samtidig også udgør et rigtig godt nummer med en følsom, berørt og sårbar Eminem og en spændende og informerende tekst uden filter. Den melodiske produktion og det gode, sørgmodige omkvæd er blot toppen på en lækker kransekagen. Accenten gør nummeret en anelse upersonligt, men ingen større skade er sket.
17. BEAUTIFUL
Eminem lyder anderledes på dette nummer, da han ikke bruger en mærkelig accent. Han lyder dog stadig lidt mærkelig – lidt påvirket. Det skyldes, at ”Beautiful” er indspillet før han blev sober, hvilket gør det til det eneste af slagsen på albummet. Paradoksalt nok minder teksten til gengæld snart mere om hans tidligere materiale end noget andet, da det er ærligt, følelsesladet, lidt morsomt og blot omhandler hans hårde opvækst og dagligdag. Eminem’s produktion (eneste på albummet) er desuden god, og det samme er samplet til start og slut, så ikke overraskende er nummeret også en af fanfavoritterne fra albummet. Også selvom Eminem synger et cheesy omkvæd.
18. CRACK A BOTTLE (FEAT. 50 CENT & DR. DRE)
Albummets først offentliggjorde nummer, og også nummeret der passer mindst ind på albummet af alle. Faktisk er albummet rimelig kontinuerligt, men dette nummer ødelægger det billede, da det mest af alt lyder som en 50 Cent single. Jeg har ikke kunne lide nummeret fra første gang, jeg hørte det, så generelt bare et let udskifteligt nummer.
19. STEVE BERMAN (SKIT)
Typisk og som altid morsom skit med en vred Steve, hvor Eminem annoncerer, at han har lavet to albums…
20. UNDERGROUND
Nemme point forsøges at blive scoret med dette nummer, som leder tankerne hen mod ”I Still Don’t Give A Fuck”, men det eneste Eminem får ud af det, er at jeg bare står tilbage med en følelse af slem skuffelse. Han lød virkelig arrig dengang, og derfor virkede nummeret, men det gør han ikke rigtigt her. Derudover begynder han endnu engang at snakke om Hanibal Lector og Hannah Montana, som jeg allerede har fået nok af, og så er produktionen heller ikke voldsomt fed. ”Underground” lægger op til det helt store brag, og ender derfor med at være meget undervældende. Ærgerligt. Ken Kaniff vender i øvrigt tilbage til sidst i nummeret, hvilket blot er endnu en grund til at hade det.
Albummet fås nogle steder med følgende to bonusnumre (hvor af det første kunne hentes gratis fra Eminem’s officiele hjemmeside, hvis man havde købt den fysiske CD):
21. MY DARLING
Det her er nok et af Eminem’s mest konceptuelle numre nogensinde. Eminem gennemgår umiddelbart nogle af de samme hændelser som hørt i introen på The Slim Shady EP og ”When I’m Gone”. Man hører først om, hvordan Eminem solgte sin sjæl til djævlen for at blive succesfuld, og hvordan Slim Shady derefter overtog ham. Nogle år senere forsøger Eminem at løsrive sig fra Shady og skyder ham derfor, men Shady er en ånd, og kan derfor ikke dø. Djævlen lod dog Eminem være et stykke tid, men er nu tilbage for at bringe Shady tilbage også. Det ender til sidst med, at Shady endnu engang finder op til overfladen, og bliver ét med Eminem. Det er lidt den samme historie som fortalt i ”Hello”, men forskellen er, at den her bliver præsenteret som en samtale mellem Eminem og djævlen. Det er ikke et super fedt stykke musik, men det har et interessant koncept, og ville have været en god substitut for ”Crack a Bottle”
22. CAREFUL WHAT YOU WISH FOR
Dette nummer havde været et endnu bedre bud på en afløser for ”Crack a Bottle”. Omkvædet er skrevet fint, men Eminem’s sang er ikke så god. Versene derimod er meget interessante, og der måtte gerne have været et mere, da han virkelig åbner op for sine følelser på den gode måde. Det, at tidligere udgivelser nævnes, giver også ekstra point. De mange lydklip til at begynde med minder mig om 2Pac’s ”To Live & Die in L.A.”, og er også her et fedt virkemiddel. Eminem’s reflekterende beat skiller sig ud fra resten af albummet på en positiv måde, så nummeret er skam udmærket (og muligvis indspillet på omkring samme tid som ”Beautiful”).
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Relapse er ret eksperimentelt, og er derfor en anderledes oplevelse end tidligere albums med Eminem. Dette skyldes mest af alt de mange accenter, som desværre trækker kvaliteten en del ned. Lyrikken er heller ikke altid i toppen, hvilket også er ærgerligt, men til gengæld er produktionerne overvejende rigtig gode. Det er rimelig underholdende og nogle lyt værd, men man kan nøjes med at høre en brændt kopi.
BEDSTE NUMRE: “Insane”; “Hello”; ”Same Song & Dance”; “Déjá Vu”; “Beautiful”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar