Relapse blev sluttet af med offentliggørelsen af endnu et album, der populært blot gik under navnet Relapse 2. Eminem havde nemlig tilsyneladende indspillet numre nok til flere albums, og Relapse 2 var derfor blot et spørgsmål om at vælge hans favoritter, men som tiden gik, ændrede hans ambitioner med det nye album sig også, og Relapse 2, som skulle have været udgivet samme år som originalen, blev derfor udsat på ubestemt tid. For ikke at skuffe sine fans udgav Eminem så en lille samling nye numre, som blev pakket sammen med Relapse, og dermed også tillod ham at tage fuldpris for det. Relapse: Refill var født. Titlen refererer endnu en gang til piller, men er også indholdsmæssigt meget sigende, da Refill byder på flere numre omhandlende stoffer, misbrug og seriemord. Bonusdisken byder dog også på ganske simple numre omhandlende ingenting, og med det eneste formål at imponere med punchlines og rim.
Fem ud af syv numre på albummet er helt nye, mens det ene er hentet fra et filmsoundtrack, og egentligt ikke er Eminem’s nummer, og det andet er fra et kompilations album (det var faktisk et dobbeltalbum indholdene to kompilationer med henholdsvis ham og Jay-Z), solgt sammen med spillet DJ Hero 2: Renegade Edition, og udgivet tidligere på året (i øvrigt eneste nye nummer på den cd).
Eminem’s nye ambitioner medførte i øvrigt en ny stil, som viste sig at være at droppe accenterne, men dette er altså (primært) resterne fra før den trådte i kraft.
1. FOREVER (DRAKE FEAT. EMINEM, KANYE WEST & LIL’ WAYNE)
Boi-1da, som sidenhen har arbejdet yderligere med både Drake (som nummeret rigtigt er tilskrevet) og Eminem, har produceret dette utilstrækkelige, irriterende og undervældende beat. Drake smadrer det endnu mere med sit forfærdelige og trættende omkvæd, og sådan set også vers. Dette var mit første møde med Drake, og selvom mit indtryk af ham ikke var godt, hørte jeg alligevel hans debut igennem da den landede, og jeg har derfor forståeligt nok ikke hørt noget med ham siden. Kanye West kan jeg godt lide, men han virker meget akavet over produktionen. Faktisk lægger Lil’ Wayne det (andet) mest interessante vers, og lyder tilmed komfortabel over den lunkne produktion. Den største overraskelse er dog selvfølgelig Eminem, men der er både gode og dårlige nyheder. Hans vers er ikke spændende. Til gengæld har han droppet accenterne, og lyder for første gang i lang tid normal.
2. HELL BREAKS LOOSE (FEAT. DR. DRE)
Og wupti så er accenten tilbage igen. Dr. Dre er også tilbage som producer, så det minder en del mere om Relapse. Nummeret er dog ekstremt dårligt. Beat, omkvæd, flow osv. er hovedpinegivende. Dr. Dre forsøger sig med noget rap i hurtigere tempo, hvilket han ikke skulle have gjort.
3. BUFFALO BILL
Tilbage til kvindemordene, og denne gang har Eminem sågar lavet et helt nummer omkring hans Buffalo Bill (karakter fra In The Silence of the Lambs) tendenser, der inkluderer at myrde kvinder og klæde sig i deres hud. Omkvædet er endnu engang dårligt, hvilket er tre på stribe nu. Dr. Dre’s produktion er intetsigende, og faktisk lidt irriterende at høre på, så dette nummer har heller ikke noget godt at byde på.
4. ELEVATOR
Der er lidt utroligt, at der skal en produktion af Eminem selv til, før at Refill begynder at lyde bare nogenlunde. Omkvædet er godt og hyggeligt, men desværre har den gamle og tidligere drøm om at blive populær intet med resten af nummeret at gøre. Beatet er udmærket, og selvom det uudnyttede potentiale er et slag i maven, så er nummeret alligevel et fint bekendtskab. Om ikke andet så hvert fald det bedste nummer Refill hidtil har haft at byde på.
5. TAKING MY BALL
Lyriks set en forlængelse af forrige nummer, da der går punchlines og irrelevans i den. Eminem laver mod slutningen en besynderlig stemmeforvrængning og imiterer en lille dreng, der er vred over, at ingen vil lege med ham. Er der ingen rappere, der vil arbejde med Eminem? Det første nummer siger ”jo”. Da jeg endelig fik fat i DJ Hero 2’s medfølgende dobbeltalbum, var nummeret mildt sagt lidt af en skuffelse, og jeg var til gengæld noget mere begejstret for det ti år ældre ”Bad Guys Always Die” (fra Wild Wild West soundtracket), som jeg ikke havde hørt før.
6. MUSIC BOX
Det er umiddelbart endnu et nummer om stoffer og kvindemord, men ivrige fans har været fremme med overtolkninger, der kaster nummeret i andet lys. Der er dog en chance for, at Eminem gives lidt for meget kredit, og nummeret er nok bare et forholdsvis ligetil nummer om stoffer og kvinder. Det er dog et okay nummer uanset hvad. Eminem synger omkvædet, men det lyder alligevel glimrende, og produktionen er dyster og fed, så ja et glimrende nummer.
7. DROP THE BOMB ON ’EM
Nummeret er en anelse bedre end ”Buffalo Bill”, da produktionen og omkvædet er en smule federe, dog uden at være super gode. Eminem lyder disker op med ligeså mange uinteressante ting som på stort set resten af albummet, og er ærlig talt ikke særlig interessant med sine accenter og ligegyldighed, så dette var ikke overraskende heller ingen voldsom succes.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg kan godt lide Relapse, men jeg behøvede ikke rigtigt mere af samme skuffe, så derfor falder Relapse: Refill lidt til jorden, og ender blot som en bunke klichefyldte og kedelige kasserede rester. Der er enkelte udmærket numre, men resten behøver jeg ikke at høre nogensinde igen. Eftersom at Refill blev sat til salg til fuldpris, nægtede jeg at købe det til at starte med, da jeg allerede havde købt Relapse tidligere på året. Eminem påstår, at han udgav dette for sine fans skyld, men jeg har stadig ikke fået købt Refill, og jeg har ingen planer om det foreløbigt. Er du ikke en stor fan, behøver du bestemt heller ikke at bekymre dig om denne udgivelse nogensinde (igen).
BEDSTE NUMRE: ”Elevator”; ”Music Box”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar