People Under The Stairs - Highlighter (2011)

I 1997 gik de to californiske rappere Thes One (som også fungerer som gruppens producer) og Double K sammen, og formede gruppen People Under the Stairs, hvilket til dags dato har affødt otte anmelderroste albums, et stort passioneret følge og mere end tusind udsolgte shows fordelt over hele verden. Meget af deres succes nedstammer fra et af deres allerførste numre, ”San Francisco Knights”, som de indspillede efter en tur til San Francisco – ganske få måneder efter gruppens dannelse. De udgav en single i et meget lille oplag, hvoraf en butiksejer købte en stor portion, som efter at være blevet spillet i butikken, blev udsolgt på ganske få minutter. Det fik butiksejeren til at kontakte ejeren af Om Records (belæggende i San Francisco), og People Under the Stairs signede til sit første pladeselskab.

Efter de hurtigt fik afsluttet sin 4-albumsaftale med Om Records, hoppede de lidt rundt fra pladeselskab til pladeselskab, men endte til sidst op ved dem igen, men modsat første gang da de signede til Om Records, var de anden gang meget mere erfarne og populære med flere pladser på diverse hitlister i bagagen. I dag er gruppen igen uafhængige, og udgav sidste år i 2011 deres ottende album, Highlighter, og eftersom jeg er fuldstændig ligeglad med kontinuitet og kronologi, er det dette seneste udspil, jeg anmelder i dag.

Gruppen blev kendte for at rappe om sine omgivelser (som hørt i ”San Francisco Knights”), og denne tradition bliver vedligeholdt, når de på Highlighter beretter om endnu flere oplevelser, mens de på samme tid også forsøger at forny sig selv med mere alternativt musik. Særligt produktionssiden er der blevet gjort meget ud af, da de henter hjælp udefra hos indie-rock producere og live spillere. Albummet er blevet kaldt deres mest ambitiøse projekt til dato, og der er måske noget om snakken.

1.       SELFISH DESTRUCTION
Nummeret starter lidt søvndøsende, men da først beatet og rapperne springer frem fra sit skjul, udvikler det sig til at være et af de allerbedste numre på hele albummet. Jeg kan rigtig godt lide det rastløse drumbreak, og rapperne fremstår meget stærke. Hvis så bare det egentlige nummer havde haft mere skulderplads.

2.       THE SECOND TRACK
Hvad kan et nummer med en så anonym titel mon handle om? Jeg ved det faktisk ikke helt. Produktionen er lidt kedelig, da trommerne spiller for sig selv et langt stykke hen af vejen, så det var et lidt unødvendigt indslag.

3.       CAN’T HOLD IT BACK
Allerede her er gruppen dog tilbage på rette spor igen. Produktionen bliver taget ned i tempo, og har en meget beroligende effekt. Gruppen gør oprør mod dem, der prøver at holde dem nede (negative kritikere), mens de takker dem, der har deres ryg (fans). Det er et meget dejligt og afslappet nummer, og omkvædet er meget passende og godt udført.

4.       TALKIN’ BACK TO THE STREETS
Gruppen virker meget opsatte på at holde fast i sine rødder, hvilket jo er et beundringsværdigt træk i hip-hop musik, særligt hvis alternativet er kommercialisme, og nummeret er skam også en respektabel dedikation til the streets. Nydeligt og roligt nummer.

5.       AT THE HOUSE
Titlen tyder på det, beatet indikerer det og teksten bekræfter det. Nummeret er et festnummer, hvilket er et sjældent felt, jeg anbefaler, og dette er ingen undtagelse. Det er ikke ulideligt, undtagen mod slutningen hvor det udvikler sig rimelig plat, men ellers er nummeret som sådan ikke dårligt, da produktionen er munter og positiv uden at være irriterende.

6.       TOO MUCH BIRTHDAY
Det her er stort set bare mere af det samme – bare meget dårligere. Der burde kun være et af disse slags numre på albummet, så jeg kan allerede nu konstaterer, at dette album er alt for langt.

7.       WE GOT IT
Et kort selvpromoverende nummer med et vers fra hver rapper. Det er bedre end forrige nummer, men stadig ikke helt oppe at ringe endnu, da jeg ikke rigtigt føler produktionen.

8.       THE TIME BANDIT
Nummeret er opbygget på præcis samme måde som forrige nummer, og holder sig stadig under tre minutter selvom den dog er noget længere. Produktionen er lidt bedre, så dette var en smule mere underholdende.

9.       FOOLISH PEOPLE
Produktionen er rigtig fed på dette nummer, og man kan godt fornemme inspirationen fra rockmusik. Begge rappere lyder meget godt over beatet, men deres lyrik er dog ikke vildt ophidsende. Til gengæld fungerer det samplede omkvæd meget godt, så nummeret er okay.

10.   ASCENSION TO NOWHERE
Rockindflydelsen er også særligt til stede her med den tunge guitar, men drumbreaket er lidt kedeligt, så det fungerer ikke helt så godt. Det stopper dog hurtigt efter et minuts tid, hvorefter nummeret nærmest udvikler sig til ren rock med en stille melodi og sungne lyriks. Eller måske nærmere pop. Uanset hvad er det hvert fald for langsomt. Men det er alligevel en spændende udvikling.

11.   UPROCK BOOGIE
Bortset fra at Rakim vokalsamplet var opfindsomt integreret, så er der ikke så meget ved det nummer. Det lyder som et nummer, der i langt højere grad er lavet for at sælge frem for at ytre et budskab eller lignende.

12.   ELECTRIC TOOKIE
Dette er lidt af en overraskelse, da produktionen er meget nedtonet og faktisk lidt mørk, og endnu vigtigere får gruppen det faktisk til at fungere ret godt. Teksten kan godt ignoreres, men så står man stadig tilbage med et meget stemningsfuldt og interessant stykke musik. Fedt.

13.   THIS LIFETIME
Et nummer om ulykkelig kærlighed, hvor der bliver fortalt om forholdets uheldige drejning. Omkvædet er fuldstændigt forfærdeligt og klichefyldt, men ellers er det et rimelig hæderligt udspil.

14.   COOKIE’S THEME
Det er muligvis optaget live eller også skal det bare virke sådan, men uanset hvad så er nummeret meget dårligt. Teksten er uinspirerende, og rapperne lader til at have fremmanet deres værst tænkelige flows. Man følger stort set bare rappernes forsøg på at score pigerne blandt publikum, og det er ikke engang fordi, de prøver særlig hårdt.

15.   DEWRIT!
Det er vel et slags inspirerende nummer med et elsk-din-næste budskab, men i så fald gælder det kun i første vers, da det hurtigt udvikler sig til et slags dansenummer. Det er et ret mærkeligt nummer, da det ikke helt virker til, at gruppen ved, hvad fanden de vil med det.

16.   MEAN SPIRITED
Gruppen sampler intet andet end Nirvana’s ”Smells Like Teen Spirit”, hvorfra de bl.a. sakser det stille guitarriff, og resultatet er faktisk ret godt. Basgangen er også et sikkert hit, der trods sin simpelhed lyder fed. Rockindflydelsen bliver ikke meget mere synlig, men det fungerer helt fint for dette nummer. Spændende.

17.   SONIC ELDERS
Et kort instrumentalnummer, hvor der ikke rigtigt sker noget bemærksesværdigt.

18.   WRLA
En blanding mellem en radioskit og egentligt musik. Et smooth beat kører gennem hele nummeret, så det lyder meget godt. Gruppen får besøg af en DJ, som vælger at rappe med dem, og han stjæler faktisk en del opmærksomhed min sin utroligt dybe stemme. Det er dog selve gruppen, der er de mest interessante. Hvis ikke omkvædet bestod af de irriterende radioskits, så ville nummeret muligvis have været et af albummets bedste.

Følgende er bonusnumre, der følger med, hvis man køber albummet gennem gruppens hjemmeside.

19.   LEFT FOOT, RIGHT FOOT (PL70 EXCLUSIVE)
Endnu engang har gruppen været ude med sine lange fingrer, og denne gang står Stevie Wonder’s ”As” for skud. De har løftet et nynnende vokalstykke, som de bruger gennem hele nummeret, og det lyder super fedt. Endnu en dejlig afslappet og let produktion, og det fungerer godt sammen med rappernes vokaler. Glimrende nummer.

20.   AMBIEN HALLWAY MUSIC (PL70 EXCLUSIVE)
Gruppen fortsætter den beroligende og skønne lyd fra de to forrige numre, og det er bl.a. i disse situationer, at gruppen fremstår allerstærkest. Det er et meget smooth nummer, og rapperne lukker nogle interessante og reflekterende tanker ud, så selvom de to ekstra vokalfrie minutter ikke fra nødvendige, så er nummeret en meget god måde at lukke albummet ned på. Dette burde derfor være sådan, alle afslutter Hightlighter på.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Highlighter er alt, alt for lang, og med tyve numre kan det kun gå galt en gang i mellem. Vekslingen mellem den rockede og beroligende produktion er et godt træk, og rapperne er glimrende teknisk, men når det kommer til sangskrivning, halter de til tider godt nok bagefter. Jeg vil anbefale at købe albummet, men man skal kun høre det igennem et par gange, hvorefter man bør vælge sine favoritter og så holde sig til dem fremover. Man kan sagtens finde en del godt på albummet, men man vil også finde meget dårligt og redundant. En kvalitetskontrol før udgivelsen kunne have gjort pladen meget bedre og mere konsistent.

BEDSTE NUMRE: “Selfish Destruction”; ”Can’t Hold It Back”; “Talkin’ Back To The Streets”; “Foolish People”; “Electric Tookie”; “Mean Spirited”; “Left Foot, Right Foot”; “Ambien Hallway Music (PL70 Exclusive)”