The Roots - Undun (2011)

The Roots består af rapperen Black Thought, trommeslageren og produceren ?uestlove og en række mere eller mindre udskiftelige bandmedlemmer på forskellige instrumenter, der alle har erstattet et tidligere medlem. Dette betyder selvfølgelig at gruppen live-indspiller alt sin musik, hvilket ikke overraskende er et af deres kendetegn, da det ikke er tilfældet med noget nær nogle som helst andre hip-hop grupper. Et andet kendetegn tilknyttet gruppen er gentagende optrædener i Late Night With Jimmy Fallon, eftersom de i 2009 blev showets officielle husorkester, hvilket vist heller ikke sker for mange hip-hop grupper.

Black Thought og ?uestlove mødte hinanden tilbage i 1987 og begyndte at spille musik under forskellige navne – deriblandt The Square Roots. I løbet af det næste halve årti blev der tilføjet nye medlemmer til gruppen, som så endelig i 1993 var klar til at udgive debuten Organix under navnet The Roots uden om et pladeselskab. Udgivelsen generede lige akkurat nok buzz omkring gruppen til, at de kunne signe med sit første pladeselskab. Med deres tredje udgivelse nåede de endelig ind på Billboard 200 hitlisten, og selvom de siden støt har samlet nye tilhængere op, har gruppen aldrig nydt den helt store kommercielle succes. Til gengæld har de en meget solid, loyal og tilfreds fanbase, da gruppen siden sin fødsel aldrig har afveget fra sin jazzede, beroligende og professionelle lyd, der med hvert album har taget både fans såvel som anmeldere med storm hver gang.

Selvom Black Thought nu er gruppens eneste rapper, har gruppen tidligere indeholdt flere rappere. Malik B. var stort set med fra starten men hoppede fra igen under indspilningerne til gruppens fjerde album pga. personlige problemer, mens Kid Crumbs kort var inde og vende under arbejdet på debuten. Malik B. har dog siden hen gentagende gange gæstede gruppens album, hvilket i øvrigt også gælder Dice Raw, som altid har været en tæt affilieret af gruppen – dog aldrig et decideret medlem.

I 2011 udgav gruppen sit 10. album, og det er altså uden EP’s, kollaborationer, kompilationer, live optagelser og mixtapes (hvilke de alligevel ingen har lavet af) medtaget. Men selvom det er gruppens tiende album, skiller det sig ud på en meget væsentlig måde, da gruppen for første gang har indspillet et konceptalbum. Således hører man i løbet af Undun om livet for den fiktive person Redford Stevens, som levede et tragisk liv i ghettoen. Historien bliver fortalt gennem et førstepersons synspunkt, og interessant nok i omvendt kronologisk rækkefølge fra hans alt for tidlige død og tilbage gennem hans liv.

Produktionen blev overværet af ?uestlove, som hentede hjælp fra en del forskellige udefrakommende. De har dog næsten alle til fælles, at de er rimelig ukendte for omverden, men dette siger heldigvis intet om kvaliteten af albummets produktion. Et enkelt par skiller sig dog ud i form af Sean C og LV, som er en del af det Bad Boy sponsorerede produktionsteam The Hitmen (formet af bossen P. Diddy eller hvad han nu ellers går under i disse dage). Ligesom hovedpersonen har Undun et rimelig kort liv, men hvad det mangler i omfang har det til gengæld i holdbarhed.

1.       DUN
Da historien begynder med slutningen starter man ud med at høre en flatline, som langsomt svinder ud og erstattes med lidt skumle og næsten ubehagelige lyde, der til sidst tager til i kraft i takt med, at man hører et hjerte begynde at banke. Stemningen er sat, og historien er skudt i gang.

2.       SLEEP (FEAT. AARON EARL LIVINGSTON)
I forlængelse af introen indledes nummeret med en meget melankolsk produktion, og et meget pænt og intelligent omkvæd af Aaron om drømme og ønsker, som Black Thought følger op på med et kort vers. Nummeret er meget minimalistisk og simpelt, og selvom det ikke er vildt ophidsende, er det et interessant og retfærdiggjort led i historien.

3.       MAKE MY (FEAT. BIG K.R.I.T. & DICE RAW)
Big K.R.I.T. sparker dette nummer i gang med et meget overbevisende vers. Han er generelt en meget lovende og dygtig rapper. Hans flow er meget naturligt og afslappet. Dice Raw tager sig af et ud af flere omkvæd på albummet, og selvom han primært er rapper, så er han faktisk også en interessant sanger. Det kommer dog ikke helt så meget til udtryk på dette nummer som på de senere tilfælde. Black Thought leverer det andet og sidste vers, og gør det som altid meget godt. Rigtig godt, stilsikkert og afslappende nummer.

4.       ONE TIME (FEAT. PHONTE & DICE RAW)
Dette er en af mine klare favoritter på albummet. Jeg har tidligere været lidt hård mod Phonte, men alt kritik tager jeg i mig igen efter at have hørt dette nummer (og hans debut). Han er virkelig fed, og det samme er Black Thought og såmænd også Dice Raw. Sidstnævnte synger igen omkvædet, men denne gang rapper han sig også igennem sidste vers, og det er svært at vælge, hvilken del jeg synes bedst om, da han er rigtig god i begge situationer. Omkvædet er helt sublimt, da det er utroligt fængende, intenst og godt udført. Produktionen er meget fremtrædende og underholdende, på trods af at den ikke er vildt bombastisk og avanceret. Det lyder bare godt.

5.       KOOL ON (FEAT. GREG PORN & TRUCK NORTH)
Vi befinder os umiddelbart i en mere aktiv og gladere tid i Redford’s liv, hvilket reflekteres af den mere højtrystede og muntre produktion, som ikke lægger skjul på sin sampling af DJ Rogers’ ”Where There’s a Will”, da både den gode melodi og et stykke vokal er sakset. Vokalsamplet kører kontinuerligt gennem hele nummeret, og det fungerer rigtig godt. Endnu engang er omkvædet også veludført og meget fængende. Bortset fra hans meget latterlige kunstnernavn leverer Greg Porn et meget godt vers, og det samme gør sig gældende for Truck North – dog i lidt mindre grad. Dejligt nummer.

6.       THE OTHERSIDE (FEAT. BILAL & GREG PORN)
Dette var det første nummer, jeg hørte fra albummet, og jeg elsker det stadig ligeså meget ved tiende lyt. Black Thought er fantastisk over den rolige produktion med sine konsekvente trommer, og Bilal synger endnu et rigtig godt omkvæd. Greg Porn tager sig af det tredje vers, men lyder ikke helt så skarp som i forrige nummer, selvom hans tekst dog er helt fin. Bilal lukker nummeret ned med endnu et omkvæd, hvorefter nummer hurtigt taber fart og kravler i mål med et ganske langsomt tempo. Det er en ret fascinerende og alternativ afslutning.

7.       STOMP (FEAT. GREG PORN)
Her er vi så kommet til det Hitmen producerede nummer. Der var oprindeligt rygter om at Just Blaze skulle stå bag produktionen, hvilke selvfølgelig ikke holdte stik, men det er nu stadig ikke en fjern tanke, da det simple og fremtrædende guitarriff godt kunne lyde som hans værk. Der bliver til gengæld stadig spekuleret i, hvorvidt Just Blaze medvirker med sin vokal, da nummerets umiddelbare vokalsamples fra taler eller lignende, rygtes til at dække over manipulerede indspilninger af Just Blaze. Vokalsamplene gør dog ikke så meget for nummeret, da de blot virker lidt kedelige. Black Thought er god, så det er et okay nummer, men det står ikke ud på albummet.

8.       LIGHTHOUSE (FEAT. DICE RAW)
Indledningen er ikke særlig pirrende, men når først trommer sætter ind og Dice Raw påbegynder det egentlige omkvæd, så udvikler nummeret sig til et meget heldigt bekendtskab. Eftersom at Dice Raw tager sig af det ene ud af to vers og samtidig synger alle omkvæd, er han lidt over det hele på nummeret, hvilket skaffer ham størstedelen af opmærksomheden. Det er dog ikke noget problem, da han er en velintegreret del af gruppen, og ikke mindst er en meget interessant rapper og sanger. Det er helt mærkeligt, at fortrække en rappers sungne omkvæd frem for de vokalsample dominerede, da det ville være fuldstændigt omvendt med mange andre hip-hop grupper, men nu er The Roots selvfølgelig også lidt af en ener.

9.       I REMEMBER (FEAT. JAZZYFATNASTEES)
Foruden det meget flotte omkvæd sunget af Jazzyfatnastees, er Black Thought på egen hånd i dette nummer, og det er nu dejligt til en afveksling, da han jo uden problemer kan håndtere et nummer på egen hånd. Produktionen er meget melankolsk, hvilket bliver nøjagtigt spejlet i Black Thought’s sørgmodige og arrede stemme, der virkelig får det hele til at gå op i en højere enhed. Foruden at være super atmosfærisk og underholdende er nummeret også i højere grad dedikeret til historien om Redford, hvilket blot giver flere pluspoint.

10.   TIP THE SCALE (FEAT. DICE RAW)
Dice Raw sikrer endnu en fed skæring med sit helhjertede og følelsesladet omkvæd, og det bliver selvfølgelig kun bedre af de to herres fantastiske og meget sigende vers, der forklarer Redfords hensigter og hans valg om at fortsætte hustlerstilen, da alternativet simpelthen ikke virker som en mulighed. Produktionen er i øvrigt meget passende og gennemført. Fantastisk igen, igen.

11.   REDFORD (FOR YIA-YIA & PAPPOU)
De følgende fire numre er instrumentale, hvis længde varierer fra et lille minut til godt to minutter. De tre følgende numre er selvfølgelig originale The Roots skæringer, men dette nummer er faktisk sakset fra Sufjan Stevens, som havde det på sit album Michigan fra 2003. Det er meget simpelt og beroligende, og det har uden tvivl været en af gruppens helt store inspirationer til dette album, da navne stemmer overens og nummeret virker som en meget naturlig komponent på albummet.

12.   POSSIBILITY (2ND MOVEMENT)
Der bliver fulgt op med mere levende instrumenteringer ved hjælp af brugen af en meget fin violin.

13.   WILL TO POWER (3RD MOVEMENT)
Pludselig forsvinder roen og strukturen, som til gengæld bliver erstattet af, hvad jeg bedst kan beskrive som dramatisk kaos. Det kunne nemt repræsentere begærlighed eller en indre krig.

14.   FINALITY (4TH MOVEMENT)
Til sidst finder violinen tilbage og den medbringer den behagelige ro og mag for til sidst at forstumme, hvorefter nummeret langsomt fader ud.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Undun er en interessant fortælling om den ambitiøse men fortabte Redford Stephens, som lever et uretfærdigt liv, der ender i hans tragiske dødsfald. Dette i sig selv er opsigtsvækkende, utroligt social bevidst og et opråb til omverden, men oven i hatten har vi samtidig også at gøre med et album, der bare leverer hamrende godt og bund solidt musik. Undun er en ret kort affære med kun ni egentlige numre, men det gør egentligt ikke så meget, da genspilningsværdien er utrolig høj pga. albummets konsekvente og gode kvalitet. Produktionerne holder den lavt profilerede og rå stil hele vejen igennem, og Black Thought og gæsterapperne giver nogle meget mindeværdige og imponerende præstationer. The Roots leverer endnu engang, og jeg vil faktisk gå så langt som til at udnævne Undun til en af deres allerbedste plader. Undun er et af højdepunkterne fra 2011, så selvfølgelig fortjener det et køb.

BEDSTE NUMRE: “Make My”; “One Time”; “Kool On”; “The Otherside”; “Lighthouse”; “I Remember”; “Tip The Scale”