Et af de
tidligste forsøg ud i horrorcore rap stammer fra det sydlige U.S.A, hvor Rowdy
Williams i 1992 udgav det rimelig mørke debutalbum The South Park Psycho under pseudonymet Ganksta N-I-P. Han kommer
ikke overraskende fra bydelen South Park i Houston, Texas, og var den første
rapper fra det løse kollektiv South Park Coalition til at bryde igennem via det
lokale pladeselskab Rap-a-Lot Records.
Han havde forud for udgivelsen af sin debut bidragede med et beat til nabogruppen Geto Boys’ fjerde album, som senere gengældte tjenesten ved at optræde på The South Park Psycho. Ganksta N-I-P lod sig inspirere af Geto Boys’ gangstarap, men det kræver altså flere ord at beskrive hans stil helt præcist. Hans debut indeholder nemlig elementer fra både originalt gangsta rap, den melodiske evolution G-Funk og selvfølgelig horrorcore rap. Derudover er det jo ikke for uden grund, at de sidste tre bogstaver i hans navn står for ’Nation of Islam is Powerful”, da han også er en meget troende muslim – det kommer dog ikke særligt meget til udtryk på skiven. Albummet er delvist produceret af rapperen selv, men også flere andre producere har været inde over. Ligesom de fleste medvirkende gæsterappere er de dog heller ikke særlig kendte.
The South Park Psycho blev udgivet uden nogle supplerende single, men nåede alligevel et stykke op af den genrespecificerede Billboard hitliste og solgte mere end hundrede tusind kopier, hvilket sikrede Ganksta N-I-P en kontrakt med det større Priority Records. Det var altså en rimelig succes og både blandt forbrugere og anmeldere.
1. INTRO
Shout outs til forskellige rappere over et meget dystert beat med tunge trommer og et svagt orgel. Ret kedeligt.
2. HORROR MOVIE RAP
Introen skifter flydende over til dette simple og dystre nummer. Beatet er nogenlunde, men takket være den fremtrædende bas bliver det ret underholdende. Ganksta N-I-P leverer voldeligt og vulgært rap, og han formår faktisk at overraske med ekstreme linjer. Nummeret indledes og afsluttes i øvrigt med et omkvæd, der bliver sunget som en slags børnevise (”A-Tisket, A-Tasket” for at være mere præcis). Det lyder til gengæld ikke så godt, men det er en sjov ide.
3. GET OUT OF THE GAME (FEAT. DOPE-E)
Bortset fra det utroligt repetitive omkvæd er dette en glimrende blanding af horrorcore og gangsta rap, da tonen er meget mørk, og rapperne fortæller ekstreme historier fra gaden. Flere gange i løbet af nummeret hører man et maskingevær, der går af, hvilket giver et godt billede af stemningen på nummeret.
4. ROUGH BROTHERS FROM SOUTH PARK (FEAT. POINT BLACK, DOPE-E & K-RINO)
Nummeret er ret langsomt, hvilket giver et større fokus på lyrikken. Det er ikke altid lige heldigt, men rapperne har dog også nogle ret underholdende og fucked op linjer, som da Point Black erindrer, at han som barn ikke kunne lade vær med at stikke fingrene frem og tilbage under en guillotine. K-Rino er ret undervældende, mens Dope-E mest imponerer med sit dybe og aggressive stemme. Point Black har altså et underholdende vers, og vores vært ligeledes – men på en mere vulgær og ekstrem måde.
5. BLACK GODFATHER
Beatet er rigtig fedt herpå. Der kører en superb basgang, et forsigtigt guitarriff og et pænt blæser arrangement, som Ganksta N-I-P tager sig rigtig godt af med sine tre sultne vers. Omkvædene fremstår derfor lidt som huller i nummeret, da der blot bliver leveret ad-libs og lignende.
6. PSYCHO
For første gang på albummet får vi en smule G-Funk, da den mørke produktion faktisk er ret funky (og super fed). Ganksta N-I-P advarer lytteren om, hvad der sker, hvis man stiller sig i vejen for ham, og det er altså ikke små ting, da han er en selvudnævnt psykopat. Det er ret underholdende.
Han havde forud for udgivelsen af sin debut bidragede med et beat til nabogruppen Geto Boys’ fjerde album, som senere gengældte tjenesten ved at optræde på The South Park Psycho. Ganksta N-I-P lod sig inspirere af Geto Boys’ gangstarap, men det kræver altså flere ord at beskrive hans stil helt præcist. Hans debut indeholder nemlig elementer fra både originalt gangsta rap, den melodiske evolution G-Funk og selvfølgelig horrorcore rap. Derudover er det jo ikke for uden grund, at de sidste tre bogstaver i hans navn står for ’Nation of Islam is Powerful”, da han også er en meget troende muslim – det kommer dog ikke særligt meget til udtryk på skiven. Albummet er delvist produceret af rapperen selv, men også flere andre producere har været inde over. Ligesom de fleste medvirkende gæsterappere er de dog heller ikke særlig kendte.
The South Park Psycho blev udgivet uden nogle supplerende single, men nåede alligevel et stykke op af den genrespecificerede Billboard hitliste og solgte mere end hundrede tusind kopier, hvilket sikrede Ganksta N-I-P en kontrakt med det større Priority Records. Det var altså en rimelig succes og både blandt forbrugere og anmeldere.
1. INTRO
Shout outs til forskellige rappere over et meget dystert beat med tunge trommer og et svagt orgel. Ret kedeligt.
2. HORROR MOVIE RAP
Introen skifter flydende over til dette simple og dystre nummer. Beatet er nogenlunde, men takket være den fremtrædende bas bliver det ret underholdende. Ganksta N-I-P leverer voldeligt og vulgært rap, og han formår faktisk at overraske med ekstreme linjer. Nummeret indledes og afsluttes i øvrigt med et omkvæd, der bliver sunget som en slags børnevise (”A-Tisket, A-Tasket” for at være mere præcis). Det lyder til gengæld ikke så godt, men det er en sjov ide.
3. GET OUT OF THE GAME (FEAT. DOPE-E)
Bortset fra det utroligt repetitive omkvæd er dette en glimrende blanding af horrorcore og gangsta rap, da tonen er meget mørk, og rapperne fortæller ekstreme historier fra gaden. Flere gange i løbet af nummeret hører man et maskingevær, der går af, hvilket giver et godt billede af stemningen på nummeret.
4. ROUGH BROTHERS FROM SOUTH PARK (FEAT. POINT BLACK, DOPE-E & K-RINO)
Nummeret er ret langsomt, hvilket giver et større fokus på lyrikken. Det er ikke altid lige heldigt, men rapperne har dog også nogle ret underholdende og fucked op linjer, som da Point Black erindrer, at han som barn ikke kunne lade vær med at stikke fingrene frem og tilbage under en guillotine. K-Rino er ret undervældende, mens Dope-E mest imponerer med sit dybe og aggressive stemme. Point Black har altså et underholdende vers, og vores vært ligeledes – men på en mere vulgær og ekstrem måde.
5. BLACK GODFATHER
Beatet er rigtig fedt herpå. Der kører en superb basgang, et forsigtigt guitarriff og et pænt blæser arrangement, som Ganksta N-I-P tager sig rigtig godt af med sine tre sultne vers. Omkvædene fremstår derfor lidt som huller i nummeret, da der blot bliver leveret ad-libs og lignende.
6. PSYCHO
For første gang på albummet får vi en smule G-Funk, da den mørke produktion faktisk er ret funky (og super fed). Ganksta N-I-P advarer lytteren om, hvad der sker, hvis man stiller sig i vejen for ham, og det er altså ikke små ting, da han er en selvudnævnt psykopat. Det er ret underholdende.
7. ACTION SPEAKS LOUDER THAN WORDS (FEAT. SCARFACE, WILLIE D & SEAGRAM)
Ikke overraskende overtager drengene fra Geto Boys fuldstændigt dette nummer. Scarface lægger ud med et glimrende vers som kun bliver matchet af Willie D. Ganksta N-I-P og Seagram gør det dog også okay. Værten har i øvrigt skrevet et af de mest deprimerende vers, da han angiveligt fortryder, at han blev født. Vokalsamplet i de korte mellemspil er effektivt, så det er generelt et fedt nummer.
8. GANKSTA MAC
G-Funken viser igen sit slidte ansigt, men beatet er et meget tydeligt loop af trommer og bas, hvilket er irriterende, og gør nummeret lidt kedeligt i længden. Ganksta N-I-P har nogle ret intetsigende vers om pimps og penge, og omkvædet er også i vejen. Det virker ellers lovende ved første lyt.
9. SMOKIN AMP
Den funky basgang er uden tvivl godkendt, så vi er allerede tilbage på det rette spor igen. Det er endnu engang tid til historiefortælling, og dette er Ganksta N-I-P ret god til. Det er primært bare fortællinger om blodudgydelser inkl. hans eget, men det fungerer for ham.
10. DISGUSTING
Den indledende skit er meget unødvendig, men derefter lysner det faktisk lidt op. Det handler stadig om piger og sex, men det er i albummets ånd og med en rimelig produktion. Det burde være et nummer, jeg ville hade med alt magt, men det er faktisk ikke helt forfærdeligt. Det er dog heller ikke just fantastisk.
11. H-TOWN
Et på mange måder kedeligt nummer om Houston. Ganksta N-I-P har nogle ligegyldige vers og et kedeligt flow, og produktionen er ret indholdsløs. Næste.
12. SLAUGHTER
Ganksta N-I-P er på morderisk togt rundt i byen og har en særlig forkærlighed for politiet, som til gengæld forsøger at fange ham. Men han er jo en psykopat, så han er ikke lige sådan at fange. Nummeret sampler selvfølgelig N.W.A. og beviset på deres ligeledes anstrengte forhold til LAPD. Resultatet er okay.
13. PARANOID
Nej, Black Sabbath’s sang af samme navn er ikke samplet, men til gengæld er der blevet sakset nogle sekunder fra Ted Nugent’s ”Stranglehold”, som mere eller mindre hører til i samme genre. Et metallisk guitarriff danner derfor fundamentet for dette nummer, men det er tilpas dæmpet og godt mikset, så det hverken lyder forstyrrende eller malplaceret. Det gentaget riff bliver dog lidt repetitivt at høre på i længden, så nummeret er en smule kedeligt. Det er dog alligevel et mildt interessant alternativt nummer.
14. DAMNED SHAME
Dette er en ret kedelig måde at slutte albummet af på. Det er næsten helt søvndyssende. Det er egentligt ærgerligt, da Ganksta N-I-P sætter fokus på sine afdøde og fængslede kammerater. Produktionen er bare utrolig langsom, stille og bogstaveligtalt trættende. Tanken var ellers god nok.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: The South Park Psycho starter godt, men når man først kommer over midten, begynder det at gå nedad bakke. Når albummet fungerer, byder det dog på glimrende horrorcore gangstarap med vanvittige tekster og dystre og funky beats. Ganksta N-I-P er en nogenlunde rapper, der forstår at overraske lytteren. Han ligner ret meget LL Cool J, men de lyder på ingen måde som hinanden. Nu laver de dog også vidt forskelligt musik. Inkorporationen af funky basgange på albummet er ret skelsættende og værdsatte, men for meget fyld gør alligevel, at den samlede pakke trods alt ikke er bedre, end at jeg vil anbefale at piratkopiere The South Park Psycho, hvilket i øvrigt også er den eneste løsning, hvis man ønsker at komme i besiddelse af albummet.
BEDSTE NUMRE: ”Horror Movie Rap”; ”Black Godfather”; ”Psycho”; ”Action Speaks Louder Than Words”; ”Smokin Amp”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar