.jpg)
En af de
bedre kendte gangstarap grupper må være Compton’s Most Wanted, der ligesom N.W.A. få år
tidligere virkelig forstod at stable det korrekte image på benene –
selvfølgelig ved et tilfælde. N.W.A. blev notorisk kendte for sin hårdkogte
attitude overfor lovens lange arm, mens dagens anmeldte gruppe efter sin debut,
It’s a Compton Thang, formåede at
have 2/3 af rapperbesætningen siddende bag tremmer.
Compton’s Most Wanted bestod originalt af rapperne Ant Capone, Boom Bam, MC Chill og MC Eiht, men førstnævnte trak sig allerede før debuten blev udgivet, den anden i rækken sad i fængsel det meste af tiden under gruppens første aktive periode og har endnu ikke i dag lagt et enkelt vers på bare en af gruppens udgivelser, og MC Chill fik ragede sig uklar med politiet under indspilningerne til gruppens andet album, Straight Checkn ’Em, så MC Eiht befandt sig hurtigt i en lederrolle, og har derfor altid været gruppens ansigt udadtil og mest populære medlem.
DJ Slip fungerede som gruppens eneste producer på de to første albums med assistance af The Unknown DJ, men da arbejdet på det tredje album, Music to Driveby, påbegyndte, havde gruppen i mellemtiden inviteret endnu en DJ ind i folden, og således blev DJ Mike T fremover også fast inventar i Compton’s Most Wanted. De leverer som skrevet gangstarap, og det er kun blevet mere tydeligt og fremtrædende i takt med, at gruppens diskografi er vokset i størrelse. Det vil sige frem til udgivelsen af Music to Driveby i 1992, hvor gruppens gangstarap kulminerede, og albummet bliver derfor ofte anerkendt som gruppens bedste.
Enkelte gange bliver gangstaattituden dog også lagt en smule på hylden til fordel for gode gammeldags personlige disses rettet i mod Tim Dog efter hans ”Fuck Compton” (hvilket næsten krævede et obligatorisk modsvar, hvis man boede i nævnte by), men MC Eiht holdte skam også liv i sin beef med DJ Quik (samme by – rivaliserende crews), som Quik angiveligt havde startet ved en fejl få år tidligere, og derefter forsøgt at tie ihjel på sin debut.
1. INTRO
En meget kort klassisk komposition. Tja.
2. HIT THE FLOOR
Et kort nummer med en meget engagerende produktion og en bombastisk genintroduktion af Eiht. Det er super fedt, så det er virkelig en skam, at det ikke varer mere end to minutter.
3. HOOD TOOK ME UNDER
Uden tøven gruppens største hit, og det er sågar en del af soundtracket i Grand Theft Auto: San Andreas. Selvfølgelig kan man sige, da det er som skrædder syet til spillets gangsterattitude. Eiht fortæller historien om, hvordan en ung sort mand i ghettoen bliver opslugt af bandelivet, og det fungerer lige godt uanset om det høres på en tur gennem Los Santos eller ej. Produktionen er ret afslappende, og jeg vil faktisk mene, at nummeret besidder mange af de samme kvaliteter som ”The Message” ti år tidligere.
Compton’s Most Wanted bestod originalt af rapperne Ant Capone, Boom Bam, MC Chill og MC Eiht, men førstnævnte trak sig allerede før debuten blev udgivet, den anden i rækken sad i fængsel det meste af tiden under gruppens første aktive periode og har endnu ikke i dag lagt et enkelt vers på bare en af gruppens udgivelser, og MC Chill fik ragede sig uklar med politiet under indspilningerne til gruppens andet album, Straight Checkn ’Em, så MC Eiht befandt sig hurtigt i en lederrolle, og har derfor altid været gruppens ansigt udadtil og mest populære medlem.
DJ Slip fungerede som gruppens eneste producer på de to første albums med assistance af The Unknown DJ, men da arbejdet på det tredje album, Music to Driveby, påbegyndte, havde gruppen i mellemtiden inviteret endnu en DJ ind i folden, og således blev DJ Mike T fremover også fast inventar i Compton’s Most Wanted. De leverer som skrevet gangstarap, og det er kun blevet mere tydeligt og fremtrædende i takt med, at gruppens diskografi er vokset i størrelse. Det vil sige frem til udgivelsen af Music to Driveby i 1992, hvor gruppens gangstarap kulminerede, og albummet bliver derfor ofte anerkendt som gruppens bedste.
Enkelte gange bliver gangstaattituden dog også lagt en smule på hylden til fordel for gode gammeldags personlige disses rettet i mod Tim Dog efter hans ”Fuck Compton” (hvilket næsten krævede et obligatorisk modsvar, hvis man boede i nævnte by), men MC Eiht holdte skam også liv i sin beef med DJ Quik (samme by – rivaliserende crews), som Quik angiveligt havde startet ved en fejl få år tidligere, og derefter forsøgt at tie ihjel på sin debut.
1. INTRO
En meget kort klassisk komposition. Tja.
2. HIT THE FLOOR
Et kort nummer med en meget engagerende produktion og en bombastisk genintroduktion af Eiht. Det er super fedt, så det er virkelig en skam, at det ikke varer mere end to minutter.
3. HOOD TOOK ME UNDER
Uden tøven gruppens største hit, og det er sågar en del af soundtracket i Grand Theft Auto: San Andreas. Selvfølgelig kan man sige, da det er som skrædder syet til spillets gangsterattitude. Eiht fortæller historien om, hvordan en ung sort mand i ghettoen bliver opslugt af bandelivet, og det fungerer lige godt uanset om det høres på en tur gennem Los Santos eller ej. Produktionen er ret afslappende, og jeg vil faktisk mene, at nummeret besidder mange af de samme kvaliteter som ”The Message” ti år tidligere.
4. JACK MODE
I løbet af dette nummer stjæler Eiht fra forskellige personer, hvilket kunne være en interessant fortælling om en koldsvedende, stresset og deprimeret fyr, men det er det ikke. Det virker derimod lidt tilfældigt, når han går på jagt, hvilket ikke er særligt spændende.
5. COMPTON 4 LIFE
Den næsten obligatoriske ode til hjembyen som endvidere også indeholder vokalsamples sakset fra N.W.A.’s debut. Der er en meget mærkværdig sekvens halvvejs igennem, hvor både beat og Eiht synes at holde en kort pause, men bortset fra det er nummeret rimelig konsekvent med en nogenlunde kvalitet. Beatet lyder lidt for simpelt med et stort fokus på trommerne, hvilket sætter en lille dæmper på min begejstring.
6. 8 IZ ENOUGH
Godt nok siger Eiht en masse ligegyldige ting, men pga. af produktionen er nummeret ikke helt dårligt. Nummeret har absolut intet med tallet otte at gøre eller Big L’s nummer ved samme navn, men derimod er titlen et lille ordspil, da ’Eiht’ selvfølgelig har en lignende udtalelse som ’8’ på engelsk.
7. DUCK SICK II
Over en lignende glimrende og afslappende produktion som på ”Duck Sick” fra It’s A Compton Thang skyder Eiht nogle disses i DJ Quik’s retning. Det deler et fint samplet omkvæd med originalen, men ærligt talt så lyder de to numre generelt meget ens, hvilket virker lidt dovent. Dette er dog alligevel ikke svært at komme igennem, så jeg lader den passere.
8. DEAD MEN TELL NO LIES
Med endnu en af de rastløse bas- og guitarbesmykket produktioner i ryggen spytter Eiht nogle aggressive linjer, som jævnligt er rettet mod DJ Quik. Jeg har som udgangspunkt lidt problemer med at føle den lidt kaotiske produktion, men heldigvis kommer den sprøde basgang mig til undsætning. Det er skam ganske godt.
9. N 2 DEEP (FEAT. SCARFACE)
Ghetto drengen Scarface kigger som den eneste gæsterapper forbi på dette glimrende nummer. Produktionen er lidt undervældende, men heldigvis reddes trådene uden problemer ud af Eiht og særligt Scarface, der virkelig brillerer. De fortæller en løs historie om kriminalitet, og selvom den ikke er fantastisk, så får de to rappere det bare til at fungere.
10. WHO’S FUCKING WHO?
Tim Dog udgav året før udgivelsen af dette album hans notorisk kendte disstrack ”Fuck Compton”, så det var på dette tidspunkt meget populært blandt Compton’s rappere at vende tilbage med et modsvar, hvilket også var præcis hvad Compton’s Most Wanted gjorde. Dette er mere end normalt en fællesbedrift af både Eiht, DJ Slip og DJ Mike T, da nummeret består af et kort vers med Eiht, hvor han tager sit træk og er lidt efter Tim Dog, men før og efter dette er der blevet klippet nogle forskellige vokalsamples sammen af primært Tim Dog, så han med egne ord disser sig selv og med lidt hjælp fra Boogie Down Productions også taler grimt om South Bronx. Sidstnævnte del er morsom nok, men generelt er nummeret faktisk ikke særligt spændende, da det egentligt ikke har meget indhold.
11. THIS IS A GANG
Med lidt samples fra N.W.A. og EPMD fortæller Eiht om sin bande. Han holder sig rimelig pænt til emnet, men det gør ikke rigtigt nummeret mere underholdende. Produktionen har enkelte ting kørende for sig, så det er trods alt et okay nummer.
12. HOODRAT
Et meget dystert nummer om en meget billig tøs, der ligger i med alle. Det kan umiddelbart lyde som noget socialbevidst gangstarap, men det er det ikke, da fortællingen ganske simpelt ingen morale eller pointe har. Derfor er det også nemt at fordybe sig i den mørke produktion i stedet, som særligt bliver interessant, når saxofonen bryder ind.
13. NIGGAZ STRUGGLIN
Et stille og reflekterende nummer om Eiht’s opvækst i fattigdom. Han beder rent faktisk om hjælp flere gange i nummeret, men han ville selvfølgelig gerne væk fra en tilværelse med overfald, mord og pengenød. Det er en pæn og langsom skæring, men lidt kedelig i længden.
14. I GOTS TA GET OVER
Eiht beskæftiger sig endnu engang med det desperate liv i ghettoen, og faktisk virker det en smule mere melankolsk end tidligere pga. den glimrende og stemningsfulde produktion. Derudover lyder Eiht også en smule opgivende og træt af den hårde tilværelse. Godt nummer.
15. U’S A BITCH
Endnu et nummer dedikeres til en kvinde i ghettoen. Eiht’s fortælling er mere interessant end på tidligere numre, men den får mig dog stadig ikke helt op at ringe. Til gengæld er den sprøde produktion meget afslappende, hvilket gør nummeret ganske underholdende. Dette er overvejende takket være den gode sampling af Ronny Jordan’s jazzede ” After Hours”.
16. ANOTHER VICTIM
Isaac Hayes er en populær mand at sample pga. hans rige jazzede og funky sange, og dette er intet mindre end det tredje nummer på albummet, der benytter sig af hans kompositioner. Resultatet er endnu engang meget vellykket, og gør Eiht’s mange referencer til Tim Dog en underholdende oplevelse.
17. DEF WISH II
Originalen finder man på Straight Checkn ’Em, og modsat ”Duck Sick” numrene kan man rent faktisk her høre en forskel på de to numre. Basgangen er en smule federe i del et, men til gengæld slår trommerne lidt hårdere i denne version. Endnu engang står DJ Quik for skud, hvilket blot gør nummeret endnu et bevis på, hvor meget amerikanske rappere egentligt bager nag.
18. MUSIC TO DRIVEBY
Hvis det ikke var for et glimrende og funky beat, ville dette nummer være mere end skipbart, da det blot består af afslappede shout-outs til en stor bunke rappere fra hele landet. Inkl. østkysten da Main Source f.eks. ikke har gjort nogen fortræd.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Music To Driveby er en ret konsistent og kvalitetsfyldt pakke, da albummet består af enten super fede skæringer eller middelmådigt materiale. Der er altså ikke rigtigt noget skidt i mellem, så det kan faktisk lade sig gøre at høre samtlige sytten numre og introen igennem uden at krumme tær eller værre undervejs - men albummet kan dog blive en smule ensformigt i længden. Det er gangsta rap med noget funk, så det lægger sig en del op af G-Funken uden at være stereotypisk. Eiht er en interessant rapper med jævnlige lyriske perler, og den eneste gæst på albummet er om ikke andet endnu bedre. Compton’s Most Wanted har leveret meget solid gangsta rap, så det må blive til endnu en anbefaling i form af et køb.
BEDSTE NUMRE: ”Hit The Floor”; ”Hood Took Me Under”; “8 Is Enough”; ”Dead Men Tell No Lies”; ”N 2 Deep”; ”I Gots Ta Get Over”; “U’s A Bitch”; ”Another Victim”; “Def Wish II”
I løbet af dette nummer stjæler Eiht fra forskellige personer, hvilket kunne være en interessant fortælling om en koldsvedende, stresset og deprimeret fyr, men det er det ikke. Det virker derimod lidt tilfældigt, når han går på jagt, hvilket ikke er særligt spændende.
5. COMPTON 4 LIFE
Den næsten obligatoriske ode til hjembyen som endvidere også indeholder vokalsamples sakset fra N.W.A.’s debut. Der er en meget mærkværdig sekvens halvvejs igennem, hvor både beat og Eiht synes at holde en kort pause, men bortset fra det er nummeret rimelig konsekvent med en nogenlunde kvalitet. Beatet lyder lidt for simpelt med et stort fokus på trommerne, hvilket sætter en lille dæmper på min begejstring.
6. 8 IZ ENOUGH
Godt nok siger Eiht en masse ligegyldige ting, men pga. af produktionen er nummeret ikke helt dårligt. Nummeret har absolut intet med tallet otte at gøre eller Big L’s nummer ved samme navn, men derimod er titlen et lille ordspil, da ’Eiht’ selvfølgelig har en lignende udtalelse som ’8’ på engelsk.
7. DUCK SICK II
Over en lignende glimrende og afslappende produktion som på ”Duck Sick” fra It’s A Compton Thang skyder Eiht nogle disses i DJ Quik’s retning. Det deler et fint samplet omkvæd med originalen, men ærligt talt så lyder de to numre generelt meget ens, hvilket virker lidt dovent. Dette er dog alligevel ikke svært at komme igennem, så jeg lader den passere.
8. DEAD MEN TELL NO LIES
Med endnu en af de rastløse bas- og guitarbesmykket produktioner i ryggen spytter Eiht nogle aggressive linjer, som jævnligt er rettet mod DJ Quik. Jeg har som udgangspunkt lidt problemer med at føle den lidt kaotiske produktion, men heldigvis kommer den sprøde basgang mig til undsætning. Det er skam ganske godt.
9. N 2 DEEP (FEAT. SCARFACE)
Ghetto drengen Scarface kigger som den eneste gæsterapper forbi på dette glimrende nummer. Produktionen er lidt undervældende, men heldigvis reddes trådene uden problemer ud af Eiht og særligt Scarface, der virkelig brillerer. De fortæller en løs historie om kriminalitet, og selvom den ikke er fantastisk, så får de to rappere det bare til at fungere.
10. WHO’S FUCKING WHO?
Tim Dog udgav året før udgivelsen af dette album hans notorisk kendte disstrack ”Fuck Compton”, så det var på dette tidspunkt meget populært blandt Compton’s rappere at vende tilbage med et modsvar, hvilket også var præcis hvad Compton’s Most Wanted gjorde. Dette er mere end normalt en fællesbedrift af både Eiht, DJ Slip og DJ Mike T, da nummeret består af et kort vers med Eiht, hvor han tager sit træk og er lidt efter Tim Dog, men før og efter dette er der blevet klippet nogle forskellige vokalsamples sammen af primært Tim Dog, så han med egne ord disser sig selv og med lidt hjælp fra Boogie Down Productions også taler grimt om South Bronx. Sidstnævnte del er morsom nok, men generelt er nummeret faktisk ikke særligt spændende, da det egentligt ikke har meget indhold.
11. THIS IS A GANG
Med lidt samples fra N.W.A. og EPMD fortæller Eiht om sin bande. Han holder sig rimelig pænt til emnet, men det gør ikke rigtigt nummeret mere underholdende. Produktionen har enkelte ting kørende for sig, så det er trods alt et okay nummer.
12. HOODRAT
Et meget dystert nummer om en meget billig tøs, der ligger i med alle. Det kan umiddelbart lyde som noget socialbevidst gangstarap, men det er det ikke, da fortællingen ganske simpelt ingen morale eller pointe har. Derfor er det også nemt at fordybe sig i den mørke produktion i stedet, som særligt bliver interessant, når saxofonen bryder ind.
13. NIGGAZ STRUGGLIN
Et stille og reflekterende nummer om Eiht’s opvækst i fattigdom. Han beder rent faktisk om hjælp flere gange i nummeret, men han ville selvfølgelig gerne væk fra en tilværelse med overfald, mord og pengenød. Det er en pæn og langsom skæring, men lidt kedelig i længden.
14. I GOTS TA GET OVER
Eiht beskæftiger sig endnu engang med det desperate liv i ghettoen, og faktisk virker det en smule mere melankolsk end tidligere pga. den glimrende og stemningsfulde produktion. Derudover lyder Eiht også en smule opgivende og træt af den hårde tilværelse. Godt nummer.
15. U’S A BITCH
Endnu et nummer dedikeres til en kvinde i ghettoen. Eiht’s fortælling er mere interessant end på tidligere numre, men den får mig dog stadig ikke helt op at ringe. Til gengæld er den sprøde produktion meget afslappende, hvilket gør nummeret ganske underholdende. Dette er overvejende takket være den gode sampling af Ronny Jordan’s jazzede ” After Hours”.
16. ANOTHER VICTIM
Isaac Hayes er en populær mand at sample pga. hans rige jazzede og funky sange, og dette er intet mindre end det tredje nummer på albummet, der benytter sig af hans kompositioner. Resultatet er endnu engang meget vellykket, og gør Eiht’s mange referencer til Tim Dog en underholdende oplevelse.
17. DEF WISH II
Originalen finder man på Straight Checkn ’Em, og modsat ”Duck Sick” numrene kan man rent faktisk her høre en forskel på de to numre. Basgangen er en smule federe i del et, men til gengæld slår trommerne lidt hårdere i denne version. Endnu engang står DJ Quik for skud, hvilket blot gør nummeret endnu et bevis på, hvor meget amerikanske rappere egentligt bager nag.
18. MUSIC TO DRIVEBY
Hvis det ikke var for et glimrende og funky beat, ville dette nummer være mere end skipbart, da det blot består af afslappede shout-outs til en stor bunke rappere fra hele landet. Inkl. østkysten da Main Source f.eks. ikke har gjort nogen fortræd.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Music To Driveby er en ret konsistent og kvalitetsfyldt pakke, da albummet består af enten super fede skæringer eller middelmådigt materiale. Der er altså ikke rigtigt noget skidt i mellem, så det kan faktisk lade sig gøre at høre samtlige sytten numre og introen igennem uden at krumme tær eller værre undervejs - men albummet kan dog blive en smule ensformigt i længden. Det er gangsta rap med noget funk, så det lægger sig en del op af G-Funken uden at være stereotypisk. Eiht er en interessant rapper med jævnlige lyriske perler, og den eneste gæst på albummet er om ikke andet endnu bedre. Compton’s Most Wanted har leveret meget solid gangsta rap, så det må blive til endnu en anbefaling i form af et køb.
BEDSTE NUMRE: ”Hit The Floor”; ”Hood Took Me Under”; “8 Is Enough”; ”Dead Men Tell No Lies”; ”N 2 Deep”; ”I Gots Ta Get Over”; “U’s A Bitch”; ”Another Victim”; “Def Wish II”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar