51.50 Illegally Insane – Games People Play (1992)

Hvem fanden er de? 51.50 Illegally Insane er en fire mandsgruppe fra Marin City, Californien, og består af medlemmerne Klark Gable, Levy Love, Ryan D og TAC. De udgav i 1992 sin debut, Games People Play, som er en sammensmeltning af funkye og dæmpede produktioner, historiefortælling og gangsta rap (og i øvrigt en videreudvikling af gruppens EP ved samme navn). Albummet er udgivet på ARRogant Records (sandsynligvis gruppens eget), hvilket er et cirka ligeså populært pladeselskab, som det gruppen tidligere var tilknyttet, men de skiftede i slutningen af halvfemserne til det mere anerkendte Dogday Records, hvis vigtigste aktiv må være The Coup. Derudover er 51.50 Illegally Insane også i besiddelse af et utroligt latterligt navn. Det er vist ikke nødvendigt at fortælle, at de aldrig har nydt nogen succes – eller du kender dem måske?

1.       51.50
Blot en intro med et gradvist udviklende tempo.

2.       JEALOUS MUTHA FUCKAS
Albummet åbner efter den tilfældige intro op med noget G-Funk med en behagelig og funky produktion, mens rapperne udpensler nogle uheldige situationer med tidligere kammerater.  Nogle af dem er jaloux, mens gruppen i andre tilfælde understreger, at de ikke selv er jaloux. Der er nemlig sket det lidt alternative, at det er en af gruppens affilierede, der har lavet et hit og fået lidt opmærksomhed, og derefter har efterladt Illegally Insane i støvet. En historie man har hørt mange gange før – men fra den anden side. Super fedt nummer.

3.       THEY MADE ME …
Samfundet har gjort dem til kriminelle, hvilket gruppen uddyber og specificerer en smule gennem dette nummer. De disker op med nogle rimelig ustringente tankespind i form af lettilgængelig og mindre struktureret gangsta rap. Produktionen er rimelig simpel, men bliver reddet af en god og funky basgang. Ikke dårligt.

4.       GAMES PEOPLE PLAY
Titelnummeret har et kvalitetsmæssigt billigt udtryk med en lidt forstyrret vokal og dæmpede trommer. Ikke desto mindre er nummeret meget godt. En funky og meget fremtrædende bas skubber begivenhederne i gang, og rapperne reflekterer over deres liv som kriminelle i fattigdom og hvordan de håndtere denne tilværelse. Nummeret har en depressiv og primitiv lyd, hvilket klæder gruppen vældig pænt.

5.       BACK ON THA’ TRAK
Det multisamplede og kaotiske omkvæd er nogenlunde, men det dystre beat imponerer ikke helt, da det ikke rigtigt formår at gøre opmærksom på sig selv. Illegally Insane byder på noget mere glimrende gangsta rap, og selvom jeg umiddelbart er mindre begejstret i dette tilfælde, så fanger nummeret alligevel vellykket den mørke og deprimerende stemning, så nummeret er skam okay.

6.       STEADY STAYING PAID
Dette nummer kan bedst og mere end noget andet nummer på albummet beskrives som depressivt. Produktionen er stille og meget elegisk og rapperne ligeledes, da de på det nærmeste lyder opgivende. Musikalsk er nummeret ikke særligt spændende, men stemningsmæssigt har det en del kørende for sig. Det er meget alternativt og fuldstændigt i gruppens ånd, så selvom det er utroligt deprimerende og ikke vildt underholdende, så er det stadig meget betagende.

7.       DOROTHY
Ikke overraskende et nummer om kvinden Dorothy, som virker utroligt malplaceret på dette album. Havde konteksten været anderledes ville fortællingen om en af fyrenes mindre forelskelse i Dorothy, som viser sig at være en løgnagtig prostitueret, have været ganske underholdende, men på dette album virker det lidt mærkeligt. Det er dog på ingen måde dårligt, og som et selvstændigt nummer er det altså værd at høre – ikke mindst for den samplede, funkye og lidt soulfulde produktion.

8.       ILLEGALLY INSANE (LONG VERSION)
Ligesom det forrige nummer skiller dette sig også en del ud. De har også begge to tilfælles, at de gjorde deres debut på Illegally Insane’s EP af samme navn som dette album, og overførelsen har de altså ikke klaret særligt godt – modsat de to sidste numre fra EP’en ”Games People Play” og ”Back on Tha Track”, som har integreret sig vældig pænt på albummet. Nummeret virker rodet og usammenhængende. Det var formegentligt tænkt som gruppens theme, men heldigvis har gruppen tilsyneladende ændret sig til en mindre festlig og mere autentisk gruppe, som man har lært dem at kende på de første mange numre på albummet. Det er faktisk et lidt irriterende nummer.

9.       GREEN AND WHITE (JAILSTRUMENTAL)
Et nydeligt nummer med et udmærket soulagtigt RnB hook. Det er en instrumental i den betydning, at der ingen vers er at finde på nummeret, men til gengæld er der altså en tilbagevendende sanger, et minimum af sang fra gruppen og så en masse ad-libs, da der bliver snakket gennem alle knap fem minutter i form af en telefonsamtale mellem medlemmerne. Produktionen er okay, men nummeret er altså ikke det helt store. Stort set blot en outro.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Bortset fra ”Illegally Insane” er det ikke nogle decideret dårlige numre på 51.50 Illegally Insane’s debut, og eftersom jeg ikke tæller hverken intro eller outro med, efterlader dette lytteren med 6 gode numre, hvoraf det ene dog bedst nydes selvstændigt. Tonen på Games People Play er overvejende elegisk og depressiv, hvilket er et samlet resultat af produktionen og rappernes vokale performance og lyrik. Dette komplette billede bliver dog lidt ødelagt af de sidste numre, så albummet fremstår derfor ikke uden undtagelser konsistent og sammenhængende. Det ændrer dog ikke på, at gruppen har udarbejdet en glimrende og dæmpet G-Funk debut med følelsesladede og interessante rappere og stemningsfulde produktioner. Køb endelig Games People Play, hvis du på magisk vis falder over den, men andre midler bør nødvendigvis tages i brug end til da, hvis man forståeligt ønsker sig i besiddelse af albummet.

BEDSTE NUMRE: ”Jealous Mutha Fuckas”; “They Made Me …”; ”Games People Play”; ”Dorothy”