Snoop Doggy Dogg – Doggystyle (1993)

Opkaldt efter sin stedfar kom Calvin Cordozar Broadus, Jr. til verden i 1971 i Long Beach, Californien, og få par år senere sad han foran et klaver og sang i et kirkekor. Dette glansbillede smuldrede dog senere hen, da han i løbet af sin high school tid angiveligt var indblandet i Crips aktiviteter, men ikke desto mindre lykkedes det ham at graduere. Nu da Calvin dog ikke havde så meget at give sig til, begyndte han lidt for ofte at ende i klammeri med politiet, og han røg derfor ind og ud af fængslet gennem nogle år.  Musikken skulle dog også blive Calvin’s redning efter, at Warren G introducerede sin stedbror Dr. Dre for Calvin og flere af hans fætre. Warren G, Calvin og Nate Dogg udgjorde tilsammen gruppen 213, som Dr. Dre havde fået en demo med, og han tog derefter både Calvin og Nate under sine vinger.

Da Dr. Dre ikke er en ekspert på teknisk rap og sangskrivning, søgte Calvin derfor hjælp hos The D.O.C., som havde været tæt associeret med det forgangne N.W.A., hvorefter Calvin begyndte at indspille musik med Dr. Dre under navnet Snoop Doggy Dogg (senere blot Snoop Dogg), der kom af kælenavnet Snoopy, som hans mor havde givet ham. Hans første indspilning var på Dr. Dre’s ”Deep Cover” fra filmen af samme navn. Derefter fortsatte han samarbejdet med Dr. Dre på The Chronic, hvor Snoop havde en meget fremtrædende rolle og modtog meget ros for sit bløde og tilbagelænede flow, som hurtigt blev hans varemærke, og sin rå lyrik. The Chronic blev en kæmpe succes, så forventningerne til Snoop’s solodebut blev pludselig meget store.

Året efter i 1993 kom så endelig Doggystyle, som på mange måder er en naturlig forlængelse af The Chronic. Dr. Dre var også executive producer på Snoop's debutalbum, så selvom han i enkelte tilfælde angiveligt kun modtog udkastet til et nummer af andre (Warren G og Dat Nigga Daz), så finpudsede han som minimum hele molevitten. Han dykkede lidt længere ned i G-Funken, og diskede op med flere funky og lidt festligere numre. Eftersom Snoop var en prominent rapper på The Chronic, havde Doggystyle automatisk også en lighed med Dr. Dre’s debut på dette punkt. Derudover medvirker andre Death Row Records rappere også på begge albums – det tidligere 213, Tha Dogg Pound, The Lady of Rage og RBX. Snoop har også inviteret yderligere rappere med på albummet, men til gengæld har Dr. Dre ikke bidraget med et eneste vers (hans vokal er dog samplet). Dr. Dre skulle dog muligvis have gæstet det uudgivne nummer ”Tha Next Episode”, som var blevet printet på de originale omslag, hvilket havde fungerede som en efterfølger til ”Nuthin’ But a ”G” Thang”. En efterfølger blev dog først officielt en realitet på Dr. Dre’s andet album 2001.

Snoop freestylede ofte i studiet, så flere af numrene er formegentligt delvist freestyles, hvilket desværre også kommer til udtryk til tider. Han gad nemlig ikke tage sig tid til at skrive et nummer, og virkede derfor ikke til at være særligt engageret i projektet, så det er lidt utroligt, at det alligevel lykkedes ham at få indspillet nok materiale til et helt album. Hans lyrik er ikke voldsomt fokuseret, og han smider egentligt blot dovent om sig med en masse referencer til sin (kontroversielle) gangsta livsstil, men det stemmer et eller andet sted også fint overens med hans sorgløse og afslappede levering. Albummet modtog hvert fald overvejende gode anmeldelser, og var desuden endnu en kæmpe kommerciel succes, da det solgte mere på sin første uge end noget tidligere album. Tracklisten så tidligere anderledes ud med alle skits listet for sig selv og inkluderingen af nummeret ”Gz Up, Hoes Down”, som blev fjernet pga. af problemer med samples, men på den mest udbredte version indeholder albummet følgende tretten numre:

1. BATHTUB

Dette nummer virker meget overflødigt – særligt eftersom at det næste nummer i rækken bliver beskrevet som en intro…

2. G FUNK INTRO (FEAT. THE LADY OF RAGE & GEORGE CLINTON)

Dette er tilgengæld en fed intro, selvom at Snoop Dogg godt kunne have været lidt mere fremtrædende på albummets første egentlige nummer. Rage har nummerets eneste vers, hvilket –  på trods af at være okay – efterlader en del at ønske, da jeg hvertfald købte dette album for at høre Snoop. Havde det været Rage’s intro, havde det været ganske godt, hvad introer angår. Læg i øvrigt mærke til at Snoop og Dr. Dre har taget “G-Funk” mærkatet til sig efter Above the Law udbredte det med singlen “Call It What You Want” fra Black Mafia Life. Det virker dog til at være en sen tilføjelse, da Snoop stadig i sin lyrik refererer til sin stil som en “G” Thang.

3. GIN AND JUICE

Snoop’s muligvis bedstkendte single, der gennemgår en hyggelig og festlig aften i Snoop’s liv. Dr. Dre’s beat er utroligt smooth, og heldigvis har Snoop samtlige vers at boltre sig på og fremvise sit tilbagelænede og passende flow. Det ikoniske omkvæd er blot prikken over i’et, der forståeligt nok gør dette til et meget mindeværdigt og dejligt nummer. 

4. THA SHIZNIT

Efter albummets første irriterende og gemte skit begynder et mere dysteret stykke musik med en utroligt fængende og fremtrædende basgang. Det melodiske omkvæd er endnu engang en mindre genistreg, hvilket er en ros, der også denne gang må tilfalde Dr. Dre. Snoop Dogg kører solo og populariserer de z-fyldte endelser, som også titlen er et eksempel på. Hyggeligt nummer.

5. LODI DODI

Efter at Daz hurtigt får disset Eazy-E med en bekymrende indsigt ind i fremtiden skifter nummeret fuldstændig retning, da Snoop introducerer os for hans homage til Slick Rick (og Dough E Fresh). Det er et cover af de to førnævnte herres nummer “La-Di-Da-Di” med en anelse tilpasset tekst og selvfølgelig et spritnyt og funky beat fra Dr. Dre. Snoop’s tilbagelænede flow var tidligere blevet sammenlignet med Slick Rick, så det var en interessant ide at fortolke et af hans numre. Ikke overraskende passer nummeret Snoop glimrendeog er uden tvivl et værdigt cover.

6. MURDER WAS THE CASE (FEAT. DAT NIGGA DAZ)

Dette meget dystre nummer skildrer et mordforsøg på Snoop, som sender ham i en midlertidig koma, der bliver afsluttet ved, at Snoop indgår en aftale med djælvlen. Han vågner derefter op og begiver sig hævngerrigt ud i verden. Snoop gør ikke normalt meget op i historiefortælling, men dette er altså undtagelsen, og det er oven i købet en god undtagelse. Det er et et meget stemningsfuldt og atmosfærisk stykke musik, og alt lige fra omkvæd, vers og beat fungerer rigtig godt – både hver for sig og samlet. Året efter filmatiserede han handlingen i kortfilmen ved samme navn.

7. SERIAL KILLA (FEAT. THE D.O.C., THE DOGG POUND & RBX)

The Dogg Pound og Snoop holder sig pænt til seriemorder temaet, hvilket heller ikke burde være svært, men det lykkedes faktisk RBX at fejle på dette punkt. Til gengæld er hans flow dog godt, men det gør sig også gældende for de andre involverede parter. The D.O.C. er med sin eneste medvirken på albummet hensat til at yde opbakning i omkvædet, hvilket er mit eneste store kritikpunkt til dette nummer, da beatet er godt og slår lidt hårdere end tidligere.

8. WHO AM I (WHAT’S MY NAME)?

Albummets første single indeholder ligeledes albummets fedeste produktion. Det er super funky og fungerer glimrende med den kvindelige sangerinde i hooket. Snoop har selvfølgelig et godt flow, så det hele spiller – næsten. Nummeret er desværre et meget godt bevis på, at Snoop har freestylet lidt for meget under indspilningerne til hans debut, da han absolut intet siger. Det lyder som en lang og kedelig freestyle, men heldigvis udlignes det af resten og mere til.

9. FOR ALL MY NIGGAZ & BITCHES (THA DOGG POUND FEAT. THE LADY OF RAGE)

Selvom dette ligger på Snoop Dogg’s debutalbum er det rent faktisk et Tha Dogg Pound nummer, hvilket endda er tydeliggjort på bagcoveret. Snoop dukker kortvarigt op til sidst og bidrager med enkelte linjer, men ellers er de tre andre hensat til sig selv. De siger ikke rigtigt noget nyt, men nummeret bliver reddet fra total glemsel af endnu et fængende og let omkvæd sunget af en sangerinde. Der mangler dog ultimativt noget fokus og såmænd noget Snoop.

10. AIN’T NO FUN (IF HOMIES CAN’T HAVE NONE) (FEAT. NATE DOGG, KURUPT & WARREN G)

Den afdøde Nate Dogg åbner nummeret med et meget misogynistisk vers, hvilket desværre repræsenterer resten af nummeret også. Hans vers bliver hurtigt monotont, men holder man ved lidt tid, vil man opleve, at han afbrydes af Kurupt, som har et fantastisk flow herpå. Han har desværre et kort vers og bliver derefter afløst af Nate Dogg’s tvivlsomme omkvæd. Jeg vil faktisk mene, at Kurupt lyder fedest over dette meget bløde beat – ja, han overstråler sågar Snoop. Warren G har et komisk kort vers, som dog alligevel opnåede notorisk status, da Death Row Records CEO Suge Knigt angiveligt tvang ham til at ændre en sætning, således at den støttede Bloods, som Suge Knight tilhørte, fremfor Crips, som Warren G var affilieret med. Nummeret behøver meget mere Kurupt og mindre Nate Dogg.

11. DOGGY DOGG WORLD (FEAT. THA DOGG POUND & THE DRAMATICS)

Snoop Dogg er overdrevent glad for sit navn, hvilket dette nummer er et bevis på. Det er dog langt fra dette, der forhindrer nummeret i at være fantastisk. Nej, den tvivlsomme ære tilfalder lyrikken af alle tre rappere, da den bare er for ligegyldig. The Dramatics gør det udmærket i det soulfulde omkvæd, men hvis nummeret skal have en nævneværdig chance for nogle genspilninger, kræves der et super fedt beat, men dette leverers altså ikke helt. Det bliver bare hurtigt ret kedeligt.

12. GZ & HUSTLAS

Det virker et øjeblik som om, at Snoop og Dr. Dre forsøger at henvende sig til en yngre målgruppe, men når nummeret så først er igang, er jeg ikke helt sikker på, hvem målgruppen er overhovedet. Snoop leverer albummets absolut værste omkvæd ,og hans vers er kun mildt interessante, men tilgengæld pirrer den ret alternative og rastløse produktion min interesse. Det er på ingen måde albummets bedste nummer, men jeg sætter alligevel pris på Dr. Dre’s eksperimentering.

13. PUMP PUMP (FEAT. LIL’ MALIK)

Hvis det lykkedes én at kæmpe sig igennem den alt for lange indledende skit, får man en mindre banger fra Dr. Dre. Det minder faktisk en del om “Serial Killa”, men bare uden yderligere G-Funk elementer end den funky bas, hvilket uden tøven gør dette til det mindre gode nummre. Derudover er lyrikken også flere gange bedre i førnævnte nummer. Snoop begynder sågar her at gentage tidligere ytringer. Det føles altså lidt som et udvandet nummer, der ikke har noget nyt at bidrage med. Og hvad fanden laver Lil’ Malik i øvrigt herpå?

Hvis man er så heldig at være i besiddelse af en tidligere kopi af Doggystyle, har man også mulighed for at høre dette nummer:

G'Z UP HOE'S DOWN

Et meget afslappende og roligt nummer med en god melodisk produktion. Man går dog ikke glip af nogle glemte guldkorn fra Snoop, men på trods af dette er det stadig et glimrende nummer, der ville have passet fint ind på albummet.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Snoop Dogg begik særligt en stor fejl på Doggystyle, hvilket ganske simpelt var, at han kun ganske få gange interesserede sig for albummets lyrik. Hans flow var i topform, og Dr. Dre begik en fantastisk produktionsside, men lyrikken ender alligevel med at trække ned. Ikke noget decideret afgørerende for et køb i dette tilfælde, men det er værd at have i baghovedet. Doggystyle er nemlig på trods af sine mangler et rigtig underholdende debutalbum med enkelte uheldige skæringer. Snoop var en stor del af Dr. Dre’s The Chronic, og Dr. Dre fik med dette album mere end gengældt tjenesten, da det formegentligt ikke ville have været halvt så godt uden hans bistand. Et køb kan skam anbefales.

BEDSTE NUMRE: “Gin and Juice”; “Tha Shiznit”; “Murder Was the Case”; “Serial Killa”; “Who Am I (What’s My Name)?”