Fra en af Californiens mindre fremtrædende byer (Pomona) kommer Jerry B. Long, Jr, som i folkemunde er en smule mindre ukendt som Kokane. Hvis man også vil fange den resterende lille brøkdel på det forkerte ben, kan man dog vælge at kalde ham ”Who Am I?”, hvilket hans debutalbum teknisk set er udgivet under. Det er dog ikke fordi, han som sådan er upopulær, men han opererer blot oftest i skyggen af andre.
Kokane signede i 1991 til Ruthless Records og udgav debutalbummet Addictive Hip Hop Muzick senere samme år, men det var hverken succesfuldt eller særligt opsigtsvækkende. Det tætteste Kokane kom på succes var i lang tid hans ukrediterede arbejde som sangskriver på N.W.A.’s ”Appetite for Destruction” fra Niggaz4Life. Dette ændrede sig altså heller ikke med hans andet album, men til gengæld begyndte han at vække en del mere opsigt. Tro mod sine rødder som stor fan af halvfjerdsernes P-Funk finpudsede han nemlig sin deraf inspirerede sangstemme, og han derfor både sang og rappede under indspilningerne til opfølgeren Funk Upon a Rhyme, og som titlen angiver, fulgte produktionen efter med en moderne G-Funk lyd. Det var i sig selv et enkelt skridt nærmere mainstreamen, og det blev kun bedre af, at fætteren Cold 187um fra Above the Law gæstede finalenummeret og i fællesskab med Kokane dissede Death Row Records.
Det er et højst besynderligt nummer, da Kokane hidtil havde formået at holde sig ude af Ruthless Records’ og Death Row Records’ uoverensstemmelser, og det bliver kun mere mystisk af, at stuntet derefter tilsyneladende blev tiet ihjel, og Kokane sågar knyttede bånd med både Dr. Dre og Snoop Dogg i en sådan grad, at han først medvirkede på førstnævntes 2001 og derefter i høj grad gæstede sidstnævntes The Last Meal omkring årtusindskiftet. Disse to begivenheder skulle vise sig at være skelsættende for Kokane, da han lige siden har gæsteoptrådt på utallige numre med populære rappere. Han har sågar den uofficielle record i at være featured på flest numre – ofte gjort i form af et sunget hook, så selvom du ikke nødvendigvis genkender hans navn, så er der en chance for at du allerede har hørt hans stemme.
Kokane’s professionelle forhold til Cold 187um var under tilblivelsen af Funk Upon a Rhyme ret tæt, da Cold 187um ikke bare gæstede albummet to gange men også producerede hele molevitten, og hvis nogen havde en god grund til at være vred på Dr. Dre, så var det ham (hvilket jeg kommer tilbage til senere ellers så tjek evt. bare titlen på albummets sidste nummer), så disstracket var derfor formegentligt blot en slags gengældelse af Cold 187um’s tjeneste. Foruden ham bliver Funk Upon a Rhyme også gæstet af Dirty Red og den rimelig populære gruppe Tha Alkaholiks, men bossen er i konteksten overraskende ingen steder at finde.
1. RIDIN’ ON THE FUNK
Efter en meget ucharmerende intro starter et temmelig skrækkeligt hook, som bliver fulgt op af noget mere snak. Det er fire minutter, jeg aldrig ønsker at høre igen.
2. FROM THE FUNK TO THE BACK
Nummeret lyder til at være lavet med det eneste formål at kunne bruge den smarte titel. Kokane er nemlig utroligt kedelig at høre på med fuldstændigt intetsigende vers. Omkvædet er dårligt og beatet er nogenlunde.
3. MO’ WATER
Efter en minutlang intro begynder et meget bedre stykke musik med en lækker dyster vibe. Kokane’s flow er alt andet end naturligt og han påtager sig en mærkværdig accent, men det gør faktisk ikke noget, da det lyder okay. Omkvædet er meget mere fængende og Cold 187um’s lidt mørke produktion er ganske glimrende. Det er et eksperimentelt og legende nummer med et godt resultat.
4. SLOW BURNIN’ 22.5 DEGREES FAHRENHEIT
Dette nummer befinder sig i en lidt anden boldgade end forrige nummer, da produktionen er ret opmuntrende. Den indeholder en meget fængende og funky basgang, som virkelig lyder fed. Kokane tager også en lidt mere munter vinkel, men eksperimenterer stadig med sit flow og sin sangstemme. Hans omkvæd er varmt og ret godt. Bortset fra at teksten er elendig, så er det et glimrende nummer.
5. I NEED REPRESENTATION
Det her skulle formegentligt kategoriseres som en sang, men det lyder mest af alt som en overlang interlude. Jeg respekterer, at Kokane også vil lege lidt med sit sangtalent, men dette er ganske simpelt noget værre rod.
6. MY DAY IS COMING
Kokane har som regel en meget uheldig vane med at skulle indlede sine numre med snak, og dette nummer er ingen undtagelse på denne regel. Når nummeret endelig går rigtigt i gang, står den atter på lidt sang, som lyder okay, men der er heldigvis også gjort masser af plads til noget rap, hvor Kokane bl.a. fortæller om sin fødsel og efterfølgende barndom. Det er faktisk udmærket, og det bliver kun bedre af den dejlige og varme produktion.
7. ALL BARK NO BITE (FEAT. THA ALKAHOLIKS)
Det var vel på tide, at et rapnummer fik sin titel fra dette udbredte og meget sigende idiom. Nummeret er gæstet af Tha Alkaholiks medlemmerne J-Ro og E-Swift, som egentligt er henholdsvis rapper og producer, men dette forhindrer altså ikke E-Swift i at lægge et vers også. De lyder alle tre ret meget som hinanden, så med mindre man er godt bekendt med Tha Alkaholiks, vil de tre vers flyde mere eller mindre sammen. Cold 187um tager sig stadig af produktionen med et simpelt beat og et kor af fyre i baggrunden, men det lyder ikke særligt ophidsende. Resultatet er derfor en ret middelmådig skæring.
8. BAKIN’ SODA FREE
Når først Kokane begynder at rappe, vil de fleste formegentligt allerede være gået videre til næste nummer. Omkvædet er elendigt og tåkrummende, og der er ikke nok hjælp af hente hos instrumentalen. Versene er mindre afskyelige, men det er ret ligegyldigt på dette tidspunkt.
9. AFTERMATH (FEAT. ABOVE THE LAW & DIRTY RED)
Above the Law har både produceret og bidraget med flest vers til dette nummer, og det er da også rimelig vellykket. Beatet er godt, men desværre medvirker Go Mack ikke, da han på dette tidspunkt ikke var en del af Above the Law mere. Kokane har et meget kort vers, men hans flow er ret interessant, Dirty Red har en behagelig stemme, men hans vers er ringe og Cold 187um er udmærket, mens KMG ikke imponerer synderligt. Det er altså umiddelbart et glimrende nummer, men desværre indeholder nummeret også en næsten to minutter lang intro af Dirty Red, hvilket bare er latterligt. Heldigvis følger beatet os hele vejen igennem, så nummeret er alligevel værd at høre.
10. NO PAIN NO GAIN
Kokane’s sangstemme er glimrende, så han forsøger sig endnu engang med ren sang. Det er lidt en blanding af soul og RnB, men det er desværre noget værre lort.
11. FUNKINMUFFIN
Med lidt jamaicansk inspiration fortæller Kokane om… formegentligt ingenting. Det er umiddelbart en blanding af jamaicansk accent og vrøvl (som titlen). Jeg har absolut ingen ide om, hvad ideen bag dette nummer er, da det bare virker ligegyldigt. Cold 187um’s produktion fanger dog meget godt den eksotiske stemning.
12. SHOTS OUT
Med stadig to numre igen mente Kokane åbenbart, at det var passende med nogle shout-outs. Det er da en pæn gestus, men ikke rigtigt noget jeg kan bruge til noget.
13. SHIT, GODDAMM
Dette er bare fjollet. En varm og lidt interessant produktion bliver misbrugt til at formidle substansløse og ligegyldige vers, og hooket er simpelt og hamrende irriterende. Altså er det endnu en blindgyde.
14. DON’T BITE THE PHUNK (FEAT. COLD 187UM)
Dette afsluttende nummer nærmer sig ni minutters varighed, så det er meget naturligt at frygte en potential meget langtrukken og ligegyldig introduktion, og på dette tvivlsomme punkt skuffer Kokane ikke, da nummeret først rigtigt begynder efter et minuts telefonsamtaler og et minuts snak. Cold 187um disser indledningsvis Dr. Dre ved bl.a. at citere nummerets titel. Derefter kaster han sig ud i et længere vers, hvor der bliver langet kontinuerligt ud efter Dr. Dre, mens han behandler Snoop Dogg rimelig pænt, da de (som Cold 187um også siger) kendte hinanden før Snoop’s samarbejde med Dr. Dre. Kokane derimod går all-in og disser både Dr. Dre, Snoop og Tha Doggpound, hvilket virker ret tåbeligt, da de ikke rigtigt har gjort ham noget. Dr. Dre har til gengæld i høj grad taget æren for opfindelsen af G-Funk og afvist Cold 187um som en partner eller jævnbyrdig pionerer, så Cold 187um’s vrede udbrud er fuldt forståeligt. Hans tekst er også god, selvom den spiller på lidt af de samme tangenter som Eazy-E’s ”Real Muthaphuckkin G's”, men desværre er Cold 187um’s flow ret middelmådigt. Han er dog stadig langt bedre en Kokane, som bare burde have blevet hjemme den dag. Cold 187um’s vers er trods alt ganske godt, men resten virker bare som fyld – og det er der desværre ret meget af.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Funk Upon a Rhyme er et meget inkonsistent og blandet album med lidt for meget sang og alt for lidt gennemtænkt rap. Kokane’s alsidige flow og sangstemme er glimrende værktøjer, men desværre formår han ikke at finde en gylden balancegang mellem de to. Produktionen akkompagnerer ham udmærket, men den slår sjældent benene væk under mig. Albummets helt store problem er dog dets opbygning med alt for lange introer i snart alle numre, umiddelbart tilfældige interludes og for store koncentrationer af sang. Kokane er muligvis nu en mindre ekspert på gode omkvæd, men det var han altså ikke på dette tidspunkt. Funk Upon a Rhyme virker på flere måder som et ufærdigt album, og det er faktisk kun de fem nedenstående numre, der er værd at høre, og alle af dem har endda sine fejl og mangler. Kokane siger sjældent noget interessant, og med det og resten i mente kan jeg højst anbefale, at man anskaffer sig en brændt kopi.
BEDSTE NUMRE: “Mo’ Water”; “Slow Burnin’ 22.5 Degrees Fahrenheit”; “My Day Is Coming”; “Aftermath”; “Don’t Bite The Phunk”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar