15 august 2012

Shad - When This Is Over (2005)


Hvis man vender blikket mod den canadiske hip-hop scene, er der en pæn chance for, at man støder på navnet Shad. Shad er en forkortelse af fornavnet på den kenyansk fødte rapper Shadrach Kabango, der i sine spæde år blev taget med til London, Ontario af sine forældre. Her fik forældrene nogle gode jobs, hvorefter Shad i sine starttyvere havnede på universitetet.

Der var dog også noget andet, der trængte sig på i Shad’s liv, hvilket kom ham til nytte, da han midt i sin skoletid vandt $17,500 gennem en freestyle konkurrence i radioen. Disse penge brugte han på yderligere at pleje sin interesse, da han investerede pengene i sit debutalbum When This Is Over. Foruden at have skrevet og fremført lyrikken, bidragede han også selv med nogle guitarriffs. Hvis det lugter som indie, så er det formegentligt indie, hvilket præcist gør sig gældende i denne sammenhæng. Selvudgivet i 2005 i et naturligt smalt oplag, men det kan i dag uden problemer downloades i gennem flere netbutikker.

When This Is Over har en overvejende dæmpet lyd med dominerende og simple guitarriffs, men der er også gjort plads til lidt mere tempofyldte rytmer. Lyrisk spænder albummet meget bredt, da Shad behandler emner som kærlighed og krig, mens han andre gange tager albummet i andre retninger med filosofiske tanker om livet og mennesket. Til slut er der også bare tidspunkter, hvor Shad har det sjovt, og lader det sive ud gennem højtalerne.

1.       NEW SCHOOL LEADERS
Over en let og simpel produktion introducerer Shad sig selv overfor lytteren med sin rolige levering. Lyrikken omhandler delvist ham selv, og hvordan han er bedre end andre rappere, samtidig med at han også hylder de tidligere ledere (som A Tribe Called Quest og Gang Starr). Heldigvis er Shad en glimrende repræsentant for den nye og mere hverdagsagtige generation af rappere, der snakker om personlige sager uden at glemme at have det sjovt.

2.       I GET DOWN
Og sjovt er præcis hvad Shad formegentligt har haft det med indspilningen af dette nummer. Med et utroligt fængende og varmt guitarriff i ryggen smider Shad om sig med fjollede puns, som takket være hans selvbevidsthed bliver leveret meget underholdende. Super dejligt nummer.

3.       OUT OF LOVE
Heldigvis virker hans fjollede og seriøse sider ikke modsigende, så når Shad tager den lidt mere reflekterende rute, virker det som en naturlig udvikling, der samtidig også er lidt federe. Dette er derfor en af mine favoritter fra When This Is Over, da Shad’s analyserende vers af hans forhold til kærlighed er meget betagende og i den grad selvbevidste (hvilket blot bliver understreget til slut, hvor Shad vælger at skifte vokalsamplet ud med sin egen vokal). Heldigvis bliver de velskrevne rim suppleret op med et dejligt og soulfuldt musiktapet af rolige toner, så dette er bare et ovenud skønt bekendtskab.

4.       I’LL NEVER UNDERSTAND (FEAT. BERNADETTE KABANGO)
Dette er til gengæld en noget mærkelig størrelse, og jeg har svært ved at betragte det som et ’normalt’ nummer, da det i højere grad føltes som en historie end musik. Gæsten er ingen ringere end Shad’s egen mor, som læser op af sine egne digte omhandlede elendighederne og volden i hjemlandet. Oplæsningen bliver delt ud i flere etaper, hvor Shad så rapper om de samme emner ind i mellem. Lyrikken er overraskende meget personligt, da begivenhederne inkluderer flere familiemedlemmer. Beatet er et forsigtigt og stille element, der blot fører lytteren videre til næste bid lyrik. Der er i øvrigt lavet en musikvideo til nummeret, hvilket blot fortæller noget om duoens ambitioner med nummeret. Det er rørende og et mindeværdigt lyt, men ikke noget der forlader min computers harddisk.

5.       ROCK TO IT
Shad samler guitaren op igen og spiller et nydeligt og kort arrangement af høje toner i selskab med en trommeslager og en beatboxer. Det lyder meget organisk, og det er efterhånden rimelig tydeligt, at Shad tager rocken seriøst (han referer bl.a. også til Pearl Jam på et tidligere nummer). Produktionen går fint i spænd med Shad’s vokal, så dette må helt klart være en af de mere vellykkede sammensmeltninger af rap og rock - generelt.

6.       THE GREATEST CONSTRUCTION CREW
Nu bliver When This Is Over pludselig også en anelse konceptuelt, da Shad igennem nummeret beskriver et hold i gang med bygningen af et menneske. Det er dog ikke bare teknisk, da Shad gør de involverede parter repræsentanter for forskellige spirituelle og filosofiske egenskaber. Hans flow i forlængelse af den socialrealistiske tekst minder mig lidt om Aesop Rock’s ”No Regrets”, men desværre er beatet lidt for oplevelsesfattigt for min smag.

7.       QUESTION MARKS
Det er altid en smule spændende, når der diskuteres religion og eksistentialistiske synspunkter, og lyrikken herpå er ingen undtagelse, men desværre gør det samme sig ikke helt gældende for selve nummeret, da det faktisk bliver en kende kedeligt. Den dæmpede og melankolske produktion går an, men desværre flyder bægeret over med Shad’s dovne flow. Han er virkelig søvndyssende.

8.       REAL GAME (FEAT. B. GREEN)
Shad diskuterer NBA spillere med sin hvide kammerat B. Green, hvilket faktisk i store træk er alt, hvad der sker i dette nummer. Alligevel er det meget underholdende og faktisk også lidt socialrealistisk, politisk og konspirationsteoretisk. Der bliver diskuteret racisme, fascisme og meget mere. Alt sammen indenfor basketboldens verden. B. Green akkompagnerer Shad glimrende, og det tempofyldte og lyse beat er fedt, så jeg kan godt lide det - til trods for at jeg ved ganske lidt om sporten.

9.       WILD
Shad fortsætter med flere af sine underholdende puns, mens den musikalske baggrund denne gang lyder som en forsimplet version af et Kanye West beat anno The College Dropout med et chipmunksample. Det er ikke helt så gennemført, men Shad formår så småt at redde den.

10.   A STORY NO ONE TOLD
Til slut diskes der op med en meget dæmpet og stille fortælling med det gode budskab, at historien om en ganske normal fyr er den bedste historie ingen nogensinde har fortalt. Interessant nok fortæller Shad skam heller ikke hovedpersonens historie, men derimod fortæller han om mandens anderledes og interessante måde at fortælle sin historie på, og hvordan folk reagerede på den. Det lyder måske lidt langhåret, men det skal du ikke lade dig skræmme af. Dette er et helt igennem fantastisk, intelligent og stemningsfuldt stykke musik. Formegentligt min favorit på When This Is Over.


AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Så ”Wild” lyder lidt halvfærdig og ”Question Marks” og ”The Greatest Construction Crew” er musikalsk lidt kedelige (den første mere end den sidste), men de er stadig værd at høre, hvilket næsten alene burde være nok materiale til en forståelig konklusion af When This Is Over. Men da jeg jo ikke er meget for at holde noget tilbage, vil jeg tilføje, at Shad er en meget sympatisk og selvbevidst rapper med begge ben på jorden og en lyst til at skabe underholdende og eftertænksomt musik. When This Is Over er (ligesom de to senere albums) et godt eksempel på dette. Det er en varieret og spændende oplevelse med lidt for (næsten) alle (og så bander han ikke på noget tidspunkt, hvilket alligevel er lidt af en præstation). Køb for dælen!

BEDSTE NUMRE: ”New School Leaders”; ”I Get Down”; ”Out of Love”; “I’ll Never Understand”; ”Rock To It”; ”Real Game”; ”A Story No One Told”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar