YP - Still Awake (2012)

En af Chicago’s nye rappere er den gode mand YP, der trods sine stereotypiske karaktertræk har formået at fange flere menneskers opmærksomhed, inkl. kollegaerne Nas og Q-Tip og selvfølgelig mig selv. Han er omkring tyve år, elsker fester og sneakers, spenderer mange timer i studiet og håber at flytte sine forældre ud af ghettoen – altså intet nyt under solen der. Derudover fortrækker han også vinylplader frem for f.eks. digitale kopier, så han er rimelig old school. Denne konservatisme benytter han til at lave gadehymner med en nonchalant og legende levering. Han viser dog også sin relation til samtiden ved at lade produktionen (som er hvert fald delvist udarbejdet af DJ Timbuck 2) løbe over i noget trap-agtigt til tider.

Oprindeligt kaldte rapperen sig selv for Young Prince, men da han indså, hvor uoriginalt og tamt et navn det egentligt var, valgte han at forkorte det til det ligeså anonyme YP. Siden hen er der opstået nogle backronymer, heriblandt Your Problem. Han kalder sig også rundt på nettet for YP27, men det skyldes blot at YP ikke har været tilgængeligt som brugernavn, og han har derfor blot smidt første del af sin fødselsdato efter navnet.

YP har medvirket på numre med bl.a. Asher Roth (som virkelig er blevet undergrundens ven efter sin debut), men han er alligevel mest kendt for sine adskillige mixtapes. Der er dog i øvrigt en pladeselskabsdebut på vej, da han tidligere i år signede med Universal Republic Records. Et af hans mixtapes er Still Awake, som er blevet proppet med materiale. YP har brugt meget tid i studiet, men mon ikke han trods alt har slået et lidt for stort brød op?

1.       THE BIRTH
Med samme ”majæstetiske” musik som fra TV-serien Robinson i baggrunden bliver man vidne til YP’s fødsel. Det bliver efterfulgt af noget snak, så ja blot den typiske intro.

2.       THE INTRODUCTION (STILL AWAKE)
Dette burde hellere have været det første nummer, da det ganske rigtigt er en introduktion til YP. Den rolige og soulfulde produktion med marginale trommer er nydelig, og YP leverer et par udmærkede vers. Hans flow er lidt en blanding af moderne og ældre teknikker, men han når ikke helt at udfolde sig herpå.

3.       WHO I BE
Det gør han til gengæld her, hvor han imponerer en helt del. Der blev skudt en musikvideo til dette nummer, og det var derfor det første, jeg hørte fra ham, men det holder i den grad stadig. Det skyldes dog ikke kun YP, men også det fantastiske beat, der noget nær satser alt på et engagerende drumbreak, som YP tilfældigvis lyder utrolig godt over.

4.       BOAT LOAD
YP har en lidt irriterende vane med at trække tiden ud i begyndelsen af sine numre med bl.a. snak, hvilket også gør sig gældende her. Selve nummeret er nogenlunde værd at vente på, da det dæmpede beat med, hvad der lyder som et elektronisk orgel, er ret interessant. Omvendt bliver det dog også en smule kedeligt i længden.

5.       THUG QUEEN (FEAT. CHRISTINA MIGHTY)
Dette er på sin vis en duet med Christina Mighty, selvom hun egentligt kun snakker hen over det violinbesmykkede beat. Heldigvis er det ret kort, da den skingre violin og gæsten er en kende irriterende.

6.       KNO THE RULES
Dette har desværre intet med Kno fra CunninLynguists at gøre, men er bare endnu et eksempel på rapperes behov for konsekvent at stave råddent. Tilbage til de forsigtige trommer og elektroniske elementer. Det lyder okay, men der bliver ikke rigtigt budt på noget nyt herpå, hvilket er en særligt ærgerlig kritik, da jeg end ikke er halvvejs gennem albummet endnu.

7.       BOUT THAT LIFE (FEAT. KING LOUIE & BIG HOMIE DOE)
Mens forrige nummer dog er værd at høre, så er dette bare helt igennem dårligt. Beatet er fuldstændigt ideforladt og tomt med typiske kommercielle og ringe trommer, og gæsterne gør intet for at ændre på dette.

8.       HOOD RICH
Efter at have hørt Drake’s “Forever” kan jeg aldrig høre et nummer med et horn igen uden at græmmes. Tak for det Boi-1da.

9.       KEEP THE FIRE BLAZIN
Omkvædet nævner bitches og hash, mens versene omhandler andre rappere og hans kammerater. Der er absolut ingen rød tråd gennem dette nummer, hvilket kunne have været ligegyldigt, hvis beatet var virkelig fedt, men sådan forholder det sig nu engang ikke.

10.   THE COME UP
Bortset fra at jeg stadig forbinder titlen med J. Cole, så er dette single-agtige nummer nu okay. Det blev vist fremhævet fra Still Awake for at skabe noget mere opmærksomhed omkring mixtapet, hvilket vel var et udmærket valg.

11.   HOLDIN ME BACK
Dette er takket være et ligegyldigt omkvæd og et alt for dæmpet beat søvndyssende kedeligt. Særligt omkvædet er direkte elendigt på samtlige punkter.

12.   FREE FALL
YP bliver endelig en smule mere personlig med inspirerende vers, men desværre svigter producerne ham fuldstændigt. Beatet burde næsten slet ikke kunne kaldes et beat. Jeg overvejer lidt, om YP bare har medtaget samtlige beats, han kunne komme i besiddelse af. Det er temmelig ærgerligt, og særligt i dette tilfælde.

13.   DO WHAT I DO
Jeg bryder mig ikke synderligt om de moderne forsøg på hårdtslående beats med en irriterende lilletromme, og hvad der ellers hører med, så dette gik ikke alt for godt ind (derfor jeg også er forbeholden over for trap). Lyrikken er dog vanen tro heller ikke noget særligt med for stort fokus på haters og popularitet (også et problem i trap). Dette ville derfor nok sagtens kunne kategorises som trap.

14.   WAVE TO THE HATERS
Endnu mere til hans haters? Hvor mange kan han lige have?

15.   SNAKES IN THE GRASS
Endelig noget interessant igen, da der bydes på en acceptabel produktion, og YP rent faktisk forsøger sig med noget historiefortælling, som han holder sig til hele vejen igennem. Moralen er noget i retning af, at det er klogt at være paranoid, hvilket er lidt deprimerende, men det lyder nu glimrende.

16.   LIGHT IT UP
For at fastholde den kedelige kvalitetsratio på 1/3 har YP også smidt en doven og jammerlig rygerhymne på Still Awake.

17.   DJ TIMBUCK 2 SPEAKS
…

18.   REWIND TIME
YP afslører i indledningen til dette nummer, at han egentligt helst ikke laver introspektive numre, men han gør tilsyneladende alligevel en undtagelse her. Det er en virkelig dejlig afveksling, for selvom beatet ikke er noget særligt (det er dog heller ikke upassende), så er nummeret stadig en spændende omgang. Det er en knytnæve af personlige refleksioner, der viser, at han altså også tør smide sine mere personlige tanker på sit ønskede format. Glimrende.

Nummeret varer dog mere end syv minutter, hvilket skyldes et kort og hemmeligt bonusnummer.

BONUSNUMMER
Til stor succes samples Paul Horn’s ”Here's That Rainy Day”, der bl.a. også blev brugt i Gang Starr’s ”In Memory Of…”. Det er stadig et nydeligt stykke musik, og YP tager sig faktisk ganske pænt af det med vers om sin karriere og gadelivet. De måtte gerne have gjort noget mere ud af dette.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: YP har et fedt og engagerende flow og en letgenkendelig stemme, men det er jo altså ikke nok til at lave et underholdende projekt. Lyrisk går han foruden enkelte undtagelser konstant i ring med de samme gamle emner, mens produktionen på Still Awake er mildest talt undervældende. ”Who I Be” er alt, hvad YP burde være. Han er kæk med en smule selvindsigt, og flyder dynamisk og legende over et tempofyldt og adrenalinfyldt beat. Desværre er dette lidt af en misvisende repræsentant for Still Awake, da resten af mixtapet hverken er tilsvarende eller lever op til singlen. Det bør derfor heller ikke være nødvendigt at nævne, at mit afsluttende spørgsmål i indledningen var et af de mere ledende af slagsen, og mixtapet derfor selvfølgelig er alt for langt. Jeg synes, at YP havde en del potentiale efter at have hørt ”Who I Be”, men efter at have hørt hele mixtapet er jeg ikke helt så overbevist længere. Jeg håber dog på, at blive overrasket over hans debutalbum. Still Awake er en pose blandede bolsjer med lidt for mange med kaffesmag, men der er dog nogle bedre stykker, der kunne validere at anskaffe den, da den trods alt er gratis. Så må man jo bare sortere skidtet fra.

BEDSTE NUMRE: “The Introduction (Still Awake)”; “Who I Be”; “The Come Up”; “Snakes in the Grass”; “Rewind Time”