De La Soul's Plug 1 & Plug 2 Present... First Serve (2012)

To tredjedele af De La Soul er tilbage med konceptalbummet First Serve eller De La Soul’s Plug 1 & Plug 2 Present… First Serve. Det er ikke helt åbenlyst, hvad der er titel og hvad der er kunstnernavn, men jeg vælger fremover blot at kalde albummet First Serve. Hvis man kan sin De La Soul, vil man vide, at albummet kun indeholder bidrag fra Kelvin Mercer (a/k/a Posdnuos og Plug 1) og David Jolicoeur (a/k/a Dave og Plug 2), mens Vincent Mason (a/k/a Maseo og Plug 3) sidder over. Den reducerede gruppe har slået kludene sammen med den franske DJ duo Chokolate & Khalid, som sammen med Plug 1 har udarbejdet melodierne.

First Serve er fortællingen om en rapduo’s vej til berømmelse, gruppens efterfølgende opløsning og til sidst deres genforening, og det hele serveres med en varm, funky og forholdsvis festlig produktion med en snert af disko. Det er fristende at drage paralleller til gruppens tidligere kollaboratør produceren Prince Paul og hans album A Prince Among Thieves, som ved hjælp af lige dele skits og musik fortæller historien om en ung rapper. First Serve skiller sig dog væsentligt ud, da det er kortere, ingen gæsteoptrædende rappere har og det en temmelig anden produktion indeholder . Og så er historien trods alt også en lidt anden.

Der har været overraskende lidt opmærksomhed omkring First Serve – både op til udgivelsen i maj tidligere i år men også stadig i dag. Det bliver næsten behandlet som et uægte barn af De La Soul familien, hvilket er lidt ærgerligt. Man kan desuden være ganske rolig, hvis man frygter et brud i gruppen, da trioen angiveligt arbejder på et nyt fælles album – og endda sammen med Prince Paul igen. Men tilbage til First Strike og hvorfor man bør bekymre sig om det.

1.       OPENING CREDITS
En introduktion til albummets hovedpersoner Jacob 'Pop Life' Barrow (spillet af Plug 1) og Deen Witter (Plug 2), som er en rapduo med store ambitioner. Det bliver delvist leveret med rap og skits, så det er fair blot at kalde dette en intro. Med det melodiske og varme beat bliver den eventyrlystne stemning dog sat, mens historien bliver skudt i gang.

2.       PUSHIN’ ASIDE, PUSHIN’ ALONG
Duoen viser deres potentiale med lettere reflekterende og ambitionssættende rap over et glimrende beat med et fængende og skingert vokalsample. De skal nok blive til noget.

3.       THE WORK
Slut med at drømme – nu skal der gøres en ordentlig indsats, og resultatet er faktisk et lidt motiverende nummer om at arbejde uden at virke moralprædikende. Jeg kan mægtig godt lide omkvædet, der indeholder endnu et kvindeligt vokalsample og virker adrenalinfyldt med supplementet af duoens nærmest heppende tilråb. Ikke dumt.

4.       SMALL DISASTERS
En funky basgang danner rammerne for duoens første sten på vejen. Gruppen overlever dog, og nummeret slutter med at de får en kontrakt i hus med Goon Time Records. Det er et forholdsvis dæmpet nummer, og det kunne godt være blevet kedeligt i længden, hvis ikke det varede under tre minutter.

5.       WE MADE IT
Pladekontrakten bliver fejret med et celebrerende og humørspredende nummer. Det meste af albummet har faktisk en forholdsvis opmuntrende virkning, så der bliver gået all-in herpå for at få det til at skille sig ud. Det bliver måske nok lidt for meget af det gode, og lyrikken drukner også en smule i produktionen.

6.       WE MADE IT (INTERLUDE)
Duoen planlægger en ny single, der skal sikre Goon Time Records’ overlevelse.

7.       MUST B THE MUSIC
Efter en kort radioskit, hvor nummeret bliver præsenteret som en blanding af disko, hip-hop og funk, får vi det selverklærede super hit at høre. Beskrivelsen passer ganske godt, hvilket samtidig også betyder, at nummeret passer problemfrit ind på pladen. Det kunne nok godt have været et hit i det sidste årtusinde, og jeg bliver da ærlig talt også grebet af det radiovenlige omkvæd, og fyrenes engagement i sine vers på trods af disses generiske opbygning.

8.       GOON TV (INTERLUDE)
Duoen bliver lidt uenig om fremtidige promoveringsværktøjer.

9.       THE BOOK OF LIFE
Konflikten vokser i løbet af dette nummer, hvor de bl.a. kritiserer hinandens arbejdsmoral. ”The Work” indeholder en reference til A Tribe Called Quest, og mens omkvædet her nok egentligt ikke er en homage til Main Source, så minder det mig stadig om den ligeledes gamle gruppe. Der bliver tilsat noget festligt jazz, så nummeret produktionsmæssigt skiller sig en smule ud.

10.   CLASH SYMPHONY
Jacob 'Pop Life' Barrow og Deen Witter går hvert til sit over det lettere dystre beat, som er en vigtig del af historien, men en uinteressant del af musikken på albummet. Titlen er dog ret fed, og kommentaren om at Goon Time Records tjente kassen på konflikten, er ganske kløgtig.

11.   POP LIFE
Jacob Barrow flygter til Frankrig, hvor han gør sig bekendt med nogle franske piger, hvilket han selvfølgelig beretter om over et mildt beat med nogle nydelige guitartabs. Det er faktisk meget behageligt, men nummeret havner nok alligevel ikke på manges håndholdte musikafspillere pga. den lange afslutningsvise skit, hvor Jacob og Deen opdager, at de har gang i den samme pige, hvilket ultimativt resulterer i en genforening.

12.   TENNIS
Tennis-metaforen er lidt spinkel, men jeg elsker alligevel omkvædet. Det er fængende, mens det melodiske beat bare går hårdt. Meget underholdende. Det genoptagede samarbejde lover godt…

13.   THE TOP CHEFS
Og dog, da dette nummer ikke formår at skille sig ud på nogen måde. Bortset fra at beatet af uransagelige årsager ændrer sig kortvarigt halvvejs inde. Kokke-metaforen er i øvrigt også ret plat, men af den grund også lidt morsom. Plug 1 og Plug 2 tager formegentligt ikke projektet alt for seriøst, men de har uden tvivl haft det sjovt med det.

14.   BACKSTAGE (INTERLUDE)
De er tilsyneladende stadig venner...

15.   MOVE ’EM IN, MOVE ’EM OUT
Med en synthesizer bliver der budt på noget festligt disko og funk, som desværre også lyder utroligt dårligt. Dette var alt, alt for meget af det gode (eller bare dårlige).

16.   ENDING CREDITS
Hvad man i en film ville kalde rulleteksterne. Beatet fra før fortsætter i øvrigt med over, mens omkvædet gentages igen til slut. Lidt ærgerlig slutning.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Historien, der bliver fortalt på De La Soul’s Plug 1 & Plug 2 Present… First Serve, er ganske simpel men alligevel interessant nok, da den samtidig også fungerer som en kritik af pladeindustriens griskhed og branchens usikkerhed. Plug 1 og Plug 2 gør det overvejende udmærket med fokuserede vers og problemfrie leveringer, men produktionen efterlader flere gange noget tilbage at ønske. Den er rimelig statisk, så flere numre minder lidt om hinanden. Det er funky, hvilket jeg generelt godt kan lide, men blandingen med diskoelementer og radiovenlige melodier er ikke uden problemer, og det efterlader mig knap så imponeret, som jeg havde håbet på. Albummet ligger en smule over middel med enkelte dyk ned under snittet, mens ganske få numre virkelig står ud, så det er generelt en meget tæt pakke – både på godt og ondt. Trods repetitive og uheldige kompositioner er De La Soul’s Plug 1 & Plug 2 Present… First Serve dog alligevel et køb værd, og jeg er skam klar på at tage Plug 2's anbefaling til mig og høre albummet igennem endnu engang.

BEDSTE NUMRE: “Pushin’ Aside, Pushin’ Along”; “The Work”; “Pop Life”; “Tennis”