Atmosphere - God Loves Ugly (2002)

Hvorfor dælen anmelder jeg først God Loves Ugly nu, ville du måske spørge, hvis du havde læst min allerførste top 5 fra december, hvor jeg opstillede mine dengang fem favorit rapper/producer duoer med Atmosphere placeret på førstepladsen. Jeg fremhævede i samme ombæring God Loves Ugly, som så at sige er duoens første album, i og med at gruppen bestod af et ekstra medlem på den egentlige debut Overcast!. Svaret er delvist, at jeg i lang tid overvejede at køre en auteur-analyse, men det er nu officielt droppet – hvert fald i sin naturlige kronologiske form – og delvist at det i teorien er lidt kedeligt at anmelde et album, som I allerede kender min mening om. Chancen er dog egentligt ret stor for, at I alligevel ikke gjorde dette, så afsnittet her har egentligt blot ødelagt det hele på ny – men jeg kan jo heller ikke skrive anmeldelsen uden at nævne den føromtalte top 5. Right? Det ville bare være mærkeligt.

Anyway..

Atmosphere har efter debuten bestået af rapperen Slug (Sean Daley) og produceren Ant (Anthony Davis), som begge kommer fra Minneapolis i Minnesota. Sammen med nogle kammerater startede de i sine spæde år deres eget pladeselskab, Rhymesayers Entertainment, som efterhånden er blevet et af de største hip-hop pladeselskaber i det nordlige U.S.A. Det var dog først med udgivelsen af den efterfølgende Overcast! EP, at de for alvor fik slået deres navn fast, og Ant’s instrumenterede, humørsvingende og hårdtslående produktion og Slug’s personlige og melankolske lyrik opnåede succes i undergrunden. Slug er som sådan en emorapper, men slet ikke på samme måde som den nye dramatiske og melankolske bølge af musikere, der bl.a. indbefatter Drake, som har ladet sig inspirere meget mere af Kanye West’s 808s & Heartbreak end af Slug.

For hver EP syntes duoens popularitet at stige, hvilket kulminerede i 2002 med udgivelsen af God Loves Ugly – det første fuldlængde album med kun Slug og Ant. Førstnævnte havde siden debuten fået et noget større ansvar at bære rundt på, men det var samtidig også en mulighed for et mere personligt og gennemført album, da man nu kun fulgte en enkelt mands tanker gennem flere kontinuerlige numre. Dette skete dog ikke helt, da Slug muligvis manglede inspiration til de sidste par numre eller bare havde svært ved at lægge battlerappen bag sig (som de fleste rappere originalt blev oplært i), men dette er mere undtagelsen end reglen, da Slug i den grad også er i sit melankolske hjørne med gribende historier på God Loves Ugly. Ant’s produktion er derfor muligvis den største ændring fra Overcast!, da han tydeligvis er blevet mere lærd og dermed byder på en mere nuanceret og detaljeret produktion . Nu har jeg dog næsten allerede afsløret alt for meget, da dette egentligt bare er indledningen til anmeldelsen, så jeg skynder mig videre til de enkelte numre.

1.       ONEMOSPHERE
Trommerne slår hårdt, men jeg savner noget mere i produktionen – noget melodiøst. Slug’s vers er en blanding af battlerap og selvransagende, hvilket dog fungerer udmærket, så det er en okay introduktion til albummet.

2.       THE BASS AND THE MOVEMENT
Dette nummer har jeg til gengæld ikke meget tilovers for, da Ant’s simple beat er ret kedeligt, og Slug snakker en masse lort med musikken et eller andet sted i det lyriske centrum. Videre.

3.       GIVE ME
Det bliver bedre med dette nummer, hvor Ant ved hjælp af en træblæser og en nænsom bas får udviklet et melodisk og dæmpet beat, mens Slug kaster sig ud i flere semideprimerende og selvransagende vers, hvilket bestemt ikke er sidste gang på God Loves Ugly, men det har jeg heldigvis absolut intet i mod.

4.       FUCK YOU LUCY
Det forrige nummer er såmænd glimrende, men alligevel anser jeg lidt dette nummer, som den egentlige start på God Loves Ugly, da det herfra og fremad flyder over med fantastiske beats og engagerende vers. ”Fuck You Lucy” er en slags mild version af Eminem’s ”Kim”, da det er en aggressiv ode til ekskæresten, som han egentligt stadigvæk elsker. Det er super fedt, og heldigvis skuffer Ant ikke med en melodisk og hårdtslående produktion – præcis som jeg kan lide dem herpå. Den bagvendte kvindevokal, som var at finde i normal rækkefølge på duens ”Abusing of the Rib”, er i øvrigt mægtig fængende.

5.       HAIR
Slug flekser sin historiefortællende tungemuskel med historien om hans møde med en kvinde - et møde der ikke ender helt som planlagt, og som i øvrigt krydser over med det otte år yngre nummer ”Scalp”. "Hair" er kort sagt også fantastisk. Slug lægger ud med et slags refræn, som kun bliver sunget den ene gang, hvilket i teorien er ærgerligt, da det lyder ret fedt, men i praktisk fungerer det samtidig også udmærket. Den melodiske bas er blot prikken over i’et.

6.       GODLOVESUGLY
Jeg skrev engang, at titelnumre som regel er undervældende. Dette nummer er ikke undtagelsen, der bekræfter reglen, men derimod undtagelsen, der afkræfter reglen, da jeg sidenhen er stødt på det ene gode titelnummer efter det andet, og dette er simpelthen dråben, der får bægret til at flyde over. Derfor er mit nye motto følgende: titelnumre er som regel gode. ”Godlovesugly” er fantastisk på alle led og kanter med to engagerende og følelsesladede vers, en super fængende bridge-agtig del, sprøde samples og et fedt beat. Smukt.

7.       A SONG ABOUT A FRIEND
Endnu et nummer om en pige eller endnu et nummer om en pige som metafor for hip-hop? Ikke desto mindre er det ganske underholdende. De elegante keys har en næsten hypnotiserende virkning sammen med de hårdtslående trommer, og Slug har nogle fine vers.

8.       FLESH (FEAT. I SELF DEVINE)
Over det næsten larmende beat med sine rastløse trommer og dybe bas får Slug selskab af I Self Devine, og de udgør nu et udmærket par. Nummeret skiller jeg ud ved at være lidt larmende og have en gæsteoptrædende (som det eneste på God Loves Ugly), hvilket måske ikke lyder særligt komplimenterende, men det er nu stadig et okay nummer.

9.       SAVES THE DAY
Suppleret af flere spinkle keys leverer Slug det måske bedste omkvæd på God Loves Ugly i forlængelse af nogle gode vers, der ikke er helt så optimistiske som titlen kunne antyde. Det er dog ikke et minus.

10.   LOVELIFE
Oven i alle de deprimerende og satiriske kommentarer dropper Slug denne bombe, hvor han opfordrer lytteren til at elske sit liv, ligesom han tilsyneladende selv gør – på trods af alt modgangen. Med et respektabelt budskab, et udspekuleret omkvæd og eftertænksomme vers leverer Slug stadig varen, og det samme gør Ant med det violinbesmykkede beat.

11.   BREATHING
Dette lyder lidt som en blanding af ”Flesh” og ”The Bass and the Movement”, da det har et opsigtsvækkende beat og forholdsvist kedelige vers, hvilket gør nummeret til en lidt blandet oplevelse. Det kunne være bedre.

12.   VAMPIRES
Som f.eks. ligesom dette. Det er super deprimerende, da Slug tilsyneladende betragter Jorden og samtlige af dens indbyggere som destruktive og ødelæggende, hvilket bliver præciseret i det imponerende omkvæd. Jeg associerer dette nummer med en enkelt farve; sort, kulsort. Alligevel er nummeret meget gribende og de spinkle guitartabs er utroligt stemningssættende og fængende. Fantastisk.

13.   A GIRL NAMED HOPE
Slug fortsætter sit tankespind om håbløshed og modgang her, hvor han denne gang bruger en pige som metafor for håbet. Det er et ganske kort nummer på godt to minutter med et par vokalsamples, hvoraf det ene, der fungerer som omkvæd, af en eller anden grund er temmelig dårligt integreret i nummeret. Det er lidt forstyrrende, men resten af nummeret er okay.

14.   GODLOVESUGLY (REPRISE)
Det ville ikke være respektløst at kalde dette for et mellemspil, men det lyder da alligevel fint.

15.   MODERN MAN’S HUSTLE
Nummeret starter lidt kedeligt med et vers omkring en pige over en dødbider af et beat, men så sker der pludselig noget, for til at indlede omkvædet flipper Ant beatet over til et mere soulfuldt og smooth et af slagsen, som heldigvis bliver hængende gennem resten af nummeret. Endnu et meget fængende og underholdende nummer.

16.   ONE OF A KIND
Efter en kort og ironisk skit kaster Slug sig ud i noget battlerap, og det er egentligt overraskende godt. Sådan går det vel, når man fingererer med et hårdtslående og melodisk beat, et fængende omkvæd og underholdende vers.

17.   BLAMEGAME
Helt så heldigt går det dem dog ikke her, da dette bare er kedeligt. Beatet er decideret søvndyssende, og Slug gør ikke meget for at ændre på dette.

18.   SHRAPNEL
Det afsluttende nummer er knap syv minutter langt uden et skjult bonusnummer, hvilket er et lidt modigt træk, da det ville være ærgerligt, hvis albummet sluttede af med syv trættende og uimponerende minutter. Det er dog forholdsvist en hypotetisk situation, da nummeret er overvejende fedt. Det lidt dæmpede beat med sine langsomme trommer og loopede guitartabs er engagerende, og Slug er, som han ofte er, fascinerende at høre på. Der er dog et ”men”, da nummeret som sådan slutter halvvejs inde i nummeret, og resten er en blanding af instrumental, omkvæd og mellemspil, hvilket jeg godt kunne have undværet.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: God Loves Ugly starter lidt uheldigt, da Atmosphere’s (særligt på produktionssiden) potentiale ikke virker til at blive helt indfriet fra første nummer. Som skrevet tidligere ændrer det sig dog drastisk fra ”Fuck You Lucy”, hvorfra albummet stort set er en lang fornøjelse. Der er nemlig kun nogle mindre bump på vejen derefter, som hvis de var blevet cuttet, trods alt ville have gavnet albummets konsistens og røde tråd. Ant’s produktion er nemlig meget alsidig, hvilket godt kan kamme over til tider og fragmentere albummet en smule, mens Slug i nogle numre taber fokus en smule og ikke holder sig til et specifikt emne. Det ændrer dog ikke på, at God Loves Ugly indeholder en god stak fantastiske skæringer med fede beats og tankevækkende lyrik, som uden tvivl dominerer pladen, så hvis man ikke har noget i mod Slug’s temmelig dystre verdenssyn, er det bare med at få købt sig en kopi.

BEDSTE NUMRE: ”Fuck You Lucy”; ”Hair”; ”Godlovesugly”; “Saves the Day”; “Lovelife”; “Vampires”; “Modern Man’s Hustle”; “One of a Kind”