Cage er
såmænd en forholdsvis personlig rapper, der åbner sit hjerte for lytteren, men
alligevel bør man kende til hans baggrund, før
man begiver sig ud i musikken. Chris Palko, som han er født, har nemlig ikke
just haft en traditionel barndom – faktisk lige modsat. Han blev født på en
tysk militærbase af sine amerikanske forældre, men som fireårig måtte han
sammen med ”familien” (gåseøjnene bliver forklaret snart) flytte tilbage til
hjemlandet, da hans far blev taget i at bruge og videresælge heroin, hvilket
militæret ikke just billigere. Tilbage i U.S.A. fortsatte faderen dog bare sine
aktiviteter, og da Palko blev lidt ældre, fik han lov at hjælpe ved at binde en
årepresser omkring sin fars arm. Dette temmelig usunde forhold fik dog sin ende, da faderen truede sin kone og daværende 8-årige dreng med en
shotgun, for derefter at blive smidt i fængsel. Det ændrede desværre ikke
meget for Palko, da moderens anden mand siden
faderen yndede at slå den nu efterhånden unge fyr. Som modsvar droppede Palko ud af
skolen for at fokusere på sin kriminelle adfærd og sit store stofmisbrug, hvilket fik hans mor til at sende knægten over på en tysk militærbase, hvor han i
sin onkels varetægt blot fik endnu flere slag.
Chris Palko blev sendt tilbage til sin mor et år efter, og var formegentligt nu midt i sine teenageår. Tilbage i Middletown i New York fortsatte han stofmisbruget og begik flere forbrydelser, men denne gang blev han arresteret. Flere gange. Han overtrådte betingelserne for sin prøveløsladelse og kunne nu se frem til at tilbringe den nærmeste fremtid i en brumme, men ”heldigvis” blev han reddet af sin mor. Igen med gåseøjne da hun blot fik overbevist dommeren om, at hendes søn i stedet burde sendes til et psykiatrisk hospital. Problemet var bare, at Palko ikke er og aldrig har været psykisk syg, men at han blot reagerer på en absolut forfærdelig barndom. Dette var et særdeles uheldigt udfald, da man på disse hospitaler ofte får tvunget medicin i sig, og i Palko’s tilfælde var det antidepressiv medicin. Da han dog netop ikke behøvede dem, havde de tragisk nok den modsatte effekt, så han forsøgte for første gang i sit liv at begå selvmord. For blot at gøre slemt værre så var Palko endvidere forsøgsperson for disse piller, da de stadig kun var i teststadiet, og pga. hans selvmordstanker tilbragte han også en del tid i spændetrøje. Efter atten måneder, af hvad der næsten tangerer til tortur, var Palko igen en ”fri” mand.
Efter denne omgang fik han et helt særligt forhold til A Clockwork Orange, som er skrevet af Anthony Burgess og senere filmatiseret af Stanley Kubrick. Den handler om teenageren Alex, der trods et par umiddelbart rare forældre gennemgår noget magen til det overstående – i nogle tilfælde mere ekstremt, i andre ikke. Ikke overraskende har Palko derfor i høj grad kunnet relatere til Alex, og man får lidt følelsen af, at han nærmest har tilbedt fortællingen, da han ikke mindst tog navn efter bogens hovedperson.
Men Movies for the Blind er da udgivet under navnet Cage? Korrekt, men selvom at Alex muligvis var hans første dæknavn, så skal det formegentligt snarere betragtes som et alterego (et meget personlig altergo dog, da Palko som skrevet tidligere gerne tager udgangspunkt i sit eget liv). Cage har nemlig senere udtalt, at han ikke længere ønsker at lave vanvittigt og ultravoldeligt musik, som man finder på Movies for the Blind, så disse ældre psykotiske skæringer kan måske godt tilskrives Alex. Ikke desto mindre så var det præcis sådan, han startede ud. Palko samlede interessen for musikken op på hospitalet, og da han kom ud begyndte skriblerierne, der kunne gøre en større håndfuld psykologer millionærer.
Desværre var hans arbejdsmoral temmelig dårlig, så selvom Pete Nice (fra 3rd Bass) og radioværten Bobbito García fik gjort ham til et lokalt navn og skaffet ham en chance hos Columbia Records, skete der ikke meget i flere år, da han bl.a. konstant mødte påvirket op i studiet. Da García dog startede pladeselskabet Fondle ’Em Records fik Cage endnu en chance for at indspille noget potentielt opmærksomhedsbringende, og dette resulterede i 1997 i singlerne ”Radiohead” og ”Agent Orange” (meget mere om denne senere), hvor af særligt den sidstnævnte og Necro-producerede single gjorde Cage til et landskendt navn – som sådan, dvs. i undergrunden. Heldigvis står ”Agent Orange” for alt, hvad der har med Alex at gøre (referencer til A Clockwork Orange og utallige andre voldsrelaterede værker og sager), så hans musik åbnede pludselig en del muligheder. Han udgav dog ikke noget soloalbum, der kunne profiterer på dette – modsat Eminem, der senere samme år udgav The Slim Shady EP, og straks var Cage i øvrigt ude og beskylde den blonde rapper for plagiat, hvilket udløste en mindre beef (ret ærgerligt, da en kollaboration kunne have været fed).
Cage fik dog udgivet nogle flere singler, der blandt andre blev smidt på kassettebåndet For Your Box i 1999, men et meget begrænset oplag og ringe lydkvalitet begrænsede dens popularitet. Han valgte derefter i stedet at kanalisere noget af sit fokus på et par sideløbende projekter som en del af grupperne Smut Peddlers og Nighthawk, der debuterer med et album i henholdsvis 2001 og 2002. I mellemtiden signede Cage dog trods alt med Eastern Conference Records som soloartist, hvilket i 2002 også resulterede i udgivelsen af solodebuten Movies for the Blind, der stilmæssigt godt kunne have været indspillet kort efter ”Agent Orange”. Cage maler nemlig et vanvittigt og voldeligt billede af sin sindstilstand og fortid med autentiske historier og malende beskrivelser, mens han samtidig også disser Eminem flere gange. Den mest dominante producer er DJ Mighty Mi fra Smut Peddlers, hvilket dog indikerer, at projektet dengang var af nyere dato. DJ Mighty Mi leverer i øvrigt en generel meget mørk og dyster produktion, og bidragene fra de resterende producere, der bl.a. indbefatter prominente navne som J-Zone, RJD2 og EL-P, er heldigvis i samme boldgade, men alt andet ville også have været mærkeligt.
Indledningen blev meget længere end forventet og sådan set ønsket, men jeg finder ganske simpelt Cage’s hårde baggrund fascinerende (og ikke mindst essentiel i en anmeldelse af Movies for the Blind), da det hele er lige til en film (som endda angiveligt er på vej), og så tog den ene sætning bare den anden. Nu er det dog endelig tid til at tage et nærmere kig på de enkelte numre.
1. MORNING DIPS
Stort set blot en intro.
2. ESCAPE TO ’88
Cage kaster sig derefter direkte ud i et par psykotiske og punchlinefyldte vers, der generelt er en rimelig god indikator af, hvad man kan forvente sig af resten af albummet. Med det første vers tager han dog også en lidt mere specifik rute, da han kritiserer kommercielt hip-hop og i samme omgang bl.a. refererer til Eminem. Det hele forgår over et interessant og hårdtslående beat af DJ Mighty Mi, så det er en ganske god introduktion til manden.
3. (DOWN) THE LEFT HAND PATH
Her vælger Cage at fokusere på sit stofmisbrug, forholdet til det modsatte køn og alkohol, hvilket bliver akkompagneret af et dog tåbeligt omkvæd. Beatet er klaret af Red Spyda, som sjovt nok også i 2002 producerede Royce da 5’9”’s ”Rock City”, der sampler Eminem’s vokal. Nummeret er mindre ophidsende end forrige nummer, men det er stadig okay.
4. TEEN AGE DEATH
Dette Camu Tao-producerede nummer formår til gengæld ikke at holde min opmærksomhed, da det simple beat er en kende kedeligt og Cage fejler lidt med dårlige linjer og usammenhængende vers (mere end hvad godt er).
5. TOO MUCH
Med The Ghetto Professionals’ en kende monotone beat i ryggen og et dårligt omkvæd befinder Cage sig endnu engang på et lidt undervældende nummer. Versene er dog bedre.
6. STONEY LODGE
Med introduktionen af J-Zone vender det heldigvis igen til både Cage’s og lytterens fordel, da hans lidt legesyge beat på fornem vis bistår Cage’s reflekterende rejse gennem hans atten måneder på Stoney Lodge sindssygehospital. Versene gennemgår i høj detaljegrad hans foruroligende ophold med overraskende indsigtsfulde linjer, der overordnet bliver opsummeret i det næsten uhyggelige omkvæd. Meget stemningsfuldt, vanvittigt og underholdende.
7. PROBABLY CAUSES PARANOIA (SKIT)
…
8. THE SOUNDTRACK…
Som indledningen antydede, så har Cage bestemt ikke meget tilovers for sin stedfar, så dette er selvfølgelig soundtracket til at myrde sin stedfar, som Cage fortæller i første linje. DJ Mighty Mi vender tilbage med et meget engagerende, rastløst og nærmest eksplosivt beat, der blot gør Cage’s vanvittige vers endnu mere forstyrrende. På den meget fede måde.
9. AMONG THE SLEEP
RJD2 har bidraget med det melodiske beat, der med sin langsomme stryger lyder helt hjemsøgende. Det er ret effektivt, da Cage samtidig har kastet sig ud i et mindre koncept, hvor han gennem flere historier sår tvivl i sin bevidsthedsstatus. Sover han eller er han vågen? Det er spørgsmålet, som den temmelig smarte afslutning først komplicerer mere for til sidst at udrede. Et veludført og interessant koncept.
10. AGENT ORANGE
Og her har vi så monsteret, som formegentligt er Cage’s bedst kendte nummer. Det håber jeg da hvert fald, da nummeret ganske simpelt er fantastisk. Over et fantastisk sample af det psykedeliske soundtrack fra filmatiseringen af A Clockwork Orange introducerer Cage sig selv som Alex med linjer mere eller mindre taget direkte fra bogen/filmen, hvorefter de hårdtslående trommer og den dybe bas sætter ind, og Cage kaster sig ud i to fantastiske vers fyldt med vanvittige og referencerige punchlines. Det bedste ved nummeret er dog hans ufatteligt engagerende flow, da han formår at gøre næsten alle linjer særlige og iøjnefaldende (anti-pun?) med det helt rigtige tryk og toneleje i sin levering. Man burde købe Movies for the Blind om ikke andet så bare for dette nummer. Perfekt!
Chris Palko blev sendt tilbage til sin mor et år efter, og var formegentligt nu midt i sine teenageår. Tilbage i Middletown i New York fortsatte han stofmisbruget og begik flere forbrydelser, men denne gang blev han arresteret. Flere gange. Han overtrådte betingelserne for sin prøveløsladelse og kunne nu se frem til at tilbringe den nærmeste fremtid i en brumme, men ”heldigvis” blev han reddet af sin mor. Igen med gåseøjne da hun blot fik overbevist dommeren om, at hendes søn i stedet burde sendes til et psykiatrisk hospital. Problemet var bare, at Palko ikke er og aldrig har været psykisk syg, men at han blot reagerer på en absolut forfærdelig barndom. Dette var et særdeles uheldigt udfald, da man på disse hospitaler ofte får tvunget medicin i sig, og i Palko’s tilfælde var det antidepressiv medicin. Da han dog netop ikke behøvede dem, havde de tragisk nok den modsatte effekt, så han forsøgte for første gang i sit liv at begå selvmord. For blot at gøre slemt værre så var Palko endvidere forsøgsperson for disse piller, da de stadig kun var i teststadiet, og pga. hans selvmordstanker tilbragte han også en del tid i spændetrøje. Efter atten måneder, af hvad der næsten tangerer til tortur, var Palko igen en ”fri” mand.
Efter denne omgang fik han et helt særligt forhold til A Clockwork Orange, som er skrevet af Anthony Burgess og senere filmatiseret af Stanley Kubrick. Den handler om teenageren Alex, der trods et par umiddelbart rare forældre gennemgår noget magen til det overstående – i nogle tilfælde mere ekstremt, i andre ikke. Ikke overraskende har Palko derfor i høj grad kunnet relatere til Alex, og man får lidt følelsen af, at han nærmest har tilbedt fortællingen, da han ikke mindst tog navn efter bogens hovedperson.
Men Movies for the Blind er da udgivet under navnet Cage? Korrekt, men selvom at Alex muligvis var hans første dæknavn, så skal det formegentligt snarere betragtes som et alterego (et meget personlig altergo dog, da Palko som skrevet tidligere gerne tager udgangspunkt i sit eget liv). Cage har nemlig senere udtalt, at han ikke længere ønsker at lave vanvittigt og ultravoldeligt musik, som man finder på Movies for the Blind, så disse ældre psykotiske skæringer kan måske godt tilskrives Alex. Ikke desto mindre så var det præcis sådan, han startede ud. Palko samlede interessen for musikken op på hospitalet, og da han kom ud begyndte skriblerierne, der kunne gøre en større håndfuld psykologer millionærer.
Desværre var hans arbejdsmoral temmelig dårlig, så selvom Pete Nice (fra 3rd Bass) og radioværten Bobbito García fik gjort ham til et lokalt navn og skaffet ham en chance hos Columbia Records, skete der ikke meget i flere år, da han bl.a. konstant mødte påvirket op i studiet. Da García dog startede pladeselskabet Fondle ’Em Records fik Cage endnu en chance for at indspille noget potentielt opmærksomhedsbringende, og dette resulterede i 1997 i singlerne ”Radiohead” og ”Agent Orange” (meget mere om denne senere), hvor af særligt den sidstnævnte og Necro-producerede single gjorde Cage til et landskendt navn – som sådan, dvs. i undergrunden. Heldigvis står ”Agent Orange” for alt, hvad der har med Alex at gøre (referencer til A Clockwork Orange og utallige andre voldsrelaterede værker og sager), så hans musik åbnede pludselig en del muligheder. Han udgav dog ikke noget soloalbum, der kunne profiterer på dette – modsat Eminem, der senere samme år udgav The Slim Shady EP, og straks var Cage i øvrigt ude og beskylde den blonde rapper for plagiat, hvilket udløste en mindre beef (ret ærgerligt, da en kollaboration kunne have været fed).
Cage fik dog udgivet nogle flere singler, der blandt andre blev smidt på kassettebåndet For Your Box i 1999, men et meget begrænset oplag og ringe lydkvalitet begrænsede dens popularitet. Han valgte derefter i stedet at kanalisere noget af sit fokus på et par sideløbende projekter som en del af grupperne Smut Peddlers og Nighthawk, der debuterer med et album i henholdsvis 2001 og 2002. I mellemtiden signede Cage dog trods alt med Eastern Conference Records som soloartist, hvilket i 2002 også resulterede i udgivelsen af solodebuten Movies for the Blind, der stilmæssigt godt kunne have været indspillet kort efter ”Agent Orange”. Cage maler nemlig et vanvittigt og voldeligt billede af sin sindstilstand og fortid med autentiske historier og malende beskrivelser, mens han samtidig også disser Eminem flere gange. Den mest dominante producer er DJ Mighty Mi fra Smut Peddlers, hvilket dog indikerer, at projektet dengang var af nyere dato. DJ Mighty Mi leverer i øvrigt en generel meget mørk og dyster produktion, og bidragene fra de resterende producere, der bl.a. indbefatter prominente navne som J-Zone, RJD2 og EL-P, er heldigvis i samme boldgade, men alt andet ville også have været mærkeligt.
Indledningen blev meget længere end forventet og sådan set ønsket, men jeg finder ganske simpelt Cage’s hårde baggrund fascinerende (og ikke mindst essentiel i en anmeldelse af Movies for the Blind), da det hele er lige til en film (som endda angiveligt er på vej), og så tog den ene sætning bare den anden. Nu er det dog endelig tid til at tage et nærmere kig på de enkelte numre.
1. MORNING DIPS
Stort set blot en intro.
2. ESCAPE TO ’88
Cage kaster sig derefter direkte ud i et par psykotiske og punchlinefyldte vers, der generelt er en rimelig god indikator af, hvad man kan forvente sig af resten af albummet. Med det første vers tager han dog også en lidt mere specifik rute, da han kritiserer kommercielt hip-hop og i samme omgang bl.a. refererer til Eminem. Det hele forgår over et interessant og hårdtslående beat af DJ Mighty Mi, så det er en ganske god introduktion til manden.
3. (DOWN) THE LEFT HAND PATH
Her vælger Cage at fokusere på sit stofmisbrug, forholdet til det modsatte køn og alkohol, hvilket bliver akkompagneret af et dog tåbeligt omkvæd. Beatet er klaret af Red Spyda, som sjovt nok også i 2002 producerede Royce da 5’9”’s ”Rock City”, der sampler Eminem’s vokal. Nummeret er mindre ophidsende end forrige nummer, men det er stadig okay.
4. TEEN AGE DEATH
Dette Camu Tao-producerede nummer formår til gengæld ikke at holde min opmærksomhed, da det simple beat er en kende kedeligt og Cage fejler lidt med dårlige linjer og usammenhængende vers (mere end hvad godt er).
5. TOO MUCH
Med The Ghetto Professionals’ en kende monotone beat i ryggen og et dårligt omkvæd befinder Cage sig endnu engang på et lidt undervældende nummer. Versene er dog bedre.
6. STONEY LODGE
Med introduktionen af J-Zone vender det heldigvis igen til både Cage’s og lytterens fordel, da hans lidt legesyge beat på fornem vis bistår Cage’s reflekterende rejse gennem hans atten måneder på Stoney Lodge sindssygehospital. Versene gennemgår i høj detaljegrad hans foruroligende ophold med overraskende indsigtsfulde linjer, der overordnet bliver opsummeret i det næsten uhyggelige omkvæd. Meget stemningsfuldt, vanvittigt og underholdende.
7. PROBABLY CAUSES PARANOIA (SKIT)
…
8. THE SOUNDTRACK…
Som indledningen antydede, så har Cage bestemt ikke meget tilovers for sin stedfar, så dette er selvfølgelig soundtracket til at myrde sin stedfar, som Cage fortæller i første linje. DJ Mighty Mi vender tilbage med et meget engagerende, rastløst og nærmest eksplosivt beat, der blot gør Cage’s vanvittige vers endnu mere forstyrrende. På den meget fede måde.
9. AMONG THE SLEEP
RJD2 har bidraget med det melodiske beat, der med sin langsomme stryger lyder helt hjemsøgende. Det er ret effektivt, da Cage samtidig har kastet sig ud i et mindre koncept, hvor han gennem flere historier sår tvivl i sin bevidsthedsstatus. Sover han eller er han vågen? Det er spørgsmålet, som den temmelig smarte afslutning først komplicerer mere for til sidst at udrede. Et veludført og interessant koncept.
10. AGENT ORANGE
Og her har vi så monsteret, som formegentligt er Cage’s bedst kendte nummer. Det håber jeg da hvert fald, da nummeret ganske simpelt er fantastisk. Over et fantastisk sample af det psykedeliske soundtrack fra filmatiseringen af A Clockwork Orange introducerer Cage sig selv som Alex med linjer mere eller mindre taget direkte fra bogen/filmen, hvorefter de hårdtslående trommer og den dybe bas sætter ind, og Cage kaster sig ud i to fantastiske vers fyldt med vanvittige og referencerige punchlines. Det bedste ved nummeret er dog hans ufatteligt engagerende flow, da han formår at gøre næsten alle linjer særlige og iøjnefaldende (anti-pun?) med det helt rigtige tryk og toneleje i sin levering. Man burde købe Movies for the Blind om ikke andet så bare for dette nummer. Perfekt!
11. A SUICIDAL FAILURE
Et temmelig deprimerende nummer, men mens det virker tilpas frastødende og vanvittigt i versene, så bliver det lidt for meget i omkvædet, hvor han skriger ”I’m a suicidal failure, look my life’s a failure”. Det er alligevel en kende for selvhadende. Han skal dog have kudos for sin ærlighed. Det er også et glimrende nummer ikke desto mindre.
12. CK WON
Dette nummer er faktisk en kende mærkeligt, da det ikke rigtigt syntes at passe så godt ind på albummet. Den gyngende bas er lidt for voldsom, hvilket resulterer i, at Cage drukner lidt i produktionen, mens hans omkvæd er ret dårligt. Han lyder generelt heller ikke så farlig herpå. Temmelig dårligt.
13. UNLIKE TOWER 1 (FEAT. COPYWRITE & MR. EON)
Interessant nok syntes Cage at disse hele D12 (men særligt Bizarre) herpå. Derudover indleder han også sit vers med at nævne kollektivet The Weathermen, som han, Copywrite (dengang), EL-P og en del andre er medlem af – men altså ikke Mr. Eon. Cage er ikke overraskende den mest fremtrædende af de tre rappere, men Copywrite er nu heller ikke dum. Mr. Eon falder til gengæld lidt bagud. Et ganske acceptabelt posse-cut alligevel.
14. UNDER SATAN’S AUTHORITY (SKIT)
…
15. A CROWD KILLER
Hornet i omkvædet minder mig lidt om Jay-Z’s ”Death of Auto-Tune”, hvilket er lidt forstyrrende, men det kan DJ Mighty Mi af gode grunde ikke gøre ved. Til gengæld er strygerne i løbet af versene dejligt melodiske og engagerende (og skal man sammenligne, kan jeg evt. nævne Clemens’ ”Uanset Hvad I Siger”, hvilket ikke er en skidt ting). Nummeret er vokset en del på mig, da jeg først fandt det lidt kedeligt, men nu kan jeg nu mægtig godt lide det – undtagen omkvædet som stadig stinker.
16. THE RIGHT OUT (SKIT)
…
17. HOLDIN’ A JAR 2
EL-P kigger forbi med en typisk elektronisk og meget alternativ instrumental, men det er ikke just en af mine favoritter med ham. Derudover virker det også lidt for overvældende for Cage, der fungerer bedre over et foruroligende og dog hårdtslående beat (som f.eks. ”Agent Orange” *host*). Cage giver da også forholdsvist tidligt op herpå, da instrumentalen får lov at løbe et godt stykke tid efter det sidste ord er sagt.
18. PUSSY, MONEY & WAR (FEAT. COPYWRITE)
Med den titel skulle man tro, at dette afsnit ville kunne klares med et enkelt negativt ladet adjektiv, men faktisk er nummeret ret underholdende. Cage har et sidste diss af Eminem, mens resten er den sædvanlige tomme snak, hvor Cage virker lidt mere munter end på resten af pladen. Copywrite tager sig af det nogenlunde omkvæd og beatet er fint. Det er ikke så farligt som så meget andet på Movies for the Blind, men det er nu stadig et okay nummer.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Cage er tydeligvis en meget psykotisk, fantasifuld, historiefortællende og indsigtsfuld rapper på Movies for the Blind, og da dette næsten må leve op til samtlige krav, man kan have til albummet, vil man derfor uden tvivl være godt underholdt. Nogle numre er åbenlyst bedre end andre, og Movies for the Blind har da også nogle temmelig kedsommelige skæringer, men det er overvejende fyldt med chokerende og aggressive numre. Produktionen er forholdsvist vellykket med sin varierede og dog altid dystre vibe, mens Cage har et teknisk flot flow med en superb levering. Movies for the Blind er et temmelig godt debutalbum, der flere gange når op på samme niveau som den gamle traver ”Agent Orange”, der dog stadig er min absolutte favorit fra albummet. Køb? Det tror jeg nok.
BEDSTE NUMRE: “Escape to ‘88”; “Stoney Lodge”; “The Soundtrack…”; “Among the Sleep”; “Agent Orange”; “A Suicidal Failure”; “A Crowd Killer”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar