Julen er over os i denne tid, og selvom jeg egentligt ikke i den anledning er blevet
mere tidspresset end normalt, så er det alligevel lykkedes mig at forsømme
blogskrivningen de sidste dage, så det bliver en lille, kort sag i dag. Jeg
kiggede faktisk målrettet gennem mit bibliotek efter noget kort, og det var i
denne sammenhæng, at jeg faldt over The
County Hound EP, som jeg dog også har dedikeret nogle tanker til før i
forbindelse med bloggen. Det betyder dog ikke, at anmeldelsen nødvendigvis
bliver ren reklame, da jeg ikke rigtigt kan huske EP’en foruden enkelte numre,
så måske udgivelsen egentligt slet ikke er værd at skrive om i længden.
Jeg kan dog afsløre, at Cashis i mine øjne var en af Eminem’s mere interessante protegéer, men eftersom at han hverken er 50 Cent eller Marshall Mathers selv, så betyder det også, at hans karrierer er blevet forfærdeligt negligeret af Shady Records. Eminem har det nemlig med at satse stort på de umiddelbart store succeser og til gengæld skide på de mindre navne. Det er af samme grund også forunderligt, at Eminem overhovedet startede Shady Records i første omgang – i de senere år har han dog gjort en aktiv indsats for at brede sig med indlogeringen af Yelawolf og særligt Slaughterhouse.
Men tilbage til Cashis, der i 1999 formede gruppen The Renegadez (efter at have hørt Bad Meets Evil’s ”Renegade”?) sammen med kammeraten H-Bone og (formegentligt kæresten) Monique, hvilket bringer mig videre til den egentlige, interessante information: Monique blev desværre myrdet kort efter formationen, men før dette nåede hun at føde et af hans elleve børn. Jah.
Senere lykkedes det Cashis at skabe et omdømme i Orange County (Californien), og han blev derefter opdaget af Shady Records. Han medvirkede i 2006 på pladeselskabskompilationen Eminem Presents: The Re-Up, som jeg anmeldte tidligere i år. Jeg var rimelig positiv overfor Cashis (mest hans stemme og flow), men jeg var dog ikke glad for hans valg af beats. Om ikke andet så fylder hans daværende producer ikke så meget på This County Hound EP, som i 2007 på magisk vis slap forbi Eminem og ud på butikshylderne til rimelig succes. EP’en nåede sågar ind på Billboards hitlisten, så andre så tydeligvis også potentiale i Cashis. Eminem har produceret det meste af skiven, samtidig med at han også gæster et enkelt nummer.
1. THE COUNTY HOUND (INTRO)
Cashis er tydeligvis en gangsta – eller det prøver han hvert fald ihærdigt på at overbevise os om, at han er.
2. THAT NIGGA A GANGSTA
Faktisk er Cashis så gangsta, at folk kan se det på lang afstand. Han har bare aldrig hørt om teknikken ”Show, Don’t Tell”, da han virkelig får udbasuneret sit (ønskede) image. Eminem’s produktion er ham rimelig karakteristisk og er dermed også ret generisk.
3. GUN RULE
Rikanatti’s første ud af to bidrag til EP’en, og det starter egentligt meget godt med nogle hastige keys og guitartabs, men når de hårdtslående og Eminem-agtige trommer sætter ind falder resten ind i en monoton rytme, og så bliver produktionen nu lidt ensformig i længden. Det er ikke så slemt, men det havde potentiale til at være meget bedre. Cashis er glad for sine pistoler, hvilket vel egentligt beskriver det lyriske indhold forholdsvis godt.
4. MS. JENKINS
Op til denne anmeldelse skimmede jeg lige min anmeldelse af Eminem Presents: The Re-Up, hvormed jeg opdagede, at jeg faktisk havde fremhævet dette Cashis nummer dengang. Omkvædet består af et forvrænget vokalsample fra Queen’s ”Bohemian Rhapsody”, hvilket i grunden er så mærkeligt, at det næsten kun kan være Eminem’s værk – ham der også citerede Pink Floyd i et D12 nummer. Det lyder formegentligt virkelig dumt, men jeg må jo så indrømme, at jeg faktisk godt kan lide det. Cashis undskylder overfor Ms. Jenkins for at have myrdet hendes søn, som han kom i direkte karambolage med under et bandeopgør. Historien bliver fortalt fra lidt forskellige vinkler, og er altså ikke en eller anden forstyrret stolthed over at have taget en andens mands liv, så det går an. Problemet med disse opdigtede historier er bare, at det sår eftertrykkeligt tvivl i hans påstand om reelt at være hardcore. Han lyder som en studiegangsta. Altså en okay historie, men faktisk er virkeligheden her fantasien langt underlegen i mine øjne, da jeg oprindeligt forstillede mig et helt andet scenarie. Jeg troede originalt, at Ramone Johnson var blevet ”myrdet” af sit alterego Cashis, som derefter undskyldte det overfor hans mor. Altså noget i stil med forholdet mellem Eminem og Slim Shady. Dét havde været sejt, men nu har Eminem og Cashis selvfølgelig tilsyneladende ikke meget tilfælles.
Jeg kan dog afsløre, at Cashis i mine øjne var en af Eminem’s mere interessante protegéer, men eftersom at han hverken er 50 Cent eller Marshall Mathers selv, så betyder det også, at hans karrierer er blevet forfærdeligt negligeret af Shady Records. Eminem har det nemlig med at satse stort på de umiddelbart store succeser og til gengæld skide på de mindre navne. Det er af samme grund også forunderligt, at Eminem overhovedet startede Shady Records i første omgang – i de senere år har han dog gjort en aktiv indsats for at brede sig med indlogeringen af Yelawolf og særligt Slaughterhouse.
Men tilbage til Cashis, der i 1999 formede gruppen The Renegadez (efter at have hørt Bad Meets Evil’s ”Renegade”?) sammen med kammeraten H-Bone og (formegentligt kæresten) Monique, hvilket bringer mig videre til den egentlige, interessante information: Monique blev desværre myrdet kort efter formationen, men før dette nåede hun at føde et af hans elleve børn. Jah.
Senere lykkedes det Cashis at skabe et omdømme i Orange County (Californien), og han blev derefter opdaget af Shady Records. Han medvirkede i 2006 på pladeselskabskompilationen Eminem Presents: The Re-Up, som jeg anmeldte tidligere i år. Jeg var rimelig positiv overfor Cashis (mest hans stemme og flow), men jeg var dog ikke glad for hans valg af beats. Om ikke andet så fylder hans daværende producer ikke så meget på This County Hound EP, som i 2007 på magisk vis slap forbi Eminem og ud på butikshylderne til rimelig succes. EP’en nåede sågar ind på Billboards hitlisten, så andre så tydeligvis også potentiale i Cashis. Eminem har produceret det meste af skiven, samtidig med at han også gæster et enkelt nummer.
1. THE COUNTY HOUND (INTRO)
Cashis er tydeligvis en gangsta – eller det prøver han hvert fald ihærdigt på at overbevise os om, at han er.
2. THAT NIGGA A GANGSTA
Faktisk er Cashis så gangsta, at folk kan se det på lang afstand. Han har bare aldrig hørt om teknikken ”Show, Don’t Tell”, da han virkelig får udbasuneret sit (ønskede) image. Eminem’s produktion er ham rimelig karakteristisk og er dermed også ret generisk.
3. GUN RULE
Rikanatti’s første ud af to bidrag til EP’en, og det starter egentligt meget godt med nogle hastige keys og guitartabs, men når de hårdtslående og Eminem-agtige trommer sætter ind falder resten ind i en monoton rytme, og så bliver produktionen nu lidt ensformig i længden. Det er ikke så slemt, men det havde potentiale til at være meget bedre. Cashis er glad for sine pistoler, hvilket vel egentligt beskriver det lyriske indhold forholdsvis godt.
4. MS. JENKINS
Op til denne anmeldelse skimmede jeg lige min anmeldelse af Eminem Presents: The Re-Up, hvormed jeg opdagede, at jeg faktisk havde fremhævet dette Cashis nummer dengang. Omkvædet består af et forvrænget vokalsample fra Queen’s ”Bohemian Rhapsody”, hvilket i grunden er så mærkeligt, at det næsten kun kan være Eminem’s værk – ham der også citerede Pink Floyd i et D12 nummer. Det lyder formegentligt virkelig dumt, men jeg må jo så indrømme, at jeg faktisk godt kan lide det. Cashis undskylder overfor Ms. Jenkins for at have myrdet hendes søn, som han kom i direkte karambolage med under et bandeopgør. Historien bliver fortalt fra lidt forskellige vinkler, og er altså ikke en eller anden forstyrret stolthed over at have taget en andens mands liv, så det går an. Problemet med disse opdigtede historier er bare, at det sår eftertrykkeligt tvivl i hans påstand om reelt at være hardcore. Han lyder som en studiegangsta. Altså en okay historie, men faktisk er virkeligheden her fantasien langt underlegen i mine øjne, da jeg oprindeligt forstillede mig et helt andet scenarie. Jeg troede originalt, at Ramone Johnson var blevet ”myrdet” af sit alterego Cashis, som derefter undskyldte det overfor hans mor. Altså noget i stil med forholdet mellem Eminem og Slim Shady. Dét havde været sejt, men nu har Eminem og Cashis selvfølgelig tilsyneladende ikke meget tilfælles.
5.
JUST LIKE ME
Cashis dedikerer nogle linjer til sine børn, og udstiller, hvor dårlig en far han tilsyneladende er. Han siger nemlig, at børnene ikke har haft samme kår som Cashis, da han var barn, men alligevel opfører de sig ligesom deres far. Det er i grunden et ret deprimerende nummer, men til Cashis’ forsvar, lægger han dog også nogle mere respektable linjer med gode råd og søde tanker. Rikanatti smider desuden en nydelig guitarsolo ind i nummeret, så det er nu alligevel ikke helt dårligt. Rikanatti er ikke så slem, som først antaget.
Cashis dedikerer nogle linjer til sine børn, og udstiller, hvor dårlig en far han tilsyneladende er. Han siger nemlig, at børnene ikke har haft samme kår som Cashis, da han var barn, men alligevel opfører de sig ligesom deres far. Det er i grunden et ret deprimerende nummer, men til Cashis’ forsvar, lægger han dog også nogle mere respektable linjer med gode råd og søde tanker. Rikanatti smider desuden en nydelig guitarsolo ind i nummeret, så det er nu alligevel ikke helt dårligt. Rikanatti er ikke så slem, som først antaget.
6. PISTOL POPPIN’ (FEAT. EMINEM)
Eminem både gæster og producerer, og resultatet er helt igennem forfærdeligt. Bossens vers er tydeligvis indspillet kort efter Proof’s død (plus han havde et slemt stofmisbrug), så han lyder helt ved siden af sig selv. 2006 lægger lige midt i Eminem’s sorte periode, så det er ikke underligt, at nummeret er noget hø.
7. THOUGHTS OF SUICIDE
Ron Browz’s dæmpede produktion er utrolig kedelig, hvilket er lidt ærgerligt, da Cashis trods alt forsøger sig med noget lidt anderledes.
Følgende er angivet som et bonusnummer.
8. LAC MOTION
Tempoet sænkes en del, hvilket giver et dårligt omkvæd og et irriterende flow, så det var ikke nogen succes.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Okay, så nu hvor jeg har fået hukommelsen opfrisket, kan jeg faktisk ikke rigtigt forstå, hvorfor jeg syntes om Cashis i første omgang (eller jo, da jeg stadig mener, at hans flow og stemme er ganske engagerende). Hans musik lyder seriøst i mine ører som en stor facade, hvilket ikke just er tiltrækkende. Han beskriver sig selv som en banger så mange gange, at det får den modsatte effekt og jeg simpelthen begynder at nære mistillid til ham. Derudover er han heller ikke just lyrisk atlet, da han bl.a. netop ofte forfalder til overflødige gentagelser. Produktionen viser potentiale, men det gør bare, at jeg føler, at jeg går glip af noget, da de fleste numre vitterligt kunne have været bedre. The County Hound EP er virkelig ikke noget særligt, så det må være rigeligt at brænde en kopi i denne omgang. Det fortæller måske også noget om Eminem's valg af samarbejdspartnere i forbindelse med den første bølge af Shady Records kunstnere.
BEDSTE NUMRE: ”Ms. Jenkins”; ”Just Like Me”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar