19 december 2012

The Globetroddas - The Love EP (2010)


Så her for nogle måneder siden klikkede jeg rundt på Youtube i håb om at finde noget nyt, interessant musik, og på denne færd af min stødte jeg på en gruppe ved navn The Globetroddas og nummeret ”Love”. Eller det vil faktisk sige, at jeg går ud fra, at det var det nummer. Jeg husker kun, at jeg kunne lide, hvad jeg hørte, hvilket ledte mig til at hente EP’en nummeret stammer fra, hvorefter gruppen druknede i floden af andre udgivelser, der lægger uhørte på min computer. Forleden faldt jeg dog over navnet i mit bibliotek, og således fik jeg endelig hørt hele EP’en, hvilket gav mig lyst til at svinge blyanten (eller egentligt trykke på taster). Som altid skulle der selvfølgelig researches op til anmeldelsen, og her gjorde jeg så et par mindre opdagelser.

The Globetroddas er tilsyneladende ikke helt uden succes, da de i 2010 fik skabt en forholdsvis del opmærksomhed omkring sig selv med det førnævnte nummer ”Love”. Nummer stammer fra The Love EP, hvilket endnu er gruppens eneste udgivelse. (De skulle dog arbejde på en LP). Men hvad med at skrive hvem fanden The Globetroddas er – om ikke andet så for god ordens skyld – tænker du muligvis nu, så her kommer rækken af medlemmer: Først har vi rapperne Derrick ”Disco” Buck og Anthony ”Big Drak” Walsh (ifølge Google et navn som overraskende få forbinder med en hvis TV serie fra halvfemserne). Den sidste fyr på coveret ovenover må derfor nødvendigvis være DJ Chuck Boogie. Derudover er gruppen også umiddelbart tæt associeret med Fau, der ligesom trioen er tilknyttet pladeselskabet Eclectic Ghetto Music. De har muligvis også alle været sammen om at danne det.

The Love EP skaber nogle associationer til kollektivet Native Tongues, da The Globetroddas leverer opmuntrende og inspirerende musik med sjælfulde produktioner og fredsmissionerende tekster. Trioen begrænser sig dog egentligt ikke til en enkelt produktionsmæssig inspirationskilde, da de også trækker på elementer fra bl.a. jazz og rock.

1.       LOVE
The Love EP spilder ingen tid med at finde frem til hittet, og således lægger vi ud med et nydeligt, sjælfyldt og varmt nummer, der nok skal formå at snige sig ind på de fleste. Den lille guitarsolo til slut er desuden en fin detalje.


2.       GET IT POPPIN
Det første, man lægger mærke til i dette nummer, er, at The Love EP tydeligvis ikke er lige godt mikset hele vejen igennem. Det vil sige, at vokalen og de forskellige instrumenter egentligt harmonerer fint sammen, men til gengæld er mastervolumen bare temmelig lav. Det er altid en ærgerlig kendsgerning at gøre sig, men ser man bort fra dette problem og det lidt generiske omkvæd, så er nummeret et ganske fint bekendtskab.

3.       LIVIN’ IN THE STRUGGLE
Volumen hæves, og det samme vil nogen formegentligt også mene om det lyriske indhold. Livet er fyldt af problemer, men man klarer den nok. Sådan går omkvædet omtrent, og det bliver endvidere bygget op af versene. Glimrende.

4.       4 THE LADIES..
Titlen taler vel næsten for sig selv. Ikke mindst de to punktummer, hvilket på det nærmeste indikerer, at gruppen egentligt ikke er så glade for at inkludere et generisk nummer til damerne. Jo, man kan få meget ud af tegnsætningen. Den funkye og lidt skæve produktion er dog ganske god.

5.       PICTURE PERFECT
Fyrene får selskab af en sangerinde, hvilket de skulle have genovervejet en ekstra gang, da hun så småt får ødelagt nummeret. Der er ellers ikke en let ting at gøre, da resten af nummeret er fint. (Beatet er måske lige en lille tand for blødsøden).

6.       CALI LIVIN
Hvert andet nummer syntes konsekvent at være dårligere mikset end de andre. Med ”4 The Ladies..” var det dog overhovedet ikke slemt – modsat dette nummer, hvor nummeret vitterligt lyder halvfærdigt. Det skyldtes dog også det helt forfærdelige omkvæd, der blot indeholder shout-outs til forskellige dele af Californien. Versene er forventelige, men alt andet ville også være mærkeligt i et nummer om sit fødested, så det er næsten et plus.

7.       DOWN WIT’ US
Stykket sammen af nogle scratches, afslappende toner og selvpromoverende ytringer afsluttes The Love EP med endnu en behagelig og underholdende skæring.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg har endnu ikke nævnt et ord om rappernes tekniske evner, men det skyldtes bestemt ikke, at de er ringe – nærmere omvendt. De har nogle behagelige og naturlige flows, der står godt sammen med den sjælfulde produktion og de positive budskaber. Og med det sagt så er der faktisk ikke meget mere at skrive om The Love EP. Det skubber ingen grænser og EP’en virker egentligt overraskende lidt sammenhængende trods den gennemgående, bløde produktion, men ikke desto mindre er The Love EP nu stadig et underholdende nok lyt. Nogle håndører skulle det nok være værd.

BEDSTE NUMRE: ”Love”; ”Livin’ in the Struggle”; “Down Wit’ Us”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar