Big L - Lifestylez Ov Da Poor and Dangerous (1995)

Den nu afdøde Lamont Coleman er født og opvokset i Harlem i New York, hvor han i begyndelsen af halvfemserne freestylede sig op ad undegrundens popularitetsstige og på den led blev introduceret for Lord Finesse. Big L, som han kalder sig, gjorde sin professionelle debut på en b-side af en af Finesse’s singler i 1992, mens han senere samme år vandt en større freestyle konkurrence og gjorde sin pladedebut på Showbiz og A.G.’s Runaway Slave. Ikke overraskende blev han derefter inviteret indenfor hos D.I.T.C. kollektivet, som bl.a. inkluderer de førnævnte navne.

I 1993 signede Big L til Columbia Records og udgav sin første single, ”Devil’s Son”, der er et stykke horrorcore. Nummeret er dog produceret af Showbiz, så det er faktisk en smule jazzet, men det lyriske indhold kvalificerer nummeret som horrorcore. Selvom det måske lyder godt, kan det dog være svært at sælge, så Columbia krævede også nogle mere radiovenlige skæringer, og således blev ”Put It On” til. Formegentligt en af hans bedst kendte numre.

”Put It On” blev førstesinglen fra debutalbummet Lifestylez Ov Da Poor and Dangerous, der ramte gaden i 1995 til rimelig stor succes. Albummet er en blanding af Big L’s egne aspirationer og pladeselskabets præferencer, så det byder både på mere horrorcore, battlerap og socialrealisme, og det meste er produceret af andre D.I.T.C. medlemmer. Det fungerede tilsyneladende, da Big L i dag er lidt af en legende (i undergrunden hvert fald). Desværre døde han i 1999, før han nåede at få udgivet sit andet album (det kom dog selvfølgelig ud senere).

1.       PUT IT ON (FEAT. KID CAPRI)
Skulle det ske, at man ikke er bekendt med Big L, så behøver man ikke lede længere end førstesinglen for at få en hurtig forståelse for hans plads i genren. Big L’s flow er vanvittig godt her. Han spytter en masse punchlines ud i et dynamisk tempo, mens Buckwild sørger for den sublime, basdrevne produktion. Jeg kan forstå, hvis nogle vil holde omkvædet op i mod ham, men jeg beklager mig nu ikke. Tænk at dette kunne blive kategoriseret som en radiovenlig skæring engang.

2.       M.V.P.
Lord Finesse sørger for den dejlige produktion, der sampler rnb gruppen DeBarge’s ”Stay With Me”. Nummeret minder mig lidt om Naughty by Nature’s ”O.P.P.” fra deres selvbetitlede debut, der tilfældigvis også åbner med en utroligt stærk, basdreven skæring. Big L sænker tempoet en smule, men han lyder stadig godt.

3.       NO ENDZ, NO SKINZ
Tredje nummer, tredje single. Denne var dog ikke så succesfuld som de første to, hvilket nok skyldtes, at produktionen er en kende mindre engagerende. Showbiz disker op med lidt jazz, der dog ikke er dårligt. Big L hæver tempoet igen og forsætter sine hæmningsløse trusler.

4.       8 IZ ENUFF (FEAT. BUDDAH BLESS, HERB MCGRUFF, KILLA CAM, MIKE BOOGIE, TERRA, BIG TWAN & TROOPER J)
Big L har inviteret syv kammerater ind i studiet og samlet dem alle på dette ene nummer. Det er da en pæn gestus af fyren, men han overskygger let dem alle. Foruden Killa Cam (tidlig optrædning af Cam’Ron) er der dog heller ikke nogle kendte navne i blandt. Det betyder dog bestemt ikke, at Cam’Ron er den bedste blandt de gæstemedvirkende. Hvad posse-cuts angår er nummeret mægtig godt.

5.       ALL BLACK
Lord Finesse’s dystre produktion virker en smule rodet, hvilket ødelægger det lidt for Big L. Albummets sorte får.

6.       DANGER ZONE (FEAT. MCGRUFF)
Det lyder som om, at Big L har optaget sine vers over ”Put It On” instrumentalen, da han endnu engang er yderst imponerende, men desværre er hans vokal så bagefter blevet placeret over dette temmelig kedelige Buckwild beat. Ærgerligt.

7.       STREET STRUCK
Det første bud på et mere substantielt, lyrisk indhold, da Big L her advarer lytteren om gadens fristelser. Det er et fint koncept med et originalt idiom, lidt ligesom Mobb Deep’s ”Shook Ones Part II”. Udmærket.

8.       DA GRAVEYARD (FEAT. LORD FINESSE, MICROPHONE NUT, JAY-Z, PARTY ARTY & GRAND DADDY I.U.)
Videre til endnu et massivt posse-cut med mentoren Lord Finesse og flere dengang ubekendte rappere. Interessant nok ville også en fra denne gruppe senere blive stor, og i dette tilfælde handler det selvfølgelig om Jay-Z, der først året efter i 1996 ville udgive sit anmelderroste debutalbum. Det er interessant at høre det kæmpe skift, der er mellem hans tempofyldte optræden her og hans debutalbum bare et år senere. Nut og I.U. gør det glimrende, mens Finesse og Big L dog mere end holder deres egen. Fedt nummer.

9.       LIFESTYLEZ OV DA POOR & DANGEROUS
Big L fortæller om sin hverdag, men han lader til at tage sig mindst lige så mange friheder som Ben Affleck med Argo. En god film ikke desto mindre, og jeg er tilbøjelig til at skrive det samme om nummeret. Overdrivelse fremmer jo også forståelsen, siger man. Perfekt nummer.

10.   I DON’T UNDERSTAND IT
En af de bedre rants mod overvurderede-slash-falske MC’er. Paradoksalt nok lyder Big L lidt undervældende i starten af tredje vers, hvor han proklamerer, at det er sådan, det skal gøres, men det er et mindre fejltrin, da han lyder dope resten af tiden med masser af disses, og interne og opfindsomme rim.

11.   FED UP WIT THE BULLSHIT
Titlen kunne let have dækket over det samme som forrige nummer, og dette er da også endnu en rant men denne gang rettet mod politiet. Big L er en meget vred, ung fyr, men hans stemmeleje holdes rimelig stabilt, så det ikke bliver helt ”FUCK THA POLICE”-agtigt. Han fylder på af ordspil og rim, så nummeret er sgu meget fedt.

12.   LET ‘EM HAVE IT “L”
De sidste tre numre på albummet har meget simple omkvæd, hvilket fungerer rimelig godt, da man hvert fald får svært ved at glemme dem. Dette sidste nummer lægger sig dog mere end de to andre op af åbneren ”Put It On”, da det endnu engang er crewet, der råber titlen. Og det er end ikke den eneste lighed, da Big L vender tilbage til punchlines og selvpromoverende rap, mens han også varierer sit flow i løbet af nummeret. Det er selvfølgelig ganske underholdende.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Lifestylez Ov Da Poor and Dangerous er noget af en bedrift, da det stort set er værd at høre igennem fra start til slut. Beatet i ”All Black” er en kende ringe og ”Danger Zone” har bare et kedeligt beat, men Big L leverer varen hele vejen igennem, så ingen numre er en større kamp at komme igennem. Hans flow er nemlig som skrevet fantastisk, og hans tekstskrivning er også udmærket. Jeg indledte med at skrive, at Big L lavede nogle mere radiovenlige numre for at tilfredsstille pladeselskabet, men heldigvis er der kun kommet gode ting ud af dette, da albummet formegentligt kun af den grund er blevet mere varieret, uden at Big L på noget tidspunkt lyder til at være gået på kompromis med sin lyd. Det fortjener om noget en håndfuld skillinger, også selvom Big L jo desværre ikke er i stand til at tage i mod dem.

BEDSTE NUMRE: “Put It On”; “M.V.P.”; “8 Iz Enuff”; “Street Struck”; “Da Graveyard”; “I Don’t Understand It”; “Fed Up Wit the Bullshit”; “Let ‘Em Have It “L””