Chamillionaire - Ammunition (2012)

”Chamillionaire” er en sammentrækning af kamæleon og millionær, hvilket gør det til et af de mest oplysende kunstnernavne derude, da det er præcis, hvad den 33-årige rapper Hakeem Seriki er. Han har haft nogle kæmpe hits og sidder af den grund temmelig godt i det, men man hører alligevel sjældent om ham – både i nyheder og diskussioner om bedste rappere og deslige. Det skyldtes formegentligt hans rødder i det sydlige U.S.A., hvilket har haft indflydelse på hans musik i form af lidt samfundskritik, pimpsnak, bølgende funk og konstante lilletrommer uden dog nødvendigvis at lyde decideret radiovenligt. Han har altså så at sige en fod i begge lejre (mainstream og undergrund).

Han startede sin karriere mere eller mindre i selskab med kammeraten Paul Wall, og efter at have skabt lidt opmærksomhed omkring deres navn udgav de i 2002 Get Ya Mind Correct, mens de begge var en del af kollektivet The Color Changin' Click, som Chamillionaire havde dannet nogle år før. Efter udgivelsen kunne duoen dog ikke blive enige om formen af fremtidige, artistiske udskejelser, og sammen med deres separering fulgte en opløsning af hele kollektivet. De begge valgte at gå solo, hvilket for Chamillionaire endte ud i solodebuten The Sound of Revenge, der indeholdte hittet ”Ridin’”. Et nummer, der blev spillet så meget i sin tid, at jeg allerede var træt af det, da Weird Al lancerede sin parodi ”White & Nerdy”. Ikke desto mindre sendte det ham til tops. I 2007 fulgte han debuten op med Ultimate Victory (uden et eneste bandeord fra værten inkluderet), der endnu engang sikrede ham en plads på hitlisterne med hitsinglen ”Hip Hop Police” (som jeg ikke har noget i mod).

For et par år siden opsøgte jeg disse to plader for rent faktisk at høre det hele igennem, og da jeg blev positivt overrasket, var jeg lidt spændt, da jeg så at han endelig udgav et nyt projekt igen sidste år (andet end mixtapes). Ammunition er titlen, men det er dog kun en EP, mens vi stadig venter på den næste fuldlængde, der formegentligt kommer senere i år. De mest prominente producere på hans to fuldlængdealbums er næsten fraværende, men stilen lægger sig en del op af de tidligere albums.

1.       YOUR CONNECT
Intro!

2.       RUNNING LAPS
Over rytmiske og spinkle keys og en lettere mørk trommeprogrammering garanterer Cham lytteren, at han stadig er på toppen, hvilket kan være svært at argumentere i mod. Det er ikke helt så adrenalinfyldt, som man kunne tro, men det er heller ikke just en vuggevise. Fed begyndelse.

3.       LET’S GET THAT
Nummeret fortsætter fra, hvor det forrige slap, hvilket vil sige, at Champ byder på flere selvpromoverende linjer blandet med anekdoter og punchlines. Beatet er mere tempofyldt (præcis hvad man formegentligt ville have forventet af det forrige nummer) med mere kraftige, mørke undertoner og en tilbagevendende, marcherende lilletromme. Ved første, overfladiske lyt kan numrene godt lyde ens, men de skiller sig efterhånden lidt fra hinanden.

4.       ALL MINE
DJ Rapid Ric’s blanding af en bølgende bas og sporadiske strygere har sine merits, men der virker alligevel til at mangle et eller andet. Det bliver lidt kedeligt i længden. Måske hvis trommerne havde været mere hårdtslående.

5.       ON MY WAY (FEAT. LEE LONN)
Lad mig hurtigt slå fast, at jeg finder Lee Lonn’s rnb omkvæd til at være et stort fejltrin fra Cham’s side. Producerne The Beat Bullies havde sine øjeblikke på de tidligere albums (primært debuten), og deres melodiske bidrag til dette nummer er nu også okay, men det bliver svært ikke at associere beatet med det højst upassende omkvæd. Cham er desuden lige rigeligt optaget af sig selv og sin omtalte evne til at fornøje kvinder, men han lyder da i det mindste godt i mens.

6.       YOU GON LEARN (FEAT. SAIGON)
Det næsten jazzede beat kan godt blive lidt monotont, men den værste monotoni bliver dog fjernet af Saigon, der leverer et mægtig godt omkvæd omtrent halvvejs inde. I denne forbindelse har Cham også oppet sig lyrisk, så man nu lægger øre til nogle interessante og observante tanker. Et underholdende afbræk fra albummets primære lyd.

7.       LETS GET THAT (REMIX) (FEAT. DOUGHBEEZY & MARCUS MANCHILD)
Beatet er endnu engang et af de mere tempofyldte af slagsen, og selvom omkvædet ikke helt syntes at være korrekt indstillet til det høje tempo, så er versene det til gengæld. Sådan da. Doughbeezy er næsten grund nok til at fortrække den normale version (som erstatter remikset på den fysiske version – eller omvendt), men heldigvis er Marcus Manchild væsentligt bedre. Han minder lidt om Tung Twista, da han ikke gør andet end at rappe hurtigt. Cham hæver også farten, og han er skam stadig den mest interessante, men hans andet vers (kun i originalen) er trods alt første vers lidt underlegen, så remikset har også sit eksistensgrundlag.

8.       WON’T CHANGE (FEAT. TAMI LATRELL)
Cham vil tilsyneladene ikke ændre sig, hvilket resulterer i nogle vers om hjembyen Houston, piger og penge. Det er ikke helt så generisk, som jeg lige fik det til at lyde som, men hvis man går ind til nummeret med sådanne forventninger, så vil man formegentligt være mægtig godt underholdt. Det er en melodisk og fængende skæring. Den gæstende sangerinde var dog ikke just nødvendig, men hun medvirker kun kort.

9.       NEVER ENOUGH (FEAT. ANGEL)
Cham slutter endnu engang et album af med en observant og kritisk skæring om sin omverden, og det resulterer endnu engang i nogle af de mest engagerende vers på albummet. Angel synger rnb omkvædet, men han forsøger heldigvis ikke helt at stjæle alt opmærksomheden med et upassende og anstrengende refræn. Han bidrager stadig ikke med noget positivt, men det kunne altså være værre. Den dæmpende og guitarbesmykkede produktion er også ganske gribende.

 

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Ammunition er et ganske underholdende lyt, men Chamillionaire har måske lige lovlig travlt med sig selv, da det lyriske indhold sjældent rykker sig fra selvpromoverende rap (der dog ikke nødvendigvis lyder dårligt). Cham har dog stadig et godt flow og en engagerende stemme. Produktionen er ligeledes gennemgående udmærket, og den giver nogle associationer til de tidligere udgivelser uden at miste sin friskhed. Lyrisk kunne jeg have håbet på lidt mere, men det er jo ikke fordi EP'en er blottet for al tankevirksomhed - slet ikke - så Ammunition er som skrevet før et ganske underholdende lyt og bestemt et køb værd.

BEDSTE NUMRE: ”Running Laps”; “You Gon Learn”; “Won’t Change”; “Never Enough”