12 januar 2013

Den Gale Pose - Mod Rov (1996)


Den Gale Pose er endnu en gruppe med rødder tilbage til firserne, der først blomstrer på den danske musikscene i midten af halvfemserne. I 1986 danner rapperne Jokeren og Blæs Bukki og producerne Rasmus Berg og Nicholas Kvaran nemlig forløberen til DGP i form af gruppen Madness 4 Real. Fyrene er unge teenagere fanget i Hillerød, men i slutningen af firserne flytter de til København, hvor de spiller flere gigs. Dette resulterer i mødet med manageren Carsten Willer, der får sendt M4R over på den anden side af Atlanten, hvor de kan udleve drømmen som funkproducere. Og det gør de så. De producerer nemlig G-Funk for bl.a. flere tidligere Ruthless Records kunstnere, heriblandt Eazy-E, MC Ren og Ice Cube (flere af deres instrumentale var under min inspektion i løbet af G-Funk måneden). Selvom de var freelancere blev de dog alligevel snøret af et pladeselskab, så de tjente uheldigvis ikke rigtigt noget på det.

I løbet af opholdet i Los Angelas fik Blæs Bukki imidlertid nok af den voldelige gangstarap, så han pakkede taskerne og rejste hjem for at starte et nyt projekt; Malk de Koijn. De tre tilbageværende medlemmer rejste selv hjem kort efter, og ligesom Humleridderne fortrak de også at lade et dansk kunstnernavn akkompagnerer deres danske tekster, så efter tilbagevendelsen til moderlandet ændrede de navn til Den Gale Pose.

Den Gale Pose er udmærket klar over, at de ikke kan lave troværdigt gangstarap, men til gengæld kan de godt relatere en smule til pimprappen, hvilket de derfor laver en dansk fortolkning af, som de vælger at kalde stodderrap. Første eksempel på dette er EP’en Flere Ho’s, der indeholder G-Funk i både den festlige og sensuelle ende af skalaen. Lyrikken er også på flere måder inspireret af amerikanerne, da det oftest handler om piger, egne talenter og andres evner. Tre ud af fem numre blev løftet over på deres første fuldlængdealbum Mod Rov, der i nogen grad ekspanderer på deres forhenværende lyd. Et af numrene, der ikke overlevede, er den velkendte ”Vi Nævner Ingen Navne”, hvor DGP kanaliserer samtlige minutter ud i ét stort diss af Østkyst Hustlers.

1.       DEN DOBBELTE SANDHED
Jokeren introducerer gruppen og det næste nummer med noget kort spoken word poetry.

2.       FLERE HO’S
Jeg troede, at det var normalt, at alfonser havde flere piger under sig (no pun intended), men dette finder DGP åbenbart så ekstraordinært i deres situation, at de har skrevet et nummer om det. Det er stort set blot sexrap, men det er da hørt værre andetsteds.

3.       FLERE HO’S, PT. 2 (FEAT. NATASJA & SHIRLEY)
Denne titel giver endnu mindre mening end før, da Jokeren egentligt blot henvender sig til en enkelt tøs – Natasja, der selvfølgelig svarer igen med sin egen rap. I starten er hun lidt modvillig, men hun bliver tilsyneladende på en eller anden måde forført af den ucharmerende og lige på Joker. Han er virkelig fuld af sig selv. Natasja har skam en fed stemme, men i dette tilfælde er der nu spildt potentiale involveret. Til gengæld er beatet bedre end i forrige nummer, mens omkvædet også er bedre uden at være decideret godt.

4.       PROSTIES
En pause 4 porn pakket ind som en instrumental, hvilket ikke gør nummeret helt ubrugeligt. Tæt på dog, selvom de spinkle guitartabs er okay.

5.       JEG HAR EN DRØM (FEAT. DANIEL)
Daniel’s lidt tilfældige rnb omkvæd om penge er umådeligt ringe, men den tempofyldte G-Funk produktion er udmærket, og Jokeren gør det også overraskende fint med sine materialistiske drømme. Hans drøm om at eje en Cadillac kan dog næsten ikke komme bag på nogen.

6.       DEN DANSKE SKOLE
Funken bliver dæmpet en kende, mens Jokeren fortæller om den danske hip-hop skole og smider (positivt ladede) referencer til kollegaerne. At han er træt af, at hip-hop ikke dominerer hitlisterne (mere…) er dog ret bemærkelsesværdigt, da han tidligere klandrede Østkyst Hustlers for at være mainstream. Godt nummer, men det kan godt gøres bedre. Hint, hint.

7.       KARMA
Én ting er referencer til danske kollegaer, en anden er referencer til amerikanske kollegaer, og de er begge godt repræsenteret på albummet. I dette nummer smider han bl.a. en fordanskning af omkvædet fra Wu-Tang Clan’s ”C.R.E.A.M.”, der endvidere blev sakset af Pede B til hans ”Jungleloven” for få år siden. Nummeret kunne langt hen ad vejen sagtens have heddet noget andet, men Jokeren gør det nu alligevel fint over den gode bas.

8.       DGP – HVAD BETYDER DET?
Den forholdsvis simple produktion med sine jungletrommer og fængende bas er rimelig engagerende, hvilket gør Jokeren’s punchlines et ganske underholdende lyt.

9.       BOOM PING PING
At Den Gale Pose pakker en del selvmodsigelser og paradokser kan der vist ikke være den store tvivl om. Som Jokeren selv siger, var han med på Stop Volden, men det skal tilsyneladende ikke forhindre ham i at overfalde en tilfældig fyr. At titlen bliver citeret i omkvædet er bare dumt, hvilket til nøds også kan beskrive gruppens inkonsistens, men Jokeren’s flow er dog som altid problemfrit.

10.   FEST I MIN EGEN (FEAT. BLÆS BUKKI & SKADEFRO)
Når man hører dette nummer, kan man let ærgre sig over, at Blæs forlod gruppen, da han virkelig er sin egen – på den helt rigtige måde. Introduktionen af det tidligere medlem er til gengæld ret fedt lavet, da beatet under de første tos medvirken indeholder nogle pirrende og spinkle keys, hvorefter der sker et breakdown, og Bukki dukker op over en lidt mere funky instrumental. Skadefro er til gengæld lidt irriterende med sin mærkeligt lyse stemme, selvom hans tekst er glimrende. Nå ja, omkvædet er ringe, men nummeret er alligevel mægtig fedt.

11.   5 SVIN
Tilbage er den funky og elektroniske produktion, og særligt sidstnævnte er noget DGP har taget til sig, da de gerne implanterer nogle forvrængede vokaler. Desværre lyder det bare oftest dårligt. Det gør nummeret en lidt større kamp at komme igennem, end det burde.

12.   BESKYT DIN NAKKE (FEAT. CLEMENS & ISBJERG)
Med besøg fra 1996-Clemens kan det kun ende godt, og sådan går det også her. Hans vers virker nærmest til at være en synopsis af hans debutalbum, der ramte gaden året efter, hvilket kun kan være en god ting. Jeg mistænker dog DGP for at have smidt Isbjerg og Clemens sammen i post-produktionen, da de lyrisk befinder sig i to forskellige universer, og Clemens året efter langede hårdt ud efter Rockers By Choice og deres sidste album De 5 På Flugt. Hvorfor er det sidste interessant i denne sammenhæng, spørger du muligvis. Fordi Isbjerg på dette tidspunkt var det nyeste skud på stammen i RBC-lejren, så Clemens disser året efter en mand han teknisk set står side om side med i dette nummer. Uanset hvad er dette posse-cut dog også ganske fedt.

13.   REND MIG (INTERLUDE)


14.   EJ BLOT TIL ØST (FEAT. BLÆS BUKKI, SKADEFRO & TUE TRACK)
Med Blæs Bukki og en acceptabel produktion i ryggen bliver nummeret sparket i gang for fuldt drøn. Tue Track (også fra Malk de Koijn) forsøger at vedligeholde niveauet, men lykkedes ikke helt. Det er dog først med genintroduktionen af Skadefro, at det bliver lidt for mærkeligt. Jokeren finder sit mørkeste og mest aggressive flow frem, hvilket i den grad er til hans fordel, da han med sit første vers næsten genopfinder sig selv som det fortabte, danske medlem af Wu-Tang Clanen. Disse posse-cut’s har i sandhed en del kørende for sig.

15.   UD & SE (’96 VERSION)
Jokeren fortæller om sine oplevelser og møder med andre mennesker på toget. Det er sådan cirka det. Trods nummerets meget tynde grundlag er det dog alligevel en smule interessant, hvilket formegentligt mest af alt skyldtes, at Jokeren viser en mere sympatisk side af sig selv, da budskabet kan siges at være, at der skal være plads til alle.

16.   DEN DANSKE SKOLE (REMIX)
Apropos Wu-Tang så kan denne nye produktion kun være en stor hyldest til den New York-bosatte gruppe, inkl. noget tilfældigt dialog til at åbne nummeret med. Fantastisk remiks.


17.   DGP – HVAD BETYDER DET? (REMIX)
Denne meget dybere produktion er et interessant alternativ til originalen, men jeg syntes ikke, at den passer Jokeren’s vers helt så godt.

18.   DET SIDSTE ORD
I stedet for at give shout-outs til andre har DGP fået alle andre til at give shout-outs til DGP. Jah..

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Jeg er faktisk ikke så meget for DGP’s bud på G-Funk, da produktionen ofte er for nedbarberet og for elektronisk. G-Funken er dog langt fra alt, hvad de har at byde på med Mod Rov, der også indeholder beats med inspiration fra den amerikanske østkyst, og det er faktisk over disse, at Jokeren lægger de mest interessante linjer. Hans flow er gennemgående ganske godt, men det samme kan altså ikke siges om hans tekstskrivning. Når han helliger sig et enkelt emne i et nummer, har han ikke som sådan nogle problemer med at holde sig til det, men han er alligevel ofte selvmodsigende, og så er en egentligt god tekst bestemt heller ikke forudsat (ligesom gode omkvæd). Mod Rov har dog en del atmosfære, og når alt går i hak, diskes der bestemt også op med nogle meget underholdende numre. Det gennemsnitlige niveau er heller ikke skidt, så gruppens fejltrin bør ikke holde én tilbage fra et køb.

BEDSTE NUMRE: ”Karma”; ”DGP – Hvad Betyder Det?”; ”Fest I Min Egen”; ”Beskyt Din Nakke”; ”Ej Blot Til Øst”; ”Den Danske Skole (Remix)”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar