Ol’ Dirty Bastard udgjorde i høj grad det skøre indslag på Enter the Wu-Tang (36 Chambers), da han bare er en sindssyg fætter. Jeg har tidligere nævnt, at Method Man har en dynamisk og uforudsigelig levering, men det er ingenting i forhold til Dirty. For som Method Man selv siger, så refererer Dirty’s kunstnernavn også til, at hans stil ingen fader har. En sand original. Denne uhåndgribelige mani bringer han i den grad med over på sit debutalbum, hvor han på mere end halvdelen af numrene har fuld plads at boltre sig på, da gæsteoptrædelserne bestemt heller ikke herpå tager overhånd, selvom der er skruet lidt op for dem siden Meth’s Tical.
RZA er den primære mand bag knapperne, og han bringer den klassiske Wu lyd, der dog til tider er gjort en smule mere minimalistisk, hvilket får den til at stå i skarp kontrast til Dirty’s utilregnelige bevandring på mikrofonen og hans meget distinktive, halvt syngende og læspende levering. Til gengæld er det et perfekt match med hans substans- og meningsløse lyrik. Han er som skrevet meget alternativ.
1. INTRO
Allerede her bliver man klar over, at man har noget ganske specielt i vente.
2. SHIMMY SHIMMY YA
Der blev kun udgivet to singler fra albummet, hvoraf dette er den anden. Et udmærket valg, da nummeret er ganske fantastisk med et fængende, minimalistisk omkvæd og engagerende keys.
3. BABY, C’MON
Over et nedbarberet beat får man et enkelt, rendyrket vers af Dirty.
4. BROOKLYN ZOO
Der er enkelte numre på Return to the 36 Chambers: The Dirty Version, som RZA intet har haft med at gøre, og dette er et af dem. Uheldigt for ham, da denne første single er super fed. True Master og Dirty har drejet den simple men meget fængende produktion, og Dirty spytter endnu engang et massivt, enkelt og underholdende vers for derefter at slutte af med et ganske fængende ”refræn”.
5. HIPPA DO TA HOPPA
Omvendt virker omkvædet her temmelig energiforladt, hvilket sætter sit præg på nummeret.
6. RAW HIDE (FEAT. RAEKWON & METHOD MAN)
I albummets første posse-cut må Dirty desværre se sig overskygget af gæsterne. Dirty råber nærmest hele andet vers, så det er lidt en lettelse at få Raekwon ind foran mikrofonen. Meth gør ligeledes sin ting, så disse posse-cuts er nu et velkommen afbræk fra solomaterialet.
7. DAMAGE (FEAT. GZA)
Eftersom Dirty om nogen går sin egen vej, har han heller ikke noget problem med at indspille endnu et mastodontvers. Omkvæd, hvad er det? Men hvis der kun er et enkelt vers, hvor passer GZA så ind? Jo, han udveksler såmænd bare nogle enkelte linjer med Dirty, som dog uden sammenligning har mest taletid.
8. DON’T U KNOW (FEAT. KILLAH PRIEST)
Underligt nok formår Dirty at holde min opmærksomhed væk fra Priest (en hyppig Wu- kollaboratør, som jeg dog heller ikke finder så interessant) pga. sin tekst. Efter en røvirriterende intro møder vi nemlig Dirty i skolen, hvor han forsøger at ”charmere” sig ind på pigerne, men endnu bedre bliver det i hans andet vers, hvor hans lærer på en hysterisk morsom måde lægger an på ham. Det kan godt betragtes lidt som en forløber til Slim Shady – bare uden alt volden (hvilket skam efterlader noget). Det er ikke en decideret stor musikalsk oplevelse, men det er nu alligevel ret morsomt.
9. THE STOMP
Dette nummer er ufatteligt sort. Måske en tand for meget, og beatet er heller ikke særligt godt.
10. GOIN’ DOWN
Selvom beatet ellers er ganske fedt her, så mangler nummeret virkelig fokus. Dirty bruger det meste af tiden på at lave mærkelige lyde og snakke om tilfældige ting. Bemærk snakke, ikke rappe. Dette er bare decideret dårligt.
11. DRUNK GAME (SWEET SUGAR PIE)
Det sidste og andet nummer, som RZA intet har med at gøre, hvilket han denne gang skal være meget glad for. Dirty blev i albummets intro forvekslet med James Brown, hvilket tilsyneladende er steget ham til hovedet. Han synger sig nemlig igennem den sensuelle-slash-højest-malplacerede produktion.
12. SNAKES (FEAT. KILLAH PRIEST, RZA, MASTA KILLA & BUDDHA MONK)
Med hjælp fra kammeraterne kommer Dirty tilbage på sporet – eller nærmere albummet gør. Priest åbner med sit halvkedelige flow, mens Dirty lukker med et latterligt, rodet vers, men ind i mellem har vi så producer RZA og Masta Killa, som nu engang er de dygtigste af de fire rappere. Hvad der dog mest af alt hæver nummeret over resten er den fabelagtige, melodiske produktion.
13. BROOKLYN ZOO II (TIGER CRANE) (FEAT. GHOSTFACE KILLAH)
Dette nummer må næsten også være lidt af en joke. Eller måske det bare er en slags medley. Det er nemlig en stor pærevælling af forskelligt materiale. Først gentager Dirty en stor bid af ”Damage”, hvorefter Ghostface lyder en smule akavet over den bølgende bas. Derefter er det tid til nogle korte samples af Dirty’s tidligere præstationer, og efter denne korte seance gentager Dirty omkvædet fra Brooklyn Zoo. Til slut er der en kort liveoptagelse, hvor Dirty endnu engang snakker – ikke rapper. Dette er ærlig talt lidt pinligt.
14. PROTECK YA NECK II THE ZOO (FEAT. BUDDHA MONK, PRODIGAL SUNN, ZU KEEPER, MURDOC, KILLAH PRIEST, 12 O' CLOCK, SHORTY SHIT STAIN & 60 SECOND ASSASSIN)
Den lange række af Wu affilierede kan godt virke lidt overvældende, men den kan faktisk kortes ned til to navne (grupper): Brooklyn Zu og Sunz of Man. Nummeret varer kun fire minutter, så de enkelte rappere har ganske lidt tid hver i sær, hvilket giver det et forholdsvis højt tempo. Det bliver på fornem vis akkompagneret af en melodisk og dyster RZA produktion, hvilket yderligere bidrager til den rette stemning. Fedt nummer. Det er dog lidt pudsigt, at det sidste vers overlades til 60 Second Assassin, mens Dirty kun tager sig af det andet sidste. Og nej, nummeret har intet med ”Proteck Ya Neck” at gøre – til gengæld citerer 12 O'Clock linjer fra ”Shame on a Nigga”.
15. CUTTIN’ HEADZ (FEAT. RZA)
Dirty og RZA udveksler linjer over et simpelt, klaverbesmykket beat. Desværre lyder de til at være lidt beklemt med situationen, og så efterlader selve lydkvaliteten også noget tilbage at ønske.
Følgende er bonusnumre:
16. DIRTY DANCIN’ (FEAT. METHOD MAN)
Hvis det bare havde været det dunkle beat og Meth’s rap, ville nummeret have været ganske fedt omend ret malplaceret på Return to the 36 Chambers: The Dirty Version. Som det er nu, er nummeret dog lidt noget rod.
17. HARLEM WORLD
Dirty rapper sin røv i laser over et meget simpelt RZA beat. Fin måde at slutte af på. (Bare ignorer titlen i øvrigt.)
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Return to the 36 Chambers: The Dirty Version er alternativt i en sådan udstrækning, at projektet ville have haft godt af en tredjeparts kvalitetskontrol. Det er utroligt, at Dirty har fået lov at udgive dette af Elektra, da albummet er alt andet end radiovenligt. Der er intet at relatere sig til og ganske få omkvæd. Måske med undtagelse af ”Drunk Game (Sweet Sugar Pie)”, der dog også er fuldstændigt malplaceret på denne udgivelse. At det ikke er radiovenligt er dog en ting, en anden er, at det til tider bliver så sort, at det kan være svært at følge med for selv de største fans af genren. Når det dog omvendt lykkedes Dirty at holde bare den mindste smule fokus, bliver der oftest disket op med gode, fængende og underholdende skæringer, der let overskygger de mindre heldige. Ol’ Dirty Bastard er en meget interessant personlighed, og vil man lære ham bedre at kende, er Return to the 36 Chambers: The Dirty Version et perfekt sted at starte. Køb.
BEDSTE NUMRE: “Shimmy Shimmy Ya”; “Baby C’mon”; “Brooklyn Zoo”; “Rawhide”; “Snakes”; “Proteck Ya Neck II the Zoo”; “Harlem World”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar