Østkyst Hustlers (1995)

Jeg fortsætter med de gamle, danske drenge men springer let og elegant over bl.a. Rockers By Choice og hopper direkte videre til Østkyst Hustlers. Endnu engang er initiativtageren Nikolaj Peyk, der efter MC Einar’s opløsning i 1990 spejdede efter nye talenter. Først tog Peyk kontakt til sin tidligere kollaboratør Bossy Bo, der som den ene halvdel af Flopstarz bl.a. udgav singlen ”Junglemandsdans” – med teknisk bistand af Peyk. Derefter vendte Peyk snuden mod Københavns freestyle-undergrundsmiljø, hvor han ramlede ind i den populære Jazzy H.

De tre samlede sig om et projekt til DRs Børneradio, hvilket først resulterede i føljetonen Bo han hadede ikke julen, men det var tæt på. Med en længde som et kort album får lytteren et detaljeret indblik i Bo’s værste jul, der bl.a. inkluderer tyveri, politi og toge. Jazzy skrev teksten og Bossy producerede, mens Peyk var lidt over det hele. Jazzy er en garvet rapper, men han er også temmelig kold, så når der skal leveres noget halvfjollet og morsomt lyrik, træder Bossy til. Bossy tager sig derfor på egen hånd af selve rappen, hvilket Clemens kan have ret i, ikke er lige godt hele tiden. Selvironien, fornemmelsen for detaljer og den medrivende historie hjælper dog med at opveje den til tider haltende vokalpræstation.

Men Bo han hadede… var kun begyndelsen, da trioen bagefter ville forsøge sig med endnu en føljeton til Børneradio med målet om at lave verdens længste rap. Projektet valgte de at kalde Østkyst Hustlers, og da det kom til en fysisk udgivelse, klistrede de selv et klistermærke på med ordene ”Verdens Længste Rap” (efter at få nægtet en officiel udmærkelse af Guinness Word Records). Trioen havde dog stadig ikke noget gruppenavn, så da pladen havnede hos medierne, blev kunstnernavnet pludselig til Østkyst Hustlers, mens albummet i folkemunde blev kaldt Verdens Længste Rap. Jeg vælger dog at kalde albummet ved sit tænkte navn. Bare for at være på tværs.

Østkyst Hustlers er modsat forgængeren rettet mod ældre teenagere, da konceptalbummet dækker alt fra stoffer, sex og gæld til indbrud, venner og vold. Det forårsagede også, at Jazzy kom ud fra sit skjul, og Bossy mistede dermed sin monopol på mikrofonen. Sammen hustler de sig vej gennem Danmark på en rejse, der aldrig går helt som planlagt. Normalt ville jeg nu skifte over til en punktopstilling og systematisk kommenterer hver enkelt nummer, men eftersom at Østkyst Hustlers praktisk talt er ét langt nummer, vil jeg gøre en undtagelse i dette tilfælde.

At hele albummet let kan betegnes som et enkelt nummer, skyldtes, at beatet mere eller mindre er det samme hele vejen igennem, og albummet heller ikke på andre måder på noget tidspunkt skrider væk fra udgangspunktet. Det lyder måske i teorien ret kedeligt og repetitivt, men virkeligheden er heldigvis en helt anden. Der er kun et enkelt beat, men det er rig på nuancer, da Bossy bl.a. jævnligt nedtoner de forskellige instrumenter, hvilket giver det en overraskende god dynamik. Derudover er beatet også bare generelt dejligt hip-hop’et med en funky og bølgende bas, engagerende trommer, en ihærdig tamburin (eller noget lignende) og nogle enkelte og veltilpassede guitarriffs. Jeg er stadig ikke blevet træt af beatet.

Men nu er det vist også på tide, at jeg kommer lidt nærmere ind på selve historien. De to første numre er ”Jazzys Gambit” og ”Bossys Gambit”, hvor vi givet vis bliver introduceret til historiens hovedkarakterer. Først for er Jazzy, som nok er fortællingens hovedperson, da man altid følger ham (undtagen i ”Bossys Gambit”) og oftest befinder sig inde i hans hoved. Han præsenterer sig selv som en falleret, legitim forretningsmand, der efter sit firmas konkurs er gået over til den profitable narkohandel. Han får dog problemer med den sidste levering, hvilket sender ham mod Jylland. Bossy er modsat Jazzy (der sjældent bevæger en ansigtsmuskel) en charmerende og pigeglad (og næsten karismatisk) drengerøv med ordet i sin magt. Han er desuden arbejdsløs, hvilket giver anledning til en massiv mængde hustling. Som man lærer senere, er han dog ikke nødvendigvis en sand hustler (noget de to hovedkarakterer diskuterer en del i løbet af albummet). Alligevel har han dog et problem med en støt voksende gæld til en barejer, hvilket sender ham på flugt, hvormed han støder ind i sin gamle kammeret Jazzy, og efter noget overtalelse får han et lift til Jylland. 

End til Jazzy og Bossy mødes er der ganske få dialoger, så de bruger i starten det meste af tiden på at fungere som fortæller (det hele er fortalt i datid). Efter mødet bliver der dog skruet stærkt op for dialogerne, men selv når de to fyre ikke kommunikerer med hinanden og blot ’fortæller’ lytteren om sine handlinger (og delte tanker), bliver det stadig gjort på skift, hvor mikrofonen konstant går frem og tilbage. Ganske optimalt. Selve plottet er som sådan ikke ovenud imponerende, da guldet nemlig skal findes i de små detaljer, som de (sjældent andet end) meget velskrevne replikker, den sublime humor og de individuelle ’scener’. Jazzy har desuden sørget for en super detaljegrad, der giver en god indlevelse , og han har været meget selvironisk og selvbevidst i sin tekstskrivning, så hver joke, der laver sjov med forskellige stereotyper, bliver efterfulgt af tre selvironiske bemærkninger. Man får derfor en smule sympati med gutterne, når de gang på gang bliver mødt af modgang. Hvis jeg også lige hurtigt skal vende Berettermodellen, så vil jeg faktisk mene, at fortællingen opretholder et nogenlunde tilsvarende spændingsforløb. Lige bortset fra at anslaget er en smule forsinket, men det gør nu ikke noget i praksis i dette tilfælde, da det er dejligt nok at blive introduceret til fyrene fra start.

Bossy og Jazzy er dog ikke de eneste medvirkende, da der også løbende dukker gæsteoptrædener op, hvilke man bestemt ikke bør undervurdere. De giver meget liv til fortællingen, da historien pga. dem bliver draget længere ud af trioens egne hoveder. De mest iøjnefaldende navne er MC Einar og Humleridderne (særligt sidstnævnte er mægtig gode) og i lidt mindre grad Al Agami og Camille Jones. De sidste fire stykker er temmelig ukendte, men det er jo ikke ensbetydende med at de er mindre gode. Kenneth K har f.eks. en underligt dragende, dyb stemme, der sammen med sit langsomme flow passer godt til hans figurs voldelige og halvdumme adfærd. Derudover vil jeg også fremhæve Jo C Fine, der laver en glimrende ung-pige-kassedame og Bukki (ikke Blæs Bukki), som giver en god præstation som den selvretfærdige og overraskende energiske billetkontrollør.

Foruden rappen introducerer Al Agami også flere af numrene. Han er altså en slags fortæller, men frem for at skubbe historien frem kommenterer han nærmere på duoens handlinger. Han har en cool stemme, og han siger da flere interessante ting, men han er sjældent en nødvendighed, så det er ikke just pga. ham, at man hører albummet.

Nu kan jeg snart ikke finde på mere at skrive om Østkyst Hustlers, så det må være på tide at runde af, og eftersom jeg af uransagelige grunde endnu ikke har kommenteret Jazzy og Bossy’s tekniske præstationer direkte, så kan jeg passende lægge ud med det, og jeg skal gerne gøre det kort: De er begge gode på hver deres måde (både dem og deres karakterer er ret forskellige, men deres kemi er fejlfri). De har dog det tilfælles, at de med en naturlig og troværdig levering begge lægger fantastisk godt over det underligt engagerende beat, der aldrig syntes at miste sin friskhed, mens de introducerer lytteren for deres spidsfindige og morsomme verden. Hvis det lykkedes jer at kæmpe jer gennem hele denne smøre, burde I allerede have gættet, hvad min anbefaling er i forbindelse med Østkyst Hustlers, men hvis du er en af dem, der straks vender blikket mod konklusionen, så lad mig gøre det nemt for dig.

Østkyst Hustlers er fantastisk. Et sandt stykke dansk rap historie. Køb det og hør det igennem fra start til slut. Gerne end til du har lært det meste af lyrikken uden ad.