U-God har
generelt den tvivlsomme ære af at være Wu-Tang Clan’s mindst vellidte person,
men det har da ikke forhindret ham i at udgive tre soloalbums. Ingen af dem har
modtaget ovenud favoriserende anmeldelser, men der synes at være en tavs
konsensus om, at hans sidste udspil, Dopium,
fra 2009 er hans bedste værk hidtil. Han er altså den eneste af klanens
medlemmer, der tilsyneladende er blevet bedre med tiden (sådan da), men
alligevel er han dog stadig den mindst populære af flokken.
Lamont Jody Hawkins må have været meget ked af sit navn, da han valgte at påtage sig pseudonymet U-God, da det i grunden er et rædselsfuldt kunstnernavn. Det står for Universal God (of Law). Masta Killa har heller ikke just genopfundet den dybe tallerken med sit navn, men det lægger da lidt bedre på tungen og er ikke nær så prætentiøst. ”U-God” var dog heller ikke hans første valg, da han i begyndelsen gik under navnet Golden Arms (ikke meget bedre).
Golden Arms var tilsyneladende i lære hos kammeraten Cappadonna, og af en eller anden grund blev eleven senere indlogeret i Wu-Tang, mens underviseren måtte se med fra sidelinjen (Cappadonna blev egentligt nærmere udskifter). Golden Arms blev til U-God, og indspilningerne til Enter The Wu-Tang (36 Chambers) blev påbegyndt. Desværre for U-God blev han i dette tidsrum smidt i fængsel for narkobesiddelse, så han medvirkede kun på et par enkelte numre. Ligesom Masta Killa fik han ændret på dette efterfølgende med gæstevers rundt omkring, og da det blev tid til et nyt gruppealbum, scorede han sig endda sit eget nummer.
I 1999 kom så solodebuten Golden Arms Redemption, der er produceret af en noget blandet gruppe mennesker, og der kun indeholder forholdsvis få gæstevers. Det er unødvendigt at skrive, at albummet ikke blev synderlig godt modtaget. Det stod dog endnu værre til med efterfølgeren Mr. Xcitement fra 2005, som selv U-God har indrømmet ikke er god. I 2009 blev det så tid til at rette op på sit store fejltrin med Dopium, og albummet blev altså forholdsvist rimelig godt modtaget.
Dopium er produceret af en håndfuld mindre producere plus Large Professor, men hvad albummet mangler i prominente producere har det lidt i fremtrædende gæsterappere. U-God er sjældent alene på mikrofonen, men når man løber ind i ham, bliver man stadig mødt af den samme dybe og rytmiske levering som altid.
1. TRAIN TRUSSLE (FEAT. GHOSTFACE KILLAH & SCOTTY WOTTY)
Albummet åbner med et sample af Mike Tyson, der også blev brugt i Jedi Mind Tricks’ “Animal Rap”. Der burde ellers være rigeligt af kung fu film at tage af endnu. Ghost er som man kan forvente, men U-God gør det også glimrende. Underligt nok har han dog ladet Scotty Wotty, der angiveligt er endnu et fortabt medlem af klanen, tage sig af nummerets sidste vers. Scotty har egentligt et potentielt fedt flow, men han lyder som om, at han er der mod sin vilje. Nummeret er produceret af Teddy Ted & J. Serbe, der er de mest prominente producere på pladen, og det tunge beat er nu udmærket. Okay begyndelse.
2. GOD IS LOVE (FEAT. CAPPADONNA & KILLAH PRIEST)
Omkvædet er forfærdeligt og hele den religiøse betoning er trættende, men den grundlæggende ide bag nummeret, der er noget med at forfølge en bedre fremtid og ændre sine vaner, er god, og her excellerer særligt U-God faktisk. Teddy Ted & J. Serbe’s soulfulde produktion er desuden skøn.
3. STOMP DA ROACH (FEAT. GZA & SCOTTY WOTTY)
Scotty lyder mere engageret i sin medvirken, og GZA’s naturlige og selvsikre flow sikre ham en god præstation. U-God tager endnu engang midterpositionen med et vers klemt ind mellem de to gæster, hvilket er lidt mærkeligt, da det er hans album, men han lyder nu også glimrende her. Beatet er fint, og det stykke refræn, der er, er ikke i vejen, så nummeret er nu en gennemgående god oplevelse.
4. LIPTON (FEAT. MIKE LADD)
En producer træder til, og det kan godt mærkes. Nummeret henvender sig forholdsvis til club DJ’s, da beatet er meget rytmisk, og Mike Ladd’s dropper et generisk (og ringe) omkvæd. U-God er ikke slem, men nummeret er stadig dårligt. Mest pga. omkvædet.
5. COKE (FEAT. RAEKWON, SLAINE & Y-NOT DA BEST)
Raekwon er som regel god, og jeg kan godt lide Slaine (fra La Coka Nostra), så ”Coke” er som udgangspunkt et ganske interessant posse-cut. Slaine er nummerets højdepunkt, så han lukker ikke overraskende også nummer, men desværre er Da Beathoven’s beat bare ikke rigtigt noget særligt, hvilket sætter en væsentlig dæmper for min begejstring.
6. MAGNUM FORCE (FEAT. JIM JONES & SHEEK LOUCH)
Titlen er formegentligt en reference til Clint Eastwood filmen af samme navn, og eftersom jeg elsker Dirty Harry filmene, så er det allerede en streg på plussiden. Producer Hak Da Navigator bringer til gengæld et forholdsvis kedeligt beat til fadet, mens U-God’s omkvæd er dårligt, Sheek Louch ikke er vildt interessant, og Jim Jones bare er decideret ringe.
7. HIPS
I forholds til dette nummer er “Magnum Force” dog godt. Nummeret befinder sig i samme kategori som ”Liptop”, da nummeret formegentligt er skabt for at skabe aktivitet på dansegulvene. Det er dog endnu mere tydeligt i dette nummer, da alt i heri bidrager til den uinteressante lyd. Gennemført dårligt.
8. WU-TANG (FEAT. METHOD MAN)
Titlen er virkelig ringe, da den snart ikke kunne være mere tvetydig, men det viser sig dog, at den dækker over et af Dopium’s højdepunkter. Det simple omkvæd er fængende, og det hårdtslående beat er præcis, som det skal være. U-God har interessant nok det længste vers, og selvom det ikke just er vildt godt skrevet, så formår han at holde min opmærksomhed. Og til at toppe det hele af dukker Meth selvfølgelig op til sidst. Nice.
9. DOPIUM
Åh åhh, endnu en solobedri… Vent, det er rent faktisk fantastisk. Teddy Ted & J. Serbe vender tilbage, og med sig har de albummets absolut bedste og mest melodiøse beat, som U-God tilfældigvis lyder super over. Og der er intet omkvæd til at fucke det hele op. Hvis man har mistet sin tro i U-God, behøver man blot at give dette nummer et lyt.
Lamont Jody Hawkins må have været meget ked af sit navn, da han valgte at påtage sig pseudonymet U-God, da det i grunden er et rædselsfuldt kunstnernavn. Det står for Universal God (of Law). Masta Killa har heller ikke just genopfundet den dybe tallerken med sit navn, men det lægger da lidt bedre på tungen og er ikke nær så prætentiøst. ”U-God” var dog heller ikke hans første valg, da han i begyndelsen gik under navnet Golden Arms (ikke meget bedre).
Golden Arms var tilsyneladende i lære hos kammeraten Cappadonna, og af en eller anden grund blev eleven senere indlogeret i Wu-Tang, mens underviseren måtte se med fra sidelinjen (Cappadonna blev egentligt nærmere udskifter). Golden Arms blev til U-God, og indspilningerne til Enter The Wu-Tang (36 Chambers) blev påbegyndt. Desværre for U-God blev han i dette tidsrum smidt i fængsel for narkobesiddelse, så han medvirkede kun på et par enkelte numre. Ligesom Masta Killa fik han ændret på dette efterfølgende med gæstevers rundt omkring, og da det blev tid til et nyt gruppealbum, scorede han sig endda sit eget nummer.
I 1999 kom så solodebuten Golden Arms Redemption, der er produceret af en noget blandet gruppe mennesker, og der kun indeholder forholdsvis få gæstevers. Det er unødvendigt at skrive, at albummet ikke blev synderlig godt modtaget. Det stod dog endnu værre til med efterfølgeren Mr. Xcitement fra 2005, som selv U-God har indrømmet ikke er god. I 2009 blev det så tid til at rette op på sit store fejltrin med Dopium, og albummet blev altså forholdsvist rimelig godt modtaget.
Dopium er produceret af en håndfuld mindre producere plus Large Professor, men hvad albummet mangler i prominente producere har det lidt i fremtrædende gæsterappere. U-God er sjældent alene på mikrofonen, men når man løber ind i ham, bliver man stadig mødt af den samme dybe og rytmiske levering som altid.
1. TRAIN TRUSSLE (FEAT. GHOSTFACE KILLAH & SCOTTY WOTTY)
Albummet åbner med et sample af Mike Tyson, der også blev brugt i Jedi Mind Tricks’ “Animal Rap”. Der burde ellers være rigeligt af kung fu film at tage af endnu. Ghost er som man kan forvente, men U-God gør det også glimrende. Underligt nok har han dog ladet Scotty Wotty, der angiveligt er endnu et fortabt medlem af klanen, tage sig af nummerets sidste vers. Scotty har egentligt et potentielt fedt flow, men han lyder som om, at han er der mod sin vilje. Nummeret er produceret af Teddy Ted & J. Serbe, der er de mest prominente producere på pladen, og det tunge beat er nu udmærket. Okay begyndelse.
2. GOD IS LOVE (FEAT. CAPPADONNA & KILLAH PRIEST)
Omkvædet er forfærdeligt og hele den religiøse betoning er trættende, men den grundlæggende ide bag nummeret, der er noget med at forfølge en bedre fremtid og ændre sine vaner, er god, og her excellerer særligt U-God faktisk. Teddy Ted & J. Serbe’s soulfulde produktion er desuden skøn.
3. STOMP DA ROACH (FEAT. GZA & SCOTTY WOTTY)
Scotty lyder mere engageret i sin medvirken, og GZA’s naturlige og selvsikre flow sikre ham en god præstation. U-God tager endnu engang midterpositionen med et vers klemt ind mellem de to gæster, hvilket er lidt mærkeligt, da det er hans album, men han lyder nu også glimrende her. Beatet er fint, og det stykke refræn, der er, er ikke i vejen, så nummeret er nu en gennemgående god oplevelse.
4. LIPTON (FEAT. MIKE LADD)
En producer træder til, og det kan godt mærkes. Nummeret henvender sig forholdsvis til club DJ’s, da beatet er meget rytmisk, og Mike Ladd’s dropper et generisk (og ringe) omkvæd. U-God er ikke slem, men nummeret er stadig dårligt. Mest pga. omkvædet.
5. COKE (FEAT. RAEKWON, SLAINE & Y-NOT DA BEST)
Raekwon er som regel god, og jeg kan godt lide Slaine (fra La Coka Nostra), så ”Coke” er som udgangspunkt et ganske interessant posse-cut. Slaine er nummerets højdepunkt, så han lukker ikke overraskende også nummer, men desværre er Da Beathoven’s beat bare ikke rigtigt noget særligt, hvilket sætter en væsentlig dæmper for min begejstring.
6. MAGNUM FORCE (FEAT. JIM JONES & SHEEK LOUCH)
Titlen er formegentligt en reference til Clint Eastwood filmen af samme navn, og eftersom jeg elsker Dirty Harry filmene, så er det allerede en streg på plussiden. Producer Hak Da Navigator bringer til gengæld et forholdsvis kedeligt beat til fadet, mens U-God’s omkvæd er dårligt, Sheek Louch ikke er vildt interessant, og Jim Jones bare er decideret ringe.
7. HIPS
I forholds til dette nummer er “Magnum Force” dog godt. Nummeret befinder sig i samme kategori som ”Liptop”, da nummeret formegentligt er skabt for at skabe aktivitet på dansegulvene. Det er dog endnu mere tydeligt i dette nummer, da alt i heri bidrager til den uinteressante lyd. Gennemført dårligt.
8. WU-TANG (FEAT. METHOD MAN)
Titlen er virkelig ringe, da den snart ikke kunne være mere tvetydig, men det viser sig dog, at den dækker over et af Dopium’s højdepunkter. Det simple omkvæd er fængende, og det hårdtslående beat er præcis, som det skal være. U-God har interessant nok det længste vers, og selvom det ikke just er vildt godt skrevet, så formår han at holde min opmærksomhed. Og til at toppe det hele af dukker Meth selvfølgelig op til sidst. Nice.
9. DOPIUM
Åh åhh, endnu en solobedri… Vent, det er rent faktisk fantastisk. Teddy Ted & J. Serbe vender tilbage, og med sig har de albummets absolut bedste og mest melodiøse beat, som U-God tilfældigvis lyder super over. Og der er intet omkvæd til at fucke det hele op. Hvis man har mistet sin tro i U-God, behøver man blot at give dette nummer et lyt.
10. RIMS POKIN’ OUT (FEAT. LEATHAFASE)
Lethafase tager sig udelukkende af omkvædet med en smule assistance fra U-God, men det var værten tilsyneladende ikke tilfreds med, da han senere pludselig påbegynder sit helt eget og nye omkvæd. Hvorfor? I det mindste ødelægger det ikke et ellers godt nummer, da nummeret i forvejen er ret ulideligt (pga. beatet).
11. NEW CLASSIC (FEAT. LARGE PROFESSOR)
Large P har produceret, og det inkluderer bl.a. samplingen af hans egen vokal, hvilket åbenbart var nok til at sikre ham en plads efter titlen. Han rapper nemlig ikke, men derimod lægger U-God et enkelt vers. Det ville have været en udmærket måde at runde albummet af på, men sådan skulle det dog teknisk set ikke gå.
De sidste tre numre på Dopium er bonusser i form af danceremikses af henholdsvis ”Stomp Da Roach”, ”Dopium” og ”Hips”. Det er lort. Det er alt, I behøver at vide.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Eftersom at de tre bonusnumre ikke rigtigt tæller, så er Dopium en forholdsvis kort sag på under fyrre minutter. Alligevel er albummet dog langt fra perfekt, men interessant nok kommer U-God faktisk rimelig godt igennem det, da de fleste fejltrin kan tilskrives gæster eller producere. Eftersom U-God dog i sidste ende selv har ansvaret for albummets mange facetter, og han i øvrigt også umiddelbart har adgang til en del dygtige musikanter, så kan skylden godt tilskrives ham i et vist omfang. At han dummer sig var dog næsten også at forvente, så det mest overraskende er derfor, at han omvendt også disker op med nogle virkelig underholdende skæringer. Så er spørgsmålet bare om de enkelte gode numre er et køb værd. Tja, du kunne fortage investeringen, men du kunne også bare brænde en kopi.
BEDSTE
NUMRE: “Stomp Da Roach”; “Wu-Tang”; “Dopium”; “New Classic”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar