Jeg skrev
tilbage i januar, at jeg ikke planlagde at smide min liste over bedste hip-hop albums
fra det forgangne år op, og selvom det såmænd var helt korrekt, så skrev jeg
også, at man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig, hvilket jeg ydermere fulgte
op med følgende: ”Oscar-statuetterne bliver jo også først uddelt i slutningen
af februar.” Og det fik mig til at tænke... Min
undskyldning var dengang, at jeg ikke nær havde fået hørt, hvad 2012 havde at
tilbyde for hip-hop entusiaster, men jeg indrømmede samtidig også lige, at jeg
jo stadig havde helt til slutningen af februar. Så jeg gav mig til at se andres
lister over 2012’s bedste albums, hvorefter jeg skaffede mig adgang til de
nævnte albums og gav mig i kast med at lytte dem alle igennem. Faktisk ikke
helt alle, da jeg primært holdt mig til hip-hop udgivelser. Jeg var trods alt under et hårdt tidspres.
Under min
rejse gennem sidste års hip-hop albums stødte jeg på en del gode albums – nogle
fra overraskende debutanter, nogle fra respekterede veteraner og nogle fra
folk, jeg bare aldrig havde hørt om før. Alle tre grupper af artister er på den
ene eller anden måde repræsenteret i denne artikel, men det er uden tvivl de to
sidste, der får mest opmærksomhed. Jeg har valgt at holde mig til tolv albums
(og tolv mixtapes, der udviklede sig fra en anbefaling af et par enkelte
mixtapes i en sidebemærkning), hvilket ikke har været nemt, da der nu har været
mange gode kandidater at vælge i mellem.
Den
opmærksomme læser vil bemærke, at jeg tidligere knap nok har skrevet om nogen af de nedskrevne udgivelser,
selvom jeg faktisk har anmeldt nitten forskellige albums eller mixtapes fra
2012 – hvoraf flere jeg endda anbefalede at købe. Jeg har tydeligvis ikke mine
prioriteter i orden, eller også har jeg bare ikke hørt om mange af de følgende
albums før det nye år. Nok mest det sidste, selvom jeg ikke helt ved, hvad der
er værst.
Jeg har i øvrigt næsten ikke hørt noget dansk rap fra det forgangne år – hvert fald ikke fulde
albums – så moderlandet er ikke repræsenteret på noget tidspunkt (ud over et enkelt beat). Havde jeg hørt samtlige danske hip-hop
udgivelser fra 2012, havde det dog nok ikke ændret noget alligevel.
Men nok tidsudtrækning. Lad os se på det...
Den første på listen vil nok komme bag på de fleste. Hvad end det er
første gang man ser coveret eller man kender til den canadiske rapper. Madchild
er medlem af gruppen Swollen Members, men han har også udgivet en del
solomateriale. Bl.a. en del EP’er, og faktisk genbruger han nogle numre fra
disse på Dope Sick, men flere gange
end en hæver det niveauet, så det er tilgiveligt. Mad Child’s største force er
hans utroligt karakteristiske, lyse stemme, og sammen med de melodiske
produktioner resulterer det i en vældig underholdende og alternativ horrorcore.
Lyrisk er han ikke lige interessant
hele tiden, men han forsøger sig enkelte gange med noget højst provokerende og til tider Slim
Shady-agtigt i bl.a. den mærkeligt fængende ”Dick Head”, mens han i andre instanser også kan være mere følelsesladet.
11.
The Coup – Sorry to
Bother You
10.
Billy Woods -
History Will Absolve Me
Billy Woods er teknisk ikke vildt
god, men han har nu engang et underligt dragende flow, da han oprigtigt lyder til at have noget på hjerte, hvilket han lige præcis også har. Det tyve numre lange
album (uden skits) er produceret af en lille håndfuld forskellige producere,
men det er ikke noget jeg lægger mærke til, da den anderledes, hårdtslående og
lidt elektroniske produktion er temmelig strømlinet. De få gæstende parter er
desuden gennemgående gode tilføjelser, som når L’Wren beriger lytteren med sin
vokal på den fabelagtige ”Blue Dream”. Albummet måtte dog gerne have været afkortet en smule.
9.
Purpose and
Confidence - The Purpose of Confidence
I 2011 var produceren Confidence på krigsstigen med rapperen Rashad, og
året efter slog han så kludene sammen med Purpose. Begge gange blev der budt på
midthalvfemser-agtigt østkystrap, og begge gange var resultatet højst
anbefalelsesværdigt. Confidence leverer sjælfyldte og hårdtslående beats, mens
Purpose kaster sig ud i alt fra overbevisende battlerap til lidt
historiefortælling og introspektiv lyrik (”Rain Drops” er et godt eksempel på
sidstnævnte). Hvis DJ Premier skulle overveje at trække sig tilbage, så har han
i Confidence en værdig efterfølger.
8.
Dark Time Sunshine – ANX
Producer Zavala og rapperen Onry Ozzborn slog sig i 2009 sammen under
navnet Dark Time Sunshine, og siden da har de været ganske produktive med fire
udgivne albums. ANX er min
introduktion til dem, og det stod hurtigt klart, at jeg havde fat i noget helt
særligt her. Mit eneste problem er, at der ikke går længe (faktisk allerede fra
det indledende og fantastiske nummer ”Can’t Wait”), før man får en favorit af
de to involverede parter, da Zavala’s fantastiske, melodiske og lidt
elektroniske beats ofte overskygger Ozzborn’s en kende akavede flow en smule. Han
opvejer dog forholdsvis selv sin mindre svaghed med nogle gode tekster. Uanset
hvad er ANX hvert fald et meget
underholdende album.
7.
Brother Ali -
Mourning in America and Dreaming in Color
Ali er en muslimsk, hvid familiefar, så han har absolut ingen problemer
med at skille sig ud. Det har været et problem for ham i hans barndom, men det
kommer ham i hans rapkarriere tifold tilbage, da der ikke er noget bedre end en
distinktiv og særpræget kunstner. Hans stemme er letgenkendelig, og hans
(meget) personlige og samfundskritiske tekster er velskrevne. Mourning in America and Dreaming in Color
er ingen undtagelse på dette. Gode beats er inkluderet, særligt i den
reflekterende (et adjektiv, der aldrig vil være malplaceret i forbindelse med
Ali) ”Work Everyday”.
6.
Macklemore & Ryan Lewis – The Heist
En ud af kun to albums på listen jeg rent faktisk har anmeldt tidligere.
Ryan Lewis er en ret alsidig producer, der gerne vil nå lidt af det hele i
løbet af et album, og selvom man aldrig er i tvivl om, hvem der befinder sig
bag knapperne, så bliver det nu lidt for meget til tider. Det samme kan til en hvis
udstrækning skrives om rapperen Macklemore, men det er nu, når noget tydeligvis har lagt ham på hjerte, at
han stråler allermest. Heldigvis byder The
Heist på flere af disse øjeblikke, og når det sker, er Lewis fornuftig nok
til at køre en passende og stemningsfuld instrumental ind under. Sådan blev
f.eks. den nærmest revolutionerende ”Same Love” til. Læs min anmeldelse her.
5.
Killer Mike – R.A.P. Music
Hvad sker der, når producer EL-P’s hårdtslående og elektroniske
produktion møder sydstaternes, OutKast affilierede Killer Mike? Man får rigtig
solid rap musik. Jeg kan særligt godt lide titelnummeret (der også indeholder
albummets absolut bedste beat), hvor Killer Mike fortæller, at rap er en
blanding og nærmest videreudvikling af forskellige genre med afrikanske rødder,
en trosretning og ganske simpelt det modsatte af lort. Sådan skal den skæres. R.A.P. Music er et kompakt album med
gyngende og fængende beats og samfundskritiske tekster spyttet af en energisk
og oplagt rapper. Killer Mike befinder sig ikke længere i skyggen af OutKast.
4.
Genghis Khan – The Broken Love
Modsat de to sidstnævnte hvide rappere, Brother Ali og Macklemore, der
trods sine problemer holder hovedet højt, byder Genghis Khan på et temmelig
dystert lydbillede. Han er en hvid rapper, der faktisk har udgivet sine to
albums til gratis download, hvilket slet ikke gør The Broken Love retfærdighed, da det simpelthen er fantastisk. Genghis
Khan udgør en tredjedel af producerteamet The Gemini Lounge, der har sørget for
albummets alsidige, musikalske lydtapet, der inkluderer en imponerende række af
melodiske og mørke beats. På mikrofonen er han ligeledes dygtig med en
distinktiv stemme og nuancerede tekster om ulykkelig kærlighed som eksemplificeret
af bl.a. ”Baby Boy”. Man skal altså ikke lade sig narre af kunstnernavnet;
Genghis Khan har meget at byde på. Download her.
3.
Aesop Rock – Skelethon
Skelethon er i samme boldgade
som The Broken Love men mindre
melodisk, endnu mere dystert og med mere symbolisme. Er man derfor i forvejen
en smule deprimeret, bør man nok særligt genoverveje ikke at høre Skelethon.
Aesop Rock skaber med sine introspektive, metaforrige og mørke tekster og
selvproducerede og halvelektroniske beats en gennemgående tungsindig stemning, men
for ikke at hægte de fleste lyttere helt af, har han faktisk skrevet flere
overraskende fængende omkvæd, hvilket særligt singlen ”Zero Dark Thirty” er et
godt bevis på. Skelethon er bare en
meget gennemført plade, men den kræver, at man er i det helt rigtige humør til
den.
2.
Kendrick Lamar – good
kid, M.A.A.D. city
Hypen op til Lamar’s majorlabel debut var stor, hvilket anmeldelserne
ikke fik lagt låg på, men da jeg endelig fik hørt det, viste det sig dog, at good kid, M.A.A.D. City ikke helt var
perfekt. Jeg var dog heldigvis ikke
så forventningsfuld som de fleste andre, så jeg gik forholdsvis afslappet ind
til albummet, og frem for at blive skuffet over fejltrinene (primært nogle valg af
beats) blev jeg derfor i stedet overrasket over højdepunkterne. Og dem er der flere af, og de er meget høje.
Lamar er en karismatisk rapper med en letgenkendelig, nasal stemme og idérige
tekster, hvilket særligt kommer til udtryk i den episke ”Sing About Me, I’m
Dying of Thirst”. Læs min anmeldelse her.
1.
Chino XL - RICANstruction:
The Black Rosary
Den erfarne Chino XL (det eneste medlem af mensa, der blev kaldt ud af
2Pac i ”Hit ’Em Up”) vendte i 2012 tilbage med hans nye magnum opus,
dobbeltalbummet RICANstruction. Det
er fyldt med hårdtslående, melodiske beats og punchlines, der en gang i mellem
bliver afbrudt af introspektive og personlige numre. Altså ligesom tidligere
Chino albums – bare vildere og større. Chino XL er en kompetent rapper og
tekstskriver med et godt underlæggende soundtrack (i dette tilfælde), så selvom
det mere end to timer lange album umiddelbart kan virke ustruktureret og
overlangt, så er det faktisk gennemgående et meget underholdende lyt. Særligt
den første disk, der også åbner med den fantastiske ”Father’s Day”. RICANstruction er ambitiøst og lidt
prætentiøst men det formår alligevel at imponere meget. Nice!
Med det mest interessante af vejen tager jeg hul på næste indslag. Mixtapes…
Ikke noget jeg hører meget af, da jeg fortrækker at investere min tid i albums,
men det er alligevel lykkedes mig at finde frem til tolv gode bud.
Årets HIP HOP Mixtape '12
12.
Forever FC - 704
Det nye kollektiv Forever FC inkluderer Ry, Lute, Jimmy Kelso og
SchylerChaise, og dette mixtape er umiddelbart deres første projekt. Når jeg
skriver kollektiv i stedet for gruppe, så skyldtes det, at de forskellige
medlemmer også alle udgav egne mixtapes sidste år. De kunne blive en stor ting,
da de viser tegn på en potentiale. Særligt Lute, der allerede nu er dygtig.
Han tager sig da også egenhændigt af mixtapets mest interessante numre,
”September 3rd”. Fyrenes mixtapes er i øvrigt ganske korte med 10-11 numre
stykket, hvilket jo er en dejlig, overkommelig størrelse. Download her.
11.
Joe Budden - A Loose Quarter
Den ene fjerdel af Slaughterhouse var ude med sit nye album tidligere i
år, men jeg har endnu ikke fået det hørt, og det er heller ikke fordi, det som
sådan haster. Joe Budden er ikke dårlig, men han er først rigtig interessant,
når han har sine introspektive øjeblikke. Dem har han dog
heldigvis nogle stykker af på A Loose
Quarter, og de gør mixtapet værd at høre - selvom produktionen og omkvædene
ofte lefler for laveste fællesnævner. Min favorit fra Slaughterhouse er i øvrigt
Royce da 5’9”, som gæster mixtapets bedste nummer, ”All In My Hand”, der, selv
hvis Royce havde været fraværende, ville være godt. Download her.
10.
Fashawn - Champagne & Styrofoam Cups
Hans lyse og næsten juvenile stemme er meget særpræget i en genre, hvor
det oftest gælder om at være så hård som muligt, hvilket gør det svært at overse Fashawn, der er en såkaldt backpack
rapper med en forholdsvis optimistisk og varm udstråling, samtidig med at han
også kan adressere personlige problemer. Han er nu engang altid rart og
afslappende selskab. Plus han kritiserer folks behov for at komme i TV i den udmærkede
”Stardumb”. Download her.
9.
Sacramento Knoxx –
The Rise of the Turtle
Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvorvidt forfatteren betragter det
som et mixtape eller et album, men det røg altså under mixtapefanen.
Alternativt ville projektet ikke have været at finde i denne artikel. Men det
er altså et instrumentalt og eksperimentelt mixtape med talrige og alsidige
beats, der dækker alt fra soul til trap. Det er et ganske spændende lyt. Hold
bl.a. øje med ”God, I'm Ugly, Nobody Loves Me”. Download her.
8.
Lute – West1996
Lute er altså den mest lovende fra det nye Forever FC kollektiv. Han
minder lidt om Fashawn (f.eks. i ”Letter 2”) – bare med et større fokus på
battlerap og med færre år på bagen. Hans stemme har til gengæld også noget
uskyldigt og nysgerrigt over sig. De forskellige beats er fundet og hentet fra
youtube, og Lute har nu en god smag, da man bliver introduceret for et
nydeligt, sjælfyldt og melodisk lydbillede. Download her.
7.
Shad - melancholy and
the infinite shadness
Jeg elsker Shad, så selvom melancholy
and the infinite shadness nok egentligt er en EP, så er den trods alt
gratis, hvilket jeg overbeviste mig selv om, var nok til at lade projektet
komme på listen. Det er en ganske kort fornøjelse med fem numre, der mest af
alt minder om demoer, men er man den mindste fan af den canadiske rapper, så er
det et eller flere lyt værd. Han lægger bl.a. rigtig godt ud med den
halvrockede ”a milli vanilli”. Download her.
6.
Jonwayne – This Is False
Og så det eneste mixtape, jeg tidligere har skrevet om. Jonwayne er
knyttet til Stones Throw Records, men han har vist endnu ikke udgivet andet end
mixtapes – der illustrerer hans evne til at klistre gode, sjælfyldte beats
sammen, der til tider bliver udsmykket med hans tilbagelænede vokal. This Is False er desuden et mindre
eksperiment, da mixtapets to halvdele er optaget under forskellige
omstændigheder. F.eks. er den afslappende og hyggelige ”Magician” modsat andre
numre udarbejdet i enerum. Download her og læs min anmeldelse her.
5.
Joey Bada$$ - 1999
Kunstnernavnet er helt i skoven, som om han aktivt forsøger at skræmme
lytteren væk, men sandt at sige så er Joey Bada$$ bestemt ikke uden talent.
Hverken som rapper eller for hans smag i beats (der er sakset fra andre, så man bl.a. lægger øre til MF DOOM’s håndværk, f.eks. i form af ”Pennyroyal”). Bada$$
laver rap til gaderne over sjælfyldte beats, så selvom han end ikke var begyndt
i skole endnu i 1999, så kommer han stadig igennem med en solid overbevisning. Download her.
4.
Revolutionary Rhythm
– SoulVibes
Trioen R2 består af Kid Abstrakt, Predominance og DJ Million Faces, der,
som titlen antyder, har fyldt dette mixtape op med jazzede og sjælfyldte
skæringer. Beats er sakset fra andre, så man støder bl.a. ind i den Exile
producerede ”Love Lines”. Rapperne er tydeligvis uerfarne (ham med
den lyse stemme er faktisk irriterende at høre på til tider), men de virker til
at have hjertet på det rette sted, og lagt sammen med deres (meget) gode øre
for skjulte perler af beats, så er SoulVibes
en meget afslappende og underholdende omgang. Download her.
3.
Action Bronson &
Party Supplies - Blue Chip
Action Bronson lyder på mikrofonen som den nyeste tilføjelse til Wu-Tang
stablen, men han er i så fald den mest madglade i kollektivet, da Bronson sågar
er uddannet kok og selvfølgelig elsker at lave mad. Hans flow er fejlfrit, og
Party Supplies supplerer med en udmærket produktion, hvilket kommer til udtryk
lige fra begyndelsen med åbneren ”Pouches of Tuna”. Download her.
2.
Jon Connor – The
Peoples Rapper LP
Jon Connor fik i 2012 den ide at samle et bundt beats fra sin fortrukne
rappers diskografi, tillægge dem sin egen vokal og udgive det hele samlet som
et mixtape. Dette resulterede The Blue
Album, der ganske rigtigt bruger instrumentale fra Jay-Z’s bagkatalog, men
det stoppede ikke her. Senere samme år diskede Connor nemlig op med The Peoples Rapper LP, men hvem kan dog
være folkets rapper mere end veteranen Jay-Z? Eminem! Jon Connor’s valg af
beats stammer primært fra diverse singler, men han er gået en stor cirkel uden
om førstesingler (fra Eminem’s soloalbums hvert fald) og Encore, så det er overvejende et
pænt udvalg. Han ændrer ikke på numrenes oprindelige atmosfære, så når han
rapper over ”Stan”’s instrumental er det med en alvorlig og personlig mine,
mens det over ”Cold Winds Blows” mere går op i punchlines (han er virkelig fed her). Jon Connor er bare en
rigtig dygtig rapper, der imponerer uden at forsøge at efterligne Eminem. Download her.
1.
Big K.R.I.T. - 4Eva N
A Day
Jeg er rigtig glad for Big K.R.I.T.’s “The Vent”, og han har lagt gode
vers på bl.a. The Roots’ Undun og
CunninLynguists’ Oneirology – to af
2011’s bedste hip-hop albums. Jeg var dog temmelig skuffet over hans 2012
soloalbum Live From The Underground,
der ikke rigtigt sagde mig noget. Jeg var derfor temmelig ligeglad med hans
mixtape 4Eva N A Day, der udkom på
omtrent samme tidspunkt. Det lå på min harddisk i lang tid, før jeg endelig gav
det en chance, hvilket blot gjorde min overraskelse over mixtapet endnu større. 4Eva N A Day er fantastisk, og jeg vil stadig mene, at mixtapet er
albummet langt overlegent. Det er selvproduceret og uden vokalgæster, så Big K.R.I.T.
står altså helt på egne ben, og selvom nogle numre da bestemt er bedre end
andre, så virker det store ansvar ikke til at påvirke ham synderligt. Han tager
det i stiv arm og leverer en lang række af underholdende numre. Nice! Download her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar