Public Enemy
– gruppen der pionerede samfundskritisk og politisk hip-hop og sammen med en
mindre række andre grupper bragte hele genren ind i dens guldalder. Vil man
lære om hip-hop musik, er der altså ingen vej udenom gruppen, og af den grund
har Public Enemy også fået hele tre albums med i bogen 1001 Albums You Must Hear Before You Die (tjek den ud). Public
Enemy er musikhistorie.
Så hvorfor overhovedet besvære sig selv med at anmelde mastodonten It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back – 25 år senere? Enten tilslutter jeg mig bare en gammel konsensus eller også vækker jeg vrede hos trofaste fans, og eftersom det er et stykke historie bør alle nye fans af genren alligevel som udgangspunkt give det et lyt, så hvad er formålet? Uanset hvad jeg når frem til, vil jeg i sidste ende anbefale et køb.
Jeg gør det selvfølgelig bare fordi, jeg kan. Og så lige en anden lille ting, der bliver klargjort om nogle dage.
Men hvem er denne såkaldte fjende af befolkningen egentligt? Primært Chuck D, der er gruppens talerør, forrapper (det burde være et ord), tekstskriver og generelt bare hovedattraktionen. Ved hans højre hånd finder vi den halvkiksede Flavor Flav, der veksler mellem en funktion som rapper og hypeman (mest det sidste). Han bringer noget farve og humør til gruppen. I baggrunden befinder DJ Terminator X sig sammen med Professor Griff, der hjælper til med de politiske emner. Derudover kommer man ikke uden om producerteamet The Bomb Squad (med inklusionen af Chuck D), der sørger for den sampletunge, funkye, højtrystende og rå produktion.
Med It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back videreudviklede og finpudsede Public Enemy konceptet bag debuten, og det er derfor som sådan det første, karakteristiske Public Enemy album, foruden deres mest hædrede værk til dato (blandt flere hæderkronede projekter). Tracklisten i sig selv giver i øvrigt et godt billede af, hvad man kan forvente sig.
1. COUNTDOWN TO ARMAGEDDON
Simpel musikfri introduktion indeholdende en live-optagelse.
2. BRING THE NOISE
Den anden single og nummeret, der indeholder den populære linje ”Once again, back is the incredible” – samplet af alt fra Gang Starr til Hocus Pocus. Som det meste andet på albummet er nummeret en blanding af selvpromoverende og samfundskritisk rap. Nummeret handler ikke rigtigt om noget konkret, hvilket også afspejles i beatet, der kommer vidt omkring. Teknisk er alderen mærkbar, men underholdningsværdien er stadig okay.
3. DON’T BELIEVE THE HYPE
Over et simplere men samtidig også mere fængslende beat advarer Chuck lytteren om at tro på alt, hvad medierne fortæller. Et ikonisk nummer med en mere fokuseret tekst og et klassisk hook. Det holder stadig.
Så hvorfor overhovedet besvære sig selv med at anmelde mastodonten It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back – 25 år senere? Enten tilslutter jeg mig bare en gammel konsensus eller også vækker jeg vrede hos trofaste fans, og eftersom det er et stykke historie bør alle nye fans af genren alligevel som udgangspunkt give det et lyt, så hvad er formålet? Uanset hvad jeg når frem til, vil jeg i sidste ende anbefale et køb.
Jeg gør det selvfølgelig bare fordi, jeg kan. Og så lige en anden lille ting, der bliver klargjort om nogle dage.
Men hvem er denne såkaldte fjende af befolkningen egentligt? Primært Chuck D, der er gruppens talerør, forrapper (det burde være et ord), tekstskriver og generelt bare hovedattraktionen. Ved hans højre hånd finder vi den halvkiksede Flavor Flav, der veksler mellem en funktion som rapper og hypeman (mest det sidste). Han bringer noget farve og humør til gruppen. I baggrunden befinder DJ Terminator X sig sammen med Professor Griff, der hjælper til med de politiske emner. Derudover kommer man ikke uden om producerteamet The Bomb Squad (med inklusionen af Chuck D), der sørger for den sampletunge, funkye, højtrystende og rå produktion.
Med It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back videreudviklede og finpudsede Public Enemy konceptet bag debuten, og det er derfor som sådan det første, karakteristiske Public Enemy album, foruden deres mest hædrede værk til dato (blandt flere hæderkronede projekter). Tracklisten i sig selv giver i øvrigt et godt billede af, hvad man kan forvente sig.
1. COUNTDOWN TO ARMAGEDDON
Simpel musikfri introduktion indeholdende en live-optagelse.
2. BRING THE NOISE
Den anden single og nummeret, der indeholder den populære linje ”Once again, back is the incredible” – samplet af alt fra Gang Starr til Hocus Pocus. Som det meste andet på albummet er nummeret en blanding af selvpromoverende og samfundskritisk rap. Nummeret handler ikke rigtigt om noget konkret, hvilket også afspejles i beatet, der kommer vidt omkring. Teknisk er alderen mærkbar, men underholdningsværdien er stadig okay.
3. DON’T BELIEVE THE HYPE
Over et simplere men samtidig også mere fængslende beat advarer Chuck lytteren om at tro på alt, hvad medierne fortæller. Et ikonisk nummer med en mere fokuseret tekst og et klassisk hook. Det holder stadig.
4.
COLD LAMPIN’ WITH FLAVOR
Et stædigt horn dominerer lydbilledet i denne halvfjollede og næsten psykedeliske soloskæring med Flavor Flav. Han sætter den politiske tone på pause et øjeblik og fylder i stedet på med battlerap. Det er mærkeligt, men samtidig også underligt underholdende. Flav går dog lidt i selvsving til slut, hvor han refererer til sig selv i hver anden linje.
5. TERMINATOR X TO THE EDGE OF PANIC
Et helt nummer om gruppens DJ. Det er ikke ældet vanvittig godt. Omkvædet er mangelfuldt, og versene er overvejende uinteressante. Beatet er heller ikke noget særligt.
6. MIND TERRORIST
Mellemspil med karakteristiske shout-outs fra Flav. Det er det.
7. LOUDER THAN A BOMB
Det funkye om end højtrystende beat er ganske fornøjeligt, hvilket gør Chuck’s kritik af regeringen og i høj grad FBI til en meget underholdende og interessant oplevelse. Et af de bedste knap-så-kendte numre fra albummet.
8. CAUGHT, CAN WE GET A WITNESS?
Chuck raser ud mod pladeselskaber og grupper, der har anklaget Public Enemy for uretmæssigt at sample deres musik. PE vil tydeligvis gerne have gjort sampling en lovlig og fri fremgangsmåde, noget de dog tydeligvis ikke har haft held med. Der må også dukke flere gråzoner op i en sådan debat. Debat er dog ikke umiddelbart noget Chuck bekymrer sig om, da han ikke rigtigt argumenterer for sin sag.
9. SHOW ‘EM WHATCHA GOT
Endnu et mellemspil. Senere samplet i Jay-Z’s ”D.O.A. (Death of Auto-tune)”.
10. SHE WATCH CHANNEL ZERO?!
Den mest rockede skæring på albummet handler om faren ved at se… sæbeoperaer. Bortset fra at der er meget bedre TV derude, så er det nu lidt fjollet. Chuck D tog den lige en tand for langt her. Guitarriffet er egentligt okay, men jeg er generelt af den overbevisning, at hård rock og rap ikke bør blandes.
11. NIGHT OF THE LIVING BASEHEADS
Denne anti-crack single blev ledsaget af en flot musikvideo, som hvis man pt. ser den på Youtube bliver gjort selskab af en reklame for 2 Chainz’ ”Crack”. Bare et pudsigt sammenfald, synes jeg. Beatet er en smule jazzet uden at miste sit høje energiniveau, hvilket fungerer rigtig godt sammen med Chuck D. Det er en sand fornøjelse at høre.
12. BLACK STEEL IN THE HOUR OF CHAOS
Okay, Chuck D fortalte sådan set en lille historie i det forrige nummer, men det er først med denne sidste single, at han giver sig i kast med en fuldblods- og detaljeret historie. Chuck nægter militærtjeneste, hvilket sender ham i fængsel, hvor han dog ikke har planer om at blive hængende længe. I betragtning af hans flyvske tanker, der dominerer det meste af albummet, er nummerets store fokus ret overraskende. Det er derfor også et af gruppens bedste numre.
13. SECURITY OF THE FIRST WORLD
Det tredje og sidste mellemspil. Jeg ved ikke helt, hvad ideen bag disse var, da produktionerne mister en del af deres charme og værdi uden en akkompagnerende vokal. Dette er dog klart det bedste af de tre.
14. REBEL WITHOUT A PAUSE
Slutningen af første vers er noget af bedst tekniske, som Chuck har bidraget med til albummet. Her lyder hans flow nemlig et kort øjeblik mere end normalt naturligt og flydende. Dette er den første single, og det repræsenterer glimrende resten af albummet. I denne nye kontekst formår nummeret dog til gengæld ikke at skille sig så meget ud.
15. PROPHETS OF RAGE
Angiveligt fortrækker Chuck at døbe sine numre før teksten er skrevet, hvilket dette nummer er et eksempel på, så teksten oser selvfølgelig af energi og vrede. Dette er dog ikke noget nyt, så titlen kunne på den facon godt have dækket over de fleste numre på albummet. Til gengæld kommer titlen tydeligt til udtryk i produktionen, der er ganske tempofyldt. Udmærket.
Et stædigt horn dominerer lydbilledet i denne halvfjollede og næsten psykedeliske soloskæring med Flavor Flav. Han sætter den politiske tone på pause et øjeblik og fylder i stedet på med battlerap. Det er mærkeligt, men samtidig også underligt underholdende. Flav går dog lidt i selvsving til slut, hvor han refererer til sig selv i hver anden linje.
5. TERMINATOR X TO THE EDGE OF PANIC
Et helt nummer om gruppens DJ. Det er ikke ældet vanvittig godt. Omkvædet er mangelfuldt, og versene er overvejende uinteressante. Beatet er heller ikke noget særligt.
6. MIND TERRORIST
Mellemspil med karakteristiske shout-outs fra Flav. Det er det.
7. LOUDER THAN A BOMB
Det funkye om end højtrystende beat er ganske fornøjeligt, hvilket gør Chuck’s kritik af regeringen og i høj grad FBI til en meget underholdende og interessant oplevelse. Et af de bedste knap-så-kendte numre fra albummet.
8. CAUGHT, CAN WE GET A WITNESS?
Chuck raser ud mod pladeselskaber og grupper, der har anklaget Public Enemy for uretmæssigt at sample deres musik. PE vil tydeligvis gerne have gjort sampling en lovlig og fri fremgangsmåde, noget de dog tydeligvis ikke har haft held med. Der må også dukke flere gråzoner op i en sådan debat. Debat er dog ikke umiddelbart noget Chuck bekymrer sig om, da han ikke rigtigt argumenterer for sin sag.
9. SHOW ‘EM WHATCHA GOT
Endnu et mellemspil. Senere samplet i Jay-Z’s ”D.O.A. (Death of Auto-tune)”.
10. SHE WATCH CHANNEL ZERO?!
Den mest rockede skæring på albummet handler om faren ved at se… sæbeoperaer. Bortset fra at der er meget bedre TV derude, så er det nu lidt fjollet. Chuck D tog den lige en tand for langt her. Guitarriffet er egentligt okay, men jeg er generelt af den overbevisning, at hård rock og rap ikke bør blandes.
11. NIGHT OF THE LIVING BASEHEADS
Denne anti-crack single blev ledsaget af en flot musikvideo, som hvis man pt. ser den på Youtube bliver gjort selskab af en reklame for 2 Chainz’ ”Crack”. Bare et pudsigt sammenfald, synes jeg. Beatet er en smule jazzet uden at miste sit høje energiniveau, hvilket fungerer rigtig godt sammen med Chuck D. Det er en sand fornøjelse at høre.
12. BLACK STEEL IN THE HOUR OF CHAOS
Okay, Chuck D fortalte sådan set en lille historie i det forrige nummer, men det er først med denne sidste single, at han giver sig i kast med en fuldblods- og detaljeret historie. Chuck nægter militærtjeneste, hvilket sender ham i fængsel, hvor han dog ikke har planer om at blive hængende længe. I betragtning af hans flyvske tanker, der dominerer det meste af albummet, er nummerets store fokus ret overraskende. Det er derfor også et af gruppens bedste numre.
13. SECURITY OF THE FIRST WORLD
Det tredje og sidste mellemspil. Jeg ved ikke helt, hvad ideen bag disse var, da produktionerne mister en del af deres charme og værdi uden en akkompagnerende vokal. Dette er dog klart det bedste af de tre.
14. REBEL WITHOUT A PAUSE
Slutningen af første vers er noget af bedst tekniske, som Chuck har bidraget med til albummet. Her lyder hans flow nemlig et kort øjeblik mere end normalt naturligt og flydende. Dette er den første single, og det repræsenterer glimrende resten af albummet. I denne nye kontekst formår nummeret dog til gengæld ikke at skille sig så meget ud.
15. PROPHETS OF RAGE
Angiveligt fortrækker Chuck at døbe sine numre før teksten er skrevet, hvilket dette nummer er et eksempel på, så teksten oser selvfølgelig af energi og vrede. Dette er dog ikke noget nyt, så titlen kunne på den facon godt have dækket over de fleste numre på albummet. Til gengæld kommer titlen tydeligt til udtryk i produktionen, der er ganske tempofyldt. Udmærket.
16. PARTY FOR YOUR RIGHT TO FIGHT
Afslutningsvis tager PE en af Beastie Boys’ klassiskere og vender den på hovedet. Beatet er alsidigt og fængende, og omkvædet er sing-a-long venligt, hvilket nu er lidt rart til en afveksling. Endnu en særhed ved nummeret er versene, der på samme tid bliver spyttet af Flav og Chuck. En alternativ og underholdende måde at runde albummet af på.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back er ikke så perfekt, som man skulle tro, da Chuck til tider kan have lidt svært ved at samle tankerne, og produktionen ikke altid lever op til standarden, men i sidste ende er albummet alligevel stadig værd at høre for musikken. Der bliver eksperimenteret med lidt forskelligt, så de fleste numre har mulighed for at skille sig ud, og når dette kobles sammen med et fokus i tekstskrivningen og en solid instrumental, så er der ikke meget til at holde PE tilbage. Trods sine fejltrin er It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back altså stadig en ret solid plade 25 år efter udgivelsen, hvilket er en præstation, der bør hædres ved et køb.
BEDSTE NUMRE: “Don’t Believe the Hype”; “Louder Than a Bomb”; “Night of the Living Baseheads”; “Black Steel in the Hour of Chaos”; “Prophets of Rage”; “Party for Your Right to Fight”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar