Jeg havde ikke lige forberedt mig på påskens travle dage, så jeg måtte beklageligvis springe torsdagens opdatering over. Men nu skulle alt være på plads igen.
I kølvandet
på Public Enemy’s It Takes a Nation of
Millions to Hold Us Back dukkede en anden politiskengageret gruppe op med
rødder i hip-hop i form af The Beatnigs, der bl.a. bestod af
rapper-slash-sanger Michael Franti og trommeslageren Rono Tse. De udgav et
enkelt album i 1988, hvorefter medlemmerne gik hvert til sit. Franti og Tse
holdt dog sammen, og med udgangspunkt i nummeret ”Welcome (Television)” fra The Beatnigs' selvbetitlede startede
de et par år senere et nyt projekt op, der så fyrene graviterer endnu tættere
på hip-hop. Sammen med guitaristen Charlie Hunter påtog de sig navnet The
Disposable Heroes of Hiphoprisy, men under denne monikor udgav de heller ikke
mere end et enkelt album.
Hypocrisy Is The Greatest Luxury er ligesom det førnævnte PE album også inkluderet i bogen 1001 Albums You Must Hear Before You Die, men mens PE så at sige var revolutionerende for genren, en af de mest populære fra genrens guldalder og stadig udgiver nyt materiale i dag, så bliver The Disposable Heroes of Hiphoprisy ikke skænket mange tanke. Alligevel finder man dem i den føromtalte bog, så de må jo have noget særligt at byde på. Og ja, det har de.
Hypocrisy Is The Greatest Luxury er en uafbrudt ekskursion ud i politiske holdninger, samfundskritik, socialrealisme og observationer, så albummet handler oftest om alle andre end Franti selv (hvilket han paradoksalt nok har lavet et nummer om). Altså skiller de sig en del ud fra PE, der blander politiske synspunkter ind i en selvpromoverende og som sådan mere personlig rap. Det kan lyde som lidt af en mundfuld, og det bliver nok ikke bedre af, at flere numre runder en varighed på seks minutter, men til gengæld indeholder albummet kun 12 numre plus en enkelt skit.
Dr. Dre’s The Chronic var i 1992 startskuddet for en populær G-Funk, så Hypocrisy Is The Greatest Luxury skilte sig en del ud i sin samtid. Produktionen blander dog lidt elementer fra både funk og The Bomb Squad, så albummet kunne heller ikke forveksles med et levn fra fortiden.
1. SATANIC REVERSES
Et rigtig godt valg at åbne albummet med, da de tempofyldte trommer er engagerende, og det også er svært andet end at blive grebet af Franti’s dybe og næsten autoritære stemme (ikke helt ulig Chuck D). Det lyriske niveau er ligeledes højt sat fra start af, så det står hurtigt klart, hvilket slags album, man har med at gøre her; et meget lovende et af slagsen. Nå ja, og et der lægger sig op ad PE's.
2. FAMOUS AND DANDY (LIKE AMOS ’N’ ANDY)
Den simple produktion virker en smule hul, men omkvædet er simpelthen den største ørehænger på hele albummet. Franti kritiserer en generisk jagt efter berømmelse, mens han også lægger fokus på identitetskriser, så lyrisk er nummeret mindst ligeså relevant i dag, men beatet er altså ikke helt ældet med ynde.
3. TELEVISION, THE DRUG OF THE NATION
En opdateret version af det tidligere nummer fra The Beatnigs. Det lægger sig mere op ad spoken word poetry end rap, men det forhindrer ikke nummeret i at passe fint ind. Produktionen byder på grove trommer og en funky basgang, og Franti kritiserer selvfølgelig TV’et og dens formodede påvirkning på folk-slash-børn. Ligesom med PE’s ”She Watch Channel Zero”, så bliver det dog lige for meget af det gode. Børn griner af virkelighedens mord, fordi de har set en masse actionfilm? Nej. Et halvforældet synspunkt pakket ind i en fængende og funky basgang.
4. LANGUAGE OF VIOLENCE
Gennem seks minutter fortæller Franti om en uheldig skæbne, der grundet et problemfyldt hjem laver ballade i skolen, hvilket følger ham gennem hele hans liv, end til han til sidst ender i fængsel, hvor han ikke just får det lettere. Det er en meget fængslende og velfortalt historie, der kan betragtes som en slags pendant til PE’s ”Black Steel in the Hour of Chaos”. Modsat Franti fortæller Chuck D dog sin historie fra en førstepersonssynsvinkel, hvilket blot understregerne forskellene på de to.
5. THE WINTER OF THE LONG HOT SUMMER
En langsom og stille skæring, der varer lige knap otte minutter. Franti siger formegentligt noget interessant, men han er simpelthen så kedsommelig at høre på, at jeg ikke rigtigt ved, hvad nummeret handler om.
6. HYPOCRISY IS THE GREATEST LUXURY
Det høje tempo og heppende kor minder mig om introen til N.W.A.’s ”100 Miles and Runnin’”, men mens Ren, Dre og Eazy ruller flydende gennem beatet, så lyder det til at være lidt mere anstrengende for Franti, der primært ellers opererer under et lavt til mellem tempo. Det er da heller ikke fordi, han rapper meget hurtigere her, men det gør blot kontrasten mere mærkbar, da han tydeligvis ikke føler sig helt hjemme i disse uvante omgivelser. Alligevel er nummeret nu et ret underholdende afbræk.
7. EVERYDAY LIFE HAS BECOME A HEALTH RISK
Endnu et emne, der blot bliver mere relevant for hver dag, der går. Der er snart ikke det, der angiveligt ikke giver kræft, hvilket resulterer i en masse ligegyldige advarsler. Noget lignende plagede allerede Franti for tyve år siden, og han valgte altså, at lave et nummer ud af det. Men et ganske udmærket og musikalsk et af slagsen, der dog ikke skiller sig synderligt meget ud på albummet.
8. INS GREENCARD A-19 191 500
Skit.. Med en ret dyster og potentiel hårdtslående produktion.
9. SOCIO-GENETIC EXPERIMENT
Franti er afroamerikaner og adopteret af hvide forældre, deraf titlen. Det er altså et personligt nummer, hvor man hører om hans baggrund og barndom, hvilket dog længere inde udvikler sig til en mere general observering og kritik. Et spændende om end til tider lidt sørgeligt nummer, selvom beatet ikke er det bedste.
10. MUSIC AND POLITICS
Og det er så her, hvor man hører Franti synge om sin næsten sygelige besættelse af musik og politik, hvilket kan være et problem i kommunikationen med andre mennesker. Hans dybe sangstemme er ligesom hans rap udmærket, og den bliver akkompagneret af de lyse toner fra en akustisk guitar. Altså ikke noget der just repræsenterer gruppen synderligt, men ikke desto mindre interessant.
11. FINANCIAL LEPROSY
Bassen er rigtig god i indledningen, men derefter bliver den af en eller anden grund dæmpet, hvis ikke ændret, for kort at dukke op igen flere gange senere, og det er et valg, jeg ikke rigtigt forstår. Beatet er lidt rodet, som var det udarbejdet af The Bomb Squad, men det lyder nu i grunden okay, så nummeret er skam ganske underholdende.
12. CALIFORNIA ÜBER ALLES
Som en af de eneste rappere har Franti lavet et cover af en anden gruppes nummer. Originalen er dog udarbejdet af punkbandet The Dead Kennedys, så hed man ikke Franti, ville det nok ikke helt have lagt til højrebenet. Hedder man derimod Franti så lægger det tilsyneladende direkte til højrebenet, da det er overraskende godt lavet. Det er tilpas anderledes end originalen (både tekst, pitch og produktion er ændret), mens det stadig lyder fedt. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis nogle ligefrem fortrak dette frem for originalen.
13. WATER PISTOL MAN
Guitar og trommer skaber en tyk, mørk stemning, der bliver kløvet af pirrende, spinkle keys, mens Franti synger sine vers om, at man bør hjælpe sig selv før man hjælper andre. Det skulle (også) lige vokse lidt på mig, men derefter lød det nu også okay. Guitarsoloen er desuden et fint touch. Udmærket måde at slutte af på.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Som skrevet er Hypocrisy Is The Greatest Luxury fyldt til randen med politisk snak, og ingen sten forbliver uvendt, men heldigvis formår The Disposable Heroes at levere deres budskaber på en alsidig og spændende måde, så man ikke drukner i populære postulater og generiske vendinger. Det er derfor lidt af en ener i hip-hop, da selv PE har måttet opgive forfølgelsen for længst. PE har til gengæld de talrige hooks og catchphraces på sin side, hvilket gør dem mere lettilgængelige. Hypocrisy Is The Greatest Luxury er ikke på samme måde en fængende skive, da den kan kræve nogle flere lyt, før den sætter sig fast, men det er heldigvis tiden værd, da albummet bestemt har en del at byde på. Det er politisk hip-hop på højt plan, og det er ganske vellykket, så jeg vil anbefale et køb.
BEDSTE NUMRE: “Satanic Reverses”; “Famous and Dandy (Like Amos ‘N’ Andy)”; “Language of Violence”; “California Über Alles”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar