HIP HOP MEDLEY: Gensyn med OutKast

De fleste bands udvikler sig fra album til album, men når medlemmerne begynder at vokse fra hinanden, er en opløsning sjældent langt væk. Paradoksalt har en stor del af OutKast’s udvikling dog altid været, at kløften mellem duoens medlemmer er blevet større og dybere. Man kan undre sig lidt over, hvorfor André 3000 og Big Boi i første omgang overhovedet valgte at danne en hip-hop gruppe sammen, da det løbende går op for både dem og lytteren, hvor lidt de egentligt har til fælles. Svaret er dog ganske simpelt, da de på en eller anden måde alligevel er lykkedes med at lave noget uhyre fængende musik.

Således blev man på debuten Southernplayalisticadillacmuzik introduceret for et par sydstatsrappere, der snakkede om cadillacs og pimps men også bragte noget utvetydigt socialrealistisk materiale til bordet. Mere eller mindre sydens svar på gangstarap, hvilket var noget Boi trivedes rigtig godt i, men det samme gjorde sig ikke just gældende for kammeraten Dre, der lød utilpas midt i pimpsnakken.

Three Stacks overtalte derfor sin medrapper til at skabe noget mindre stereotypisk og i stedet mere intelligent og virkelighedstro rap. Boi var ikke klar til helt at give slip på sin stil endnu, men ikke desto mindre tog duoen en helt anden retning med efterfølgeren ATLiens. Imaget som gadestrejfende pimps blev slet og ret skiftet ud med et billede af to eftertænksomme og eksperimentelle visionære; fremmede i sydens hip-hop. Produktionen og leveringen var under kontrol, men lyrisk kunne duoen godt præstere mere storslåede og emnebehandlende numre, hvilket de så gjorde et par år efter med Aquemini, der ydermere også så produktionen blive mere eksperimentel men også lidt mindre sammenhængende.

Endnu mere eksperimentelle blev de med Stankonia, hvor de valgte at bringe flere mærkbare elektroniske elementer ind i produktionen, hvilket skabte et mere digitalt lydbillede. Alt taget i betragtning havde fyrene end til nu formået at holde forholdsvis sammen på en fælles stilistisk front, men sammen med den endnu mere atypiske produktion fulgte også et større skel mellem de to hovedpersoner. Boi holdt lidt tilbage, mens Dre fløj derud af. Stankonia er derfor et temmelig skizofrent lyt, og af den grund valgte fyrene derfor at prøve sig af med soloalbums næste gang.

Denne dybe adskillelse affødte dobbeltalbummet Speakerboxxx/The Love Below, der indeholder et soloalbum fra hvert medlem. Boi og 3K har derfor haft ganske lidt med hinanden at gøre i udarbejdelsen af produktet, hvilket i høj grad kommer til udtryk i musikken. Boi tager inkorporeringen af elektronisk musik endnu længere og byder på introspektiv rap krydret med en smule pimpsnak, mens Dre tager sin musik i en helt anden retning, da hans halvdel byder på sang og soul.

Hvordan skulle duoen nogensinde kunne finde sammen igen efter dette? Angiveligt med filmen Idlewild og det dertilhørende soundtrack. Desværre vidner pladen om alt andet en reel tilbagevending til det tidligere OutKast – f.eks. optræder de to herrer primært hver for sig. Hvad fremtiden byder, er ikke til at vide, for selvom der jævnligt bliver lovet et egentligt comeback, så skal jeg se det, før jeg tror på det. I det mindste er glæden ved at rappe dog tilsyneladende ved at vende tilbage igen for André. Et skridt den rigtige vej.

Bedste albums:

Idlewild

(2006, Soundtrack)

Bliver dette overhovedet betragtet som et OutKast album?

Southernplayalisticadillacmuzik

(1994)

Duoen toppede med deres andet album, ATLiens, hvorefter niveauet stille faldt, men hvor efterlader det debuten? Lige her med et godt stykke til 6. pladsen.

Speakerboxxx/The Love Below

(2003)

Duoen er praktisk talt opløst, hvilket resulterer i to alsidige soloalbums med nogle underholdende skæringer, der dog aldrig når samme niveau som de tidligere, egentlige kollaborationer.

Stankonia

(2000)

Et temmelig elektronisk album med en deraf ret eksperimentel lyd. Kvaliteten varierer noget med alt fra halvlunkne skæringer til mindre mesterværker, men gennemsnittet er udmærket.

Aquemini

(1998)

De mange tematiserede og distinktive numre gør albummet en værdi kandidat til tronen, men den overhales altså lige nøjagtigt indenom af…

ATLiens

(1996)

Det eneste af duoens albums jeg kan høre igennem med stor fornøjelse fra start til slut. Hver gang.

Mens rangeringen af de forskellige albums forløb temmelig nemt, så var det straks værre med de enkelte numre. Altså ligesom alle gange før. Det kan ikke være nogen overraskelse nu, at jeg favoriserer duoens sluthalvfemserperiode, hvor de både var sultne, ambitiøse og tilpas eksperimentelle, så hele 16 af listens tyve numre stammer fra enten ATLiens eller Aquemini. De sidste 4 pladser bliver domineret af Stankonia, så det er i grunden ikke en særlig alsidig liste. På sin egen lidt ekstreme måde repræsenterer den dog fint mit syn på duoens diskografi. (Lidt karikeret, da Southernplayalisticadillacmuzik ellers også har sine øjeblikke.)

Bedste numre:

20.

“Y'All Scared”

(Aquemini)