INDLÆG NR.
200
I anledning
af at jeg nu har nået endnu en milepæl med bloggen, løfter jeg den eneste
begrænsning (ud over hele ”kun hip-hop”-tingen), jeg hidtil har været underlagt;
ikke at anmelde flere albums fra samme diskografi. Jeg vil derfor f.eks. ikke længere lade
mig begrænse af, at jeg allerede har anmeldt et album af 2Pac. En
anmeldelse af 2Pacalypse Now virker
dog ikke helt prangende nok, og eftersom intet holder mig tilbage længere, vil
jeg ikke bare anmelde mandens debutalbum men også resten af hans kernealbums.
Selvfølgelig med undtagelse af Me Against
the World, som jeg allerede har anmeldt tidligere. Hvad angår de
efterfølgende posthume plader, så har jeg endnu ikke helt besluttet mig for,
hvad jeg vil gøre med dem. Ikke desto mindre kan dette projekt betragtes som en
auteur-analyse.
Jeg har
allerede været inde på 2Pac’s baggrund i min anmeldelse af Me Against the World, men for helt kort at opsummere så har hans
forældre været medlemmer af De Sorte Pantere, han selv har studeret poesi og
drama, og i omkring 1990 blev han danser for Digital Underground for derefter
at debutere som rapper på deres ”Same Song”. I 1991 udgav Tupac Shakur sit debutalbum.
Pga. sine højst samfundskritiske og socialrealistiske tekster vakte 2Pacalypse Now en del røre i landet, hvilket selvfølgelig ikke gjorde andet, end at skabe en masse opmærksomhed omkring Tupac, der derfor lynhurtigt blev kendt landet over. Albummet skulle dog vise sig kun at være begyndelsen, og det bliver i dag ofte overskygget af efterfølgende udspil, der indeholder mere kendte producere og en mere erfaren (på både godt og ondt) 2Pac.
Men 2Pacalypse Now må da være andet end et springbræt til videre udfoldelser?
1. YOUNG BLACK MALE
Et enkelt højttempo vers pakket ind i ad-libs. Altså ikke det typiske 2Pac nummer. Lyrikken repræsenterer dog fint albummet, og verset bliver også leveret sikkert og overbevisende, så denne del af nummeret er god.
2. TRAPPED
Den første single fra albummet, hvilket var et fint valg. Der bliver budt på klassisk 2Pac med en socialrealistisk tekst og en nedbarberet men fængende produktion. Udmærket.
3. SOULJA’S STORY
Konceptet her er ikke dumt, da 2Pac tager rollen som Soulja og fortæller om sin kriminelle levevej, hvilket sikrede ham en plads i brummen, hvorefter synsvinklen skifter til Soulja’s lillebror, der desværre ikke har lært af sine broders fejl. Problemet er bare, at 2Pac med Soulja forvrænger sin stemme til en meget dyb og langsom en af slagsen, og den irriterer mig altså en smule. God ide, men jeg er ikke den store fan af Soulja (der vender tilbage igen senere).
4. I DON’T GIVE A FUCK (FEAT. POGO)
Jeg kan som nævnt tidligere godt lide 2Pac’s ”don’t give a fuck”-attitude, så selvfølgelig falder denne skæring lige i min smag. Pogo har et kort vers, der er mast ind mellem to omfangsrige vers med 2Pac, men han lyder hverken overflødig eller dårlig, så han fungerer nærmere som et lille nydeligt afbræk fra værten – et slags omkvæd. Produktionen er ligeledes underholdende, så nummeret leverer generelt bare varen.
5. VIOLENT
2Pac mener, at når han en gang i mellem bliver voldelig, så er det udelukkende et resultat af hans omverden, særligt pga. forudindtagne og påtrængende politibetjente. Han taler en overbevisende sag, men den bliver ledsaget af en minimalistisk og halvtam produktion, hvilket sætter en lille dæmper for min begejstring.
6. WORDS OF WISDOM
Nummeret er lige dele tidsudtrækkende snak og fængende rap, der dog har to ting tilfælles: Samfundskritiske linjer og et klaverbesmykket og nydeligt beat. Det er ikke just én lang sammenhængende, god oplevelse, men jeg er nu alligevel ret glad for det.
7. SOMETHING WICKED (FEAT. PEE-WEE)
En af de mere anonyme skæringer på albummet. Det lyder ikke dårligt, men det er en kort og mindre substantiel sag i forhold til resten af selskabet. Hvad Pee-Wee har bidraget med, er i øvrigt ikke godt at vide.
8. CROOKED ASS NIGGA (FEAT. STRETCH)
Med samplet af N.W.A. skulle man tro, at succesen var sikker, men sådan skulle det altså ikke gå. Stretch både medvirker og har produceret, men der er ikke rigtigt nogle af delene, der er noget værd. Næste.
9. IF MY HOMIE CALLS
2Pac mindes gamle kammerater, men ikke uden at hælde noget socialrealistisk ned over teksten, så nummeret ikke virker fuldstændigt ude af kontekst. Det hele forgår over et forholdsvis muntert og fængslende beat. Ganske hyggeligt.
10. BRENDA’S GOT A BABY (FEAT. DAVE HOLLISTER)
En af mandens absolut største hits og her mere end tyve år efter (tyve!) er det stadig et imponerende og fremragende lyt. Det var sådan her 2Pac startede ud; socialrealistisk med fokus på både sig selv og andre i et oprigtigt forsøg på at gøre folk opmærksom på de trænge kår i ghettoen, og dette er ”Brenda’s Got A Baby” et fantastisk eksempel på.
Pga. sine højst samfundskritiske og socialrealistiske tekster vakte 2Pacalypse Now en del røre i landet, hvilket selvfølgelig ikke gjorde andet, end at skabe en masse opmærksomhed omkring Tupac, der derfor lynhurtigt blev kendt landet over. Albummet skulle dog vise sig kun at være begyndelsen, og det bliver i dag ofte overskygget af efterfølgende udspil, der indeholder mere kendte producere og en mere erfaren (på både godt og ondt) 2Pac.
Men 2Pacalypse Now må da være andet end et springbræt til videre udfoldelser?
1. YOUNG BLACK MALE
Et enkelt højttempo vers pakket ind i ad-libs. Altså ikke det typiske 2Pac nummer. Lyrikken repræsenterer dog fint albummet, og verset bliver også leveret sikkert og overbevisende, så denne del af nummeret er god.
2. TRAPPED
Den første single fra albummet, hvilket var et fint valg. Der bliver budt på klassisk 2Pac med en socialrealistisk tekst og en nedbarberet men fængende produktion. Udmærket.
3. SOULJA’S STORY
Konceptet her er ikke dumt, da 2Pac tager rollen som Soulja og fortæller om sin kriminelle levevej, hvilket sikrede ham en plads i brummen, hvorefter synsvinklen skifter til Soulja’s lillebror, der desværre ikke har lært af sine broders fejl. Problemet er bare, at 2Pac med Soulja forvrænger sin stemme til en meget dyb og langsom en af slagsen, og den irriterer mig altså en smule. God ide, men jeg er ikke den store fan af Soulja (der vender tilbage igen senere).
4. I DON’T GIVE A FUCK (FEAT. POGO)
Jeg kan som nævnt tidligere godt lide 2Pac’s ”don’t give a fuck”-attitude, så selvfølgelig falder denne skæring lige i min smag. Pogo har et kort vers, der er mast ind mellem to omfangsrige vers med 2Pac, men han lyder hverken overflødig eller dårlig, så han fungerer nærmere som et lille nydeligt afbræk fra værten – et slags omkvæd. Produktionen er ligeledes underholdende, så nummeret leverer generelt bare varen.
5. VIOLENT
2Pac mener, at når han en gang i mellem bliver voldelig, så er det udelukkende et resultat af hans omverden, særligt pga. forudindtagne og påtrængende politibetjente. Han taler en overbevisende sag, men den bliver ledsaget af en minimalistisk og halvtam produktion, hvilket sætter en lille dæmper for min begejstring.
6. WORDS OF WISDOM
Nummeret er lige dele tidsudtrækkende snak og fængende rap, der dog har to ting tilfælles: Samfundskritiske linjer og et klaverbesmykket og nydeligt beat. Det er ikke just én lang sammenhængende, god oplevelse, men jeg er nu alligevel ret glad for det.
7. SOMETHING WICKED (FEAT. PEE-WEE)
En af de mere anonyme skæringer på albummet. Det lyder ikke dårligt, men det er en kort og mindre substantiel sag i forhold til resten af selskabet. Hvad Pee-Wee har bidraget med, er i øvrigt ikke godt at vide.
8. CROOKED ASS NIGGA (FEAT. STRETCH)
Med samplet af N.W.A. skulle man tro, at succesen var sikker, men sådan skulle det altså ikke gå. Stretch både medvirker og har produceret, men der er ikke rigtigt nogle af delene, der er noget værd. Næste.
9. IF MY HOMIE CALLS
2Pac mindes gamle kammerater, men ikke uden at hælde noget socialrealistisk ned over teksten, så nummeret ikke virker fuldstændigt ude af kontekst. Det hele forgår over et forholdsvis muntert og fængslende beat. Ganske hyggeligt.
10. BRENDA’S GOT A BABY (FEAT. DAVE HOLLISTER)
En af mandens absolut største hits og her mere end tyve år efter (tyve!) er det stadig et imponerende og fremragende lyt. Det var sådan her 2Pac startede ud; socialrealistisk med fokus på både sig selv og andre i et oprigtigt forsøg på at gøre folk opmærksom på de trænge kår i ghettoen, og dette er ”Brenda’s Got A Baby” et fantastisk eksempel på.
11. THA’ LUNATIC (FEAT. STRETCH)
Shock G, der har produceret flere numre på albummet og er medlem af Digital Underground, står bag dette nummer, men han overlader altså den vokale gæstepræstation til Stretch, der dog ikke bidrager med meget mere end nogle ad-libs. Med Shock G bag knapperne og primært 2Pac på mikrofonen er underholdningsværdien ganske høj.
12. REBEL OF THE UNDERGROUND (FEAT. RAY LUV & SHOCK G)
Ray Luv og Shock G nøjes med en rent assisterende funktion, hvilket efterlader 2Pac med alle tre vers, hvilke han bruger til at fortælle om sin undergrundsstatus kontra sine medieliderlige modparter. Shock producerer endnu engang og selvom det er med en smule mindre succes (beatet kunne godt bruge flere detaljer), så er det nu stadig okay.
13. PART TIME MUTHA (FEAT. ANGELIQUE & POPPI)
I dette nummer om deltidsmødre fortæller 2Pac om sin egen mor, der er på stoffer, og en tilfældig pige, som han uheldigvis gør gravid, hvilket gør ham til en deltidsfader. Historiefortællingen er på plads, velskrevet og interessant, men alligevel formår Angelique at stjæle en del af opmærksomheden med sin foruroligende og sørgelige beretning om en antastende stedfar og en mor, der kigger den anden vej. Det er temmelig stærke sager, og i mine øjne en af 2Pac’s glemte perler, men nu kan jeg også godt lide beatet.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Man bliver på 2Pacalypse Now introduceret for en helt anden 2Pac end den man lærte at kende i midt halvfemserne, men det er heller ikke nødvendigvis en dårlig ting. 2Pac kunne godt køre lidt i selvsving på sine sidste dage, mens han på sin debut er ret fokuseret med flere tematiserede numre. ”Brenda’s Got a Baby” var ikke en engangsforeteelse. 2Pac er karismatisk, velvidende og optimistisk, hvilket er en blanding forbeholdt denne periode, og det er nu en særlig oplevelse at lægge øre til denne ambitiøse, unge mand, der både ønsker og vil forandre verden, modsat hans fremtidige, paranoide og hadefulde jeg. 2Pacalypse Now er et lærerigt lyt med en mindre erfaren men godsindet 2Pac, der har en masse på hjerte. Det er med skarpe kanter og en rå, indieagtig lyd, men det er ikke desto mindre mere end et køb værd.
BEDSTE NUMRE: ”Trapped”; ”I Don’t Give A Fuck”; ”Brenda’s Got A Baby”; ”Tha’ Lunatic”; ”Part Time Mutha”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar