Årets HIP HOP Album 2013

Endnu et år er omme, og det er tid til at kaste et kritisk blik tilbage på de mange musikudgivelser fra de sidste tolv måneder. Jeg har fået hørt en god andel af, hvad vores foretrukne genre har haft at byde på, men det gør det selvfølgelig ikke nemmere at udforme en top 13 - faktisk nok lige modsat. Det ændrer dog ikke på, at jeg er stor fan af (top)lister, så jeg har ikke mindre end fire at byde på.

Når det kommer til antallet af mine blogindlæg, har jeg været knap så aktiv, og af den grund er der endnu engang ganske få af de følgende projekter, som jeg rent faktisk har anmeldt. Jeg håber, at det bliver anderledes i år, men jeg vil ikke rigtigt love noget - andet end at jeg hvert fald stadig ikke har tænkt mig at stoppe helt.

Men lad os komme i gang. Vi starter med hovedattraktionen.

Årets HIP HOP Album ‘13

13.

¡Mayday! - Believers

¡Mayday! er meget hit-n-miss, da nogle af deres numre er ovenud fantastiske, mens andre er temmelig ligegyldige. Det er et egentligt band med liveinstrumenteringer og hele molevitten, hvilket giver deres musik et livligt og luftigt islæt. Det er lidt rocket til tider men på den gode måde. Rapper Wrekonize er hovedpersonen med sit labre flow, men den fede produktion skal heller ikke undervurderes.

Hør ”Shortcuts and Dead Ends”.

12.

Black Milk - No Poison No Paradise

Forstod aldrig helt, hvorfor man insisterede på at sammenligne ham med J Dilla, da Black Milk synes at have en lidt mere aggressiv tilgang til produktionsarbejdet (plus han rapper). De var/er dog begge temmelig dope. Selvom Black Milk ikke er den mest interessante rapper, formår han at kæde et godt og underholdende album sammen. Det er dog særligt produktionen, der er værd at bemærke.

Hør ”Monday's Worst”.

11.

Spectac & Amiri - Soul Beautiful

Med Spectac’s stærkt distinktive, lyse stemme og Amiri’s jazzede produktion formår den dynamiske duo at skille sig pænt ud i det forgangne års lydbillede. En klassisk lyd i ny skikkelse med et meget underholdende resultat.

Hør ”The Avengers (We Ready)”

10.

Neek the Exotic - Hustle Don't Stop

Endnu en 90’er-influreret plade. Neek leverer typisk selvpromoverende rap, mens bl.a. Confidence sørger for nogle af 2013’s største bangers. Han er seriøst en af de fedeste producere i nyere tid. Neek er i øvrigt godt bevandret i genren, så han får i løbet af albummet besøg af folk som Large Professor, Sadat X og O.C.

Hør ”Hello Everybody”.

9.

Blame One & J57 - Walk in the Sun

En mere end værdig tilføjelse til Blame One’s diskografi. Som altid er han i et halvmelankolsk humør, der står i interessant kontrast til J57’s muntre og dejlige produktion.

Hør ”They Don't Know”.

8.

J-Zone - Peter Pan Syndrome

Jeg læste fornyligt J-Zone’s selvbiografi, hvor han med masser af selvironi beskriver sine mange nederlag som professionel rapper. Den er mægtig underholdende, og hvad mere er, så virker hans seneste album til at fortsætte fra, hvor bogen sluttede. Han tager fat i helt grundlæggende dagligdagsproblemer, mens han stadig joker med, at han aldrig har haft et ”rigtigt” job før. J-Zone er en drengerøv med imponerende selvindsigt, hvilket han beviser endnu engang med dette konceptuelt meget gennemførte album.

Hør ”Trespasser”.

7.

Run The Jewels - Run The Jewels

EL-P og Killer Mike giver den gas over hårdtslående elektrobeats og med en god kemi rapperne i mellem, er det svært ikke at lade sig smitte af pladens store energiindhold. Med skivens korte spilletid når man heller aldrig at køre træt i dem, selvom det måske godt kunne blive lidt ensformigt i længden.

Hør ”Run the Jewels”.

6.

YC the Cynic - GNK

YC har sikret sig en moderne, underspillet, trap-agtig produktion, der ikke brager derud men giver ham plads til at udfolde sine kunstneriske tendenser. Med emner som religion, generalisering og selvindsigt kaster YC lytteren ud i en tankevækkende oplevelse, der bestemt er værd at forsøge sig med.

Hør ”The Pacs”.

5.

Denmark Vessey & Scud One - Cult Classic

Ved ikke helt hvorfor, men efter at have stødt på Denmark Vessey’s navn et par gange havde jeg placeret ham i en boks sammen med folk som Army of the Pharaohs. Boi, var mit forskruede førstehåndsindtryk helt forkert. Han er jo faktisk en forholdsvis karismatisk rapper, der endda lader til at have en forkærlighed for 70’ernes progressive rock. Jeg er solgt!

Hør ”Deception”.

4.

Shad - Flying Colours

Jeg forudbestilte Shad’s Flying Colours et par måneder før udgivelsen, og et par måneder efter at have modtaget det fik jeg så smidt en anmeldelse op. Kritikken var positiv dengang og er det stadig i dag. Shad er en utroligt karismatisk rapper med varierede emner, tempoer og stile, og hans seneste udspil er ingen undtagelse.

Hør ”Fam Jam [Fe Sum Immigrins]” og læs min anmeldelse her.

3.

The Remnant - Indian Summer

Nydelige guitartabs, bølgende basgange og tilpas hårdtslående trommer. Det lyder som dit næste rockband, men vi har altså at gøre med en hip-hop gruppe her. Den varme og luftige produktion bliver flettet med et melankolsk tekstunivers, og selvom de forskellige omkvæds ikke er noget ekstraordinært, er det alligevel svært ikke at blive fanget af de fængende melodier.

Hør ”Summer Dog Days”.

2.

Ghostface Killah & Adrian Younge - Twelve Reasons To Die

AL mulig respekt til Adrian Younge for hans cinematiske produktion herpå, der byder på liveinstrumentering, storslåede vokaler, strygere, blæsere og nærmest alt andet, man kan ønske sig. Jeg vil helt sikkert følge ham fremover - om det så er i hip-hop øjemed eller ej. Hvad angår Ghostface Killah, så er han mere eller mindre ligeså cool som altid. Hans konceptuelle tilgang til tekstskrivningen passer som hånd i handske med produktionen, så der er ikke så meget at brokke sig over. Der er dog en lille ting, da hans flow af uransagelige årsager virker lidt akavet til tider. Stadig et meget imponerende projekt - en udbredt klassiker.

Hør ”Beware of the Stare”.

1.

Qwel & Maker - Beautiful Raw

Det sværeste vil altid være at vælge holderen af førstepladsen, men i dag favoriserer jeg altså Qwel & Maker’s Beautiful Raw. Man behøver da heller ikke høre mere end åbningsnummeret, før man vil have en rimelig forståelse for mit valg. Qwel er den alsidige og poetiske rapper, der med farverige metaforer og ordspil rapporterer direkte fra det udfordrende liv som kæmpende musikant. Han er en af den slags rappere, hvor man egentligt ikke behøver at høre andre på albummet. Sandormen bidrager med den gennemført strålende produktion, der uden besvær byder på alt mellem forvrængede guitarer, blæsere og klokker. Treenigheden af lyrik, flow og beat sidder lige i skabet langt hen ad vejen, så det er svært ikke at blive begejstret. Årets hip-hop album!

Hør ”Beautiful Raw”.

Mens jeg har fået hørt masser af LP’er, har jeg dog vitterligt ikke fået hørt mange mixtapes fra 2013 - ikke at det er noget nyt, da jeg generelt har travlt nok med at følge med de normale albumudgivelser. Hvis snakken vokser omkring et projekt, så tjekker jeg det dog selvfølgelig ud, og jeg har derfor været omkring nogle af de større mixtapes fra det forgangne år - men også nogle af de mindre kendte. Det skal dog nævnes, at jeg i anledningen primært bare har defineret mixtape som et gratis projekt.

Årets HIP HOP Mixtape ‘13

13.

Rahlou - Pillows

En lille instrumentel sag fra de gode folk hos Gummy Soul. Der bliver budt på varme og sjælfyldte beats i løbet af albummets 17 minutters spilletid.

Hør ”We Got It” og download her.

12.

Oddisee - Tangible Dream

Jeg har som skrevet primært defineret mixtape som et begreb for gratis udgivelser. Tangible Dream er dog ikke gratis - til gengæld er det mærket som mixtape af udgiveren. Albummet er et companion stykke til Oddisee’s instrumentale LP The Beauty in All, men modsat den bliver der rappet på livet løs på Tangible Dream. Det lyder udmærket, men jeg synes dog stadig, at det er lidt voldsom at sætte en pris på projektet, da hans bedste beats findes andetsteds.

Hør ”Yeezus Was A Mortal Man”.

11.

ANTHM - Handful of Dust

Med Blu bag knapperne kaster den karismatiske ANTHM sig over livets problemer i denne korte EP. Det er et af de få projekter, jeg rent faktisk anmeldte sidste år, og jeg mener stadig, at det er et lyt værd.

Hør ”Self Esteem”, download her og læs min anmeldelse her.

10.

Ransom & Static Selektah - The Proposal

“Hey, hey, hey! Det er da på ingen måde et mixtape! Det er en fucking EP!”. Det ville jeg også under normale omstændigheder have ment, men nu er det sådan at Static Selektah på pladen begår en af de største syndere som producer, hvilket egenhændigt forhindrer mig i at acceptere projektet som mere end et mixtape. Der er her tale om intet mindre end anvendelsen af vandmærker. HVORFOR? Resten er ganske fedt. Særligt første halvdel slår hårdt og godt.

Hør ”Unexplainable”.

9.

Joey Badass - Summer Knights

Joey forsætter med at vise, hvorfor han er blandt de bedste mixtape-rappere derude. Det skyldes i høj grad hans øre for nostalgiske beats blandet med en smule moderne trap, men som rapper er han heller ikke dårlig. Jeg kan dog godt frygte at et evt. debutalbum vil fejle ligesom det gjorde sig gældende med Big K.R.I.T., men måske han overrasker.

Hør ”Unorthodox” og download her.

8.

Action Bronson & Party Supplies - Blue Chips 2

Bronson er flere gange blevet sammenlignet med Ghostface Killah pga. sine bevidsthedsstrømsagtige tekster og langsomme, truende flow. Jeg fortrækker dog bare at kalde ham det uofficielle, tiende medlem af Wu-Tang, da han i mine ører er sin helt egen. Bronson besidder en total ligegyldighed overfor, hvad andre mener, og han siger (måske derfor) ganske simpelt en masse lort, men han får det sgu til at lyde meget godt. Party Supplies leverer beatsne, der absolut ikke lyder som Wu-Tang - nærmere Statik Selektah - men det svinger.

Hør ”It Concerns Me” og download her.

7.

Rapsody - She Got Game

Konkurrencen fra andre kvindelige rappere er meget smal, men Rapsody er ikke bare en af de bedste - hun er rent faktisk rigtig dygtig. Med en mandlig rappers attitude tackler hun ofte mere feminine problemstillinger, heriblandt kærligheden. Det er et spændende afbræk fra den sædvanlige hip-hop med sin påtagede hårdhed.

Hør ”Special Way” og download her.

6.

Crowstick - Until the Light Takes Us

1) Britisk historiefortælling over småmelodiske beats med hårdtslående trommer. 2) Et af numrene varer mere end 10 minutter. 3) Det er teknisk set ikke et mixtape men bare et gratis album. Hvad mere behøver du at vide?

Hør ”My Mind is so Open that Sometimes I Feel Like the Whole Entire Universe is Going to Tip Up and Fall Inside” og download her.

5.

Big K.R.I.T. - King Remembered In Time

Jeg er fristet til at kalde Big K.R.I.T for kongen af mixtapes. Han producerer nogle skønne beats og har en distinktiv og behagelig stemme. Derudover er hans debutalbum temmelig ringe. Så hvis du skal introduceres ordentligt for Big K.R.I.T. så anskaf enten dette mixtape eller 4eva N a Day fra 2012 (sidstnævnte er nok det bedste).

Hør ”REM” og download her.

4.

Willie The Kid - Aquamarine

Willie har tilsyneladende lavet musik i nogle år efterhånden, men dette var mit første møde med ham - og han er dælme dope. Han pakker mixtapets personlige tekster ind i gennemgående vandmetaforer, der selvfølgelig bliver akkompagneret af en svævende og melodiøs produktion.

Hør ”Marina” og download her.

3.

Bishop Nehru - Strictly Flowz

Hey, endnu et projekt jeg har anmeldt! Nehru tager os 15-20 år tilbage i tiden (dvs. til omkring sin fødsel) med rendyrket, langsom men cool 90’er hip-hop. En meget imponerende, ung knægt.

Hør “Flow 1”, download her og læs min anmeldelse her.

2.

Add-2 & Khrysis - Between Heaven & Hell

Der har været en del gode emcee/deejay duo-projekter sidste år, hvoraf Between Heaven & Hell tager prisen som bedste gratis udgivelse. Add-2 lægger de maleriske og indsigtsrige rim, mens Khrysis sørger for den sjælfulde og stærkt melodiøse produktion.

Hør ”The Ugly Side Of Beautiful” og download her.

1.

Chance The Rapper - Acid Rap

Chance formåede virkelig at skabe overskrifter sidste år - og alene pga. sin musik. Han topper mange end-of-the-year-lister med sin anderledes, syrede, melodiske og personlige Acid Rap. Han varmede i efteråret op for Macklemore & Ryan Lewis med masser af energi, men musikken var noget rod (han gav dog en fin optræden af ”Pusha man”). Sådan er det heldigvis ikke på Acid Rap, der er både velovervejet og underholdende. Nice!

Hør ”Cocoa Butter Kisses” og download her.

Eftersom jeg har et trykkende behov for at få min holdning ud til nogle personligt skuffende hip-hop albums kommer her en lille bonus top 3. Så slipper jeg for at kæmpe mig igennem de respektive anmeldelser.

Årets Mest Skuffende HIP HOP Album ‘13

3.

Childish Gambino - Because the Internet

De tre albums på denne liste har tre ting til fælles; elendige beats. Rapperne er derfor ikke nødvendigvis de værste, men hvad forskel gør det, når musikken er ulidelig? Childish Gambino’s debutalbum var et nogenlunde og overraskende personligt bekendtskab, der faktisk gjorde mig en smule interesseret i den tidligere Community-stjerne. Nu ved jeg ikke rigtigt mere.

Hør ”Outside” i stedet.

2.

Dead Prez - Information Age

Duoens kun tredje album overraskede mig ret voldsomt. Lyrikken er faktisk okay, men hold da kæft er konteksten en af de mest malplacerede og uventede popproduktioner nogensinde? Den kandiderer til det. Jeg begriber ikke, hvordan det kan gå så galt. Hvad er målgruppen lige helt præcis?

Hør ”It's Bigger Than Hip-Hop” i stedet (Kanye West produceret remix og i øvrigt i stærk kontrast til min anmeldelse, hvor jeg af uransagelige årsager favoriserede originalen).

1.

Jon Connor - Unconscious State

Den største grund til denne umiddelbart lidt tilfældige top 3 finder man i studiealbumdebuten fra Jon Connor. Jeg fremhævede sidste år hans mixtape The People’s Rapper LP, hvor han tacklede diverse Eminem beats - super fedt projekt. Jeg var derfor temmelig spændt på Unconscious State, men føj hvor blev jeg skuffet. Ikke fordi Jon Connor pludselig ikke kan navigere mikrofonen mere - det kan han såmænd stadig - men fordi albummet består af det mest ideforladte og uinspirerende bud på en trap-produktion. Unconscious State er slettet fra min harddisk igen (ligesom de to foregående albums). Eftersom jeg ikke just er vildt interesseret i at høre albummet igen, har jeg ikke rigtig orket en anmeldelse. Den burde ikke være nødvendigt mere.

Hør ”Cold Wind Blows (Intro)” i stedet (den er faktisk bedre end originalen).

For at det hele ikke skal ende med et surt opstød, kommer her lige en afsluttende top 13 over mine favoritter blandt ikke-hip hop albums fra det forgangne år.

Årets NON HIP HOP Album ‘13

13.

Trombone Shorty - Say That To Say This

Minder lidt om klassisk Stevie Wonder med funkye og gode meloder og en lækker stemme.

Hør ”You and I (Outta This Place)”.

12.

Joan Jett & the Blackhearts - Unvarnished

Da jeg første gang hørte dette album, var jeg nødsaget til at slå det op på nettet, for at være helt sikker på, at det rent faktisk var nyt materiale og rent faktisk udgivet i år 2013. Det er klassisk hard rock - så meget at det altså lyder som noget fanget i en tidslomme med 1976 stående på kalenderen. Sejt.

Hør ”Make It Back”.

11.

Jack Johnson - From Here to Now to You

Singer-songwriter med en behagelig stemme og nydelige melodier? Tjek.

Hør ”I Got You”.

10.

Pearl Jam - Lighting Bolt

Jeg har hørt gruppens debut til ukendelighed (og er godt på vej dertil med Vs.), men det meste andet af bagkataloget har endnu ikke grebet min interesse endnu. Det gjorde det seneste udspil til gengæld fra første gennemlyt. Fængende melodier og Vedder’s selvsikre stemme er på tapetet.

Hør ”Sirens” (som i øvrigt får noget spilletid i æteren i disse dage!).

9.

Paul McCartney - New

Hvis nogen nogensinde var i tvivl om den gamle bille stadig havde det i sig, så skal man ikke kigge længere end til åbningsnummeret på New. Holy shit!  - Det er sådan man sparker et album i gang. Imponerende.

Hør ”Save Us” (åbneren).

8.

Black Sabbath - 13

Mange af de større metal veteraner har udgivet nyt materiale i år (Queens of the Stone Age, Deep Purple, Dream Theater m.fl. - har bare ikke fået hørt dem alle endnu…), hvilket ikke mindst gælder en af genrens pionerer i form af legendariske Black Sabbath. De spillede for nyligt i Forum, hvilket jeg ville elske at have oplevet. Efter at have hørt 13 for første gang forleden ærgrer jeg mig bare endnu mere nu.

Hør ”God Is Dead?”.

7.

Arctic Monkeys - AM

Da de først brød igennem med debuten Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var jeg endnu ikke klar til at byde dem velkommen, men meget er sket siden, så i dag kan jeg både sætte pris på deres tempofyldte og danseopfordrende debut og deres mere langsomme og rockede AM. Det er dog heller ikke en udvikling, jeg kunne finde på at brokke mig over.

Hør ”R U Mine?”.

6.

Justin Timberlake - The 20/20 Experience - The Complete Experience

Hvis de bedste numre fra hvert album var blevet samlet og evt. lidt beskåret, ville Timberlake have siddet med det ultimativt bedste popalbum i rigtig lang tid. Desværre er der altså en væsentlig portion fyld, og flere numre har også fået en unaturlig lang længde. Jeg jublede højt indvendigt, da jeg læste, at han og Timberland ville forsøge sig med længere numre, men desværre har det vist sig i de fleste tilfælde at være en kunstig forlængelse med gentagelser og manglende udvikling. Der er dog stadig forrygende materiale i blandt. ”Mirrors” er stadig et kanon nummer (selvom det også er et godt eksempel på en unødvendig lang spilletid - alligevel holder jeg mig dog fra radio-versionen…).

Hør ”Mirrors” igen.

Alternativt så hør ”Only When I Walk Away”.

5.

Valerie June - Pushin' against a Stone

Når det kommer til kvindelige sangerinder, er der umiddelbart ikke mange, der kan følge med amerikanske Valerie June, der med sit fantastiske stemme virkelig har formået at imponere mig. Hun formår at mikse alt lige fra country og folk til blues og gospel med ynde, og det lyder ganske simpelt bare skønt.

Hør ”Wanna Be on Your Mind”.

4.

Daft Punk - Random Access Memories

Er ikke den store fan af elektronica-slash-dance, men dette har Daft Punk for alvor fået ændret på med deres seneste udgivelse. Rytmisk og melodiøst - og så er der endda gjort plads til en sprød guitarsolo på ”Instant Crush” (blandt flere; og så lige et shout-out til The Strokes, der også næsten nåede ind på listen). I øvrigt også interessant at de ikke er bange for at lave mere melankolske skæringer.

Hør ”Instant Crush”.

3.

Nick Cave & The Bad Seeds - Push the Sky Away

Nick Cave’s stemme synes at blive bedre med alderen, hvilket naturligvis gør Push the Sky Away et ganske fabelagtigt album. Musikken er underspillet og småmelodiøs, hvilket giver masser af plads for Cave at boltre sig på - heldigvis spilder han ikke muligheden.

Hør ”Finishing Jubilee Street” (fantastisk bas).

2.

Franz Ferdinand - Right Thoughts, Right Words, Right Action

Jeg har set Ferdinand beskrevet som dance-punk, hvilket egentligt er en fin beskrivelse, når post-punk bare ikke synes at slå helt til. De er på sin vis rockudgaven af Daft Punk (masser af rytme og melodi), og det lyder da om noget som en blanding, der er værd at stifte bekendtskab med. Foruden ”The Universe Expanded” der virker lidt som bandets svar på en punk-ballade (åbenbart ikke nødvendigvis en god ting) er albummet super underholdende fra start til slut, hvilket ikke er noget man kan skrive om mange skiver. (Random shout-out til White Denim, der med ” Distant Relative Salute” i spidsen også var tæt på at nå ind på listen.)

Hør ”Evil Eye” (andet sidste bevis på at singler ikke behøver stinke).

1.

Kings of Leon - Mechanical Bull

Når nu Right Thoughts, Right Words, Right Action er noget nær perfekt, hvorfor får det så ikke førstepladsen? Godt spørgsmål. Kings of Leon har bare nogle fantastisk fængende og rockede guitarriffs, mens forsangeren, Followill, har en af de fedeste stemmer i moderne rock (Franz Ferdinand’s Alex Kapranos er dog også godt deroppe af). Mechanical Bull peger mere mod klassisk rock end Ferdinand’s modstykke, og så er albummet altså også bare rigtig godt, hvilket i dag sikrer dem førstepladsen.

Hør ”Wait for Me”.