Tonedeff - Demon (2013)

Da jeg tidligere på året anmeldte Glutton, forventede jeg at se udgivelsen af Polymer i denne måned, men det skete sandt at sige ikke just. Faktisk er vi kun netop noget til andet kapitel i den firedelte EP-serie med Demon, der så dagens lys tidligere på måneden. Jeg var temmelig hård ved Glutton, og jeg har da heller ikke hørt den siden - ja, faktisk har jeg netop fundet ud af, at jeg slet ikke har EP’en liggende på computeren længere. Jeg synes dog at kunne mindes, at flow og lyrik var i orden, mens den syntetiske og larmende produktion var drønhamrende irriterende. Lad os se om Demon kan vinde min interesse i Polymer-projektet tilbage igen.

Tonedeff tager på Demon fat i emnerne angst, død og tiden (og forvaltningen af denne), mens han også gør et ekstra stort nummer ud af sit hurtige flow. Som på den foregående EP finder man ingen gæstende rappere, men der er dog gjort plads til en enkelt sangerinde. Jeg har ikke umiddelbart hørt om hende før, men hun er dansker, så hun får selvfølgelig også lov at fylde lidt i anmeldelsen. Det er klart. Produktionen er stadig elektronisk, men det betyder vel ikke, at den nødvendigvis er dårlig? VEL?

1.      MOMENT
Åbenlyst et nummer om tid og mere præcis nuets øjeblik. De bliver præsenteret med en simpel trommeprogrammering og ambiente toner- ikke noget særligt, men det går heller ikke i vejen for Tonedeff’s flydende og som altid overbevisende flow. Han synger stadig på livet løs, hvilket stadig heller ikke lyder godt. Tænk Eminem. Ikke desto mindre er nummeret faktisk okay.

2.      DEMON (FEAT. FJER)
Så skal jeg ellers love for, at der blev skruet op for syntheziser-helvedet. Jeg er bestemt ikke fan af produktionen, og faktisk har jeg heller ikke behov for, at Tonedeff kører (tre)dobbelt tempo. Det er da cool nok, men jeg vil også gerne kunne høre, hvad han egentligt siger. Alt med måde som man siger. Eksplosionen mod slutningen er dog ret fed på sin egen måde.

3.      CRISPY (192)
Mere hurtigt rap! Men det er faktisk bedre her, hvilket sandsynligvis har en del at gøre med, at det sluthalvfemseragtige, drum-n-bass beat rent faktisk er ret engagerende. Han rapper hurtigt i de to første vers, men det er intet i mod det afsluttende vers, hvor han besøger første vers igen - bare med 192 BPM frem for 180. En beundringsværdi tour-de-force i teknik. Man forstår dog godt hvorfor 192 BPM ikke er standard, da det begynder at lyde lidt unaturligt i det tempo.

4.      USE ME
Tone synger igen omkvædet, og selvom det ikke lyder særlig godt, er det alligevel underligt dragende. Versene er som forventet udmærket om end ret deprimerende, da Tone ikke kan få sig selv til at vise et giftigt forhold ryggen. Med en tilstrækkeligt fængende produktion er også dette nummer godkendt.

5.      CINDER
På trods af at den milde produktionen faktisk er ganske fed, kan jeg ikke rigtigt forstille mig denne atypiske, melodiøse og rapfrie sidebemærkening finde sig tilrette på en fuld LP. Som outro fungerer nummeret dog glimrende.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Demon er langt bedre end Glutton, og EP’en har egenhændigt plantet håbet om et spændende slutprodukt i mig igen. Tone’s skønsang er stadig noget tvivlsom, og produktionen er bestemt ikke den vildeste, men alligevel er EP’en ganske underholdende. Der er en stærk rød tråd på trods af skivens alsidighed, enkelte fængende melodier og gode vers, så denne gang vil jeg anbefale at give EP’en et forsøg, hvilket igen kan gøres gratis lige her.

BEDSTE NUMRE: ”Moment”; ”Crispy (192)”; ”Use Me”; ”Cinder”