05 december 2011

Christmas Rap (1987)



Julen er over os, men hurtigere end den fik sneget sig op på os, vil den være væk igen, så derfor kan julemusikken næsten ikke findes frem for tidligt. Det er derfor også med en hvis hast, jeg har forsøgt at få færdiggjort denne anmeldelse. Men det har ikke været nemt, da Christmas Rap er en af de mere obskure albums, og en smule svær at finde noget som helst info omkring. Flere af de medvirkende er fremmede for mig (og jeg er ikke alene, tør jeg påstå), men der viste sig at være en meget naturlig forklaring. De fleste af dem var nemlig dengang signet til Profile Records, som har udgivet albummet, og det er derfor ingen overraskelse, at albummet også indeholder Run-D.M.C.’s hitsingle ”Christmas in Hollis”. Ligesom i det nummer, er der i de andre (kun) 8 numre også gjort stort brug af samples fra kendte julesange. Julesange skulle jo helst ikke blive for originale.
Men lad os finde ud af om tidligere nævnte single er en enlig svale, eller om jule rap har mere at byde på. Måske der endda tilføjes et par nye numre til den efterhånden genkendelige juleplayliste.

1.       CHRISTMAS IN HOLLIS (FEAT. RUN-D.M.C.)
Det var et hit dengang, og burde stadig være det. Og er det måske også lidt. Ikke desto mindre så jeg hvert fald musikvideoen i en speciel juleedition af Boogie for nogle få år siden. For ja nummeret er fedt med et godt, opløftende og (nogle gange genkendeligt) beat og en festlig og hyggelig stemning. Samtidig med at være 100% hip-hop.

2.       LET THE JINGLE BELLS ROCK (FEAT. SWEET TEE)
Sweet Tee er en kvindelig rapper, hvis bud er en homage til LL Cool J’s “Rock the Bells”. Beatet lyder som en nedbarberet version af det Rick Rubin producerede nummer ”99 Problems” fra Jay-Zs The Black Album. Den samme Rick Rubin som co producerede det forrige nummer og producerede ”Rock the Bells”. Ikke usandsynligt at han også har haft en finger med i spillet her. Jeg kan dog ikke garantere noget, da jeg ikke har kunnet finde meget om produktionerne på albummet.
Sweet Tee er en meget gennemsnitlig rapper, som ikke rigtigt imponere. Men hun holder sig trods alt til emnet.

3.       DANA DANE IS COMING TO TOWN (FEAT. DANA DANE)
Beatet gør ingenting for mig (og minder om noget man kunne finde på en MC Einar udgivelse), og teksten finder jeg simpelthen ikke relevant nok. Kedeligt nummer. Pigerne hen mod slutningen hjælper heller ikke.

4.       GHETTO SANTA (FEAT. SPYDER-D)
Spyder-D har faktisk en fed stemme, men det eneste, der gør ham lidt ’ghetto’ er, at han muligvis har flere diamanter og perler med i sækken. Derudover løber han tør for lyriks halvvejs inde i nummeret. Beatet er dog fedt– nogle trommer over ”Jingle Bells”. Ikke et specielt humøropløftende nummer, men i grunden fedt nok alligevel.

5.       CHRISTMAS IN THE CITY (FEAT. KING SUN)
Dette nummer minder lidt om MC Einars ”Jul, Det’ Cool” (de udkom på omtrent samme tid), i det King Sun beskriver det kedelige og ulemperne ved at holde jul i byen, men bliver enig med sig selv om, at julen alligevel er cool nok. På trods af udsagnet: ”Christmas blows like a winter breeze”.
Nummeret løber over 5 minutter, så det er rimelig langt, og uden et omkvæd (dog med små mellemspil) og et fængende beat bliver det simpelthen kedeligt i længden. King Sun gør ellers et hæderligt forsøg med teksten.

6.       CHILLIN’ WITH SANTA (FEAT. DEREK B.)
Beatet er for repetivt, og er meget hip-hoppet. Nummeret fungerer derfor meget bedre som et hip-hop nummer end som en julesang. Men selv fra det udgangspunkt sker der bare ikke nok. (endnu et Jingle Bells sample – endda også vokal)

7.       HE’S SANTA CLAUS (FEAT. DISCO 4)
Beatet er mere festligt, men trommerne er lidt voldsomme for en simpel julesang. Igen samples Jingle Bells, men det er vel næsten også den ultimative julemelodi. Lidt originalitet ville dog være værdsat. Disco 4 imponerer heller ikke.

8.       THAT’S WHAT I WANT FOR CHRISTMAS (FEAT. SHOWBOYS)
Dette er bare direkte dårligt. Produktionen og vokalen er forfærdelig. Alt end til nu har været acceptabel julemusik, men her er grænsen for længst overskredet. Plus er nummeret alt for langt med sine godt 6 minutter. Puha, hurtigt videre.

9.       A SURF M.C. NEW YEAR (FEAT. SURF M.C.’S)
Primært omhandlende nytår, men et enkelt vers går julemandens vej, men nummeret passer da helt sikkert bedst til en nytårsfest. Omkvædet er da også ganske fængende og meget nemt at synge med på, men er til gengæld også det eneste gode ved nummeret.
Det er også rimelig dårlig forretning at lave et nummer målrettet mod en enkelt nat.

AFSLUTTENDE KOMMENTAR: Christmas Rap er et meget kort album med kun 9 numre, hvoraf et er et nytårsnummer og et andet er elendigt. Tilbage har vi 7 egentlige acceptable julesange, men kun en enkelt voldsomt fed julesang, som burde være at finde på alle julekompilationer o.l. For at hip-hop skal fungere som julemusik, skal produktionen simpelthen være lige i skabet, hvilket den ikke altid er. Albummet kan dog godt klare en gennemlytning alligevel, men kun pga. juletemaet. Hip-hop kan fungere som julemusik, men det er ikke nemt at opnå et respektabelt resultat. Christmas Rap er derfor et okay album værd en smule opmærksomhed, men det kunne gøres bedre.
Vil jeg så anbefale et køb? Nah, specielt ikke når albummet er så besværligt (og dyrt) at anskaffe sig, som det nu er. Lidt jule hip-hop er dog hyggeligt nok, så lån det af en venlig sjæl eller hvad du nu kan finde på.

BEDSTE NUMRE: ”Christmas In Hollis”; ”Ghetto Santa”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar